Kalundborgs dagblad, Nordvestnyt, opstod i 2011 ved en fusion af Kalundborg Folkeblad og Holbæk Amts Venstreblad og er dermed i 2021 landets nyeste dagblads titel. Selskaberne bag de to lokale dagblade fusionerede allerede i 1990, men bevarede bladenes redaktionelle selvstændighed med deres vidt forskellige politiske tilhørsforhold: Holbæk Amts Venstreblad fra 1905 havde en vedtægtssikret tilknytning til partiet Radikale Venstre, mens Kalundborg Folkeblad var borgerlig-liberalt. Både fusionen og den endelige sammenlægning var begrundet i simpel økonomisk nød. Nordvestnyt gav umiddelbart udgiveren, Medieselskabet Nordvestsjælland A/S, et økonomisk pusterum, men især i Kalundborg blev den nye avis ikke godt modtaget, bl.a. fordi hovedredaktionen blev placeret i Holbæk. Oplaget faldt derfor især i Kalundborg, og det nye dagblad tabte umiddelbart tæt på en femtedel af abonnenterne. I 2013, da Sjællandske Medier havde overtaget ejerskabet, blev Nordvestnyt delt i to udgaver, så kalundborgenserne igen fik deres egen første sektion, mens anden sektion blev fælles. I 2020, hvor oplagstal ikke længere var offentlige, udgjorde Nordvestnyts ugentlige læser tal, defineret som ugentlig nettodækning, 36.000.

Kommunen har to ugeaviser: Kalundborg Nyt med 18.000 læsere og Ugebladet Vestsjælland med 13.000 læsere, den første med redaktion i Kalundborg, den anden med redaktion i Høng. Redaktionerne er samtidig lokalredaktioner for dagbladet Sjællandske.

Kalundborg dækkes også af Sjællandske Mediers lokalradio, Radio SLR, og af TVKalundborg.dk, som trods navnet er et web-nyhedsmedie, der leverer lokale nyheder i tekst, billeder og video, samt af den ikke-kommercielle lokalradio Radio Odsherred.

Regionalt dækkes Kalundborg af DR’s regionalradio i Næstved og af TV2 Øst i Vordingborg. 2007-13 havde DR etableret en særlig regionalradio i Holbæk, P4 Nordvestsjælland, som dækkede Holbæk, Kalundborg og Odsherred Kommuner.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Kalundborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier