Tidslinje over middelalder og nyere tid i Faaborg-Midtfyn Kommune.

.
Dette kalkmaleri fra omkring år 1200 kan ses i Sønder Nærå Kirke på skibets nordvæg. Det er et af i alt tre såkaldte månedsbilleder, der viser arbejdsgange i landarbejdet. Her ses en mand, der høster vin, hvilket skal illustrere måneden september; vinhøst har dog i middelalderen ikke fundet sted i det sydfynske område. De to andre billeder viser høhøst for juli og kornhøst for august.
.

I middelalderen blev der anlagt adskillige udflytterbebyggelser og ryddet skov. Området oplevede en befolkningsvækst, bl.a. en stigning i senmiddelalderen. Bøndernes produktion var domineret af agerbrug med dyrkning af rug og byg, hvorimod der på herregårde, hvoraf der lå næsten en i hvert sogn, var oksehold. Faaborg blev købstad i begyndelsen af 1200-tallet.

Administrativ inddeling

Faaborg-Midtfyn Kommune var i middelalderen inddelt i 35‑36 sogne, inklusive købstadssognet Faaborg, hvorunder også øerne Avernakø og Lyø hørte. Af kommunens øvrige middelalderlige landsogne blev Fleninge og Hågerup i 1555 lagt sammen til et nyt Brahetrolleborg Sogn. Området lå først og fremmest i Sallinge Herred (på nær fire sogne i dette) samt i den sydvestlige del af Vindinge Herred og i den nordvestlige del af Gudme Herred; et enkelt sogn lå i Sunds Herred. Sognene i Gudme og Vindinge Herreder hørte under Nyborg Len, mens sognene i Sallinge og Sunds Herreder i vidt omfang blev administreret uden for slotslenene; i 1500-tallet overførtes også de gradvis til Nyborg. I kirkelig henseende indgik hele kommunen i Odense Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Ved sogneinddelingen i 1100-tallet blev det nuværende kommuneområde inddelt i små til mellemstore sogne, hvilket giver indtryk af et da relativt tæt til moderat befolket område. Væksten synes at være fortsat op gennem middelalderen, hvor nyanlæggelsen af torper (-rup, -strup og -drup samt -bølle) og skovrydningsbyer (med endelser som -skov, -tved, -rød, -fælde og -und) fortsatte. Af egentlige landsbynedlæggelser fik kommuneområdet også sin andel i senmiddelalderen (12 % af de kendte landsbyer), dog ikke mere, end hvad der kan noteres andre steder på Øerne; af de 14 nedlagte landsbyer var de 11 af navnetypen -torp.

I forbindelse med landsbynedlæggelserne kan det også noteres, at kommunen rummer Fyns eneste kendte mulige sognekirkenedlæggelse fra middelalderen, nemlig Finstrup, der synes nedlagt i begyndelsen af 1400-tallet, hvorefter sognet indlemmedes i Diernæs Sogn. Men faktisk rummer kommunens kirker betydelig flere spor efter befolkningstilvækst, idet de fleste kirkerum blev udvidet i løbet af senmiddelalderen. Især i de nordøstlige egne (Gudme, Åsum og Vindinge Herreder) synes udvidelserne at være sket allerede i 1300- og 1400-tallet, mens udvidelserne satte ind omkring et århundrede senere i Sallinge Herred. Faktisk ser flere af sognekirkerne i kommunens nordlige del ud til først at være bygget i middelalderens sidste århundrede, hvor Allested formentlig blev udskilt fra Vejle Sogn; Heden og Vantinge fra Gestelev Sogn og Årslev fra Sønder Højrup Sogn. Dette kan dårligt tolkes anderledes, end at området da oplevede en betydelig stigning i indbyggertal.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Kommunen gennemskæres på langs af den gamle landevej mellem Nyborg og Bøjden/Faaborg (nuværende rute 8). Ved sydkysten har skibsfart i sagens natur været dominerende, både lokalt og regionalt. Ved Bøjden ligger endnu overfartsstedet til Als, som i middelalderen blev beskyttet af et lille voldsted. Også til søs gav det mening at befæste kysten, og imellem øen Illum og Helnæs findes en pælespærring dateret til år 1070, som var bygget med omhyggeligt tildannede pæle forsynet med en art modhager i den del, som er blevet slået ned i havbunden. Pælene har stået parvis i to rækker, hvorimellem der har ligget planker med huller, som passede ned over pælene. Pælespærringen begrænsede betydeligt adgangen til Helnæs Bugt. Navnet Nørre Broby, der kendes fra 1368, henviser til stedets betydning som overgang over Odense Å.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Bebyggelsesmønsteret var i middelalderen især betinget af områdets alsidige geografi. Matrikeloptællingerne i 1600-tallet, som formentlig afspejler situationen i middelalderen, viser, at bebyggelserne mod nord voksede sig store og tætliggende på det frodige sletteland, hvor der var få naturlige begrænsninger, og landsbyerne kunne derfor udvide sig og tage nyt land ind, efterhånden som befolkningstilvæksten gjorde det nødvendigt. Både kirker og herregårde lå jævnt fordelt i denne del af kommunen og udviste den samme rigdom. Mod syd, i bakkelandet mellem sletten og kysten, skiftede bebyggelsen karakter, således at der i bakke- og skovområdet syd for Holme Kloster var en omfattende enestegårdsbebyggelse. Horne var dog med sine da 60 gårde en af de største landsbyer i kongeriget. Foruden landsbyerne anlagdes der også mange enkeltgårde over hele kommunen, nok især i middelalderens sidste del, men ganske mange af disse forsvandt igen i årtierne omkring middelalderens slutning. I næsten hvert eneste sogn oprettedes tillige en adelig herregård, der formentlig primært ernærede sig ved oksehold og mølleri.

Bøndernes produktion synes næsten udelukkende baseret på agerbrug, først og fremmest rug til eget forbrug og dertil byg, som udgjorde hovedparten af landgilden; måske har godsejerne solgt en del af dette som maltbyg til hansestæderne mod syd. Opdyrkningsgraden var højest omkring landsbyerne ude ved kysten (60‑80 %), fulgt af de indenlandske ejerlav mod vest (40‑60 %) og lavest mod øst (20‑40 %). De bedste jorder fandtes på Horne Land, hvor ageren kunne dyrkes i tovangsbrug, mens det inde i landet vekslede mellem trevangsbrug og uregelmæssigt sædskifte. Til trods for regionens præg af skovbygd fyldte såvel havredyrkning som smør og fodernød kun ganske lidt i fæstebøndernes ydelser. Langt hovedparten af gårdene fæstede til de lokale, adelige herregårde, hvortil der især i det indre skovhøjland mod nordøst tillige var en del selvejerbønder.

Holme Kloster blev anlagt ved Nørresø i 1172 af cisterciensermunke. Efter nedlæggelsen ved Reformationen kom det først til at hedde Rantzausholm, senere Brahetrolleborg.

Første direkte omtale af Faaborg stammer fra 1229, hvor kong Valdemar Sejr skænkede borg og købstad til sin portugisiske svigerdatter, Eleonore, men da hun døde få år efter, kom byen hurtigt tilbage i kongeligt eje. I 1251 kunne kong Abel stadfæste Faaborgs ældst kendte købstadsprivilegier, der angivelig var givet af Valdemar Sejr, så man kan formode, at borgen er blevet anlagt omkring år 1200, velsagtens til forsvar imod venderne, og at en spirende købstadsbebyggelse snart efter voksede op omkring den. Byens enlige sognekirke, indviet til Sankt Nikolaj, kan også føres tilbage til 1200-tallet. I 1400-tallet var der planer om oprettelse af et karteuserkloster i Faaborg, men i 1477 stiftedes i stedet et helligåndskloster, der satte sit præg på byen i den sidste del af middelalderen.

Faaborg fik aldrig helt samme rolle som nabobyen Svendborg mod øst, og den kongelige borg synes nedlagt allerede ved udgangen af 1300-tallet. Til gengæld var byen fortsat ganske godt befæstet med volde og byporte, hvoraf Vesterport endnu står som et levn. Økonomisk blev Faaborg heller aldrig en sværvægter, bl.a. fordi baglandets bønder selv oprettede en mængde små prangerhavne langs kysten, til købstadskøbmændenes fortrydelse. Ikke desto mindre kan Faaborg regnes til rigets mellemstore middelalderstæder. Som mange andre fynske byer led Faaborg stor skade under Grevens Fejde 1534‑36 i forbindelse med Reformationen, idet byen efter Slaget ved Øksnebjerg (i nuværende Assens Kommune) i 1535 blev indtaget og nedbrændt af de kongelige tropper.

Til Faaborg Sogn hørte i middelalderen de tre øer Bjørnø, Avernakø (eller Vester Drejø) og Lyø. De var alle skovdækkede, og de to sidstnævnte var ifølge Kong Valdemars Jordebog fra 1231 udlagt som kongelige jagtskove med en bestand af især kronhjort og dådyr; på Lyø blev der tillige holdt heste. Det var da også under et jagtselskab på Lyø, at kong Valdemar Sejr og hans søn i 1223 blev taget til fange af en af de indbudte jagtgæster.

Hvornår øerne har fået andre faste beboere end de kongelige jagtfogeder, er svært at sige, men i hvert fald hen i 1400-tallet synes fiskere og bønder at have haft ophold på alle tre øer. På Bjørnø blev der formodentlig holdt svin i skoven. På Avernakø anlagdes en kongeligt ejet havnebebyggelse ved Korshavn, mens cisterciensermunkene i Holme Kloster kunne anlægge en fæstebebyggelse på øen kaldet Munke. På Lyø må der også efterhånden være blevet opbygget et lille bondesamfund, for under Grevens Fejde berettes det, hvordan lyøboerne snedigt skræmte lybske krigsskibe fra at anløbe øen, ved at de klædte sig ud i hvide skjorter og med deres okser og heste gjorde en sådan larm, at lybækkerne fortrak. Selv om alle øerne som nævnt hørte under sognekirken i Faaborg, havde både Avernakø og Lyø deres egne kapeller fra tiden omkring år 1500; førstnævnte lå på Kappelodden. På selve dagen efter Reformationens indførelse i 1536 imødekom Christian 3. en anmodning fra avernakøboerne om sognemæssig frigørelse fra Faaborg, og senest omkring 1550 skete det samme for folkene på Lyø.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Faaborg-Midtfyn Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder