Gravsten fra Bislev Kirke i Nibe af . Begrænset anvendelse

Middelalderen i Aalborg Kommune

Tidslinje over middelalderen til 1800 Aalborg Kommune

.
Kalkmaleriet fra Nibe Kirke viser en kvinde, der er i gang med at kærne smør. Samtidig er en djævel ved at besørge i smørret. Kalkmaleriet er dateret 1510‑20. Smørkærning var et typisk kvindearbejde, som fandt sted i den enkelte husholdning.
.

I tidlig middelalder blev der oprettet sogne, og området oplevede kraftig vækst i dannelsen af nye landsbyer. De lå oftest på morænebakkernes kant, hvorfra der var adgang til både marker og græsningsarealer. Ud over landbrug spillede fiskeri, især sildefiskeri i Limfjorden, en vigtig økonomisk rolle. I senmiddelalderen ændrede vilkårene sig igen, idet flere landsbyer og kirker blev forladt efter den sorte død og den efterfølgende befolkningsnedgang.

Aalborg, der i tidlig middelalder omtales som by, udviklede sig til en betydningsfuld købstad med vidtstrakte handelsforbindelser til bl.a. Østersøområdet og England. Nibes historie går tilbage til anden halvdel af 1200-tallet. Med baggrund i sildefiskeri udviklede byen sig til at blive en livlig handelsby i konkurrence med Aalborg, hvilket fik kongemagten til at gribe ind til fordel for Aalborg mod slutningen af middelalderen.

Administrativ inddeling

De dele af den nuværende Aalborg Kommune, der ligger nord for Limfjorden, udgjorde det gamle Kær Herred, der i den tidlige middelalder hørte under Vendsyssel og i senmiddelalderen under Aalborghus Len. I kirkelig henseende hørte Kær Herred under Børglum bispestol. Syd for Limfjorden omfattede kommunen de nordligste ni sogne i Hornum Herred (Bislev, Vokslev, Nibe, Nørholm, Sønderholm, Ellidshøj, Svenstrup, Frejlev og Aalborg Budolfi Landsogn – nu Hasseris Sogn), hele det gamle Fleskum Herred og tre sogne fra Hellum Herred (Komdrup samt Nørre og Sønder Kongerslev). Disse herreder hørte i den tidlige middelalder under Himmersyssel og blev i senmiddelalderen ligeledes administreret fra Aalborghus. I kirkelig henseende lå denne del af kommunen under Viborg bispesæde.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Kær Herred var i middelalderen kendetegnet ved relativt få enkeltgårde i forhold til resten af det østlige Vendsyssel, mens man til gengæld fandt nogle af de største landsbyer her, idet såvel Lindholm, Øster Hassing, Vester Hassing som Hals bestod af over 20 gårde. Ud fra stednavnene kan man se, at kun to af kirkelandsbyerne, Hvorup og Ajstrup, var udflytterlandsbyer, der var opstået i 1100- og 1200-tallet, mens de resterende 11 var ældre. Hvor hovedparten af sognene fik opført kirker af granitkvadre allerede i løbet af 1100-tallet, fik Hals først en teglstenskirke i tiden omkring år 1200, efter at landsbyen var blevet overdraget til Vitskøl Kloster sammen med Sundby. Ajstrups teglstenskirke er derimod først fra tiden efter 1350, og man kender ikke dens romanske forgænger. Langt de fleste kirker i Kær Herred blev i senmiddelalderen udvidet med kor, våbenhus og tårn; Ulsted fik dog først tårn i 1927. Udvidelserne tolkes normalt som tegn på et nyt ressourceoverskud efter pestens ødelæggelser.

I herredet fandt der i løbet af senmiddelalderen en vis udvidelse af bebyggelsen sted, idet man fældede en del skov, mens der i det vestlige Kær Herred var tendens til godssamling, der gik ud over de ikke særligt gamle enkeltgårde, der var opstået efter pesten. Ved Reformationen var der hen ved 450 gårde i herredet, hvoraf ca. 10 % har været selvejere. Det lader til, at disse har været så velhavende, at de har kunnet løskøbe deres gårde efter den kongelige konfiskation af bøndergodset efter Clementsfejden i 1534. I hvert fald er antallet af selvejerbønder i 1568 ikke nævneværdigt mindre.

I Fleskum Herred finder man tre udflytterlandsbyer fra højmiddelalderen (Romdrup, Klarup og Gunderup) blandt kirkelandsbyerne, mens resten er ældre. Alle kirkerne er fra romansk tid, dvs. fra tiden 1100‑1250. Også her ser man i hovedparten af sognene den sædvanlige senmiddelalderlige udbygning med kor, våbenhus og tårn. Kun Romdrup og Volsted forblev kullede, dvs. uden tårn. Dog har der i middelalderen eksisteret endnu tre kirker i herredet. Af Mjels Kirke er bevaret en kirketomt i Ferslev Sogn, mens Gug Kirke blev nedlagt ved midten af 1500-tallet. Torderup Kirke i Gunderup Sogn nævnes i 1450, 1491, 1500, 1525 og 1547, hvorefter den også synes at være blevet nedlagt.

I Hornum Herred er kun Svenstrup en senere udflytterlandsby fra højmiddelalderen. Vokslev Kirke fik tilføjet to korsarme af kvadre med unggotiske bueåbninger omkring 1300, mens resten af sognekirkerne fik tårn og de sædvanlige tilbygninger i tiden efter 1400. I Hellum Herred er Sønder og Nørre Kongerslev samt Komdrup Kirker alle fra romansk tid. Sønder Kongerslev Kirke blev omfattende ombygget lige efter Reformationen, og både det ottekantede vesttårn og våbenhuset stammer fra denne tid.

Mere om befolkningsudvikling i Aalborg Kommune

Færdsel

Vadestedet i landsbyen Tostrup, hvor folk i dag kan passere tørskoet, ligger i bunden af en dal, som gennemskæres af Hasseris Å. Landsbyen, der har sine rødder i senmiddelalderen, kan meget vel være opstået her, fordi der var et pålideligt vadested.

.

På grund af Limfjorden, som ligger som en øst-vestlig spærring, samledes vejene naturligt ved færgesteder som Aalborg og Aggersund. Herfra strålede vejene så ud og var oftest placeret i kanten af de store morænebakker, hvor terrænet var fladest, og gerne hvor der var et vandskel. Men ofte var det nødvendigt at passere vandløb samt stejle bakker og skrænter. Vadesteder har været det almindeligste, dog er kun ganske få bevaret op til nutiden, som det midt i landsbyen Tostrup, hvor Hasseris Å løber. Til gående er der dog en simpel spang bestående af et par løst udlagte træstammer som underlag for tværliggende korte brædder.

Hulveje dannes på stejle stigninger, og når et vejforløb er slidt ned, ændres forløbet. Ofte er der hele bundter af parallelle hulveje som i Hammer Bakker nord for Vodskov. Broer var sjældne og dyre, men der kendes en fundet i vestkanten af Lille Vildmose ikke langt fra Haslevgård Ås udspring. Her blev der engang, formentlig i middelalderen, anlagt en vejvase af udlagt træ- og stenmateriale ud over mosefladen. Hvor vasen passerede åen, var der anlagt en ret spinkel bro med et brofæste på hver side af åen. På tværs af brofæsterne var der lagt stammer ud, som udgjorde brobanen. Mere holdbare broer af sten blev i løbet af middelalderen bygget ved Håls og flere åer i Himmerlands sydlige del.

En meget vigtig vejstrækning er Hærvejen, som går fra Aalborg over Støvring, Suldrup, Binderup, Simested og Løvel til Viborg og derfra videre sydpå. Vejenes forløb har ændret sig en del gennem tiderne og har efterladt mange spor i landskabet i form af endnu fungerende landeveje. Til trods for store vejreformer i 1800- og 1900-tallet udgør de historiske linjeføringer fortsat rygraden i vejnettet i kommunen.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Hals Ladegård går tilbage til middelalderen, hvor den blev anlagt af Vitskøl Kloster som avls- og fogedgård. Her er gården fotograferet i 1905. Tv. på billedet ses Hals Kirkes tårn. Selve kirken går tilbage til 1200-tallet, mens tårnet er tilføjet senere.
.

Middelalderens landbebyggelse i området er kun ringe kendt fra de arkæologiske kilder. Det bedste indtryk af en tidlig middelalderlig bebyggelse findes på Lindholm Høje. Efter at den store gravplads fra sen jernalder og vikingetid var totalt dækket af store sandflugtslag, skete der en ny bosættelse i området i løbet af 1000-tallet. Der er påvist en række gårdsanlæg, ofte bestående af et langhus, udhuse og grubehuse, alt omgivet af hegn. Flere af gårdene har ligget side om side ud til en vej. De store huse har dels buede, dels lige langvægge, som blev det almindelige i de følgende århundreder. Herudover har en af gårdene muligvis været firlænget. Bebyggelsen her har kun stået i omkring 100 år.

I landsbyen Torpet lige nord for Vadum Kirke er der ligeledes undersøgt rester af en gård fra tidlig middelalder. Den lå under bygninger, som optræder på et matrikelkort fra 1801. Huset, der var 6 m bredt og mindst 16 m langt, har været bygget med jordgravede stavvægge og med tagbærende stolper, som stod tæt på ydervæggene. Gårdens øvrige bygninger kendes ikke. Huset er dateret til 1000‑1100-tallet og har således formentlig stået, mens Vadum Kirke blev bygget.

De middelalderlige kirkers beliggenhed giver et billede af, at de fleste landsbyer i kommunen var placeret på morænebakkernes kant. Beliggenheden gav bedst mulig adgang til ressourceområderne, idet der blev dyrket korn af forskellig art på morænen, mens de flade enge udgjorde gode græsningsarealer. Byerne Gudum, Lillevorde, Klarup, Storvorde og Sejlflod er gode eksempler på dette fænomen. Som naturligt er, har landsbyernes disponering en langstrakt karakter og hører hjemme i klassen af række- eller randbyer. Langs Limfjorden og Kattegatkysten udgjorde fiskeriet tillige en ikke uvæsentlig indtægtskilde for gårdene.

Landsbyer på morænebakkerne kan være anlagt, hvor der er adgang til ferskvand, og være disponeret som en mere eller mindre regulær forteby omkring gadekæret. Ud over egentlige landsbyer har der på landet været mere spredt bebyggelse, karakteriseret ved enkeltgårde. I løbet af tidlig middelalder skete der en voldsom stigning i antallet af nyetablerede landsbyer. Mange bærer endelsen »-torp« i deres navn, hvilket indikerer, at landsbyen er etableret i tidlig middelalder. Befolkningstilbagegang i midten af 1300-tallet og igen i 1500-tallet betød, at en del landsbyer med tilhørende kirker blev nedlagt. Et typisk eksempel på dette er den ødekirkegård, som blev fundet midt i Gug sydøst for Aalborg.

Som vidnesbyrd om områdets betydningsfulde søfart findes adskillige skibsvrag fra de sidste 800 år, der er registreret i de lavvandede områder ved indsejlingen til Limfjorden. Vragkoncentrationen er størst omkring Korsholm, hvor der bl.a. er fundet rester af to middelalderlige, klinkbyggede skibe af egetræ, der er årringsdateret til 1201‑07 og ca. 1270, og omkring Nordmandshage, hvor der bl.a. er fundet et vrag lastet med munkesten.

Af lensregnskaberne fra tiden omkring Reformationen fremgår det, at områdets landbrugsproduktion primært bestod af byg, rug, havre, smør, kvæg, svin, får, salt, lidt honning fra Kær Herred samt store mængder saltede sild og tørrede flyndere fra sognene langs Limfjorden og Kattegatkysten.

Bebyggelse og erhverv i byerne

Den tyske historiker Adam af Bremen omtaler ca. 1070 Aalborg som en civitas, dvs. en by, der har søforbindelse til Sjælland og Norge. Årsagen til, at man anlagde byen på dens nuværende plads, var nok, at Limfjorden snævrer ind her, således at der var et naturligt overfartssted til Vendsyssel, samtidig med at man kunne benytte Lindholm Å og Østerå som åhavne.

I Kong Valdemars Jordebog fra 1231 står Aalborg anført som kongens besiddelse sammen med Hasseris og Gjøl. Der nævnes også en kongelig mølle i Aalborg, der antagelig lå ved Østerå. Aalborg var da allerede en by af stor betydning, og man opretholdt middelalderen igennem handelsforbindelser til såvel de tyske hansestæder i Østersøen som til Flandern, England og Norge. Aalborgsilden blev en eftertragtet vare i hele Østersøområdet, mens man hentede store mængder tømmer i Norge.

Aalborgs ældste bevarede købstadsprivilegier stammer fra 1342. Heri bekræftede kong Valdemar Atterdag byens ældre rettigheder og handelsprivilegier. Da Christian 1. i 1471 udskrev krigsfolk til sit felttog i Sverige, skulle Aalborg stille med 80 mand på linje med Aarhus, Horsens, Randers og Ribe, hvilket viser, at Aalborg på dette tidspunkt var en af de største byer i Jylland.

Arkæologiske undersøgelser har vist, at der allerede i anden halvdel af 1200-tallet fandtes en bosættelse ved Nibe. Dog er det først i 1360’erne, at Nibe indirekte nævnes første gang, idet man på dette tidspunkt kunne købe byens vigtigste produkt, Nibesild, i Lübeck. I løbet af 1400-tallet opstod der et bysamfund med markedshandel på baggrund af det omfattende Limfjordsfiskeri. Den opblomstrende by var dog en torn i øjet på Aalborg, der fik kong Hans til at påbyde nedlæggelsen af markedet mellem 1483 og 1497. Købmænd måtte kun agere i Nibe som opkøbere af sild i fiskesæsonen. Dette forbud blev dog i nogen grad ignoreret, men må have betydet en vis opbremsning af bysamfundets udvikling.

Sundby havde i den tidlige middelalder, sammen med Lindholm og Voerbjerg, været i kongens besiddelse, men blev før år 1200 givet til Vitskøl Kloster, mens Hals fulgte efter mellem 1202 og 1214. Hals Ladegård nævnes første gang i 1252, og i nærheden opstod der i løbet af senmiddelalderen, trods modstand fra Aalborg, en handelsplads i forlængelse af fiskeriet. I det nærliggende Hou udvandt man salt af tang.

Vitskøl Kloster, som havde interesser i sildefiskeriet, havde ved Reformationen i 1536 11 gårde og 24 huse i Sundby, mens klosteret havde 35 gårde og 37 huse i Hals Birk. Også Helligåndsklosteret og Vor Frue Kloster i Aalborg samt Hundslund og Sebber Klostre, Børglum- og Mariagerklostre samt Viborg domkapitel sørgede for at erhverve sig fiskegrunde samt strandog birkerettigheder langs Limfjorden og Kattegatkysten. Mariager fik således birkerettigheder i Mou, mens Viborg domkapitel udvidede sine besiddelser i det tilstødende Vorde Birk. Klostrene sikrede sig også omfattende ejendomme i områdets skove for at være velforsynede med bygningstømmer og brænde.

Af herregårde i området bør især nævnes Store Restrup, der omtales første gang i 1314. Den var i middelalderen ejet af Gyldenstiernerne og blev afbrændt under borgerkrigen Grevens Fejde, hvor Skipper Clements bondehær havde vundet over den jyske adel i slaget ved det nærliggende Svenstrup d. 16. oktober 1534. Klarupgård blev konfiskeret af kong Erik Menved og skænket til Viborg Stift. Gården blev senere bortforlenet af bispen, og i 1534 sad Bagge Griis til Slette som lensmand her. Han så både sin egen herregård Hjermitslevgård i Vendsyssel samt Klarupgård blive afbrændt af de oprørske bønder.

Læs videre om

Sildefiskeriet i Limfjorden

Tørrede sild efter gammel opskrift fra Sebbersund.

.

Sildefiskeri i Limfjorden var et vigtigt erhverv i senmiddelalderen. Fiskeriet fandt sted om foråret, hvor silden i store stimer gik ind i fjorden for at gyde. Silden kaldes derfor for »vårsild« modsat den federe »høstsild«, der blev fanget i sensommeren og efteråret i Øresund. Helt fra Dokkedal på Kattegatkysten og til Løgstør var der gode fiskepladser, og de stående garn stod tæt. Fiskeriet og saltningen var meget reguleret og koncentreredes til få steder, hvoraf de største var Aalborg og Nibe. Saltningen krævede store mængder salt, og en del af dette blev udvundet lokalt på Kattegatkysten. Flere steder tæt ved Sebbersund er der bevaret spor efter nedgravede fiskeboder, der blev brugt i sæsonen.

Silden bragte folk og kapital til området og gav basis for handel og eksport af den eftertragtede Limfjordssild, kendt som hhv. Aalborg- og Nibesilden, til hele Østersøområdet. Aalborg indførte restriktioner på den opblomstrende markedshandel i Nibe i slutningen af 1400-tallet. Hensigten var at opnå eneret på sildesaltningen i Limfjorden. Den fik byen i 1552 og beholdt den frem til 1727, hvor Nibe fik købstadsrettigheder.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Skattefund og detektorfund

På en række lokaliteter er der med detektor fundet store mængder af mønter, smykker, vareplomber og andet af metal og jern; tegn på markedsaktiviteter eller forsvundne bebyggelser o.l. Lige nord for Lindholm Høje er der fundet metal i ret store mængder, herunder dyreformede smykker fra den tidlige middelalder. De forekommer både i billige, dårligt udførte versioner i forsølvet eller fortinnet bronze og i mere gennemarbejdede udgaver i sølv. Detektorfund af store mængder jern og metal afslører tillige, at byen Aalborg fra højmiddelalderen fik kørt sit skarn ud på markerne vest for byen. Ud over mønter er der fremkommet et stort antal vareplomber i bly, oftest fra tøjruller fra det nederlandske område. Skattefund kendes også. Med detektor er der i 1980 gjort et rigt fund i Lundby Krat, nedlagt lige omkring år 1100. Indholdet bestod af armbånd, brocher og andre smykker i ædelmetal, sølvbarrer og endelig et større antal mønter, hvoraf en væsentlig del var udmøntet i Aalborg og Randers. Desuden kendes der to skattefund fra Øster Uttrup dateret til 1100-tallet og senmiddelalderlige skattefund fra Gistrup, Hals og Djørup.

Videre læsning

Læs mere om historie i Aalborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder

Eksterne links