Middelalderborgen Ørkild er ubetinget det største voldsted på Fyn. Resterne af det mere end 200 m lange og 75 m brede anlæg ligger på toppen af en bakkeryg øst for Svendborgs middelalderlige bykerne. Herfra er der frit udsyn over byen, og i middelalderen kunne færdslen til og fra byen overvåges derfra.
.

Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Svendborg Kommune.

.

Ved periodens begyndelse skete der en kraftig befolkningsvækst, og der blev efterfølgende anlagt en lang række landsbyer og rejst kirker. I kystområderne blev der ikke etableret så mange bosættelser, antagelig pga. frygt for vendiske sørøvere. På de mange middelalderlige herregårde i området spillede oksehold en vigtig rolle; bønderne derimod ernærede sig især ved agerbrug. I tilknytning til en kongelig borg voksede en by frem, der blev til købstaden Svendborg, som udviklede sig til et vigtigt handelscentrum.

Administrativ inddeling

Svendborg Kommune var i middelalderen inddelt i 23 sogne, hvoraf de to indgik i købstaden Svendborg (Vor Frue og Sankt Nikolaj). Syd for købstaden i Sørup Sogn lå siden 1200-tallet en Sankt Jørgensgård, hvis kapel efter middelalderen gjordes til filialkirke for beboerne i den sydlige del af sognet, men først udskiltes herfra i 1963; ellers havde kommunens landsogne på Fyn og Tåsinge samme antal som i dag. De mindre øer indgik alle i sogne på større naboøer. Det nuværende kommuneområde omfattede Sunds Herred samt den sydøstligste del af Sallinge Herred og den østlige del af Gudme Herred. I kirkelig henseende hørte hele kommunen under Odense Stift, mens den i kongelig henseende hørte til Nyborg Len, dog med Tåsinge og Thurø forlenet særskilt til Odensebispen fra omkring år 1400.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Selv om Svendborg Kommune har huset en af Danmarks rigeste jernalderlandsbyer omkring Gudme, fremtræder kommunen faktisk påfaldende tyndt befolket ved indgangen til vikingetiden og middelalderen. En del af forklaringen skal formentlig findes i naturgeografien, idet den fynske del af kommunen er præget af relativt kuperet landskab med jorder af begrænset frugtbarhed. Kommunens bedste agerjord findes på Tåsinge, der da også talte omtrent lige så mange jernalderlandsbyer som hele den fynske del tilsammen.

Området er til gengæld generelt rigt på torper (med stednavneendelsen -rup, -strup og -drup), hvoraf flere i 1100-tallet er blevet til kirkebyer, hvilket sammen med de adskillige navne på -by, -ager og -mark indikerer en betydelig befolkningstilvækst og bebyggelsesaktivitet ved indgangen til middelalderen. I middelalderen fortsatte væksten af bebyggelser, dels med flere navne på -by og -torp og med -bølle og -næs, dels med skovrydningsindikerende endelser som -tved, -rød, -holt og -skov. Mens VindebyTåsinges nordspids formentlig er anlagt af tilrejsende vendere fra Østersøens sydkyst, så synes truslen fra bl.a. vendiske sørøvere længe at have afholdt de lokale fra at kolonisere kystlandet. Længst mod vest kan udviklingen endda være gået så langsomt, at Ulbølle Sogn muligvis først er blevet udskilt fra nabosognet Vester Skerninge hen mod middelalderens slutning.

Bortset fra Ulbølle, hvor den første kirke er fra omkring år 1500, kan alle kommunens middelalderlige landsognekirker dateres til 1100-tallet. Cirka to tredjedele af dem fik skibet udvidet i middelalderens sidste århundrede, hvilket kunne tyde på en samtidig befolkningsvækst. Det synes også først at have været på denne tid, at småøerne for alvor blev befolket.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Den middelalderlige bebyggelse tog langt overvejende form af relativt store og mellemstore landsbyer. Enkeltgårdsbebyggelse synes primært anlagt langs kysten i middelalderens sidste del. Dertil fik hovedparten af de fynske landsogne en adelig herregård, der bl.a. kunne basere sin økonomi på de vandmøller, som det kuperede terræns mange vandløb gjorde det muligt at anlægge. Herregårdene ser desuden ud til at have haft en del oksehold, som også fæstebønderne skulle yde foder til. Bøndernes egen landbrugsproduktion har primært været koncentreret på agerbrug, først og fremmest byg og rug, der de fleste steder dyrkedes i trevangsbrug. De bedste jorder omkring Stenstrup og Kirkeby kunne bære et tovangsbrug uden hvileperiode. I tillæg hertil dyrkedes havre til foderbrug på udmarksjorderne. Græsning for bøndernes egne kreaturer foregik i de omkringliggende skove og overdrev.

Der er udgravet huse fra før ca. år 1200 bygget med kraftige, jordgravede stolper i Gudme, Oure og ved Tved Kirke. Fund ved Rårud, Rødskebølle og Lunde Kirke, dateret til 1100-1300-tallet, viser, at husene andre steder synes at være mindre solidt byggede. Fundene ved Tved udgøres af en ukendt udflytterlandsby. Der er afdækket 55 huse, hvoraf de ældste er fra slutningen af 1200-tallet, hvor udflytningen formentlig fandt sted. Bebyggelsen blev imidlertid nedlagt igen i senmiddelalderen.

Kommunens middelalderlige centrum var så ubetinget byen Svendborg, der synes opstået ved et fiskerleje og overfartsstedet mellem Fyn og Tåsinge engang sidst i 1100-tallet. Selve borgen, der har været kongelig, kendes ikke, men har muligvis ligget omtrent ved Vor Frue Kirkes plads. Den er formentlig allerede i 1200-tallet blevet afløst af borgen Ørkild i den nordøstlige del af byen. Omkring borgen og havnen opstod snart en voldomkranset købstad, der udviklede sig til at være den næststørste på Fyn og blandt de vigtigste i riget. Svendborg blev et centrum for samhandelen mellem Fyn og hele Det Sydfynske Øhav og med et omfattende sildefiskeri med eget fed på det internationale marked i Falsterbo. I 1236 oprettedes et gråbrødrekloster i byen, hvilket var et af ordenens første i Danmark.

Mens selve Svendborg var kongeligt styret, kom borgen Ørkild med tiden i Odensebispernes eje, hvilket gav anledning til stridigheder. En bispeligt regeret bydel omkring Ørkild begyndte især i 1400-tallet at konkurrere med kongens Svendborg, hvilket ikke blev mindre udtalt af, at Tåsinge og Thurø fra omkring år 1400 blev forlenet til bispesædet. Borgerne i Svendborg udnyttede ved middelalderens slutning urolighederne under Grevens Fejde til i 1534 at angribe og ødelægge Ørkild og den tilknyttede by, der på det tidspunkt talte 20 gårde og to vandmøller.

Dette skete imidlertid med grev Christoffer af Oldenburgs støtte, og da dennes parti året efter tabte et afgørende slag ved Øksnebjerg (i nuværende Assens Kommune), gennemførte modpartens tropper en voldsom plyndring af Svendborg.

Mens Tåsinge med sine frugtbare lerjorder tidligt var kommunens mest intensivt opdyrkede agerland, lå småøerne omkring Tåsinge længe skovklædte og relativt ubeboede hen. Øerne var som udgangspunkt kronens ejendom og anvendtes især til kongelig jagt og hestehold. Borgerne i Svendborg havde desuden ret til at indsamle brænde på Thurø og lade kreaturer græsse der. Denne ordning stoppede, da biskoppen overtog Thurø, som i 1400-tallet blev koloniseret med fastboende bønder, der bidrog til det anstrengte forhold til købstaden ved selv at drive handel, herunder salg af okser opfedet på øen.

Det var formentlig også i Odensebispens regeringstid, at Thurøboerne fik deres eget kapel på øen for derved at øge frigørelsen fra Svendborg yderligere. Også flere af de andre småøer begyndte at blive koloniseret i senmiddelalderen, ikke mindst Drejø, hvis 13 gårdmænd i 1535 lod opføre deres egen kirke.

Mens de sydlige øer i kommunen således var ejet af kronen og Odensebispen, var middelalderens bønder i de fynske dele i vidt omfang fæstet til lokale, adelige herregårde, idet der dog ikke mindst i Gudme Herred også har været en del selvejerbønder.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Svendborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder