Melby Kro
.
Melby Kro
.
Melby Kro
.
Melby Kro
.

Melby Kro ligger på Melbyvej 19 i Tønder Kommune. Bygningen er fredet.

Bygningshistorie

Skærbæk ligger i et frugtbart bakkeøterræn på geesten mellem Ribe og Tønder. Skærbæk opstod i middelalderen og udviklede sig især fra 1887, hvor den vestlige togbane kom til byen. Byen udviklede sig til en betydningsfuld stationsby og har dannet ramme om flere industrier. De fleste af de ældste bygninger stammer fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Melby Kro blev opført omkring år 1800 og er ombygget af flere omgange, hvor blandt andet døre og vinduer er blevet flyttet og sløjfet. Den oprindelige bygning var Skærbæks ældste bygning fra 1651. Den ligger i den tidligere landsby Melby og har fungeret som postkro og således været brugt af postvæsenet, først det ridende, derefter det kørende. Melby var oprindeligt håndværkerlandsbyen i Skærbæk. Melby Kro blev i 1992 nedlagt som kro og indrettet til boliger.

Beskrivelse

Melby Kro ligger i udkanten af Skærbæk i den del af byen, der tidligere var landsbyen Melby. Den gamle kro er i dag indrettet til tre boliger, en i hver længe.

Melby Kro består af en 16 fag lang enetages bygning, hvorpå en syv fag lang enetages bygning ligger vinkelret i midterfagene mod nord, så de tilsammen danner et T. De to længer er grundmurede med stråtækt, trekvartvalmet tag på den længste af længerne, saddeltag på den korteste, en kvist mod vest i den korteste længe, mønning af græstørv og i rygningen sidder to skorstenspiber med sokkel og krave. Længerne fremtræder i rød, blank mur af hårdtbrændte sten, muret i krydsforbandt uden sokkel, men med en svagt fremspringende, hvidmalet gesims. Gavlen mod nord er bræddebeklædt, hvorunder der sidder en to-fløjet revleluge. I den østlige gavl sidder en to-fløjet revleluge og mod vest ses en-fløjet revleluge og to murankre. Alle revleluger er traditionelt udførte. Vinduerne udgøres af traditionelt udført et- og torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer med forsatsruder samt enkelte ældre jernvinduer, hvorover er muret et en-stens buestik. I facaden mod vejen fra øst mod vest ses to revle- og fyldingsdøre. Den korteste længe har to revledøre og en fyldingsdør. I facaden længst mod vest ses en revledør og i gavlen mod vest ses en fyldingsdør. På den sydlige facade sidder to nyere havedøre. Alle andre døre er nyere, men traditionelt udført.

I det indre er bygningen præget af at være ombygget siden den fungerede som krobygning. Midterskillevæggen i den længste længe er bevaret. Køkkener og stuer vender mod haven, mens mindre værelser vender mod vejen. De tre boliger har hver deres indgang og en lille forstue, hvorfra der er adgang til enten køkken eller stuer. Interiøret er præget af både ældre og traditionelle overflader samt bygningsdetaljer, herunder fliser, bræddegulve, bræddelofter med fritlagte bjælker, traditionelt udførte fyldingsdøre, gerichter og synlige skorstene.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi ved Melby Kro knytter sig til bygningens beliggenhed i udkanten af Skærbæk, i den tidligere landsby Melby, hvor den adskiller sig markant fra de omkringliggende bygninger, der overvejende er nyere og fra det 20. århundrede. Melby Kro er således med til at sikre oplevelsen af det oprindelige og særegne landsby-kulturmiljø i Skærbæk.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Melby Kro er i det ydre knyttet til bygningens traditionelle byggestil, et vestslesvigsk grundmuret hus, der er karakteriseret ved, at den er grundmuret af egnstypiske, hårdtbrændte røde tegl med krydsforbandt og skrabefuge, samt at den har et stejlt, ubrudt tag tækket med strå og mønning af græstørv. Det hårde vejrlig og truslen om stormflod har været medvirkende til at skabe den særlige byggeskik, ligesom det har været afgørende for udviklingen af denne bygningstype, hvilke byggematerialer man kunne skaffe lokalt. I det træfattige landskab har det været vanskeligt at skaffe konstruktionstømmer, og man har derfor tidligt bygget i grundmur. De karakteristiske teglsten blev brændt lokalt af bønderne eller på lokale teglværker. Rør til tækning og græstørv til mønning hentede man i engdragene og i marsken, hvor der før de store afvandingsprojekter var langt flere rør end i dag. Til fremstilling af mørtel og til hvidtning anvendte man "Skælkalk", der blev fremstillet lokalt af brændte skaller og kalksten fra stranden. Bebyggelsens udformning er således præget af både de klimatiske og landskabelige forhold samt af adgangen til byggematerialer.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede og traditionelle bygningsdele og -detaljer, herunder især bræddeloftet med bjælker, skorstene og plankegulvene, der vidner om bygningens alder.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi ved Melby Kro knytter sig i det ydre til bygningens enkle T-form med lave mure og det ubrudte, stejle og afvalmede tag, der med bølgende kurver former sig omkring hjørnerne og den enkelte kvist. Facadernes homogene fremtræden, hvor også sokkel fremtræder i blank, rød mur, giver sammen med det altdominerende stråtag og de hvide vinduer Melby Kro en helstøbt og harmonisk fremtræden.I det indre er der arkitektonisk værdi knyttet til rummene mod syd, der fremtræder lyse og venlige på grund af de mange vinduer i facaden.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links