Dagbladet i Roskilde er DAGBLADET. Det blev skabt i 1878 som Roskilde Dagblad af Venstrepolitikeren Christen Berg, der var manden bag en række provinsaviser kendt som De Bergske Blade. Berg ville først og fremmest bekæmpe den mere moderate Venstreavis Roskilde Tidende fra 1873, som fra 1905 blev knyttet til partiet Det radikale Venstre. Samtidig ville han også konkurrere med byens første dagblad, den konservative Roskilde Avis, der eksisterede 1829-1954.

Roskilde Dagblad indgik i 1962 i en fusion med to andre sjællandske Venstreaviser, Folketidende i Ringsted og Østsjællands Folkeblad i Køge, og dannede dermed DAGBLADET med de gamle avisnavne som undertitler for de tre udgaver. I 1974 opkøbte Politiken den radikale Roskilde Tidende, men Politikens ejerskab af provinsavisen blev aldrig en succes. I 1986 overtog DAGBLADET udgiverretten til Roskilde Tidende og skiftede titel til DAGBLADET Roskilde Tidende.

Det samlede ugentlige læsertal for de tre udgaver af DAGBLADET var i 2020 på 47.000, defineret som den ugentlige nettodækning. Blot to år tidligere var det tilsvarende tal 64.000 læsere. Udgiverselskabet bag DAGBLADET har siden 2008 været Sjællandske Medier A/S, der efter en række fusioner ejer de fleste sjællandske dagblade og har hovedsæde i Ringsted.

Stemningen og arbejdet på Roskilde Dagblad er beskrevet af forfatteren Lise Nørgaard i erindringsbogen De sendte en dame (1993). Hun var journalistelev og journalist på bladet 1935-49.

Der har historisk været adskillige ugeaviser i kommunen, men udbuddet var i 2020 reduceret til en enkelt, Roskilde Avis. Den kom første gang på gaden i 1971 og er resultatet af flere fusioner samlet i Roskilde Mediecenter, som siden 2016 har haft Sjællandske Medier A/S som eneejer.

Lokalavisen Roskilde fra 1987 blev overtaget i 1998 og sammenlagt med Roskilde Avis Onsdag. I 2017 overtog Sjællandske Medier A/S Roskildeudgaven af Søndagsavisen, som var udgivet siden 1992, og sammenlagde den med Roskilde Avis Weekend under navnet Søndagsavisen Roskilde Avis.

I 2018 opkøbte Sjællandske Medier A/S den uafhængige Paperboy, som lokale initiativtagere havde skabt i 2014, og i 2020 blev Roskilde Avis slået sammen med Roskilde Midtuge. Læsertallet var i 2020 på 37.000. Avisen omdeltes i et område omkring Roskilde fra Veksø i Egedal Kommune til Havdrup i Solrød Kommune samt i Lejre Kommune.

Roskilde dækkes regionalt også fra Amager af DR KøbenhavnP4 og fra Vordingborg af TV2 Øst. TV 2 LorryFrederiksberg dækker tillige Roskilde, idet kommunen var en del af denne stations dækningsområde ved etableringen af TV 2-regionerne.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Roskilde Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier