Middelalderen i Tønder Kommune | lex.dk

Forladt værftbebyggelse ved Misthusum sydvest for Skærbæk, som blev anlagt i tidlig middelalder. Mange gårde i marskområdet blev på denne tid placeret på opbyggede værfter, som garderede gårdene mod stormfloder. Hvor udsat gårdens position er, understreges af, at Vadehavet og Rømø toner frem i baggrunden.

Palle Peter Skov/Trap Danmark, 2020.

Licens: Begrænset anvendelse

Den romanske Tirslund Kirke, der skulle være indviet til Sankt Stefan, ligger ensomt i det højtliggende terræn nordøst for Toftlund. Kirken er bygget af granitkvadre i 1100-tallet, men har aldrig fået et tårn og er i det hele taget meget lidt påvirket af yngre til- og ombygninger.

Leif Schack-Nielsen/Ritzau Scanpix, 2017.

Licens: Begrænset anvendelse

Befolkningsvæksten fra vikingetiden fortsatte ved periodens begyndelse, især langs vestkysten, og marsken blev tæt bebygget, bl.a. med gårde på kunstige forhøjninger, såkaldte værfter. Området synes ikke at have været hårdt ramt af den sorte død fra midten af 1300‑tallet, derimod resulterede stormfloder i voldsomme ødelæggelser. Landbruget var afhængigt af de geografiske forhold, således dyrkedes rug på de mindre frugtbare jorder, og engområder gav mulighed for kvæg‑ og hesteavl. Løgum Kloster blev anlagt i 1100‑tallet, og Tønder blev købstad i perioden.

Administrativ inddeling

Hele den nuværende kommune lå fra begyndelsen af middelalderen i hertugdømmet Sønderjylland/Slesvig, bortset fra den sydlige del af Rømø, der hørte under kongeriget. Væsentlige dele af kommunen kom dog ved forskellige lejligheder, men hovedsagelig fra 1407, til at indgå i de kongerigske enklaver, dvs. den del af hertugdømmet, der hørte under kongeriget. De mange sogne i området lå i Ellumsyssel, dog fem sogne i Barvidsyssel. Sognene var fordelt på syv herreder: Hviding Herred (Arrild, Brøns, Rejsby, Rømø, Skærbæk og Vodder), Nørre Rangstrup Herred (Agerskov, Branderup, Tirslund og Toftlund), Sønder Rangstrup Herred (Bedsted), Slogs Herred (Hostrup og Højst), Lø Herred (Brede, Døstrup, Mjolden, Møgeltønder, Randerup og Løgum), Højer Herred (Ballum, Emmerlev, Hjerpsted, Højer, Sønder Skast og Anflod) samt Tønder Herred (Abild, Daler, Tønder, Ubjerg og Visby). Sognene i Tønder Herred, der nævnes første gang i 1305, hørte oprindelig til Højer Herred.

I middelalderens slutning var sognene i Hviding Herred en del af Tørning Len, Nørre Rangstrup Herred var en del af Haderslev Len, Sønder Rangstrup Herred en del af Aabenraa Len, mens de resterende sogne hørte til Tønder Len.

Delingerne af Hertugdømmerne i hhv. 1490, 1544 og 1582 kom til at betyde, at flere af disse herreder og sogne skiftede administrativ tilknytning flere gange. For Tønder, Højer og Lø Herreder gjaldt, at betydelige dele af disse herreder efter Margrete 1.s erhvervelse af Trøjborg i 1407 kom til at høre til de kongerigske enklaver, der formelt lå under kongeriget. Det gjaldt således stort set hele Lø Herred på nær Løgum Kloster. De meget komplicerede ejendomsforhold betød, at ikke alle gårde i et sogn havde samme tilknytning. I kirkelig henseende hørte sognene under Ribe Stift. Undtaget herfra var Hostrup og Højst i Slogs Herred, der lå i Slesvig Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

I den tidlige middelalder skete der en kraftig befolkningsvækst langs den sønderjyske vestkyst; dette var en fortsættelse af udviklingen i vikingetiden. Tilvæksten skyldtes bl.a. frisernes indvandring til området nord for Ejdersted. Bebyggelsernes navne viser, at visse dele af det nuværende kommuneområde var forholdsvis tæt bebygget i perioden, hvilket ligeledes var tilfældet i vikingetiden. Dette gælder særligt for bebyggelsen langs Vadehavet, hvor gamle stednavneendelser som -sted (Hjerpsted, Hjemsted, Drengsted, Sølsted), -lev (Emmerlev, Sejers‑ lev), -um/-heim (Husum, Ballum) og -by (Koldby, Rejsby) dominerer bebyggelsesnavnene. Landet bag marsken, på geesten, er derimod i højere grad præget af stednavne, der viser, at bebyggelsen var opstået i den sene vikingetid og den tidlige middelalder. Det gælder bl.a. typiske torpnavne som Randerup, Hostrup, Arndrup, Bjerndrup, Branderup, Lovrup og Døstrup.

I løbet af den tidlige middelalder blev de første værfter i den danske del af marsken desuden anlagt, således at hele den frugtbare marsk var tæt befolket før 1300‑tallet. Derimod var den mindre frugtbare geest på bakkeøerne inde i landet ikke så tæt bebygget. Der er ikke efterretninger om nedlagte bebyggelser som følge af pesten fra midten af 1300‑tallet, men derimod kom de store stormfloder, ikke mindst stormfloden »grote mandrenke« (den store manddrukning) i 1362 og Allehelgensfloden i 1436, til at betyde meget for hele marskområdet langs kommunens vestkyst. I den sydlige del forsvandt Anflod Sogn, der muligvis lå nord og vest for Rudbøl, mange værfter blev oversvømmet, nogle blev opgivet, og i marsken syd for grænsen begyndte man at opføre de første havdiger nord for Ejdersted. Ingen af disse middelalderlige havdiger findes nord for grænsen, men Hviding Herreds dige, der blev anlagt efter stormfloden i 1436, fik stor betydning ikke mindst for Tønder ved at sikre bønderne i området mod stormfloderne. Dele af dette dige udgør i dag grænsen mellem Danmark og Tyskland syd for Gammel Frederikskog. Langt størstedelen af den intensive inddigning og udnyttelse af marsken langs hertugdømmets vestkyst i senmiddelalderen fandt dog sted syd for Tøndermarsken og altså i det nuværende Tyskland.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Flere større vejforløb passerede igennem Tønder Kommunes område i middelalderen. Den ældste hovedtrafikåre forbandt Ribe og Tønder og fortsatte videre mod syd til Husum. Trafikken har dog igennem tiden valgt forskellige ruter pga. den store forskel mellem at færdes på den tørre højereliggende geest og at færdes igennem marsken i et landskab uden diger. Ældst er uden tvivl vejen gennem marsken; en vej, der har forbundet de store landsbyer helt ude ved kanten af Vadehavet. I senmiddelalderen, da eksporten af okser fra Jylland ned til marsken tog til, fik landevejen over geesten mellem Ribe og Tønder størst betydning. Fra Tønder var der også forbindelse til Hærvejen via Burkal, hvor vejen deltes i en nordlig forbindelse over Bredevad og Bjolderup til Toldsted og en sydligere forbindelse over Tinglev til Bov og Flensborg.

Fra Tønder var det også muligt at komme til Ribe via Toftlund og Agerskov. Begge veje blev for alvor lagt fast med senmiddelalderens mange oksetransporter, der både gik mod syd til markederne i Nordtyskland og Nederlandene samt mod vest til marskens gode græsningsområder.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Landsbyerne, både langs Vadehavet og langs åerne inde i landet, blev typisk anlagt som rækkelandsbyer og opnåede hurtigt en betydelig størrelse. Eksempler på disse er Emmerlev, Sejerslev, Østerende Ballum og Hjemsted, men det gælder også lands‑ byer på kanten af geesten ud mod åer og enge inde i landet som fx Roost, Bovlund, Agerskov, Bedsted, Brede og Ellum. Bag landsbyerne ved marsken opstod en række mindre landsbyer som Randerup, Skast og Vodder, hvis sognekirker generelt er mindre end kirkerne i de store landsbyer langs marsken som Brøns, Ballum og Skærbæk og de frugtbare enge i midtlandet. Generelt kan det dog siges, at der er større afstand mellem landsbyer med rødder tilbage i vikingetiden og middelalderen i det meste af Tønder Kommune, end tilfældet er i den østlige del af Sønderjylland eller langs marsken.

For at udnytte den frugtbare marsk bedst muligt blev der ude i selve marsken anlagt gårde på trods af den konstante stormflodstrussel. Gårdene blev bygget oven på kunstigt opførte forhøjninger, såkaldte værfter, som alle var bygget af klæg opgravet fra den omgivende marsk, men kunne være anlagt med udgangspunkt i naturlige sandbanker langs nu marskdækkede vandløb. Der kendes i kommunen ca. 55 værfter, som alle ligger i Tønder‑ og Ballummarsken. Der er gennem årene foretaget mindre arkæologiske undersøgelser i seks af dem, herunder et af værfterne i Forballum samt Gammelværre ved Misthusum, Spydholm vest for Ubjerg og Inspektorværftet i Gammel Frederiks kog. På enkelte af værfterne har ligget flere gårde som fx ved Rosenhof nord for Rudbøl. Der findes enkelte egentlige landsbyværfter som i Rudbøl, Ubjerg og Forballum, hvor hele landsbyen blev placeret på ét stort eller flere mindre, sammenbyggede værfter. De arkæologiske undersøgelser har påvist, at de ældste værfter i kommunen blev opført i den tidlige middelalder, dvs. i slutningen af 1100‑ og begyndelsen af 1200‑tallet, mens værfterne vest for havdiget i Gammel Frederikskog og Rudbøl Kog er eftermiddelalderlige. Særligt de middelalderlige værfter er blevet forhøjet flere gange igennem tiden, især efter at de store stormfloder begyndte i midten af 1300‑tallet. En arkæologisk undersøgelse af den forladte værftbebyggelse Misthusum sydvest for Skærbæk har vist, at også denne bebyggelse kan dateres tilbage til den tidlige middelalder.

Ud over at placere gårdene på værfter har bønderne også forsøgt at beskytte sig mod vandet med diger. Antagelig er de ældste diger, i form af sommerdiger, anlagt allerede i middelalderen. Nord og vest for Misthusum ses endnu det sommerdige, som har beskyttet markerne rundt om Misthusum mod dagligt højvande i sommerperioden. Derved blev det muligt at udnytte marsken til græsning for kreaturerne og til høslæt. Et tilsvarende sommerdige er bevaret ved Astrup og langs Vidå nord for Ubjerg. Det er arkæologisk påvist ved alle disse tre sommerdiger, at de består af opgravet klæg, der er blevet brugt som digefyld. Sommerdiger gav dog kun en midlertidig beskyttelse mod højvande, da de ikke beskyttede mod de kraftigere højvander i vintersæsonen samt mod stormfloder.

Foruden værfterne er der enkelte steder i kommunen undersøgt spor efter middelalderens landbebyggelse. Undersøgelserne har hidtil været af mindre omfang og er foregået i eller nær ved eksisterende landsbyer. Både ved Nørre Løgum Kirke og ved Emmerske er der udgravet bebyggelse fra tidlig middelalder. Desuden er der udgravet dele af tidlig‑ og højmiddelalderlige gårdanlæg ved Kløjing, Hjemsted og Kagebøl ved Skærbæk, Galsted samt ved Arrild. I alle disse bebyggelser er bygningerne opført som rammehuse med jordgravede stolper. Ved gården Åved lige vest for Løgumkloster er der udgravet dele af en senmiddelalderlig gård opført på syldsten. Nær gårdens hovedhus undersøgtes de velbevarede rester af en stensat kælder, antagelig fra omkring år 1500. Foruden de arkæologiske undersøgelser har luftfotos og detektorfund afsløret flere bebyggelser fra tidlig middelalder, særligt langs marsken, og mange detektorfund understreger, at områderne omkring Brøns, Emmerlev, Rejsby og Skærbæk har været tæt bebyggede både i vikingetiden og tidlig middelalder samt i højmiddelalderen. Særligt er der gjort mange detektorfund i form af brudsølv, mønter og vægtlodder m.m. ved Emmerlev, som viser, at her må have ligget en bebyggelse og muligvis også en handelsplads, der opstod i vikingetiden, og som også var i brug i tidlig middelalder.

Der var i senmiddelalderen forskel på, hvilke afgrøder der dyrkedes på de to jordbundstyper i kommunen. På den mindre frugtbare geest bag marsken var hovedafgrøden rug, der var velegnet til at klare vintrene på den lettere jord. Der dyrkedes også nogen havre, men meget lidt byg. Herudover spillede kvæg en stor rolle for mange bønder. Engarealerne langs de store åer i midtlandet skabte grundlaget for en omfattende kvæg‑ og hesteavl, både som græsningsarealer og i form af mulighed for et omfattende høslæt. Desuden viser afgifter til lenene, at bønder i en del af de mere ekstensivt dyrkede sogne i geestområderne leverede store afgifter i honning, hvilket ikke var tilfældet fra de intensivt dyrkede områder på østkysten eller i marsken. Bebyggelsens placering langs marsken gav bønderne rig mulighed for både at dyrke korn i form af byg og havre på selve geesten og at udnytte den frodige marskjord til græsning og høslæt. Kvægavl havde afgørende betydning i marskegnene i form af bøndernes egenproduktion såvel som i form af udlejning af græsning til okser, der skulle opfedes inden salg. Hovedparten af denne kvægavl skete med henblik på salg af dyr, men i et vist omfang også på produktion af smør og ost. Der blev både på geesten og i marsken avlet får, men der var næsten ingen svineavl, hverken langs marsken eller i midtlandet. Der manglede de store skovarealer med olden til fodring.

Bøndernes varer blev hovedsagelig solgt til Tønders købmænd og til professionelle kvæg‑ og hestehandlere. Men da der kun fandtes én køb‑ stad langs hertugdømmets vestkyst, Tønder, deltog mange bønder selv i direkte handel med deres produkter. Bøndernes mulighed for at skaffe sig et personligt overskud var langt større på vestkysten end andre steder, hvilket igen skabte grundlaget for en meget rig bondekultur, der gav sig udslag i fx gårdenes inventar som møbler og sølvtøj. Den velhavende og forholdsvis selvstændige bondestand i marskens mange landsbyer fik, trods en omfattende bondehandel, stor betydning for Tønder. Byen var opstået allerede i 1000‑tallet, og den blev købstad senest i 1243, antagelig tidligere. Det var byens borgere, der stod for en stor del af handelen med bøndernes produkter, ikke mindst okserne, og det var byens købmænd og håndværkere, der importerede eller fremstillede mange af de luksusprodukter, som bønderne havde økonomisk mulighed for at erhverve sig. Tønder var middelalderen igennem en af de store byer i Slesvig.

I løbet af middelalderen kom en stadig større del af bønderne i kommunen til at høre under gejstlige institutioner i modsætning til de øvrige områder i Nordslesvig. Det store cistercienserkloster i Løgum, hvortil munkene var flyttet fra Seem i 1173, ejede mange gårde, og det samme var ikke mindst tilfældet med biskoppen i Ribe. Særligt biskoppens mange gårde gjorde de administrative forhold inden for det nuværende kommuneområde komplicerede, idet disse retsligt og administrativt hørte til kongeriget.

Forholdene på Rømø i middelalderen adskilte sig ganske meget fra forholdene på fastlandet, idet de dårlige, sandede jorder betød, at øens beboere hovedsagelig måtte ernære sig ved fiskeri og sejlads. På den nordlige del af Rømø var der dog visse muligheder for landbrug. Der er fundet rester af flere af egnens middelalderlige vandmøller i området, bl.a. i tilknytning til cistercienserklosteret i Løgum, hvor munkene anlagde en vandmølle i slutningen af 1100‑tallet, som var i brug frem til Reformationen. Ligeledes ved Løgumgårde er der i engen tæt ved kirken fundet svært nedrammet tømmer dateret til 1164‑70, som antages at stamme fra en vandmølle. Middelalderlige mølledele, herunder dele af et møllehjul, er desuden registreret ved udgravningen af et vandhul nær Saksborg i Burkal Sogn.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Skattefund

I 1963 blev der under anlægsarbejde ved Jørgensgårdvej øst for Løgumkloster fundet en møntskat bestående af mindst 230 mønter, der hovedsagelig stammer fra nordtyske byer. Skatten, der lå i en stentøjsdunk, er nedlagt efter 1424.