Barnegrav fra kirkegård udgravet på Rådhuspladsen dateret til ca. 1030-60, som sandsynliggør, at barnet har været en af Københavns første indbyggere. Af . Begrænset anvendelse

Middelalderen i København

København ca. 1530 med dets udstrækning inden for volden. Uden for voldgraven er kun vist kystlinjer.
.

Tidslinje over middelalderen i København

.
Barnegrav fra kirkegård udgravet på Rådhuspladsen. Graven er kulstof 14-dateret til ca. 1030‑60, hvilket sandsynliggør, at det afdøde barn har været en af Københavns første indbyggere.
.
Brev udstedt af pave Urban 3. i 1186, hvori han bl.a. stadfæster, at ærkebiskop Absalon har fået overdraget borgen Havn af kong Valdemar den Store. Dokumentet er af typen en bulle, dvs. beseglet med det pavelige metalsegl. Selve blyseglet er fastgjort med silketråde.
.
Den 4 cm lange øreske i guld er fundet under en udgravning af Gråbrødre Klosters kirkegård. Skeen på det lille fine instrument har været anvendt til ørevoks, mens den tilspidsede ende har været brugt som tandstikker eller neglerenser.
.

Artikelstart

Ved middelalderens begyndelse var området præget af landsbybebyggelser, men den lille handelsplads Havn, der lå i ly af flere holme, begyndte fra tidlig middelalder at vokse frem som en bydannelse af en vis betydning. De omkringliggende landsbyers bønder begyndte at afsætte deres landbrugsprodukter i byen, hvor udvalget af varer langvejsfra voksede, som søfarten i Øresund steg i et hidtil uset omfang. I senmiddelalderen havde byen udviklet sig til en af rigets vigtigste byer, hvor kongen hyppigt tog ophold, og hvor rigets universitet og flådehavn blev oprettet i årtierne omkring år 1500.

Administrativ inddeling

I middelalderen bestod Københavns Kommune af en del af Støvnæs Herred med Amager. Enkelte gange i 1400-tallet og konsekvent fra 1500-tallet benyttes stednavnet Sokkelund Herred for Støvnæs Herred. Frem til 1417 tilhørte København Roskildekirken og herefter kronen.

Mere om administrativ inddeling i København

Befolkningsudvikling

Fra den tidlige middelalder og frem var byen København stedet, som bønder fra de omkringliggende landsbyer drog til med deres landbrugsvarer. Borgerne i København var dog også længe til dels selvforsynende. De havde husdyrhold og dyrkede grøntsager i deres kålhaver, så de ikke var fuldstændig afhængige af, hvad bønderne bragte til torvet hver onsdag og lørdag.

Lige uden for det ældste København ligger i dag brokvartererne Vesterbro (Vester Fælled), Nørrebro (Nørre Fælled) og Østerbro (Øster Fælled). De blev tidligere kaldt for Byens Fælled, altså byens fælles græsningsarealer. Det gamle navn er i dag bevaret i Fælledparken og i Amager Fælled. I Københavns første stadsret fra 1254 står der, at byens borgere havde ret til at sætte deres kvæg på græs helt ud til Rosbæk på det nuværende Østerbro uden at betale græsgæld.

Allerede i kong Knud den Helliges gavebrev til Lund Domkirke fra 1085 nævnes Sundbyvester. Både den og de fleste af de øvrige gamle landsbyer omkring byen København er også nævnt i pave Urban 3.s brev fra 1186, og størstedelen af dem eksisterer stadig; kun landsbyerne Solbjerg (i den nuværende Frederiksberg Kommune) og Serridslev er forsvundet. Ud fra stednavnene kan Vigerslev, Utterslev, Vanløse og Serridslev dateres til tiden fra jernalderen og frem til tidlig vikingetid, mens Valby, Sundbyøster, Sundbyvester, Husum og Emdrup vurderes at være fra vikingetiden. Solbjerg og Brønshøj er nævnt i 1186, Husum og den senere nedlagte Nyby kendes først i Roskildebispens Jordebog fra 1370. Bispebjerg, der tidligere hørte under Utterslev, omtales først i 1682. Endelig nævnes så sent som 1695 en ukendt bebyggelse på Vester Fælled ved navn Hammerstrup, som skulle have haft to gårde. Om det er en gammel landsby eller blot et par enkeltgårde, er svært at sige, da lokaliteten ikke er stadfæstet.

Som det var tilfældet i det øvrige Danmark, må den sorte død ca. 1350 også have ramt området hårdt, men dødstallet kendes ikke. I en jordebogsliste fra 1377 findes navne på 77 øde grunde (villa desolata). Denne udvikling kan antagelig sættes i forbindelse med pestens hærgen, eller også – og måske mere sandsynligt – med hanseaternes plyndring af byen i 1368. En liste fra 1402 opregner 30 gårde og boder, som Roskildebispen lod nybygge og fik afgifter af, hvilket kan afspejle, at han var ved at genopbygge byen. Ifølge Roskildebispens Jordebog fra 1370 skulle ødelæggelserne på Sjælland have været særlig omfattende i området omkring København. Landsbyerne her var hårdt ramt, især de store gårde i Solbjerg og Valby. I de bynære landsbyer nævner jordebogen næsten ingen gårde af husmandsklassen, gårdsæderne. Derimod kan man se, at man har søgt at dele de store gårde op i mindre for at drive dem selvstændigt, dog uden succes; de forblev øde. Ud fra jordebogen kan man dog også se, at landsbyerne lige uden for København forblev i drift, mens fjernereliggende gårde måtte opgives. Det var åbenbart – og ikke overraskende – en fordel at have gård lige uden for byporten.

Første gang der kommer konkrete oplysninger om indbyggerantallet i og uden for middelalderbyen, er i Roskildebispens Jordebog, som rummer en lidt senere liste over Københavns indbyggere fra ca. 1377. Jordebøgerne giver dog ikke et totalt billede af befolkningen, idet de kun omtaler de mennesker, der betalte jordskyld (dvs. betaling for leje af jord). Ud fra jordebogen kan man skønne, at der boede 3.000 til 4.000 mennesker i København. Indbyggertallet voksede kun langsomt frem mod år 1500, men herfra gik det stærkt, og omkring år 1600 boede der ca. 10.000 mennesker inden for voldene i København.

I 1496 hører man om de første indbyggere på byens fælled. I begyndelsen boede de i kålhaverne, som tilhørte byens borgere; pga. byens ekspansion i 1400-tallet var bebyggelsen i København flere steder nået ud til middelaldervolden, og derfor havde man flyttet flere af byens kålhaver uden for denne. I løbet af 1500-tallet voksede bebyggelsen inde i middelalderbyen yderligere, og det betød, at kålhaverne på den gamle fælled voksede betragteligt i antal, ligesom flere erhvervsudøvende flyttede ud på de senere brokvarterer langs med landevejene.

Mere om befolkningsudvikling i København

Færdsel

København indgik i middelalderen i et stort regionalt og internationalt handels- og kontaktnetværk, og vestlige ruter førte fra byen over Fyn og Sjælland til Slesvig og Ribe. Ruter førte også over Øresund til Helsingborg, Malmø eller Skanør. Vejene førte også sydpå til Tyskland og hansestæderne, der var Københavns ubetinget største handelspartner i høj- og senmiddelalderen.

Færdslen fra landsbyerne gik via landevejene, hvis nutidige afløsere kendes som Vesterbrogade, Nørrebrogade, Østerbrogade og Amagerbrogade. Landevejen fra Roskilde og senere Køge var den vigtigste hovedfærdselsåre ind til København. Via den kom bønderne og de rejsende fra store dele af Sjælland, og gennem Vesterport endte de inde på de københavnske torvepladser og stranden, hvor Gammeltorv var det vigtigste torv.

Mere om færdsel og infrastruktur i København

Bebyggelse og erhverv på landet

De middelalderlige landsbyer er i dag blevet opslugt af byen, og byggeri og anlægsarbejder fra midten af 1800-tallet har mange steder fjernet de ældre bebyggelsesspor. En af de eneste bygninger, der står tilbage fra middelalderen, er kirken i Brønshøj. Det har således vist sig vanskeligt at påvise de middelalderlige landsbyer og storgårde, der er omtalt i de skriftlige kilder, arkæologisk. Dog menes Serridslev, der blev nedlagt under belejringen 1523‑24, at have ligget i området omkring nuværende Rådmandsgade og Tagensvej på Nørrebro. Herudover vides det, at Amagerlandsbyerne Sundbyøster og Sundbyvester lå langs med nuværende Englandsvej og Øresundsvej. Siden 1950’erne er der desuden gjort flere spredte arkæologiske fund fra det middelalderlige Valby, dog er egentlige sammenhængende bebyggelsesspor endnu ikke fremkommet. To møntskatte, hhv. med 5.552 og et par hundrede mønter, begge nedlagt ca. år 1325 i Valbyområdet, afspejler, at en vis aktivitet fandt sted i området på denne tid. Ved Enghavevej samt i Valby og Vigerslev findes en række stednavne som Lyshøj, Bavnehøj, Varhøj og Bavneager, der stammer fra gamle marknavne og kan sigte til et ældre varslingssystem langs med den sydlige indsejling til København, hvor man i ufredstider kunne tænde bål på en høj.

Bebyggelse og erhverv i byen

Bydannelsens udvikling frem til år 1200. Det bebyggede område er markeret med en mørkere farve end det omkringliggende agrare land. Stormandsgården er afmærket med et skjold, mens den formodede kongsgård er repræsenteret af en krone. Tårnet på holmen ud for kysten markerer Absalons borg.

.

Magstræde i Indre By. Gaden kendes fra senmiddelalderen, og flere af husene er blandt de ældste i København, da gaden forblev næsten uskadt ved de to store brande i hhv. 1728 og 1795. Selv om bygningerne både er blevet forhøjet og ombygget siden slutningen af middelalderen, givergaden et godt indtryk af, hvor tæt bebygget dele af København var på denne tid.

.

Stednavnet Havn fortæller, at der på stedet var en havn og handelsplads, som kan have eksisteret som sådan fra den sene del af vikingetiden. Den konge eller stormand, som garanterede handelsfred på pladsen, kunne ikke have fundet et bedre sted for handel og kommunikation end her ved Øresunds bedste naturhavn, omtrent midt imellem to af datidens nyetablerede danske byer og kirkelige centre, Roskilde og Lund.

Tidlig middelalder

I ly af øen Amager og en række mindre holme slog bønder, fiskere og håndværkere deres boder op ved havet og begyndte at sælge eller bytte deres varer. I løbet af første halvdel af 1000-tallet blev nogle af disse boende og skabte herved den første permanente bebyggelse i København. På Rådhuspladsen er der fundet spor efter håndværkere, fiskeri, handel og bosættelse. Fund på Rådhuspladsen viser, at jernforarbejdning tidligt spillede en stor rolle for byen.

I begyndelsen var Havn til dels en lokal handelsplads for de mange små landsbyer, som lå ude på Heden – den store frugtbare moræneslette mellem Roskilde, Køge og København. Men placeringen ud til Øresund betød også, at alle de bebyggelser og handelspladser, der lå på begge sider af Øresundskysten, og ikke mindst det fremvoksende årlige skånske sildemarked i Skanør og Falsterbo, kunne nås ad vandvejen. Mod nord var der forbindelse til Kattegat og Nordsøen, og mod syd til landene omkring hele Østersøen. Fra København kunne søtrafikken i Øresund kontrolleres, ligesom den kunne længere nordpå ved Helsingør og Helsingborg.

I det lavtliggende område nær stranden, som let oversvømmedes, menes handelspladsen og bebyggelsen at være anlagt, hvor terrænet hævede sig en smule over omgivelserne. Den ældste havn er dog ikke lokaliseret arkæologisk, men det vides, at strandlinjen i den tidlige middelalder lå langs de nuværende Farvergade, Kompagnistræde, Læderstræde og den nordlige del af Højbro Plads. Herfra fortsatte kystlinjen syd om Sankt Nikolaj Kirke og Vingårdstræde og derfra videre i nordøstlig retning væk fra bebyggelsesområdet. Ifølge Knytlingesaga, den islandske sagalitteraturs hovedværk om Danmarks historie nedskrevet ca. 1260, var det Havn, kong Svend Estridsen flygtede til i 1043 efter at være blevet slået af Magnus den Gode. Omfattende landindvindinger ved opfyldning ud mod havet fra ca. år 1200 antages imidlertid at have begravet eventuelle rester af den ældste havn under gaderne og boligkvartererne nord for Gammel Strand.

De ældst kendte spor af bebyggelsen er fundet i området mellem H.C. Andersens Boulevard i vest og Gammeltorv i øst. Denne tidlige bebyggelse lå sandsynligvis koncentreret langs et øst-vest-orienteret vejforløb, der blev påtruffet i forbindelse med arkæologiske undersøgelser på Rådhuspladsen i 2012, og som fortsatte videre langs den nuværende Vestergade frem til Gammeltorv. I det tidlige bebyggelsesområde er der også fundet spor af to kirker, kirkegårde, veje, bygninger m.m. fra perioden fra 1000-tallet til 1300-tallet. Ældst er en kirkegård med 81 grave fundet i Rådhuspladsens nordvestlige hjørne samt bygnings- og aktivitetsspor fundet ved nordenden af Rådhuspladsen. En række grave i området er kulstof 14-dateret til ca. 1030‑60. Fra samme periode stammer også stolpehuller fra huskonstruktioner, hvortil var knyttet en række gruber fyldt med husholdnings- og smedeaffald. Blandt fundene var kamme af vikingetidstype og den gråsorte såkaldte Østersøkeramik, der var udbredt på bl.a. Sjælland i tiden fra 900-tallet og til begyndelsen af 1200-tallet. Kirkegården på Rådhuspladsen fungerede formentlig kun i en kortere årrække, idet kulstof 14-dateringer antyder, at den gik ud af brug før år 1100. Der findes ingen omtale af en kirke på stedet i de skriftlige kilder fra tiden, men en kirke kan muligvis have været opført som en privatkirke i tilknytning til en stormandsgård i tiden, før sognestrukturen etableredes i Danmark.

De arkæologiske fund fra bl.a. Rådhuspladsen 2011‑12 understøtter formodningen om, at Havn fandtes i midten af 1000-tallet, som også beskrevet i Knytlingesaga. Ved etableringen af en byfæstning i 1200‑1300-tallet, som kom til at omkranse hele byen ind mod land, endte bebyggelsen ved Rådhuspladsen uden for murene og blev derfor nedlagt.

Fra en skriftlig kilde fra 1192 er der kendskab til endnu en kirke i Havn i tidlig middelalder. Denne kirke, der var viet til Sankt Clemens.

Sankt Clemens Kirke lå formentlig umiddelbart vest for et hesteskoformet anlæg med en vold og en 6‑8 m bred grav. Det omkransede et ca. 2 ha stort område mellem Mikkel Bryggers Gade og Gammeltorv og Nytorv og blev nok opført ca. år 1100. Dets nordlige grænse var Vestergade, og mod syd ved Farvergade var der åbent ud mod havet. Tidligere er voldgraven blevet tolket som den første befæstning i København, men nu menes det, at der i stedet er tale om et voldanlæg, som omgav en befæstet gård med adgang til Sankt Clemens Kirke ved byens markedsplads. Denne gård kan meget vel være anlagt af kongemagten, som formentlig tidligt viste interesse i området, da kontrol over handelen, herunder passagen af det politisk urolige Øresund til de skånske landsdele, var vigtig. Voldanlægget eksisterede i ca. 100 år, hvorefter det blev sløjfet sidst i 1100-tallet, formentlig i forbindelse med, at biskop Absalon overtog København og opførte sin borg på Strandholmen (det nuværende Slotsholmen). Den ældst kendte færgeoverfart til Amager og til Strandholmen og 1100-talsborgen udgik muligvis herfra.

Det kystnære område lidt længere mod øst mellem Højbro Plads og Kongens Nytorv var næppe velegnet til bosætning i tidlig middelalder, da terrænet lå i niveau med havoverfladen. Ved udgravninger på Kongens Nytorv er der dog fundet materiale i en grøft, som er kulstof 14-dateret til slutningen af 1000-tallet, og der er blevet påvist matrikelskel fra 1100-tallet, hvilket viser, at området har været udgangspunkt for regulering på denne tid. Fundet af en parérstang fra et sværd ornamenteret i 1000-talsstil er blandt de få aktivitetsspor i den østlige del af området fra denne tid.

Bispeborgen er det mest markante bygningsværk fra 1100-tallets København. Herudover ved man, at den by, som Absalon fik, havde mindst to kirker og kirkegårde og strakte sig fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv, altså det omfang, som København havde helt frem til 1647, hvor Christian 4. besluttede at sløjfe middelalderens Østervold og i stedet opføre den seneste Østervold. Borgens strategiske placering betød, at alle bevægelser på Øresund kunne overvåges herfra.

I Gesta Danorum fra ca. år 1200 omtaler Saxo under året 1167 »Købmændenes havn«, men første gang, et brev omtaler byen, er i en stadfæstelse fra 1186, der blev udstedt af pave Urban 3. Her overdrager ærkebiskop Absalon efter sin død byen og borgen Havn med tilliggende gods til Roskilde bispestol, som han tidligere havde modtaget af kong Valdemar den Store. Den store godsgave, som Absalon disponerede over, må nok dateres til lige efter kongestriden i 1157, hvor Absalon sammen med sin slægt, Hvideslægten, hjalp Valdemar med at blive enekonge i Danmark. Absalons gave til Roskildekirken betød, at København og omegnens landsbyer i flere hundrede år havde en særstilling, idet byen tilhørte kirken og ikke kongen, hvilket gav stødet til kirkens og kronens mange kampe om rettigheden til København. I et diplom dateret til sensommeren 1192 oplyses det, at ærkebiskop Absalon får dispositionsret for livstid over kirkerne i Havn, Brønshøj og på Amager, som han tidligere havde lagt ind under borgen. Man har tidligere ment, at diplomet kun nævner én kirke i København, nemlig kirken i Havn. Men set i lyset af kirken og kirkegården på Rådhuspladsen kan der muligvis være tale om flere kirker i Havn og ikke kun en, så diplomet skal måske læses som »kirkerne i Havn«. Spørgsmålet er, om der i stedet for en gave var tale om en forlening af København, som Absalon kun kunne disponere over i sin levetid. Under alle omstændigheder har nogen i Absalons samtid nok sat spørgsmålstegn ved de oplysninger, som gives i brevet, idet der foruden brevet fra 1192 udstedes yderligere to næsten enslydende pavebreve i hhv. 1193 og 1198.

København var efter alt at dømme en beskeden bebyggelse i 1000‑1100-tallet, som kan have været organiseret omkring enkelte større gårde beliggende langs den øst-vest-orienterede vej, der forbandt Rådhuspladsområdet med Gammeltorvområdet, og som siden blev til bl.a. Vestergade. Det er imidlertid muligt at iagttage en fortætning af bebyggelsen frem mod år 1200. Bebyggelsens øgede pladsbehov medførte desuden, at der blev indledt en omfattende landindvinding ud mod havet. Sammenholdes disse urbaniseringstendenser med matrikuleringssporene i området mellem Højbro Plads og Kongens Nytorv, Absalons anlæggelse af en borg på Strandholmen fra 1167, opførelsen af Vor Frue Kirke samt fornyelsen af Sankt Clemens Kirke, der var aktiviteter, som alle fandt sted mod slutningen af 1100-tallet, er det tydeligt, at mange forandringer knytter sig til perioden efter kongemagtens afhændelse af Havn ca. 1160, hvor Valdemar den Store, ifølge Saxo, overdrog Havn til Absalon.

Høj- og senmiddelalder

Arealet inden for byvoldene blev tidligt, måske før år 1200, inddelt i nye sogne, og frem til 1536 var byen inddelt i fire sogne, Sankt Clemens, Sankt Peder, Vor Frue og Sankt Nikolaj. Udviklingen, der var begyndt i anden halvdel af 1100-tallet, fortsatte i 1200-tallet, hvor byen undergik en rivende udvikling. Kilderne oplyser dog intet om, hvem der stod bag de første tanker om byens udvidelsesmuligheder, men biskop Absalon havde sikkert allerede fra overtagelsen blik for byens potentialer. Efter Absalons død i 1201 blev hans nevø, Roskildebispen Peder Sunesen, herre over København, og inklusive Absalon tilhørte de fem første Roskildebisper i København alle den vestsjællandske stormandsslægt Hviderne.

Et omfattende befæstningsarbejde blev påbegyndt med Østervold og Østerport på Kongens Nytorv i begyndelsen af 1200-tallet. Befæstningen fortsatte langs med Gothersgade til Nørrevold med Nørreport ud for Nørregade. Det var et ambitiøst anlægsarbejde, som arkæologiske undersøgelser har fastslået strakte sig helt til 1370’erne.

København fik i 1200-tallet et Gråbrødre Kloster og tre nye kirker (Vor Frue, Sankt Nikolaj og Sankt Peder) og et spedalskhedshospital (Sankt Jørgens Gård), der lå uden for byen, og som senere gav navn til den opstemmede Sankt Jørgens Sø, og endelig blev opførelsen af et Helligåndshospital påbegyndt i 1296. Da store dele af området inden for voldene antages at have ligget sparsomt eller ubebygget hen i 1200-tallet, blev de nye gejstlige institutioner opført centralt i middelalderbyen. Den meget store romanske Vor Frue Kirke, som blev påbegyndt i slutningen af 1100-tallet og stod færdig i 1209, fik status som kollegiatkapitelkirke, dvs. at den kun fungerede lidt som en domkirke, hvilket formodentlig skal ses som en manifestation af, at Roskilde Stift, og ikke kongen, havde overhøjhed over byen. Sankt Peder og Sankt Nikolaj blev bygget i de nye sogne inden for volden, og i 1238, da franciskanerne nåede byen, var det muligt at erhverve ledige byggegrunde i området nord for det nuværende Amagertorv. Uden for voldene blev der oprettet en Sankt Jørgens Gård, som første gang omtales i 1261. Den er ikke sikkert lokaliseret, men menes at have ligget ved Sankt Jørgens Søs sydøstlige ende.

De skriftlige kilder giver kun sparsomme oplysninger om middelalderhavnen. Arkæologiske undersøgelser viser imidlertid, at kystlinjen gradvis rykkede ca. 100 m længere ud i vandet i løbet af perioden. Midt på Højbro Plads er der således udgravet en 20 m bred sandstrand, hvor de tidligste både formentlig har været trukket op. I 1275 omtales en ladbro i de skriftlige kilder, men det er uvist, hvor den lå. Det nævnes i stadsretten fra 1294, at havnen var omgivet af bomme, som skulle åbnes og lukkes morgen og aften.

Københavns særstilling med Roskildebispen som byherre betød, at byens første stadsret i 1254 blev udstedt af bispen. I den hører man for første gang om byens torv og midsommergæld. Sidstnævnte var betegnelsen for en årlig købstadsskat, som alle borgere betalte til byens herre. Allerede i 1294 gav Roskildebispen Jens Krag en ny udvidet stadsret, hvori antallet af paragraffer steg fra 17 til 108. Den anden stadsret mødte voldsomme protester fra byens borgere, fordi den gav Roskildebispen fuld kontrol med bystyret, bl.a. forbød den gilder og andre forsamlinger. Først i 1443 blev den ændret radikalt af Christoffer 3. af Bayern.

Fra 1341 og til sin død i 1375 var kong Valdemar Atterdag herre i København, og det var under hans krig med det mægtige Hanseforbund 1367‑70, at Absalons gamle borg fik sit endelige nådestød i 1369. For at sikre de tyske byer herredømmet i Øresund og på Skånemarkedet erobrede Hanseforbundet først København og ødelagde byen og sendte en flok nordtyske stenhuggere op for at rive borgen ned. Det gjorde de så effektivt, at den gamle bispeborg aldrig blev bygget op igen. Efterfølgende havde København fortsat brug for beskyttelse, og oven på ruinen af Absalons borg opførtes Københavns Slot, der stod færdigt i 1380’erne.

Efter Valdemar Atterdags død kom København tilbage til Roskildebispen igen. I denne periode begyndte de store opfyldninger af havnen. Fund af bl.a. bolværker viser, at Københavns Havn i 1300‑1400-tallet blev rykket ud i havnen til nordsiden af Gammel Strand og Snaregade, hvor også byens ældst kendte vejerhus blev opført i sidste halvdel af 1400-tallet. I 1343 nævnes også Byens Tårn, som i en anden kilde omtales som stentårnet foran havnen. Tårnets funktion kendes ikke, men måske var det byens toldbod ligesom i Hamburg, hvor toldboden lå på en ø foran havnen.

Sporene af gadenettets udvikling i 1300‑1400-tallet er i dag ikke lige tydelige alle steder i byen, men i løbet af perioden blev størstedelen af de gader, stræder og gyder, som nu udgør Indre By, anlagt. På det opfyldte område på den nuværende Højbro Plads blev de første stenhuse opført i 1350’erne midt imellem gaderne Højbrostræde og Store Færgestræde. Det var også under Valdemar Atterdag i 1350’erne, at vandmøllen ved stranden blev etableret i området, hvor Vandkunsten ligger i dag, og med Løngangstræde som en kombineret mølle- og voldgrav. Herudover er middelalderlige gadeforløb og husfundamenter fundet ved flere arkæologiske undersøgelser syd for Frederiksberggade, Nygade og Vimmelskaftet. Indtrykket er, at København i høj- og senmiddelalderen var præget af en urban byggeskik med lerklinede huse rejst på fodrem og syldsten, som det fx er set i Lille Kirkestræde 7. I løbet af perioden fik tegl som byggemateriale dog stigende udbredelse. Kendskabet til beboelseshusenes udseende og indretning er imidlertid ret fragmentarisk, idet de fundne spor oftest består af ildsteder, gulvlag, brønde og latriner m.m. I 1300-tallets København nævnes dog en stor gård i byens østlige ende ved navn Østergård. Men om den lå på samme grund som den senere Kong Hans’ Vingård, oplyser de skriftlige kilder intet om.

Roskildebispens Jordebog med listen over Københavns indbyggere fra ca. 1377 er som nævnt en vigtig kilde til 1300-tallets København på trods af, at den giver et ufuldstændigt billede af byens befolkning og deres erhverv, da den kun omtaler dem, som betalte jordskyld til Roskildebispen. Den næste jordebog er Københavns Jordebog over Byens Ejendomme fra 1496, og samlet giver jordebøgerne en stor mængde oplysninger om datidens indbyggere og deres beskæftigelse. Nogle har navn efter den by eller egn, de kom fra. Andre kan kendes på deres erhverv, mens andres navne igen fortæller, om de er af dansk eller udenlandsk herkomst. København vrimlede med tilflyttere, der boede side om side med københavnerne. I 1300-tallet var det primært folk fra det nordtyske område, og en del af Strøget blev frem til ca. år 1500 kaldt for Tyskemannegade. I 1400-tallet kom hollænderne og bosatte sig i det fine kvarter omkring Amagertorv.

Roskildebispens Jordebog placerer også nogle af byens bygninger. Her omtales for første gang byens rådhus, der lå syd for Vor Frue Kirke formentlig i forbindelse med byens torv, Gammeltorv. Den tætte forbindelse mellem torv, kirke og rådhus kendes fra andre danske middelalderbyer. Selv om man aldrig har lokaliseret det første rådhus, ved man, at det andet rådhus lå på hjørnet af Studiestræde og Nørregade 11, hvor den nuværende bispegård ligger. I 1479 blev rådhuset flyttet ned til sydsiden af Gammeltorv, hvor det tredje rådhus lå med sine mange ombygninger indtil branden i 1795. I byens andet rådhus blev i stedet Københavns Universitet indviet i 1479 af Christian 1. efter pavelig godkendelse, og her lå universitetet indtil Reformationen i 1536, hvor bispen og universitetet byttede plads.

I 1400-tallet omtales for første gang den gård, som i dag kendes som Kong Hans’ Vingård. En anden bevaret beboelsesbygning fra 1400-tallet er Konsistoriehuset nord for Vor Frue Kirke, der var en del af biskoppens gårdkompleks i byen. Den velbevarede gade Magstræde, der blev etableret i slutningen af middelalderen tæt på den daværende havnefront, er et af de få steder i København, hvor det, trods mange senere ombygninger af husene, endnu er muligt at fornemme den senmiddelalderlige bys trange gader. På denne tid havde kystlinjen rykket sig til den nuværende Gammel Strand og mod øst til Laksegade og Dybensgade; sidstnævnte er opkaldt efter Dybet, en sejlrende mellem Bremerholm og København, som blev fyldt op i anden halvdel af 1500-tallet. Tilsvarende opfyldninger mod vandet ses også på Slotsholmen, som også forøgede sit areal i senmiddelalderen.

De mennesker, som boede inden for voldene i middelalderens København, var ud over bispetjenere embedsmænd og aristokrater, handlende, håndværkere og fiskere, mens landsbyerne uden for middelalderbyen var befolket af bønder, som levede af landbrug. Hvordan dagliglivet så ud for byboerne, giver fundene i de affalds- og opfyldslag, der er fundet i byens historiske kerne, et indtryk af. Der findes bl.a. kasserede sko, knust køkken- og bordtøj, ødelagt legetøj m.m., som det dog har vist sig vanskeligt at knytte til en specifik gruppe borgere. Genstandene viser, at byens materielle kultur frem til begyndelsen af 1400-tallet var domineret af produkter af hjemlig og dagligdags karakter, hvorefter indslaget af luksus- og importvarer steg, formentlig pga. at byen blev kongelig residensstad.

I løbet af senmiddelalderen fik København endnu et par gejstlige institutioner. Sankt Gertruds Kapel omtales første gang i 1440’erne og det tilhørende hospital i 1524. Bygningerne skal nok søges i området omkring Pustervig bag Kultorvet. Sankt Gertrud blev nedlagt i 1530 i forbindelse med Reformationen. Sankt Gertruds Stræde bærer sit navn efter det gamle hospitalskapel. Omkring 1469 blev Helligåndskirken fra ca. år 1400 sammen med Helligåndshuset fra 1200-tallet omdannet til et Helligåndskloster, og et firfløjet anlæg blev opført på den hidtidige hospitalsgrund umiddelbart syd for Gråbrødre Kloster. Klosteret blev i 1474 anerkendt af paven. I 1497 stiftede dronning Christine og kong Hans Sankt Clara Kloster, der tilhørte franciskanernes søsterorden clarisserne. Det blev opført tæt ved Gammel Mønt nær bymuren på en af de få ubebyggede grunde inden for byens volde, der var kendt som Rosengården, og som tidligere havde fungeret som slottets urtehave. Alle byens tre klostre blev nedlagt under Reformationen.

Uden for Østervold indviede man i 1516 Sankt Annæ Kapel. Kapellet blev ødelagt under belejringen 1523‑24, hvorefter det blev lagt sammen med Sankt Gertrud i 1524 til Sankt Gertruds Hospital og Kapel. Kapellets beliggenhed kendes ikke, men forlæggeren Jens Lauridsen Wolf fortæller i 1654, at det lå mellem Nyboder og stranden ved den skibsbro, der blev kaldt Sankt Annæ Bro.

Gradvis fik flere gader navn efter de erhverv, som dominerede gaden. At erhvervene løbende skiftede gader, betød ikke, at gaderne herefter skiftede navne. Frem til begyndelsen af 1500-tallet blev Vestergade kaldt for Smedegade, hvilket stemmer fint med fundene på Rådhuspladsen efter smedehåndværk. I nærheden af Vestergade ligger Teglgårdsstræde, der har navn efter byens første teglgård, som lå i området fra sidst i 1400-tallet og til slutningen af 1500-tallet, hvor den flyttede uden for Østervold. I området har man fundet flere store lergrave under husene, hvor der er blevet gravet ler til teglproduktionen. I 1377 omtales slagterboderne i Tyskemannegade, men allerede omkring år 1400 er slagterboderne flyttet ned i Bjørnebrogade, som hurtigt skiftede navn til Kjødmangerboder, siden forvansket til Købmagergade. Slagterboderne lå nok nede ved Skindergade, som fik navn efter skinderne, der bl.a. lavede remme, handsker, sadler og hatte af skindet fra de døde dyr. Skoubogade har navn efter skomagerne og hed tidligere Skoboderne, rundt om hjørnet lå Klædeboderne, hvor klædehandlerne havde deres boder. Ved Gammeltorv lå Salt- og Stenboderne, ved Amagertorv, som har navn efter bønderne fra Amager, som kom ind og solgte deres grøntsager, lå Madboderne. På det nuværende Strøget lå det gamle Fisketorv også fra omkring år 1200, indtil det senere i middelalderen rykkede ned på Gammel Strand. Middelalderbyen havde også flere badstuer, som gav navn til Badstuestræde og til den nu forsvundne Vombadstuestræde. Arkæologiske spor af høj- og senmiddelalderens erhverv er fundet flere steder i byen, bl.a. på Kongens Nytorv, hvor store dele af en smedje er blevet udgravet, hvilket viser, at tyndt bebyggede områder i byens østlige udkant fandt anvendelse til brandfarlige erhverv. Bygningslevn flere steder bærer spor efter de iboende værkstedsaktiviteter, heriblandt den ildelugtende garverivirksomhed.

Fra naturens side havde København ingen vandløb, så borgernes egen vandforsyning bestod af brøndvand. Men alligevel fik den middelalderlige befæstning vandfyldte voldgrave med nok vand i til at drive byens vandmøller, der lå langs med voldgraven, fra Sankt Jørgens Sø, Peblingesø og Sortedams Sø, som blev opdæmmet i perioden. I 1360 omtales desuden Rosbæk Mølle, der menes at have indgået i vandforsyningen til byen, men dens beliggenhed ved Emdrup Sø er endnu ikke påvist. På Kongens Nytorv har man fundet spor efter opstemninger i voldgraven. Fra havet kunne vandet løbe naturligt ind i en del af voldgraven og derved flyttes rundt. Men da København ligger ret højt i forhold til havet, så har man nok allerede i 1200‑1300-tallet iværksat de store vandforsyningsarbejder uden for byen. Via gravede render, som den nu rørlagte Ladegårdså på Nørrebro, hentede man helt ude fra Harrestrup Å vand ind til København. Men hvordan det er foregået, kan kun arkæologien muligvis fortælle om ved fremtidige udgravninger, idet der ikke findes nogen skriftlige kilder indtil 1500-tallet om vandforsyningsarbejderne.

Mere om bebyggelse og erhverv i København

Belejringer af København i 1500-tallet

I første halvdel af 1500-tallet blev København belejret to gange. Det skete først i forbindelse med opgøret mellem Christian 2.s tilhængere og Frederik 1. og herefter under borgerkrigen efter Frederik 1.s død, Grevens Fejde 1534‑36.

Under den første belejring 1523‑24 var Københavns borgere på Christian 2.s side, og byen faldt efter belejring ved Frederik 1.s styrker under ledelse af feltherren Johan Rantzau. Efter at byen havde overgivet sig, blev Frederik 1. kronet i Vor Frue Kirke.

Næste belejring kom fra juli 1535 til juli 1536. Til støtte for Christian 2. havde København indgået alliance med Malmø og Lübeck. Byens forsvar blev ledet af borgmester Ambrosius Bogbinder og grev Christoffer af Oldenburg. Christian 3. slog lejr ved den nu nedlagte landsby Serridslev, og hans styrker lå rundt om byen; til søsiden blev byen også spærret af. En voldsom hungersnød bredte sig i byen, og til sidst overgav København sig. Den 6. august 1536 kunne Christian 3. holde sit indtog i byen.

Reformationen i København

En vigtig begivenhed i processen frem mod Reformationens gennemførelse i 1536 fandt sted på et møde mellem kongen og Rigsrådet, herredagen, i 1530. Her fremlagde prædikanter fra hele landet 43 trosartikler, den såkaldte københavnske bekendelse. Allerede året før var den reformerte præst Hans Tausen af kongen blevet kaldt til sognepræst i Nikolaj Kirke, og snart havde København fire lutherske prædikanter. Tredje juledag 1530 kogte stemningen i København over, og luthersksindede trængte ind i Vor Frue Kirke og ødelagde katolske billedskatte, mens Hans Tausen søgte at dæmpe gemytterne. Katolske institutioner stod for fald. I 1530 blev Gråbrødre Kloster og Helligåndsklosteret opløst, og munkene tvunget bort, mens Sankt Clara Kloster stadig var i funktion i 1535. Også i 1530 samledes Helligåndshospitalet, Sankt Jørgens Hospital og Sankt Gertruds Hospital og Kapel til en verdslig institution, det senere Vartov.

Efter Christian 3.s sejr og indtagelse af København blev biskop Joachim Rønnow sammen med de øvrige katolske bisper i august 1536 fængslet på Københavns Slot. Hans løsladelse trak ud, og han døde i fængslet i 1542. Efter Reformationen blev Gråbrødre Kloster revet ned, mens Helligåndskirken blev omdannet til sognekirke, og Sankt Clemens og Sankt Peders Kirker blev nedlagt. I Nørregade byttede universitetet plads med bispegården.

Skibene under Operaen

Ved opførelsen af Operaen blev der i 2001 foretaget en arkæologisk udgravning af fire skibsvrag. De tre af vragene, som er årringsdateret til 1400-tallet, var bygget af egetømmer fra træer, der var fældet i det nuværende Polen. Fartøjerne var klinkbyggede, og to af dem var ret velbevarede. Både deres køl og en betydelig del af deres skibssider var bevaret over en stor del af skibets længde. Hen over de tre middelaldervrag lå der store og små sten, og alle tre skibe har været repareret flere gange. De opfattes som godt brugte fartøjer, der er blevet fyldt med sten og sænket med forsæt.

En skriftlig kilde omtaler, at Hanseforbundet i 1428 etablerede en sejlspærring i Københavns havneområde. Forbundet forsøgte at blokere den nordlige indsejling til København med 34‑48 stenfyldte fartøjer for at gøre det vanskeligt for den danske konges krigsskibe at komme ud af havnen. Spærringen var en protest mod kong Erik af Pommerns planer om at indføre told på den last, som handelsskibe førte ind i og ud af Østersøen gennem Øresund. Meget taler for, at vragene var en del af denne sejlspærring.

Videre læsning

Læs mere om historie i Københavns Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Byhistorie