Udsnit af Hjørring Tapetet, tegnet af Poul Andersen. Med inspiration fra bl.a. Bayeuxtapetet bliver Hjørrings historie fra købstadsrettighederne i 1243 til nutiden broderet af 11 kvinder. Arbejdet blev påbegyndt i 2012 og forventes færdig i 2019. Tapetets længde bliver 42 m. Håndværkernes Hus i Hjørring står sammen med Vendsyssel Historiske Museum bag projektet.
.

I middelalderen (1050-1536) fandt en stadig større konsolidering og koncentration af magten sted. Kongemagten blev stærkere, og denne verdslige magt fik bl.a. sine magtcentre ved herredstingene, ved købstæder som Hjørring og ved de kongelige lensgårde. I løbet af tidlig middelalder (1050-1200) opførtes kirker over hele landet, og der blev etableret sogne, stifter med bispesæder som i Børglum samt klostre i Vrejlev og Børglum. Koncentrationen af magt foregik også lokalt. I løbet af middelalderen blev der færre og færre stormænd, som så til gengæld erhvervede større og større besiddelser, både i form af egentlige herregårdsjorder og i form af fæstegårde. Middelalderen var kendetegnet ved nye teknologier, ekspansion og mange nye bebyggelser. Den senmiddelalderlige krise og pesten førte imidlertid til befolkningsnedgang og flere omstruktureringer af bebyggelserne.

Administrativ inddeling

Den nuværende Hjørring Kommune omfattede i middelalderen hovedparten af Vennebjerg Herred og de vestlige dele af Horns, Børglum og Jerslev Herreder. I senmiddelalderen (ca. 1400-1536) hørte Vennebjerg og Jerslev Herreder under Åstrup Len, mens Børglum Herred lå under Sejlstrup Len og dermed Børglum bispesæde. Lenet blev inddraget af kongen i 1536. Hjørring købstad var i kongens besiddelse og lå under Aalborghus Len. I kirkelig henseende hørte hele Hjørring Kommune under Vendsyssel Stift. Også nonneklosteret i Vrejlev havde besiddelser i den nuværende Hjørring Kommune.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Ugilt Kirke stammer fra romansk tid og bestod da af kor og skib. I gotisk tid blev der tilføjet et tårn, som dog senere blev revet ned, og materialerne blev antagelig brugt til at bygge en svinestald. I vestgavlen ses de svungne gavle fra 1700-tallet, som er karakteristisk for kirkerne i især det nordlige Vendsyssel. En klokkestabel blev opført i 1931.

.

Perioden 1000-1300 var en vækstperiode, hvor der blev grundlagt nye landsbyer. I Vennebjerg og Børglum Herreder kan over 60 stednavne, der henviser til skov, fortælle om tidligere skove, der er blevet ryddet, i takt med at befolkningen voksede, og ny jord blev opdyrket. Begge herreder var præget af mange tætliggende landsbyer, der dog i forhold til landsbyerne på Øerne og i Østjylland var ret små, idet kun Vrensted og Vennebjerg havde over 20 gårde. Ligeledes var der mange, men små herregårde.

Pesten i 1349 ramte Vendsyssel hårdt. Små godsejere, der pga. den store befolkningsnedgang ikke længere kunne opretholde deres status med de formindskede indtægter, lader til at have solgt deres jord til Børglums bispesæde for til gengæld at gå i bispens tjeneste. Det fremgår af fortegnelserne over Børglums bispegods 1400-1525, der viser, at både bispesædet og kapitlet udvidede deres besiddelser betydeligt. Selve bispegodsets indtægter faldt dog til det halve fra 1370 til 1400, hvilket genspejler den almindelige krise i kølvandet på den massive befolkningsnedgang, der sandsynligvis har nærmet sig 40 % i forhold til begyndelsen af 1300-tallet. I modsætning til andre dele af landet var der dog stort set ingen gårde eller landsbyer, der blev helt nedlagt eller opgivet som følge af pesten. Derimod blev flere gårde lagt sammen eller endda omdannet til herregårde. Således opstod der mellem 1400 og 1525 30 nye herregårde i Vendsyssel.

I kystsognene var der pga. klimaforandringer i senmiddelalderen en stigende risiko for, at landsbyerne blev ramt af enten voldsomme oversvømmelser, der kunne medføre store ødelæggelser og indtægtstab som i 1362, eller af sandflugt, der var et resultat af det voksende forbrug af brændsel, foder og byggemateriale. Flere gårde i Skallerup og Mårup Sogne måtte derfor opgives mod middelalderens slutning.

Inden Grevens Fejde 1534-36 var 6 % af bønderne i Børglum Herred selvejere, mens tallet for Vennebjerg Herred var 2 %. Dette antal blev efter borgerkrigen reduceret som følge af, at Christian 3. stillede krav om, at alle bønder i de oprørske egne af Jylland, herunder i den nuværende Hjørring Kommune, skulle »frikøbe deres hals og deres gods«, dvs. betale kompensation for ikke at blive henrettet og for at generhverve ejendomsretten til deres gårde. Da langt størstedelen ikke havde mulighed for at frikøbe sig kontant, var der i slutningen af 1500-tallet næsten kun fæstebønder tilbage.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

De rammer, vikingetidens veludbyggede vejnet udstak for færdslen i Vendsyssel, blev videreudviklet i middelalderen. Kontinuiteten ses ved, at nye broer erstattede vikingetidens broer, fx broen, der ledte den nordgående landevej fra Hjørring over Varbro Å og i retning mod Bjergby. I 1993 blev der fundet rester af en bro bygget af egepæle, der er årringsdateret til slutningen af 900-tallet. Desuden blev der et stykke mod øst fundet rester af egepæle fra en bro fra begyndelsen af 1100-tallet. Hjørringegnens landeveje mellem to lokaliteter var dog oftest blot hjulspor, som fulgte landskabets former og så vidt muligt undgik vanskelige passager som vandløb, vådområder og særlig kuperet bakkeland.

Bebyggelse og erhverv

Ved et vejknudepunkt, der havde været bebygget siden oldtiden, opstod tidligt i 1100-tallet en egentlig bydannelse, Hjørring. I middelalderen blev Hjørring Vendsyssels mest betydningsfulde by, og i 1243 fik den købstadsrettigheder. Hjørring nød godt af sit store og frugtbare opland, som byen fra 1400-tallet havde eneret på at servicere med købmandsvarer og håndværksydelser i 15 km omkreds. Især stude og heste spillede en vigtig rolle som eksportvarer i senmiddelalderen. Hjørring forblev dog en mindre købstad igennem hele perioden. Endvidere nævnes Hirtshals første gang på et søkort fra 1462 af den catalanske kartograf Petrus Roselli. Her har der været et karakteristisk pejlepunkt, og stedet har sandsynligvis tjent som udskibningssted, hvor man kunne ligge i læ.

Den landbebyggelse, der blev bofast i den sene del af vikingetiden (ca. 1000-1050) og tidlig middelalder, afspejler, at den vestlige del af Vendsyssel er et gammelt kulturlandskab. Landsbyerne, der fortrinsvis voksede frem som slyngede vejbyer, ligger væsentlig tættere her end i det øvrige Vendsyssel. I kommunens østlige egne, hvor jorderne var ringere, og bondens udbytte mindre, minder bebyggelsen derimod mere om den spredte bebyggelse i Vendsyssels østlige dele, der var præget af enkeltgårde. Det hører med til billedet, at dele af Vendsyssels østlige egne først blev gjort til kulturland i forbindelse med skovrydninger i tidlig middelalder.

Sporene efter middelalderens landlige byggeskik er få og spredte. Der tegner sig dog et billede af, at bøndergårdene fortrinsvis var øst-vest-orienterede en- og tolængede gårde, hvoraf de tolængede bygninger oftest lå i forlængelse af hinanden eller parallelt over for hinanden. Disse betegnes især som udskudsbygninger, idet de tit var forsynet med en smal, lav tilbygning på bagsiden. Lignende gårdanlæg fandtes ved udgravninger i Højene i den nordlige udkant af Hjørring.

Landdistrikterne var orienteret imod landbrugsproduktion. Den sydlige del af den nuværende kommune var præget af græsmarksbrug, mens græsmarksbrug med alsæd dominerede den nordlige del, hvilket var muligt pga. de store mængder gødning fra kvægholdet. Lensregnskaberne fra 1525 og 1540 giver et indblik i landbrugets produktion ved middelalderens slutning. Bønderne under Åstrup Len betalte primært deres afgifter i byg, rug og smør samt penge tjent ved salget af kvæg og heste. Et lignende billede finder man i den sydlige del af den nuværende kommune, hvor bønderne under Sejlstrup Len og fra de tidligere kirkelige besiddelser under Børglumkloster lige efter Reformationen dog også betalte med havre, salt, smør, svin og okser. Afgifterne fra Børglumklosters bønder beløb sig i 1540 til ca. det dobbelte af de afgifter, de kongelige besiddelser i området var i stand til at yde, hvilket siger noget om størrelsen og rigdommen af kirkens ejendomme i Vendsyssel i senmiddelalderen.

De højryggede agre, der er karakteristiske for middelalderens agerdyrkning, dukker jævnligt op under de tykke lag af flyvesand i kommunen. Ved anlæggelsen af en ny indfaldsvej til Hirtshals Havn i 2015 blev dele af en bevaret mark, bestående af 4,5 til 8 m brede agre, frilagt. Marken har været pløjet med muldfjælsplov, der vender jorden som nutidens plov.

Ud over Børglumbispens talrige stridigheder med lokale folk om ålegårde og fiskerettigheder i åerne ved man kun lidt om fiskeriet i middelalderen. Dog fremgår det, at der blandt afgifterne til Sejlstrup Len på reformationstiden indgik tørret kabliau (torsk), sild og uspecificerede saltede fisk, der med høj sandsynlighed stammede fra kystsognene mellem nutidens Løkken og Skallerup. Børglums lensregnskaber omfatter på dette tidspunkt saltede og løse ål, saltede sild og blodige, altså endnu ikke konserverede, sild. Disse kan dog også stamme fra sildefiskerierne i Limfjorden.

Mere om bebyggelse, erhverv, færdsel og infrastruktur i kommunen

Kirker og herregårde

De middelalderlige sognekirker illustrerer, at der i den nuværende Hjørring Kommune har været sogne, hvor ressource- og befolkningsgrundlaget har været begrænset. Langt de fleste sognekirker stammer fra romansk tid (1100-1275), hvor de, der er fuldstændig opført i tegl, stammer fra den sidste halvdel af perioden. Karakteristisk for området er, at en del kirker, fx Hørmested, ikke fik de udbygninger med tårne, våbenhuse og hvælv, der er typiske for senmiddelalderen, men klarede sig med klokkestabler og flade bjælkelofter. Nogle kirker, som fx Jelstrup, Rakkeby, Tårs og Ugilt, viser dog tegn på, at man har opført et tårn i senmiddelalderen. Disse tårne er i 1600-, 1700- eller 1800-tallet blevet revet ned, sandsynligvis fordi man enten ikke har været i stand til at vedligeholde dem eller ikke har haft ressourcer til at fuldføre dem. Det kan hænge sammen med pestens indvirkning på befolkningstallet, konjunkturernes svingninger og sandflugtens indtog i Vendsyssel. Til gengæld ser kirkerne i Sindal, Skallerup, Tolne, Vennebjerg, Vrensted og Vrå ud til at have ligget i sogne, der har nydt godt af handel og fiskeri.

Hjørring Kommune var i middelalderen hjemsted for flere herregårde, der tilhørte nogle af tidens mest betydningsfulde slægter. Asdals første kendte ejer i slutningen af 1300-tallet kom således fra Panter-slægten, og gården kom siden igennem giftermål til slægten Banner. Lengsholm optræder i kilderne fra 1465, hvor den tilhørte den lokale vendsysselske stormand Jens Vognsen af Stenshede. Efter hans død blev Lengsholm delt mellem slægterne Gyldenstierne, Saltensee af Linde og Morten Nielsen Vognsen af Stenshede, hvis efterkommere sad på gården indtil slutningen af 1400-tallet, da den overgik til Markor Jensen Rodsteen, der var foged på Børglumbispens len Sejlstrup. Herregården Odden tilhørte fra i hvert fald 1400-tallet slægten Lunge, mens Boller var endnu en besiddelse, som hørte under den betydningsfulde Vognsen af Stenshede-slægt. Alle disse herregårde viser gennem deres skiftende ejerforhold grundet giftermål og arv, hvor tæt de store danske adelsslægter i senmiddelalderen var flettet ind i hinanden.

Børglumbispen sad efter 1352 på Sejlstrup, som blev et forvaltningsmæssigt centrum for bispens besiddelser. Gården blev brændt ned af de oprørske bønder under Grevens Fejde i 1534 og inddraget af kronen i 1538. Tidemandsholm (indtil Reformationen kaldet Kartofte) hørte i senmiddelalderen ligeledes under Børglumbispen, der overlod gården til verdslige lensmænd.

Videre læsning

Læs mere om Historie i Hjørring Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder