Sognelandsbyerne var langt overvejende etableret i tidlig middelalder, herefter anlagdes en lang række udflytterlandsbyer. Fra midten af 1300-tallet blev området hærget af pest med befolkningsnedgang og nedlagte landsbyer som direkte eller indirekte følge. Fra perioden kendes flere betydelige herregårde, bl.a. Clausholm.
Guldgylden fra Køln fundet i Sønder Vinge Sogn. Af Rógvi Nolsøe Johansen/Moesgaard Museum.
Begrænset anvendelse
Middelalderen i Favrskov Kommune
I Foldby Kirkes døbefont, der formentlig blev anskaffet ved kirkens opførelse i 1100-tallet, er sognebørnene blevet døbt i mere end 900 år.
Guldgylden fra Køln udstedt af ærkebiskop Hermann V. von Wied i 1530, fundet med detektor i Sønder Vinge Sogn. Bystyret i Firenze begyndte som de første at udstede guldfloriner i 1252. I resten af middelalderen blev florinen efterlignet mange steder, bl.a. af de tyske kurfyrster i form af rhinsk gylden, da den var velegnet til større betalinger.
Administrativ inddeling
Favrskov Kommune består af stort set hele det middelalderlige Houlbjerg Herred, de otte sydøstligste sogne fra Galten Herred, fem sogne fra Gjern Herred (Sporup, Røgen, Søby, Voldby og Hammel), de nordligste seks sogne fra Sabro Herred, de to vestligste sogne fra Vester Lisbjerg Herred (Grundfør og Søften) og to sogne fra Middelsom Herred (Vester Velling og Sønder Vinge). Alle disse herreder lå i den tidlige middelalder under Åbosyssel med undtagelse af Middelsom Herred, der lå under Ommersyssel. I senmiddelalderen hørte Houlbjerg og Galten Herreder under Tordrup Len, Sabro og Gjern Herreder under Skanderborg Len og Vester Lisbjerg under Aarhus bispestol. Middelsom Herred var fra år 1500 bortpantet til Niels Eriksen Rosenkrantz og forblev i hans arvingers besiddelse indtil 1556. I kirkelig henseende hørte næsten hele det nuværende kommuneområde under Aarhus Stift; kun de to sogne i Middelsom Herred lå under Viborg Stift.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Langt hovedparten af kommunens sognelandsbyer bærer navne, der indikerer, at de stammer fra før den højmiddelalderlige befolknings- og bebyggelsesekspansion, der satte ind i løbet af 1100-tallet og fortsatte i det meste af 1200-tallet. Denne periode var præget af skovrydning, nyopdyrkning af hidtil urørt jord og grundlæggelser af de såkaldte torper, udflytterlandsbyer, hvis navne typisk ender på -rup, -trup eller -rød. Denne udvikling er især udpræget i Galten og Houlbjerg Herreder, hvor Ødum, Rud, Hvorslev og Sall Sogne nærmest synes at kæmpe om at have flest torper med 5‑6 i hvert af sognene. Disse har ligget i den bedre ende af det nuværende kommuneområde, når det gælder jordens frugtbarhed og adgang til naturressourcer, mens man i den vestlige ende har haft mere beskedne forhold.
Kommunen blev, ligesom resten af Danmark, hårdt ramt af pesten fra midten af 1300-tallet og hundrede år frem. Man finder bl.a. i Over Hadsten Kirke tegn på, at man her i middelalderen ville have bygget et tårn i tegl, men at dette aldrig blev færdigbygget, hvilket kunne tyde på, at denne kirkeudbygning blev stoppet af pestens hærgen. Bemærkelsesværdigt er det store antal kullede kirker, dvs. uden tårn eller spir, i især det gamle Galten Herred, hvor Nørre Galten, Hadbjerg, Vissing, Rud, Laurbjerg og Lerbjerg Kirker forblev tårnløse. Generelt finder der i senmiddelalderen en massiv ombygning og udvidelse af sognekirkerne sted i form af våbenhus, krydshvælv, tårne og anskaffelse af nyt kirkeinventar som følge af den øgede religiøsitet i befolkningen efter pesten, men også fordi befolkningsfaldet frigjorde ressourcer, der kunne kanaliseres over i kirkebyggeriet. Dette kan man bl.a. iagttage i Vellev, Lyngå, Hvorslev og Søften Kirker, og selv et lille sogn som Voldby fik en flot fløjaltertavle, antagelig fra Claus Bergs værksted i Odense. Når man dog tager i betragtning, at to sogne, Erslev og Hinge, i Galten Herred i senmiddelalderen blev nedlagt og lagt under Galten Sogn, og de andre tårnløse sogne kun kunne betale lave beløb i forbindelse med landehjælpen 1524‑26 (en ekstraordinær skat), så kunne det tyde på, at krisen efter pesten her var så dyb, at man hverken kunne tænke på kirkeudsmykning eller tilbygninger.
I kommunens sydligste del, især i området omkring Lading Sø, kan man gennem kildematerialet, især jordebøgerne fra Aarhus domkapitel fra 1300- og 1400-tallet, direkte følge den bebyggelsesmæssige og dermed indirekte også den befolkningsmæssige udvikling af området. Det ser ud til, at dette område også blev hårdt ramt af den senmiddelalderlige krise med flere forsvundne landsbyer og enkeltgårde til følge, bl.a. blev sognene Jernit (i dag: Hammel Sogn) og Skjoldelev (i dag: Lading Sogn) nedlagt i senmiddelalderen. Ændringerne skyldtes sandsynligvis enten et direkte befolkningsfald forårsaget af pesten eller kan forklares ved en efterfølgende afvandring fra de mindre rige jorde til sogne med federe jorde, hvor bondegårde stod affolkede.
Norring Kirke (nu i Foldby Sogn) og Njær Kirke (nu i Haurum Sogn) blev nedlagt efter Reformationen; de nævnes sidste gang i hhv. 1552 og 1524. Derudover fandtes der i Hinnerup og Voldum Sogne kapeller, som ligeledes blev nedlagt kort efter Reformationen.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Færdsel
Særligt i de kuperede skovområder i bl.a. den centrale del af kommunen ses talrige hulveje, som skærer sig ned i bakkedragene. Vejforløbene ved Laurbjerg, Ødum og Voldum synes at orientere sig mod Randers. Stedvis viser sporene sig som flere tætliggende linjer i landskabet, idet vejforløbet flyttedes efter behov, når det gamle var ødelagt. En egentlig datering af disse historiske vejforløb kan sjældent gives, men de antages i langt de fleste tilfælde at stamme fra middelalderen.
Dele af en stammebåd er fundet ved Storgård nær Lyngå. Båden, som nok er benyttet i den nærliggende Lilleå, er årringsdateret til ca. 1081 og vidner om den betydning, transport via søer og åer til alle tider har haft.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Det vigtigste erhverv middelalderen igennem var landbruget. Bønderne holdt kvæg, får samt fjerkræ og dyrkede rug, byg og havre. Derudover producerede de smør, som kunne sælges på markederne i Aarhus eller Randers.
Middelalderens landbebyggelse lå i den centrale og vestlige del af kommunen fortrinsvis i skovrige områder, ofte i kuperet terræn. På grund af terrænet var landsbyerne generelt ikke ret store, og antallet af enkeltliggende gårde forholdsvis højt. Skønt jorden overordnet set var frugtbar, hæmmede både skov og terræn agerbrugets udstrækning. Dog kunne der på de uopdyrkede arealer produceres græs til et større kvæghold, hvilket bl.a. gav en stor produktion af smør og ost. Skoven leverede tillige masser af brændsel, og i dens læ blev der anlagt haver, hvor der bl.a. blev dyrket frugt og humle, og forekomsten af olden udnyttedes til opfedning af svin. I løbet af middelalderen blev skovområderne dog ressourcemæssigt presset pga. skovhugst, overgræsning og skovrydning for at øge dyrkningsarealet.
På det mere jævne terræn i kommunens østlige del var opdyrkningsgraden højere, og mange mennesker kunne brødfødes. Landsbyerne lå derfor tættere og var større. Dette betød også, at de sogne, der blev etableret i forbindelse med sogneinddelingen i tidlig middelalder, var ret små. Jorden blev også dyrket mere intensivt i øst, hovedsagelig som trevangsbrug, med markerne inddelt i tre vange, hvor afgrøderne roterede over en treårig periode med vårsæd, vintersæd og braklægning med husdyrgræsning.
Arkæologisk set er der kun sparsom viden om periodens landbebyggelse, men de få fund giver dog et indtryk af periodens byggeskik. Det ældste fund fra den tidlige middelalder er et enskibet udskudshus fra Voldby med buede langvægge. Enskibede huse med rette tagbærende vægge kendes fra Aidt, hvor de dateres til 1300-tallet, og fra større arkæologiske undersøgelser i Norring, hvor de synes at optræde gennem hele middelalderen. Her er der bl.a. undersøgt en tidlig middelalderlig toskibet bygning med tagbærende stolper placeret på langs i husets midterakse samt et muligt vinkelbygget hus og fra senmiddelalderen huse stående på stensyld. Hertil kommer brønde og økonomibygninger af forskellig art. Alle hustyperne ses med og uden udskud. Parcelopdelingen på de nævnte lokaliteter er ikke påvist, men i Folby, Haldum og Thorsø er der gjort fund af hegn og skelgrøfter, som kaster et beskedent lys over landsbyens parcellering.
Adelen stod stærkt i den nuværende kommune i middelalderen. Den vigtigste herregård i senmiddelalderen var Clausholm, der i 1359 var så betydningsfuld, at den blev mål for kong Valdemar Atterdags belejring under det jyske oprør. Herregården var fra slutningen af 1300-tallet til 1498 i Brokslægtens besiddelse og især Axel Lagesen Brok udvidede dens tilliggende betragteligt.
En anden af egnens vigtige adelsslægter var den fra Rügen indvandrede familie Vestenie, som omkring år 1400 kom i besiddelse af Søbygård i Gjern Herred som følge af Thomas Vestenies ægteskab med en datter af Laurids Offesen Hvide. Enken efter Laurids Offesen Hvide havde dog helt andre planer for Søbygård end at lade den overgå til Vestenierne, idet hun ville oprette et nonnekloster her. Dattersønnen Laurids Thomesen Vestenie modsatte sig i 1420’erne disse planer og kunne først efter en fredløshedsperiode for vold mod bl.a. provsten i Tvilum (i den nuværende Silkeborg Kommune) fordrive nonnerne og endelig sætte sig i besiddelse af godset, hvor slægten sad, indtil den uddøde med Erik Vestenie i 1607.
Fra 1300- og 1400-tallet kendes en række befæstede herregårde i den nuværende kommune, som den styrkede kongemagt efter 1350 neutraliserede enten ved magt eller gennem opkøb. En sådan pacificering var Granslevholm, som Valdemar Atterdag kom i besiddelse af i 1375, mens en anden var Vellevholm, som i 1300-tallets første urolige årtier var i slægten Broks og siden 1333 i slægten Galts besiddelse. Siden dukkede Vellevholm med tilliggende op under Aarhusbispen, der sikkert har ladet det befæstede anlæg nedrive. Af de stående herregårdsanlæg i kommunen er der dog ingen, der har synlige middelalderlige levn.
Mens adelen dominerede i den nuværende kommune middelalderen igennem, spillede kirken en mindre, men alligevel vigtig rolle. Den største kirkelige jordejer var Aarhus bispestol, der bl.a. ejede to herregårde i Lyngå Sogn, mens bisp Jens Iversen Langes våben fra anden halvdel af 1400-tallet er at finde i enkelte af den nuværende kommunes sognekirker (Søften, Vellev og Hvorslev). Men også andre kirkelige institutioner havde besiddelser i den nuværende kommune. Alling Kloster (i nuværende Silkeborg Kommune) overtog på et tidspunkt mellem 1231 og 1268 kommunens eneste klosterstiftelse, det så godt som anonyme Vejerslev, der nævnes første gang i 1203. Klosteret besad ved 1400-tallets midte gods i landsbyerne Vejerslev og Aidt, flere gårde i Borre ved Vejerslev, Mondrup torp og skoven Boskov. I 1480 havde man tillige mageskiftet sig til et møllested ved den store »Borregård«, som man fik af bisp Bo af Aarhus. Tvilum Kloster fik i senmiddelalderen godsbesiddelser i den vestlige del af kommunen, både i og omkring Sall nord for Hammel og noget skov på Vellev-Enslev-egnen. Endelig havde klostrene Mariager og Essenbæk også strøgods fordelt over hele den nuværende kommune.
Kongemagten var mindre stærkt repræsenteret; i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 nævnes alene besiddelser i »Wæling«, dvs. Øster og Vester Velling (hhv. nuværende Randers og Favrskov Kommuner), der dog takseres til det betydelige beløb af 48 mark guld.
Gudenå og flere af dens tilløb, som gennemstrømmer kommunen, har givet gode betingelser for mølledrift. Egetømmer fra en vandmølle dateret til årtierne omkring år 1200 blev blotlagt under et dræningsarbejde i 1976 ved Gjelå syd for Vejerslev. Møllen blev muligvis opført på foranledning af benediktinerklosteret i Vejerslev, inden det flyttedes til Alling omkring 1250. En undersøgelse af Hadsten Vandmølle fra 1600-tallet har påvist genbrugt tømmer fra en ældre mølle årringsdateret til 1170’erne.
Ved Hvorslev er fundet jernudvindingsovne, og ved Voldby brydegruber fra hørforarbejdning.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Skattefund
En møntskat bestående af 160 hanseatiske Witten, nedlagt ca. 1405, blev fundet i 1883 i Tinning Skov nær Hinnerup. Derudover har stigende brug af metaldetektor bragt mange genstande fra middelalderen frem i lyset, bl.a. inden- og udenlandske mønter, vareplomber, seglstamper, smykker, nøgler og låse.
Videre læsning
Læs mere om historie i Favrskov Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Favrskov Kommune
- 1536-1850 i Favrskov Kommune
- 1850-1920 i Favrskov Kommune
- 1920-1970 i Favrskov Kommune
- 1970-2007 i Favrskov Kommune
Se alle artikler om Middelalderarkæologi
Se alle artikler om Middelalder
