Ved middelalderens begyndelse var området beboet, dog tættest på Falster; eneste undtagelse var en strækning langs kysterne, der først blev koloniseret, da vendertruslen var forbi. Landsognekirker blev først opført i 1200-tallet, på Nordfalster tilmed først hen i 1300-tallet. Der etableredes i alt fire købstæder i perioden. Stubbekøbing var først den betydeligste, men denne rolle blev overtaget af Nykøbing F i løbet af senmiddelalderen.
Dødedansen på kalkmaleriet i Nørre Alslev Kirke. Af Nana Reimers/Trap Danmark, 2021.
Begrænset anvendelse
Middelalderen i Guldborgsund Kommune
Tidslinje over middelalderen til år 2000 i Guldborgsund Kommune.
Dødedansen på kalkmaleriet i Nørre Alslev Kirke ledes af et skelet; forrest føres kongen, derefter følger en biskop, en adelsmand, og til sidst kommer bonden med en møg‑ greb. Alle stænder danser ind i døden, ingen undgår den. Kalkmaleriet, der er dateret til 1475‑1500 og tilskrevet Elmelundeværkstedet, findes på skibets vestvæg, så alle så påmindelsen om døden, inden de trådte ud af kirken. Motivet var udbredt i senmiddelalderen, bl.a. i frisen Døden fra Lübeck i Marienkirche i Lübeck, malet af Bernt Notke i 1463.
Administrativ inddeling
Guldborgsund Kommune bestod ved slutningen af middelalderen af 48 sogne, inklusive de fire købstæder Nykøbing, Stubbekøbing, Sakskøbing og Nysted. Umiddelbart efter middelalderen blev Vigsnæs udskilt fra Tårs som et selvstændigt sogn. Til kommunens område hørte samtlige sogne i de to falsterske herreder, Falster Nørre og Sønder, og næsten alle i det lollandske Musse Herred (på nær Hunseby og Maribo). I senmiddelalderens kongelige forvaltning lå de to falsterske herreder til Nykøbing Len, mens sognene i Musse Herred hørte til Ålholm Len. I kirkelig henseende indgik hele kommunen i Odense Stift.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Langt hovedparten af kommunens område har været beboet ved indgangen til middelalderen, men ikke lige tæt. Jernalderens landsbyer (her primært med endelserne -inge, -lev og -sted) lå på Falster i en bue på det mest højtliggende terræn, mens de nærmest lå i en ring i den centrale del af kommunens lollandske område. I vikingetiden blev de gamle bygdeområder gradvis udvidet med en del landsbyer med endelserne -by og -tofte samt flere naturnavneendelser. I perioden 1000‑1200 er formentlig hovedparten af kommunens -torp-bebyggelser (med de nutidige endelser -rup og -strup samt på Lolland tillige -stolpe) kommet til, især i de indre dele af det nordlige Falster og det vestlige Musse Herred på Lolland. Fra denne periode hører sandsynligvis også Korselitse på Falster, som indgår i en lille eksklusiv gruppe af -itzenavne på Sydhavsøerne, der vidner om vendisk bosættelse i den tidlige middelalder.
Ude langs kysterne har et flere kilometer bredt bælte fortsat ligget bebyggelsesløst og skovdækket hen til halvvejs op i middelalderen, hvilket formentlig skal finde sin forklaring i Lollands og Falsters udsatte beliggenhed for angreb fra søsiden fra først vikinger og siden vendere, en trussel, der først for alvor blev stoppet i Valdemarstiden omkring år 1200. Først herefter begyndte kommunens kystområder at blive opdyrket og bebygget, især med landsbyer med naturnavneendelser. Ikke desto mindre synes hovedparten af kommunens middelalderlige bebyggelse at have været på plads omkring 1250, idet der fra denne tid findes en for Danmark helt unik opgørelse over samtlige landsbyer på Falster, den såkaldte Falsterlisten i Kong Valdemars Jordebog. Denne liste bekræfter dels, at den senmiddelalderlige udvidelse af bebyggelserne næsten udelukkende skete i kystskovene, dels, at selv om antallet af sogne ikke ændrede sig i perioden 1250‑1500, så har de indbyrdes grænser sognene imellem flyttet sig betydeligt. Billedet af en relativt sen økonomisk udvikling og sikring af området understøttes af kirkebyggeriet, idet langt hovedparten af kommunens landsognekirker først er blevet opført i 1200-tallet, på Nordfalster flere endda først hen i 1300-tallet, hvilket er atypisk sent for Østdanmark som helhed. Kun en lille del af kommunens kirker har fået udvidet skibet i senmiddelalderen; det er især sket i det nordøstligste Lolland, hvilket kan forklares med kirkernes sene opførelse, men også tyder på, at der efter 1300-tallet kun er sket en relativt begrænset befolkningstilvækst.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Færdsel
Kommunen har været hjemsted for adskillige vigtige færgeruter og veje i middelalderen. Kongevejen fra København gik ned over Sjælland, hvor der fra Vordingborg var færge til Gåbense på Nordfalster. Herfra gik vejen videre ned til Guldborgforbindelsen over til Lolland, men der var også en færgeforbindelse mellem de to nært knyttede øer fra Nykøbing F til Sundby. Fra nordøstspidsen af Falster kunne man endvidere blive færget over til Møn, mens der fra Gedesby på sydspidsen af Falster var en kongelig trafik til Rostock i Nordtyskland.
Middelalderveje kan følges på kryds og tværs gennem kommunen. De førte fra købstad til købstad og til Gedesby med overfartssted til Rostock. Fra Nykøbing F over Sønder Kirkeby gik en vej til overfartsstedet til Møn og en anden fra Nykøbing F til Farnæsoverfartsstedet til Sjælland. På Østlolland gik en vej fra overfartsstedet mellem Lolland og Falster i Sundby til Nysted og fra Sundby til Sakskøbing.
Fra udkigsposter på Borreknold på Nordøstfalster og Borgsted på Møn har al flådetrafik på vej ind og ud af Grønsund kunnet kontrolleres. På Borreknold er der udgravet spor efter signalbål, der sandsynligvis er indgået i et varslingssystem med bavnehøje langs Grønsund, fra Borreknold i øst til en bavnehøj nordvest for Vålse i vest.
Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Bebyggelsestætheden synes i middelalderen at have været en del større på Falster end i den nuværende kommunes lollandske del, hvor især sognene langs Lollands østkyst ind mod Guldborg Sund har været store og med befolkningen samlet i relativt store landsbyer. Derudover har der været tale om en skønsom blanding af landsbyer i varierende størrelse, hvortil der især på Lollandsdelen også har været en del enkeltgårde. Mens der i Musse Herred som på resten af Lolland har været ganske mange middelalderlige herregårde, i gennemsnit 1,5 pr. sogn, så har der været langt mellem herregårdene på Falster (0,7 pr. sogn). Dette skal formentlig ses i lyset af, at der siden højmiddelalderen har været ganske meget krongods på Falster, mens det lollandske bøndergods i højere grad var fordelt på de adelige herregårde. Kirken var som godsejer først og fremmest repræsenteret af Odensebispen, der havde sine lolland-falsterske residenser i Ålevad ved Godsted og Sørup ved Eskilstrup. Dertil havde Halstedkloster og senere Maribo Kloster også en del gods i kommunen. De to kongelige magtcentre var Ålholm og Nykøbing Slot.
Jorderne i Guldborgsund Kommune er generelt lerholdige og frugtbare. Faktisk findes kommunens tungeste lerjorder under de gamle jernalderbyer på Falster, mens der på Lollandssiden er en del lette lerjorder langs sydkysten og omkring Sakskøbing Fjord. De vekslende jordbunds- og terrænforhold, kombineret med bevarelsen af en betydelig kystskov, har betydet, at opdyrkningsgraden i ejerlavene har varieret en del. Mens ageren på det nordligste og sydligste Falster samt i det vestligste Musse Herred mange steder udgjorde 50‑70 % af ejerlavenes areal, var andelen i de øvrige områder ofte nede på 20‑40 %. Andelene kan dog være misvisende, idet mange adelslandsbyer som et særligt lollandsk fænomen havde markfællesskab med deres tilknyttede udflyttertorper, hvilket betød, at der var dyrkningsfællesskab på de agerjorder, der lå imellem byerne.
Torperne bestod ofte kun af en til to gårde, og hver gård lå på en toft, et indhegnet privat område med flere huse med hver sin funktion foruden kålgård og urtehave. Stolpebyggede huse er kun fundet i få landsbyer, måske fordi der har været blokhuse bygget med vandretliggende tømmer på fodrem med eller uden syldsten, som ikke efterlader sig særlig dybe spor i råjordslaget under mulden. Ved Gundslev på Falster er der udgravet toskibede stolpebyggede huse, og i bydelen Ravnse i Nørre Alslev få kilometer derfra er der udgravet treskibede huse. Et fundament til et middelalderligt stenhus er udgravet i landsbyen Moseby på Nordøstfalster sydøst for Åstrup Kirke. Langt op i 1300-tallet flyttede landsbyer og gårde rundt inden for samme ressourceområde. Kippinge på Nordvestfalster lå oprindelig ved Kippinge Kirke i bunden af Vålse Vig. Landsbyen blev i 1300-tallet delt i to og flyttet væk fra kirken til Øster Kippinge og Vester Kippinge.
Som det var almindeligt i Østdanmark, dyrkedes agerjorden i området i trevangsbrug, hvor en tredjedel af ageren hvilede hvert år, men herefter såede man først vinterrug og dernæst byg på den enkelte vang i de følgende to sæsoner, hvilket var modsat den normale rækkefølge i Danmark. Den økonomisk vigtigste afgrøde var byg, hvortil man også dyrkede en del ærter og enkelte steder tillige hvede. I Halskov Vænge på Nordøstfalster findes højryggede agre fra middelalderens agerbrug. Det primære malkekvæghold med smørproduktion for øje har været at finde på de store kystenge omkring Majbølle, mens engene langs åløbet gennem det centrale Musse Herred har givet græsning til en del okser på de mange lollandske herregårde. Med kommunens lange kyststrækning har fiskeri udgjort et oplagt supplement til landbrugsindtægterne for bønder i kystsognene.
Området husede fire købstæder i middelalderen. Deres indbyrdes aldersforhold er lidt uklart, men alle synes de i et eller andet omfang at være opstået i 1200-tallet. Den betydeligste af byerne var længe Stubbekøbing, der med sin gode kystbeliggenhed nød godt af det store sildefiskeri på Østersøen og havde eget fed på markedet i Falsterbo i Skåne. Dertil havde byen en del handel med Wismar i Nordtyskland. Hen mod middelalderens slutning blev den overhalet i størrelse af Nykøbing F, der fra sin begyndelse i 1200-tallet primært var rettet på at betjene kongemagten på Nykøbing Slot, men efterhånden også blev en sund handelsby med eget landbrugsopland – og et franciskanerkloster fra 1419. Samme orden havde anlagt et kloster i Nysted ved Ålholm allerede i 1286, selv om en egentlig købstad først synes oprettet her i begyndelsen af 1400-tallet. Nysted lå umiddelbart godt placeret for handelen med Lübeck og Rostock, men hæmmedes af en besværlig besejling med de uden for havnen liggende sandrev. På Lollands nordkyst anlagdes ligeledes i 1200-tallet Sakskøbing netop der, hvor kongevejen fra Guldborg krydsede Sakskøbing Fjord og Å. Byen fungerede i perioder som møntslagningssted og nød godt af landbrugsoplandet, men særlig stor blev købstaden aldrig. Trods myndighedernes forsøg på at centralisere handelen til byerne førte mange syddanske bønder selv skuder til de nordtyske havne med især korn og kvæg, hvorfra de hjembragte bl.a. humle, salt og jern. Denne skudehandel blev i middelalderens sidste århundreder formelt tilladt bønderne på Lolland, Falster og Møn, der dog ikke selv måtte sælge de hjembragte varer.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Skattefund
Danmarks største skat af 1300-tals borgerkrigsmønter bestående af 30.258 mønter blev fundet i Systofte ved Nykøbing F i 1871. Skatten blev nedlagt omkring 1330 i to stofposer sammen med to hestebidsler og syv glasperler. Mønterne er af mange forskellige slags fra slutningen af 1200-tallet og fra 1300-tallet, og en stor del af dem er slidte. Mere end 27.000 er slået under kong Christoffer 2. i 1300-tallet. Omkring 1.000 af mønterne, hvoraf nogle er præget med Sakskøbings byvåben, uldsaksen, skal sikkert henføres til Roskilde mønts filial i Sakskøbing.
Videre læsning
Læs mere om historie i Guldborgsund Kommune
Læs videre om
Læs også om
- Oldtiden i Guldborgsund Kommune
- 1536-1850 i Guldborgsund Kommune
- 1850-1920 i Guldborgsund Kommune
- 1920-1970 i Guldborgsund Kommune
- 1970-2007 i Guldborgsund Kommune
Se alle artikler om Middelalderarkæologi
Se alle artikler om Middelalder
