Tidslinje over middelalder til nyere tid i Kolding Kommune.

.
Harte Kirke stammer fra romansk tid og er opført i kvadersten. Den er rejst på en bakke med udsigt over Kolding Ådal. Selve tårnet har oprindelig været højere, men er blevet lavere i forbindelse med restaureringer. Tårnrummet var i perioden 1753 - 1844 indrettet som kapel for gehejmeråd Ditlev von der Lieth til Vranderupgård og hans familie.
.

I middelalderen fortsatte befolkningsvæksten, indledt i vikingetiden, og der anlagdes en lang række landsbyer. I den nordlige del af området lå landsbyerne dog tættere end i den sydlige del. Ud over korndyrkning fik studeavl en stadig større betydning gennem perioden. Også produktion af svin og fiskeri var udbredt. Pesten nåede til området omkring 1350, men synes ikke at have ført til, at landsbyer lå øde hen. Kolding voksede frem i løbet af 1100-tallet og blev grænseby mellem kongeriget og hertugdømmet. Koldinghus spillede en central rolle i udviklingen såvel politisk som økonomisk.

Administrativ inddeling

Området var i middelalderen delt mellem Kongeriget Danmark og hertugdømmet Sønderjylland/Slesvig ved Kongeå, Kolding Å og Kolding Fjord. Sognene var fordelt på to forskellige sysler og fire forskellige herreder. Alle sogne nord for Kongeå og Kolding Fjord hørte til Almind Syssel, mens sognene syd for Kongeå hørte til Barvid Syssel. De østligste sogne i Almind Syssel (Almind, Nørre Bramdrup, Eltang, Harte, Nørre Bjert, Sønder Vilstrup, Vester Nebel og Viuf) lå i Brusk Herred, mens de vestligste (Hjarup, Jordrup, Lejrskov, Skanderup og Vamdrup) hørte til Andst Herred. Alle hørte de i senmiddelalderen under Koldinghus Len. Syd for Kongeå hørte de nordligste sogne til Nørre Tyrstrup Herred (Dalby, Hejls, Sønder Bjert, Sønder Stenderup, Taps, Vejstrup, Vonsild, Ødis og Seest). De sydligste sogne hørte til Sønder Tyrstrup Herred (Aller, Frørup, Stepping og Tyrstrup). Alle hørte i senmiddelalderen under Haderslev Len.

I kirkelig henseende hørte alle sogne i Brusk og Andst Herreder til Ribe Stift, mens sognene i hertugdømmet hørte til Slesvig Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

I den tidlige middelalder fortsatte den befolkningstilvækst, hovedsagelig i den nordlige del af kommunen nord for Kolding Fjord, der var indledt i løbet af vikingetiden. Der blev anlagt mange nye landsbyer, og der rejstes omkring 20 stenkirker.

På nær nogle enkelte ældre navne i den nordligste og sydligste del af kommunen er området i høj grad præget af landsbyer med stednavne, der var almindelige i vikingetiden og den tidlige middelalder. Der er mange torpnavne, og deres udbredelse peger i retning af, at området på begge sider af Kolding Fjord samt længst mod vest i kommunen blev præget af nyanlagte bebyggelser i løbet af vikingetiden. Syd for Kongeå lå det store skovområde Farrisskoven, som strakte sig i et ca. 11 km bredt bælte fra Lillebælt mod øst og frem til Farup nær Ribe mod vest. I løbet af vikingetiden og den tidlige middelalder blev skoven langsomt ryddet, og jorden inddraget til landbrugsjord. Landsbystrukturen syd for Kolding blev derfor præget af Farrisskoven, idet der var længere mellem de middelalderlige landsbyer og sognekirker, der lå inden for Farrisskoven, end uden for. Nord for skoven samt i den sydligste del af kommunen lå landsbyerne tættere.

Pesten fra midten af 1300-tallet og den efterfølgende krise synes ikke at have ført til omfattende nedlæggelse af landsbyer. Dog er der efterretninger om en nedlagt kirke, Højrup Kirke. Den skal have ligget i nærheden af Ødis og Stepping ude i det område, hvor Farrisskoven havde ligget, men er aldrig lokaliseret. Da den ikke omtales i senmiddelalderlige kilder, er den sandsynligvis nedlagt i 1300-tallet.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

En af de vigtigste veje var den nordsyd-gående Hærvej, også kaldet Oksevejen. I området løb den oprindelig fra Jelling og passerede Kongeå ved det kongelige voldsted Skodborghus i den nuværende Vejen Kommune. Men fra 1100-tallet og med de store oksetransporter i 1400-tallet gik vejen igennem den nuværende Kolding Kommune. Den passerede Almind Ådal, vest om Bramdrup, og gik forbi Surkær Å ved Rådvad og mod Harte. Herfra kunne man fortsætte ind til Kolding, sydpå ned i hertugdømmet, vestpå mod Ribe eller til færgestedet Middelfart. Syd for Kolding førte vejen over Vonsild mod Sjølund, Hejls og Aller til Haderslev.

Arkæologiske spor peger på, at Fjællebro, hvor en berømt kampestensbro fra 1700-tallet står i dag, var et vadested i middelalderen. Ligeledes er der kendskab til, at Kær Mølleå på grænsen mellem Aller og Vejstrup Sogne blev passeret ved et vadested.

Der er fundet en del spor af Kolding og Kolding Fjords betydning som knudepunkt i søfarten mellem Ribe i vest og Østersøområdet. De mest betydningsfulde fund er Eltangskibet, en nordisk skibstype, der er fundet i Eltang Vig i 1942, og som er årringsdateret til ca. 1138-ca. 1158, og Koldingkoggen, der er fundet på 3 m’s dybde i den inderste del af Kolding Fjord. Koldingkoggen er årringsdateret til kort efter 1190, omtrent samme tidspunkt, som Kolding blev etableret som købstad.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Området er præget af både at have en kontinuerlig bebyggelse fra ældre jernalder igennem vikingetiden til middelalderen, og at der i den tidlige middelalder blev anlagt en lang række nye landsbyer. Området var delt i to, med Kongeriget Danmark og hertugdømmet Sønderjylland/Slesvig, og blev præget af de forskellige vilkår, der i løbet af middelalderen udviklede sig i de to områder. På begge sider lå der landsbyer med et forholdsvis stort antal gårde, men afstanden mellem landsbyerne var betydelig større syd for end nord for. Det kuperede terræn i området, som gennemskæres på kryds og tværs af åer, vandløb og dybe dalstrøg, har sat sit naturlige præg på bebyggelsesmønsteret. Landsbyerne er således især anlagt på de højtliggende moræneflader, men i tilknytning til vandløb. Den middelalderlige byggeskik var præget af enskibede huse, til dels med udskud og med enten buede eller rette vægge. De buede vægge forsvandt dog i løbet af tidlig middelalder. Kendetegnende for byggestilen igennem middelalderen er brugen af jordgravede stolper, som man fortsat benyttede ind i 1600-tallet.

På morænejorden, der omfatter størstedelen af kommunen, dyrkede bønderne hovedsagelig byg og havre, mens rug og efterhånden også boghvede fik betydning på den magreste jord længst mod vest. Igennem middelalderen og i takt med okseeksportens stigende betydning kom studeavlen til at spille en stadig større rolle for bønderne, således at landbrugsområder, der lå hen i græs, blev udvidet. Dette skift indebar bl.a., at der i senmiddelalderen måtte importeres byg og havre til området, hovedsagelig fra øerne syd for Fyn. Mange bønder i landsbyerne opdrættede okser, der blev solgt til de store oksehandlere i bl.a. Haderslev og Kolding. I et mindre omfang gjaldt det også heste, og stort set alle gårde havde også en vis mængde får gående på græsningsarealerne. Stort set overalt var der områder med skov, der skabte grundlag for en vis produktion af svin. Terrænet indbød også til mølledrift, og arkæologiske spor heraf er fundet ved Drenderup Bæk nær Ødis, hvor der er udgravet en lille vandmølle med underfaldshjul. Den er årringsdateret til 1341.

Overalt blev der fanget fisk i de mange åløb og søer, men helt særligt var bønderne på begge sider af Kolding Fjord igennem middelalderen stærkt involveret i fiskeri i fjorden og sildefiskeriet i Østersøen.

Der er kun ét sted i kommunen efterretninger om, at der har eksisteret en handelsplads i den tidlige middelalder. Ved udløbet af Kær Mølleå i Hejls Nor lå Kobbersted (»Købmandssted «), som nævnes i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Stednavnet antyder, at der her kan have ligget en handelsplads. På stedet er fundet en træstolpe, som er årringsdateret til 1136.

Byen Kolding opstod i bunden af Kolding Fjord i løbet af 1100-tallet. Byen voksede frem som havn på en transitrute over land mellem Østersøen og Vesterhavet. Vejen mellem Ribe og Kolding havde middelalderen igennem stor betydning. Men det var etableringen af hertugdømmet lige syd for Kongeå, Kolding Å og Kolding Fjord i løbet af 1100-tallet, der fik størst betydning for byen. Den blev grænseby mellem kongeriget og hertugdømmet og kom igennem middelalderen med sin borg Koldinghus til at spille en stadig større rolle som knudepunkt i de mange typer forbindelser og konflikter mellem de to områder. Mange politiske aftaler blev indgået på Koldinghus. Samtidig kom den voksende oksehandel, hvor Kolding (sammen med Ribe og Assens) var det kongerigske toldsted, til at spille en markant rolle for byens og omegnens økonomi. Mange af byens borgere handlede med okser, og byens funktion som hjemsted for en central borg i kongeriget sikrede det økonomiske grundlag for en række håndværkere. Men byens placering på grænsen begrænsede også dens muligheder, idet byens købmænd fra senmiddelalderen havde eneret på handel med bønderne i Koldinghus Len, altså nord for fjorden. Handelen med bønderne syd for fjorden var derimod i princippet forbeholdt købmændene i Haderslev.

Koldinghus fik stor betydning for udviklingen i den kongerigske del, hvor der ikke var mange herregårde, idet Koldinghus efterhånden erhvervede langt det meste gods nord for Kongeå. Den hertugelige del var derimod præget af flere store og små herregårde helt op til anden halvdel af 1500-tallet.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Skattefund

Ved Almind Hule blev i 1845 fundet en møntskat bestående af 59 mønter, heriblandt 27 franske turnoser og 32 engelske sterling. Skatten blev nedlagt i de urolige årtier ved 1300-tallets midte.

Videre læsning

Læs mere om historie i Kolding Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder