Middelalderen i Fanø Kommune

Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Fanø Kommune.

.
Licens: Begrænset anvendelse

I middelalderen var fiskeri af central betydning for Fanø, og der opstod flere fiskerlejer. Pesten i midten af 1300-tallet skulle have ramt øen særdeles hårdt, og afgræsning fra store mængder får medvirkede til en sandflugt i senmiddelalderen.

Administrativ inddeling

Den nuværende Fanø Kommune var i middelalderen en del af Skast Herred og lå dermed i den tidlige middelalder under Vardesyssel. I senmiddelalderen lå Skast Herred administrativt under Riberhus, mens øen i kirkelig henseende hørte under Ribe Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Fanø nævnes første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, hvor det angives, at der på øen fandtes et hus, hvilket må tolkes sådan, at der fandtes en form for bebyggelse på øen, og at kongen kunne komme under tag, hvis han skulle komme forbi under en jagt. Man mener, at øens ældste by skal have ligget midt på øens østside, og at dens Sankt Annæ Kirke skal have været i Rindby. Ifølge en usikker tradition skal sognet »Vesterho « være blevet bortskyllet ved en stormflod. I kirkelisten i Ribe Oldemoder fra ca. 1380 optræder der ved midten af 1300-tallet kun én kirke på Fanø, som svarede en afgift på fire skilling sterling, uden at man dog ved, hvor denne præcis lå. Efter oplysninger i Sønderho sognekalds Liber daticus fra slutningen af 1700-tallet, som skal bygge på en dengang eksisterende ældre bog, skal næsten hele Fanøs befolkning være uddød som følge af pestens rasen i årene 1348‑50, hvorefter øen i senmiddelalderen blev genbefolket med folk fra forskellige steder på fastlandet. Dette er dog meget usikkert.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Vadehavet blev i tidlig middelalder besejlet af fartøjer, der bl.a. udgik fra Ribe mod Rhinegnene, det nederlandske område eller fjernere destinationer som Nordfrankrig og De Britiske Øer. Et levn fra denne søfart er muligvis et skibsfund, dateret til 1200-tallet, som er fundet mellem Mandø og Fanø, og som består af en bundstok og et kølsvin. Vragresterne menes at stamme fra en kogge, der var et meget almindeligt fragtskib i Nordeuropa i 1200‑1400-tallet.

I løbet af middelalderen fik fiskeriet en central betydning for øens erhvervsudvikling og økonomiske formåen, da agerbruget var ret ringe og kun gav mulighed for at dyrke en begrænset mængde rug, men ellers især byg. Fannikkerne havde til gengæld et betydeligt fårehold, der med tiden dog sled på beplantningen i klitterne, hvilket i senmiddelalderen var medvirkende til den tiltagende sandflugt. I kombination med stormfloder og den klimaforværring, der satte ind under den såkaldte lille istid ca. 1300‑1700-tallet, blev agerbruget yderligere besværliggjort.

I senmiddelalderen opstod der betydningsfulde fiskerlejer ved Nordby, Sønderho og Albuen, ligesom man en tid fiskede fra den åbne veststrand. Omkring år 1500 sendte Fanø de største skibe ud til de fiskerige områder omkring den nuværende tyske ø Helgoland sydvest for Fanø; det drejede sig dog ikke om et stort antal skibe. Ved Reformationen drev man fiskeri fra Nordby med 17 skibe, mens man i Sønderho var i stand til at sætte hele 21 skibe i søen, med hvilke man især fangede hvillinger og torsk. I 1537, altså året efter Reformationen, betalte fiskerne på Fanø i hvert fald halvdelen af de 136.000 hvillinger, som dette år blev opkrævet af lensmanden af Riberhus Lens fiskere i sandtold.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Fanø Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder