Borbjerg Mølle af . Begrænset anvendelse

Middelalderen i Holstebro Kommune

Den romanske Bur Kirke, der er opført i granitkvadre, er særpræget i sin udformning, da den består af et langhus uden markering af overgangen fra kor til skib. Apsis, i næsten samme bredde, er føjet direkte til langhuset. En forklaring kan være, at bygningen skulle være indgået i et langt større anlæg, som aldrig blev gennemført.
.

Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Holstebro Kommune.

.

Landsbystrukturen lå stort set fast ved indgangen til middelalderen, og en befolkningsvækst førte til anlæggelse af nye landsbyer i perioden. I 1100- og 1200-tallet rejstes også en lang række stenkirker. Pesten i ca. 1350 førte til et kraftigt fald i befolkningen og til ødegårde. De relativt frugtbare jorder gav grundlag for en omfattende heste- og studeavl, og ud over korndyrkning var fiskeri i visse områder et supplement til landbruget. Den middelalderlige købstad Holstebro voksede frem ved Storå.

Administrativ inddeling

Holstebro Kommune bestod i middelalderen af Ulfborg Herred samt dele af Hjerm, Ginding og Hammerum Herreder, som sammen med fire andre herreder langs den jyske vestkyst fra Limfjorden til Ringkøbing Fjord udgjorde Hardsyssel. Holstebro var hjemsted for Hardsyssels sysselting. I kirkelig henseende lå hele kommunen under det store Ribe Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Middelalderens befolkning i den nuværende Holstebro Kommune levede for langt størstedelens vedkommende som bønder i landsbyer, men også på enkeltliggende gårde. Holstebro opstod formentlig omkring år 1200 og har næppe på noget tidspunkt i løbet af middelalderen haft mere end nogle få hundrede indbyggere. Flere af kommunens landsbynavne indikerer, at bebyggelserne blev anlagt i middelalderen eller måske i vikingetiden. Det gælder fx Mogenstrup og Herrup i Sevel Sogn i kommunens østlige del. Kernen i den middelalderlige landsbystruktur lå dog nogenlunde fast før middelalderen, hvor en positiv befolkningsudvikling og intensivering af landbruget samtidig gav grobund for nye landsbyer. Det synes især at have været tilfældet på de mindre frugtbare jorde i kommunens østlige dele. Et eksempel herpå er landsbyen Ryde i det ganske store Sevel Sogn, hvis navn sikkert er afledt af, at området blev ryddet for skov, så der kunne bedrives landbrug. En særlig interessant kilde til middelalderens kirker og landsbyer i Holstebro Kommune er det middelalderlige håndskrift kendt som Ribe Oldemoder, der bl.a. indeholder en fortegnelse over bispedømmets kirker ca. 1330‑48. Fortegnelsen afslører bl.a., at de fleste kirker betalte fire skilling sølv i årlig afgift. For mange kirkers vedkommende ses samme bygningsudvikling, som generelt også kendes fra det øvrige Danmark. Skib og kor er opført i romansk tid, dvs. 1100‑1250, af granitkvadersten, og i senmiddelalderen blev kirketårn og våbenhus af munkesten tilføjet. En undtagelse er Sir Kirke, der i sin kerne består af et gotisk langhus fra 1400-tallets første halvdel, hvilket dog må have erstattet en ældre romansk kirke. Det intensive kirkebyggeri i 1100- og 1200-tallet kan ses som udtryk for en demografisk vækst, men efter den første pest ca. 1350 og de følgende pestudbrud samt sikkert også klimaforandringer fulgte en befolkningsnedgang. I den nuværende kommune ses den negative påvirkning af demografien formodentlig ved forladte gårde og kirker.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

I den tidligste middelalder gav Agger Kanal endnu passage mellem Limfjorden og Vesterhavet, men omkring år 1100 sandede den til. I de følgende århundreder ledte landsdelens hovedfærdselsårer i stedet færdslen sydover mod det centrale Jylland. Storå spillede i denne sammenhæng en vigtig rolle, idet den via Ringkøbing og Nissum Fjorde, som endnu lå åbne mod havet, gav adgang til Vesterhavet.

Arkæologiske fund af keramik i bl.a. Fjandområdet dokumenterer, at materielkulturen i området i store træk ligner den, der fandtes i de omkringliggende landsdele, og dette ses som et udtryk for, at et vidt forgrenet vejnet forbandt området med det øvrige Danmark.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Oldtidens såkaldte vandrelandsbyer begyndte at lægge sig fast mod slutningen af vikingetiden og begyndelsen af middelalderen. Omdrejningspunktet heri var langhuset med dertilhørende økonomibygninger, herunder de halvt nedgravede såkaldte grubehuse, hvori forskelligt håndværk blev udført. Den forhistoriske byggeskik vedblev imidlertid fortsat at være fremherskende på egnen et stykke ind i middelalderen. Langhuset gjorde sig således fortsat gældende inden for byggeriet, efter at landsbyerne i 1100-tallet blev permanente, og gårdene begyndte at samle sig i længer omkring en gårdsplads, sådan som det fortsat er kutyme i Vestjylland. På enkelte lokaliteter, som Højgård ved Kyttrup, er der fundet langhuse af såkaldt trelleborgtype. Her er der også fundet grubehuse og agersystemer.

Fraregnes moræneområderne nord og syd for Holstebro, giver højmiddelalderens bebyggelse indtryk af, at egnen var blandt landets tyndest befolkede områder, og at sandflugt og afskovning havde skabt alvorlig mangel på ordentligt bygningstømmer. Endvidere var områdets vestligste del i senmiddelalderen i stigende grad plaget af stormfloder. Knaphedssituationen kom således til at præge bygningskulturen i senmiddelalderen og i de følgende århundreder, idet tørvebyggede huse, der tidligere havde været almindelige på egnen, nu igen opførtes.

Anvendelsen af tørv til husbyggeri er karakteristisk for den middelalderlige landbebyggelse i Thy, på Mors samt i den kystnære del af Hardsyssel. Tørvebygningerne var indledningsvis enlængede midtsulekonstruktioner, dvs. konstruktioner med tagbærende stolper langs husets midte og tørvevægge sat direkte på jorden. Siden afløstes de af deciderede gårdkomplekser, men fortsat med tørvevæggene anbragt direkte på jorden. I løbet af 1300-tallet introduceredes også stensyld og bulvægge i husbyggeriet. De tørvebyggede gårde i den vestlige del af kommunen erstattedes dog i vid udstrækning af bindingsværk i løbet af senmiddelalderen.

Tørvebyggede gårdanlæg kendes arkæologisk fra den vestlige del af Fjandområdet. Her fandtes en række gårdkomplekser i tørv med lergulve, der primært kan dateres til perioden ca. 1100-ca. 1350. Tørvekonstruktioner anvendtes også til Kokholms (i Struer Kommune) og Fjandhus’ jordværker, hvorimod bygningerne på Kokholm var af træ og bindingsværk. Fjandhus’ bygninger kendes ikke. I det meste af området var det dog almindelige stolpebyggede bygninger, der prægede gårdene. Der er i de senere år, ved udgravning eller luftfoto, fundet spor efter en del middelalderlige bebyggelser omkring Holstebro, fx ved Naur Kirke, Nørre Felding Kirke, Mejrup, Sønderlund i det nordlige Holstebro, Mundbjerg, Kast Bro, Ebbensgård, Nistrup, Skærum, Lille Tovstrup og omkring Tvis Kloster.

Holstebro var den eneste middelalderlige købstad i kommuneområdet. Byen opstod på nordsiden af Storå ved et trafikalt knudepunkt, idet Storå netop her snævrer ind, hvorfor det var oplagt at passere åen her. Den første af i alt tre middelalderlige stenkirker i byen, der alle opførtes på omtrent samme sted, er dateret til ca. år 1200 og er sikkert samtidig med den første bydannelse. Byen nævnes dog først i 1274 som Holstatbro. Man ved ikke, hvornår byen fik købstadsprivilegier, da byens arkiv brændte i 1552, så Christian 3. gav Holstebro nye privilegier samme år. Byen etablerede sig dog tidligt som et økonomisk center, hvor de årlige markeder især i senmiddelalderen var af en betydelig størrelse. Som de fleste andre købstæder stod Holstebro under kongen, og konger besøgte da også jævnligt byen.

Handel og håndværk var forbeholdt indbyggerne i Holstebro, mens landbrug dominerede uden for byen. Sammenlignet med andre områder langs den jyske vestkyst var jorderne grundet kommunens større vandløb, søer og fjorde yderst frugtbare. Generelt bestod disse områder af engarealer, som var velegnede til heste- og studeavl med god græsning i sommerhalvåret og mulighed for at producere hø til vinterfoder. Netop heste- og studeavl udgjorde en stor del af landbrugsproduktionen i området. Agerbruget var dog også meget udbredt, og bønderne drog fordel af den husdyrgødning, de fik af heste- og studeavl. I kommunens østlige dele vanskeliggjorde sandede hedeområder en rig landbrugsproduktion. Fiskeriet spillede også en rolle som supplement til landbruget for befolkningen i visse dele af kommunen. Kystfiskeri blev praktiseret af befolkningen ved Vestkysten, i Nissum Fjord og mod øst i Venø Bugt, og fiskeri i Storå var udbredt i bebyggelser langs åen.

Arkæologiske fund bidrager til at tegne et billede af, at områdets velstand steg frem mod senmiddelalderen, formentlig bl.a. på grund af den voksende heste- og studeavl. Dette kommer til udtryk i flere rige møntfund fra kong Erik af Pommerns regeringstid, bl.a. fund gjort ved Borbjerg Holmgård og Store Ryde Mølle, samt de aristokratiske genstande, som områdets mange borgudgravninger har frembragt, bl.a. ved udgravningerne af Nørre Vosborg.

Der var adskillige stormandsgårde i området i tidlig middelalder, som med tiden blev befæstede. Flere af disse udviklede sig i senmiddelalderen til herregårde. En af de mest markante var Nørre Vosborg nær Storås udløb ved Felsted Kog i Nissum Fjord. I ca. 1330 kom stedet i herremanden Niels Bugges eje.

Tvis Kloster grundlagdes i 1163 tæt ved Tvis Ås udløb i Storå. Buris Henriksen, en halvfætter til kong Valdemar den Store, skænkede gods til cistercienserordenen, hvorefter munke fra Herredvad Kloster i Skåne kunne anlægge et kloster. Tvis Kloster erhvervede sig i løbet af middelalderen anseelige mængder gods, og på reformationstiden ejede det op mod 200 ejendomme. Også flere kirker, bl.a. Skærum Kapel, ejedes af klosteret. Klosteret fik flere kongelige privilegier, bl.a. da kong Erik Menved i 1314 fritog munkene for at betale for færgefart eller told noget sted i riget. Ved Reformationen i 1536 overgik klosteret til kongen, og i 1547 til den sidste katolske biskop af Ribe Stift, Oluf Munk, som omdannede det til herregård.

I den nuværende kommunes nordlige hjørne i Sevel Sogn lå desuden Stubberkloster, et nonnekloster af benediktinerordenen, som var placeret på en holm i Stubbergård Sø. Klosteret nævnes første gang i 1268. I løbet af middelalderen erhvervede nonnerne stadig mere gods, sådan at klosteret på sit højdepunkt ejede op mod 150 ejendomme og flere kirker. I 1536 overgik det til kronen, der forlenede klosteret til forskellige, indtil det i 1547 overgik til privateje.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Holstebro Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder