Middelalderen i Esbjerg Kommune

Den nuværende kommune består af dele af fire middelalderlige herreder: de ti sydvestlige sogne af Skast Herred, Gørding Herred (minus Åstrup Sogn), de tre nordligste sogne i Hviding Herred (Hviding, Roager og Spandet) samt de tre vestligste sogne af Kalvslund Herred (Kalvslund, Hjortlund og Farup). Skast og Gørding Herreder lå i den tidlige middelalder under Vardesyssel, Kalvslund Herred under Barvedsyssel, og Hviding Herred lå under Ellumsyssel. Indtil ca. 1430 hørte Skast Herred under Vardehus, mens Skast og Gørding i senmiddelalderen administrativt lå under Riberhus Len. Kalvslund og Hviding Herreder hørte under Tørning Len. I kirkelig henseende hørte hele den nuværende kommune under Ribe Stift. Skast Herred kom i begyndelsen af 1200-tallet som en del af Vardesyssel under de braunschweig-lüneburgske fyrster som en del af medgiften til kong Valdemar den Stores datter Helene. I 1296 blev området solgt til grev Gerhard 3. af Holsten, og først i 1399 kom området atter under den danske krones kontrol, da dronning Margrete 1. indløste det fra den holstenske stormand Henneke Limbek.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

• Administrativ inddeling 1536-1850
• Administrativ inddeling 1850-1920
• Administrativ inddeling 1920-1970
• Administrativ inddeling 1970-2007

Sognenavnene tyder på, at hovedparten af sognestrukturen i den nuværende kommune allerede var veletableret i den tidlige middelalder. Kun få kirkelandsbyers navne har karakter af at være blevet anlagt i forbindelse med den højmiddelalderlige ekspansionsfase, hvor den ret voldsomme befolkningsvækst i landet nødvendiggjorde rydning af hidtil øde og ubebyggede egne, nyopdyrkning af nye jorder og anlæggelse af nye bebyggelser og landsbyer. Disse nye bebyggelser er typisk kendetegnet ved navneformer med endelser som -rup, -trup eller -rød. I den nuværende kommune drejer det sig bl.a. om landsbyerne Farup, Grimstrup, Hostrup, Hunderup og Vejrup, der må være anlagt i løbet af 1100-tallets anden halvdel og 1200-tallet.

Pesten ramte antagelig den nuværende kommune som resten af landet hårdt mellem 1350 og 1450, især i forbindelse med den sorte døds første opdukken 1349‑50. I selve Ribe voksede antallet af sjælemesser, der skulle afholdes efter de afdøde, fra normalt en eller to om året til hele 17 i 1350. Men der er intet kendskab til ødekirker fra den nuværende kommune, sådan som det er tilfældet i andre områder af landet; kun i enkelte sogne, som fx Vejrup, er der midlertidige betalingsvanskeligheder med hensyn til tienden i tiden umiddelbart efter pesten. Den nuværende kommune er også usædvanlig pga. det lave antal af kirker, der blev udbygget med vesttårne, hvælv og våbenhuse i sengotisk tid; dette indikerer normalt, at befolkningsfaldet grundet den sorte død frigjorde ressourcer, som kunne investeres i en sådan udbygning. Kildebelæg fra 1380’erne tyder dog på, at i hvert fald Guldager, Jerne, Vester Nykirke og Vester Nebel Sogne i Skast Herred på dette tidspunkt havde ødegårde, og i Guldager Sogn fandtes der endnu i 1470’erne agre, som ikke havde været opdyrket i mange år. Befolkningsfaldet og den senmiddelalderlige krise betød, at områdets storgårde, hvis jord hidtil var blevet dyrket af jordløse landboere, blev opsplittet i flere almindelige fæstegårde, og flere af områdets lavadelige slægter måtte gå i bispens, kongemagtens eller store jordejeres tjeneste, hvor de bl.a. kom til at fungere som forvaltere på disses godser. Hvor husmandsstanden var ret omfangsrig omkring år 1300, var den nærmest forsvundet mellem år 1400 og år 1500, hvorefter den langsomt voksede frem igen efter år 1500, i takt med at pestepidemierne blev sjældnere, og befolkningen atter voksede. Landbrugsmæssigt blev det efter 1300-tallets krise gode tider, hvor dyrkning af byg, rug og havre samt kvægavl gav rigdom. Kvægavl var det vigtigste for mange landbrugere, og man nød her godt af høet fra engene omkring Sneum og Varde Åer. Der var store forskelle inden for kommunen, som på den ene side rummede de frodige enge og på den anden side sandede hedeområder. Hedeegnenes beboere var dog ikke fattigere end folk nær kysten. Deres gårde havde blot et større areal pr. gård og gav basis for en givende biavl. Endnu kunne eksisterende skove også levere trækul og brænde til salg.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

• Befolkningsudviklingen i Esbjerg Kommune
• Befolkningsudvikling 1536-1850
• Befolkningsudvikling 1850-1920
• Befolkningsudvikling 1920-1970
• Befolkningsudvikling 1970-2007

Det er muligt at tegne et billede af landbebyggelsen i området, da der er et godt kendskab til middelalderens ejerlav. Det ses således, at lavene ud mod marsken var store og rummede mange gårde, mens de overvejende sandede jorder i det bagvedliggende hedeslettelandskab samt Esbjerg Bakkeø i den nordlige del af området var mere magre. Landsbyerne var i disse områder mindre, og der er kendskab til et vist indslag af enestegårde.

Arkæologiske udgravninger i hele kommunen har vist, at de nuværende landsbyers forgængere fra middelalderen i mange tilfælde har ligget under eller i umiddelbar nærhed af den nuværende landsby. Der er udgravet et stort antal gårde, der har vist sig oftest blot at bestå af en enkelt længe med beboelse i den ene ende og stald i den anden. Almindeligvis er der ikke bevaret spor efter husenes indretning. Som hovedregel var bygningerne store i de rige marsksogne og tilsvarende mindre inde på heden.

Ved middelalderens begyndelse blev husene bygget med jordgravede stolper, men til forskel fra i oldtiden hvilede tagets vægt nu på væggenes stolper, så der opstod mere friplads inde i rummene. Husenes vægge og tagryg var krumme, som det også var tilfældet i vikingetiden, og dette træk ved byggeskikken videreførtes nogle steder helt op i 1200-tallet. Egetræ synes at have været det altdominerende materiale til husbyggeriet, og tagene må have været tækket med strå eller rør. Måske har de største gårde haft tag af tagspån. Tavlene imellem væggenes stolper har formentlig været lerklinede. De mindste gårde var kun knap 5 m brede og omkring 15 m lange, mens marskbøndernes huse ofte målte 25‑30 m i længden og var 7‑8 m brede.

I Hviding er der vest for kirken, helt ude ved marskkanten, udgravet en stor gård, der lå på en større plankeværksindhegnet toft, som var i brug i 1000‑1100-tallet, og hvis hovedbygnings forskellige faser målte fra 34 til 40 m i længden. Denne gård er en af de største, der kendes fra tidlig middelalder i Danmark, men et meget stort materiale fremkommet ved flere års afsøgninger med metaldetektor tyder ikke på, at gårdens beboere skulle have været særlig meget rigere end de øvrige bønder på marskegnene. Flere faser af andre store gårde, men fra 1100‑1200-tallet, er udgravet i Vilslev, men de menes kun at repræsentere et lille udsnit af middelalderens landbebyggelse i Vilslev.

En arkæologisk undersøgelse af en storgård i Lustrup ejet af Ribebispen i 1100‑1200-tallet viser, at den blev befæstet under borgerkrigene i 1100-tallet, hvor der også var opført et mindre voldsted. Hovedbygningen var på denne tid over 9 m bred. I slutningen af 1100-tallet nyopførtes gården som vinkelanlæg bestående af to lige store, mere end 8 m brede bygninger, hvortil der ca. år 1200 føjedes et teglstenstårn på 8 x 8 m i mindst to stokværk over en høj kælder. Lidt senere blev gården udvidet med flere kolossale ladebygninger på op til 54 m’s længde. Gården i Lustrup er den hidtil største kendte danske gård fra tidlig middelalder, og den viser, at samfundselitens storgårde var langt større end selv velstående bøndergårde.

Samlet set er der udgravet et stort antal huse fra middelalderen, men stort set ingen af dem stammer fra senmiddelalderen. En væsentlig årsag er formentlig, at den sorte døds hærgen 1349‑50 slog en stor del af befolkningen ihjel, og i tiden derefter må der have fundet et enormt genbrug af tiloversblevne bygninger og ressourcer sted. Pestens indhug i befolkningen lader sig som nævnt måske ligefrem spore i Vejrup, hvor kirken sent i 1300-tallet var forladt. Den nuværende kirke blev betydeligt ombygget i senmiddelalderen, og det tyder på, at det var den sorte død, som midlertidigt lagde Vejrup Sogn øde. Foruden pesten menes en anden årsag til, at der er kendskab til så få arkæologiske spor fra senmiddelalderen, at være, at man gik bort fra jordgravede stolper til fordel for bygninger placeret på syldsten. Gården Esbjerg nævnes for første gang i 1502, men ellers er Esbjerg en nyere by. Ribe derimod spillede en vigtig rolle i middelalderen, både administrativt og handelsmæssigt, men især i kirkelig henseende. Den nuværende domkirke blev opført i sten fra ca. 1175 som afløser for en ældre stenkirke, der blev påbegyndt i begyndelsen af 1100-tallet. Domkapitlet bestod oprindelig af tolv kannikker, men allerede omkring 1185 blev dette opløst i individuelle præbender. Ved siden af domkirken havde byen fem sognekirker og fem klostre, bl.a. et benediktinernonnekloster viet til Sankt Nikolaj, der blev grundlagt af kongemagten i 1100-tallet. Derudover fik byen en helligåndsgård, dvs. et hospital, fra ca. år 1300, og siden en Sankt Jørgensgård.

Byens magistrat nævnes fra 1252, mens den ældste udførlige stadsret med lybske indlån er fra 1269. En borgmester i Ribe optræder før 1360. Ribes status som international handelsby blev understreget, da kong Valdemar Sejrs ældste søn, Valdemar den Unge, i 1229 blev gift her med Eleanor af Portugal. I 1407 afholdt man i Ribe ligeledes brylluppet mellem kong Erik af Pommerns søster Catharina med pfalzgreve Johann 1. af Neumarkt ved Rhinen, der blev forældre til den senere kong Christoffer af Bayern, der blev kronet i netop Ribe i 1443.

Kongemagten anlagde omkring 1268 Riberhus på stedet for en tidligere kongsgård, der stammede fra 1100-tallet. I 1320, da borgen nævnes første gang, var den et af de tre hovedslotte i Jylland (sammen med Skanderborg Slot og Koldinghus). Kong Valdemar Atterdag indløste borgen fra de holstenske panthavere i 1354. I slutningen af 1300-tallet sad adelsmanden Henneke Limbek inde med Riberhus (samt Tørning, Trøjborg, Vardehus og Skinkelsborg), som han solgte til fætteren Klaus Limbek, der siden afhændede besiddelserne til dronning Margrete 1.

Lidt uden for Ribe lå der i middelalderen desuden klosteret Seem, der blev grundlagt som et benediktinerkloster i første halvdel af 1100-tallet og fungerede som dobbeltkloster med munke og nonner indtil 1170, da nonnerne blev overflyttet til klosteret i Ribe. Bisp Radulf af Ribe indkaldte herefter cisterciensermunke fra Herrisvad Kloster, som dog kun blev til 1173, hvorefter munkene flyttede til Løgum, hvor de grundlagde et nyt kloster. Muligvis har der dog været munke i Seem indtil begyndelsen af 1200-tallet.

De arkæologiske fund i Esbjerg Kommunes område viser, at kristendommen først slog igennem hos landbefolkningen ca. år 1000, hvor de første trækirker formentlig blev opført. I 1000‑1100-tallet blev sognene etableret, hvorefter de mange stenkirker i områdets landsbyer blev opført i 1100‑1200-tallet. Der findes således rundtom i kommunen endnu 27 middelalderlige sognekirker. Dertil fandtes der i 1300-tallet en kirke på Gammel Mandø, som blev revet væk under den store stormflod i 1634, hvorefter der blev anlagt en ny kirke i 1639. I 1299 kaldes Mandø for »Portum Mandøø « – havnen Mandø, som betjente byen Ribe.

Den nuværende kommunes største jordejere var ved siden af kongen Ribebispen, Ribe domkapitel og de forskellige kirkelige institutioner i byen. Ribebispen ejede i senmiddelalderen områdets største herregårde som Visselbjerg, Oksvang og Krogsgaard. Visselbjerg havde ved Reformationen et jordtilliggende på 42 gårde og 72 huse. Ribe domkapitel ejede da mere spredte besiddelser, heriblandt 21 gårde i Guldager Sogn. Områdets mest betydningsfulde adelsslægter omfattede slægten Juul, Banner, Munk og Lange, ligesom Valdemar Sappis efterslægt, der var en sidelinje til den slesvigske hertugslægt, også havde besiddelser og interesser i området. Slægten Lange besad i senmiddelalderen og frem til 1662 områdets ældste bevarede herregård, Riber Kærgård i Hunderup Sogn. Den nævnes første gang i det skriftlige kildemateriale i 1465, men går antagelig tilbage til 1300-tallet, og familien udvidede i de følgende årtier herregårdens jordtilliggende betydeligt. Den mest betydningsfulde og mægtigste af områdets slægter i 1300-tallet var dog uden tvivl familien Limbek, der i flere perioder sad på adskillige af områdets vigtigste herregårde og borge som panthavere.

Spor af egnens møller er fundet ved Skallebæk, der forbinder Munkesø med Ribe Å, i form af rester af en træbygget vandmølle med underfaldshjul samt en lejebuk, hvori møllehjulets aksel hvilede. En planke fra møllen er årringsdateret til begyndelsen af 1200-tallet, og der er desuden fundet småstykker af kværnsten fremstillet af granatglimmerskifer brudt ved Hyllestad i nærheden af Bergen.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

• Kulturlandskabets udvikling
• Bebyggelse og erhverv på landet 1536-1850
• Bebyggelse og erhverv i byerne 1536-1850
• Bebyggelse og erhverv 1850-1920
• Bebyggelse og erhverv 1920-1970
• Bebyggelse og erhverv 1970-2007

Ved gården Danelund i Sønder Farup blev der i 2002 fundet en oppløjet møntskat bestående af 72 mønter, nedlagt i 1080’erne, hvoraf hovedparten var slået i Slesvig af kong Knud den Hellige. På Obbekær Hede blev der i 1844 fundet et lertøjsbæger med 318 mønter fra kong Valdemar Sejrs tid, nedlagt 1234‑41. To store skattefund med i alt 1.434 sølvmønter, begge sandsynligvis nedlagt i forbindelse med de voldsomme magtkampe mellem kong Erik Plovpenning og lillebroren hertug Abel i 1247, er fundet i hhv. 1911 og 1958 tæt ved hinanden på Ribe Ladegårdsmark, hvor Ribe Ny Kirkegård ligger i dag.

Læs mere om historie i Esbjerg Kommune

Læs også om

• Oldtiden i Esbjerg Kommune
• 1536-1850 i Esbjerg Kommune
• 1850-1920 i Esbjerg Kommune
• 1920-1970 i Esbjerg Kommune
• 1970-2007 i Esbjerg Kommune

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder