Resterne af den nedlagte Tirup Kirke af . Begrænset anvendelse

Middelalderen i Horsens Kommune

Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Horsens Kommune.

.

I det tætbefolkede område lå bebyggelsen forholdsvis fast ved periodens begyndelse. I højmiddelalderen skete der som følge af befolkningsvækst skovrydning og anlæggelse af nye landsbyer. Pesten ramte området fra midten af 1300-tallet og resulterede i et betydeligt befolkningsfald. I perioden blev Horsens købstad, og byen havde indtægter fra bl.a. kvæghandel. Hovederhvervet i kommuneområdet var landbrug, herunder produktion af smør.

Administrativ inddeling

Den nuværende kommune består af dele af fire middelalderlige herreder: Tyrsting Herred minus Vinding, Gammel Rye, Bryrup og dele af Sønder Vissing og Voerladegård Sogne, Nim Herred minus Hornborg og Hvirring Sogne, Voer Herred minus Hylke, Ovsted og Tåning Sogne samt den nordøstlige del af Hatting Herred (Torsted, Tyrsted og Hatting Sogne). I den tidlige middelalder lå alle fire herreder under Løversyssel. I senmiddelalderen lå Nim, Hatting og Voer Herreder under Bygholm Len, mens Tyrsting Herred lå under Skanderborg Len. Bygholm Len var det meste af senmiddelalderen et pantelen. I kirkelig henseende lå hele den nuværende kommune middelalderen igennem under Aarhus Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Klokke fra Tyrsted Kirke, ca. 1430, som om halsen har en minuskelindskrift kantet af dobbeltlister, der lyder: »Hjælp Maria, denne klokke tilhører Tyrsted Kirke«. På klokkelegemet ses desuden klokkestøber Niels Eskildsens mærke omgivet af to trebenede gryder, hvilket viser, at han også støbte gryder. Ved Tyrsted er udgravet et middelalderligt klokkestøberi fra 1400-tallet, som via indskrifter og støbemærker kan knyttes til Niels Eskildsen. Han har også leveret klokker til andre af områdets kirker, bl.a. Tolstrup Kirke ved Gedved.

.

Allerede ved indgangen til middelalderen var Horsensegnen tæt befolket, og ud fra navnestoffet kan man se, at mange af sognene var veletablerede allerede meget tidligt. I højmiddelalderen skete der – som i resten af landet – også i Horsens Kommune en kraftig befolkningsvækst, skovrydning og nyopdyrkning, der udmøntede sig i nye bosættelser og sogne. Disse kan typisk genkendes på endelser som -rup og -strup (Brædstrup, Grædstrup, Kattrup), men viser sig også i navne som Vedslet, der indikerer skovrydning, og Nebel, der oprindelig har heddet Nybøl, dvs. den nye bolig. Især Grædstrup Sogn var ved middelalderens slutning præget af mange småbebyggelser.

Pesten, der ramte Danmark ad flere omgange mellem 1350 og år 1500, kan man finde indirekte eftervirkninger af i form af den kraftige byggeaktivitet på alle kommunens middelalderlige sognekirker, der fandt sted i 1400- og første halvdel af 1500-tallet: Kirkerne blev nemlig næsten allesammen forsynet med hvælv, tårne, våbenhuse og nyt kirkeinventar, hvilket normalt både tolkes som tegn på en enorm ressourcefrigørelse – man var ikke længere nødt til at bruge hele landbrugsproduktionen på at brødføde befolkningen, men kunne i stedet handle med overskuddet – og som tegn på den øgede religiøsitet, der var kendetegnende for det senmiddelalderlige samfund efter pesten. Pestens indvirkning i form af befolkningstilbagegang og den senmiddelalderlige krises betydning for bebyggelserne i den nuværende kommune understreges af, at man i senmiddelalderen og i årtierne lige efter Reformationen var nødt til at nedlægge en række sognekirker: Aas (nedbrudt mellem 1524 og 1548), Sejet (øde efter 1529 og før 1574) samt Tirup og Lovby (begge forsvundet efter 1350). Disse sogne var mestendels tyndt befolkede, og jordens kvalitet har måske ikke virket lokkende på nye tilflyttere.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Horsens, der har rødder i vikingetiden, er en typisk østjysk bydannelse og skal ses i lyset af, at oplandet havde behov for en handels- og anløbsplads i bunden af fjorden.

Horsens Fjord samt områdets højtliggende morænelandskab, der gennemskæres af smeltevandsdale fra sidste istid, havde stor betydning for færdslen i middelalderen. Broer og vadesteder gjorde det muligt at krydse åer og andre naturlige barrierer. Desuden indikerer beliggenheden af voldstederne Drostholm, Hanstedgård og Bygholm, at kongemagten søgte at kontrollere færdslen i området.

Øst for Gudenå, mellem Østbirk og Nim, gennemkrydsedes området af en hovedvej (nuværende Vestbirkvej og Skanderborgvej), der fortsatte hhv. mod nordøst til Aarhus-Skanderborg og sydvest til Jelling-Ribe. Passage af Gudenå kunne ske ved Brestenbro, hvor der er udgravet et senmiddelalderligt kapel fra ca. år 1400 og fundet mange mønter fra perioden.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Kalkmaleriet Kain og Abels offer i korbuen i Tamdrup Kirke, som er en af landets ældste og bedst bevarede stenkirker, fra ca. 1125.

.

Penning slået under kong Svend Grathe, hvor indskriften »hors«, dvs. Horsens, nævnes for første gang i en dansk sammenhæng. Kongen, hvis profil ikke er naturtro, men idealiseret, er iført en kjortel med brokadekant og kappe. Hans bølgende lokker er dækket af en åben krone, som det var kutyme i tidlig middelalder.

.

De mange tætliggende sogne i området indikerer, at landsbyerne lå forholdsvis tæt i middelalderen, samt at egnen havde en stor befolkning. Der ses dog en tendens til, at sognene var størst længst mod nordvest, hvorimod de var forholdsvis små med en afstand på under 2 km mellem kirkerne i Nebel og Vær samt de nu forsvundne Lovby og Tirup.

Landbebyggelsens fastlæggelse, der var indledt i vikingetiden, fortsatte i tidlig middelalder. I Hatting ses det fx, at den ældre værkstedsplads udviklede sig til en landsby med gårde, som i tiden ca. 1100-ca. 1400 lå på grøfteomkransede tofter. I Lund lå den middelalderlige landbebyggelse umiddelbart ved siden af det store Trelleborghus fra 900-tallet. Den middelalderlige byggeskik bestod både i Hatting og Lund af en- og toskibede bygninger, hvis vægge og tag var båret af uregelmæssigt placerede stolper, og der var rejst bygninger både på syldsten og med brug af jordgravede stolper. Et dominerende konstruktionstræk hos den middelalderlige landbebyggelse på egnen synes at have været, at bygningerne havde tagremme i længderetningen over stolperne samt tværgående bjælker hvilende på remmene.

I middelalderen fik én by købstadsrettigheder: Horsens. Byen voksede formentlig allerede frem i 900-tallet, hvor den fik vold og grav. I 1100-tallet fungerede byen en kort periode som kongeligt møntsted. Byen nævnes i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, og den betalte da en betydelig afgift. Horsens fik senest i 1317 egen stadsret, men det ældst kendte købstadsprivilegium er fra 1442, med hvilket kong Christoffer af Bayern tog byen under beskyttelse.

Byens sognekirke, den nu nedlagte Vor Frue Kirke, lå lige øst for den daværende byvold. Omkring 1225 opførte kongen en meget stor teglstenskirke, Sankt Jakobs Kapel (også kaldet Sankt Ibs Kapel), den nuværende Vor Frelsers Kirke, midt i middelalderbyen, formentlig som ombygning af en ældre kvaderstenskirke. I 1351 fik johanniterprioratet i Antvorskov ifølge et paveligt diplom fra 1418 af kong Valdemar Atterdag overdraget Sankt Jakobs Kapel og Vor Frue Kirke for at varetage den kirkelige betjening af bysamfundet. Vor Frue Kirke blev siden johanniterklosterets kirke. I 1480 fik johanniterne af paven lov til at afholde gudstjenester for byens borgere i Sankt Jakobs Kapel, der lå mere centralt end klosterkirken og var nybygget efter en brand i 1450.

I 1261 stiftede ridderen Niels Manderup af Barritslev et gråbrødrekloster, som med tiden udviklede sig til et firfløjet anlæg og blev meget velhavende. I 1532 blev munkene dog fordrevet fra byen, og klosterets kirke, der var nyopført efter en brand i 1497, overtaget af byen som ny sognekirke. Sydvest for byen drev johanniterne en Sankt Jørgensgård og et helligåndshus.

Byens vigtigste indtægtskilder i middelalderen var landbrug, handel og håndværk. De hyppige kongebesøg og de rige klosterstiftelser krævede visse tjenesteydelser og vareleverancer, som må være kommet byens erhvervsliv til gode. Sandsynligvis har kvæghandelen allerede i middelalderen spillet en vigtig rolle for byens købmænd; disse stod i hvert fald siden midten af 1300-tallet i hyppig handelskontakt med hansestæderne, især Lübeck og Rostock.

Enkelte af kommunens herregårde kendes allerede fra højmiddelalderen. Den rigeste herregård var Boller i Uth Sogn, der nævnes første gang i 1350, og da var ejet af ridderen Otte Limbek. I 1410 blev herregården konfiskeret af Margrete 1. fra Mogens Munk, der da ejede den. Først i 1435 fik arvingerne den igen, og derefter overgik den gennem ægteskab først til slægten Gyldenstierne og siden til slægten Rosenkrantz, der ejede den indtil begyndelsen af 1600-tallet. Stensballegård i Vær Sogn nævnes første gang i 1361; gården kom i 1437 i slægten Rosenkrantz’ eje. Mattrup i Tyrsting Sogn nævnes første gang i 1388; fra 1420’erne var den med sikkerhed i slægten Skrams eje, før den i 1470’erne gennem ægteskab kom i slægten Rosenkrantz’ eje. Urup i Østbirk Sogn kendes først fra 1448 og overgik i 1450 i slægten Skrams eje. Hansted nævnes i Kong Valdemars Jordebog, hvor godset var vurderet til 25 mark guld. Hanstedgårds senmiddelalderlige historie er meget usikker, men kong Hans var omkring år 1500 i stand til at pantsætte krongods i Hansted.

Østbirk og Nim nævnes som kongelev, dvs. som kongens institutionsgods, i Kong Valdemars Jordebog. Aarhusbispen havde herregården Tamdrup Bisgård, der muligvis har fungeret som administrationscentrum for bispegodset i Voer, Nim, Bjerre og Hatting Herreder, og ved Reformationen havde den 22 fæstegårde under sig. Kronen ejede i 1511 25 gårde i Nim Herred, mens 35 selvejere svarede afgifter til kongen. Klostrene Ring, Voer og Sankt Hans i Horsens rådede over hhv. seks, tre og en gård, mens adelen kun var repræsenteret gennem Axel Lagesen Brok, der ved sin død i 1498 ejede 26 gårde i herredet. Bemærkelsesværdigt er det, at Nim Herred ikke besad en eneste adelig herregård ved middelalderens slutning. Ring Kloster ejede jord i Vedslet Sogn, mens benediktinerne i Voer Kloster ejede jord i Østbirk, Yding og Sønder Vissing Sogne.

Endelave nævnes første gang i 1231, hvor øen optræder som kongelev, men den blev hurtigt derefter pantsættelsesobjekt for kronen. 1510‑20 var Endelave pantsat til Aarhus bispestol og var ved reformationstiden lovet til rigsråden Ove Bille. Øens 45 husstande ydede da ud over byg og havre også 4 tønder salt i afgift.

Hovederhvervet i den nuværende kommunes landsogne var landbrug. Bønderne dyrkede rug, byg og havre og holdt grise, får og kvæg, som også muliggjorde en større produktion af smør. Når bønderne kunne betale noget af deres landgilde i rede penge, skyldes det, at de solgte deres overskudsproduktion på markedet i købstaden, hvormed de blev integreret i den overregionale handel, der involverede pengeøkonomi.

Der er kendskab til en række middelalderlige vandmøller i området. Munkene fra Voer Kloster regulerede Gudenå gennem en kanal til vandmøllen ved klosteret allerede i 1200-tallet. Sydøstligt i området lå vandmøllerne især langs tilløbene til de store ådale, hvor de snævre slugter og kløfter gav gode betingelser for mølledrift; fx viser skriftlige kilder, at der i Lille Hanstedå-systemet lå hele fire møller her i 1500-tallet.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Skattefund

I Enner er der fundet en stor sølvskat fra kong Knud den Stores tid, 1018‑35, og i Tamdrup en skat med sølvmønter fra kong Svend Estridsens tid, ca. 1065. Ved Hansted Kirke blev der i 1938 fundet en skindpung med 766 borgerkrigsmønter, og i Rådved i samme sogn udgravedes i 1976 den store Rådvedskat med 3.311 mønter og nogle sølvsmykker, der var nedlagt ca. 1368 i hhv. en kuglepotte, en kande og en pengekat, alt dækket af en bronzegryde.

Videre læsning

Læs mere om historie i Horsens Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder