Som overalt i Sønderjylland er det JydskeVestkysten, der mest systematisk dækker nyheder og debat i Sønderborg Kommune. En af de daglige ni udgaver er JydskeVestkysten Sønderborg med forside og lokale sider, der skrives og redigeres på redaktionen i Sønderborg. Den lokale ugeavis, Ugeavisen Sønderborg, omdeles i hele kommunen og har 33.000 læsere (2019).

Jysk Fynske Medier, der er ejerselskabet bag bl.a. JydskeVestkysten og Ugeavisen Sønderborg, står også bag flere private radiostationer i Sønderjylland. I Sønderborg og på Als sender de på Skala FM og Classic FM Als. DR P4 Syd, der regionalt er bedre kendt som Radio Syd, dækker Sønderborg fra redaktionerne i Aabenraa og Esbjerg, mens den regionale TV 2- kanal TV SYD dækker fra Kolding.

Desuden dækkes kommunens forhold af det tyske mindretals mediehus, Der Nordschleswiger. Den første avis i Sønderborg var den tysksprogede Sonderburger Wochenblatt 1815‑48. Året efter krigen i 1864 opstod Sonderburger Zeitung, der også brugte binavnet Sønderborg Avis. Sonderburger Zeitung fusionerede i 1929 med Aabenraa-bladet Nordschleswigsche Zeitung, der allerede fra 1933 have anlagt en nazistisk linje. Bladet lukkede i 1945.

Fra 1868 udkom den dansksprogede Dybbøl-Posten, der indtil 1920 mødte mange vanskeligheder pga. sin meget dansksindede linje. Efter Genforeningen voksede oplaget på bekostning af Flensborg Avis. Men redaktionens skarpe agitation for Flensborgs indlemmelse i Danmark delte vandene, hvilket gav Aabenraa-avisen Hejmdal og det lokale socialdemokratiske dagblad Sønderjyden (grundlagt som Sønderjyllands Social-Demokrat i 1920) gode muligheder for at vinde læsere.

Sønderjyden lukkede i 1974 efter i sine seneste to år at have været en lokaludgave af Socialdemokratiets landsavis, Aktuelt. Året efter lukkede også Hejmdal endeligt.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Sønderborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Medier