Ved indgangen til middelalderen var store dele af området bebygget, men først efter omkring år 1200, da vendertruslen var ovre, blev kystområderne opdyrket og bebygget. Den frugtbare jord har muliggjort en intensiv dyrkning med fire- eller femvangsbrug. Dertil kom muligheder for fiskeri. I middelalderen opstod i alt tre større byer, Nakskov, Rødby og Maribo, sidstnævnte i tilknytning til et birgittinerkloster. Derudover lå der flere borge i området.
Kalkmalerier fra ca. 1400 i Tirsted Kirke. Af Nana Reimers/Trap Danmark, 2021.
Begrænset anvendelse
Middelalderen i Lolland Kommune
Tidslinje over middelalderen til år 2000 i Lolland Kommune.
I Tirsted Kirke findes en lang række kalkmalerier fra ca. år 1400. På dette udsnit ses en mand i gabestok og en, der bliver hængt. Kalkmaleriet skal illustrere en historie fra »Esters Bog« i Det Gamle Testamente med kong Ahasverus med sværd, der troner som dommer, Mordokaj, som uretmæssigt er blevet sat i gabestok, og Haman, kongens rådgiver, der er skyld i Mordokajs situation og efterfølgende bliver hængt. De bibelske personer er iklædt tøj som almindelige folk i datiden, adelsmænd blev hverken hængt eller sat i gabestok, og kalkmaleriet giver et indblik i straffemetoder i senmiddelalderen.
Administrativ inddeling
Lolland Kommune bestod ved udgangen af middelalderen af 50 sogne, inklusive de tre købstæder Nakskov, Maribo og Rødby. Øerne Fejø, Femø og Askø udgjorde et fælles sogn med hovedkirke på Fejø, hvorfra Femø og Askø udskiltes i løbet af 1500-tallet. Til kommunen hørte samtlige sogne i de tre herreder Fuglse, Lolland Nørre og Lolland Sønder samt yderligere to sogne i Musse Herred (Maribo og Hunseby). I senmiddelalderens kongelige forvaltning lå Lolland Nørre og Sønder Herred til Ravnsborg Len, mens Fuglse og de to sogne i Musse Herred hørte til Ålholm Len. I kirkelig henseende indgik hele kommunen i Odense Stift.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Mens jernalderens befolkning at dømme efter stednavneendelserne (her primært -inge, -lev og -sted) især har foretrukket kommunens indre områder mod nordvest, omkring den inderste del af Nakskov Fjord og strækket mellem Rødby Fjord og Maribosøerne, blev hovedparten af de resterende områder bebygget i løbet af vikingetiden (med landsbynavneendelserne -by, -lunde, -marke, -tofte og -ager). Dog synes et flere kilometer bredt bælte langs kysten at have ligget bebyggelsesløst og skovdækket hen til halvvejs op i middelalderen, hvilket formentlig skal finde sin forklaring i Lollands udsatte beliggenhed for angreb fra søsiden fra først passerende vikinger og siden vendere, en trussel, der først for alvor blev stoppet i Valdemarstiden omkring år 1200. Først herefter begyndte kommunens kystområder at blive opdyrket og bebygget, især langs Nakskov Fjord og på nordkysten. Denne relativt sene bebyggelsesudvidelse kan være en del af forklaringen på, at Lolland Kommune har en af de laves te koncentrationer af -torp-navne på Øerne. Da andelen af -torp-navne derimod er ganske gennemsnitlig på Østlolland og Falster, der har været lige så udsatte for venderangreb, kan dette dog ikke være hele forklaringen. Middelalderens bebyggelsesvækst i Lolland Kommune er primært sket med navnetyperne -bølle, -tved og -rød samt diverse naturnavneendelser. Som et for Danmark helt unikt fænomen findes desuden langs sydkysten en lille gruppe navne med en fra udlandet indført endelse, -itze, fx Tillitze, Ulitze, Revitze og Kuditze, der vidner om vendisk bosættelse formentlig i 1000- til 1200-tallet. Denne synes også at ligge bag landsbynavnet Vindeby.
Billedet af en relativt sen befolkningstilvækst i middelalderen understøttes til dels af kirkebyggeriet, idet mere end halvdelen af kommunens landsognekirker først er blevet opført i 1200-tallet eller endog senere, hvilket er atypisk sent for Øerne. Det kan endvidere noteres, at usædvanlig få af kirkerne er blevet udvidet i løbet af senmiddelalderen, hvilket kan forklares med deres sene opførelse. Men det tyder også på, at der efter 1300-tallet kun er sket en relativt begrænset befolkningstilvækst.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Området havde ved middelalderens udgang relativt mange store landsbyer (med over 20 gårde), især ude langs kysterne, hvor de store landsbyer nærmest har ligget i bælter. Længere inde i landet og omkring de store fjorde ved Nakskov og Rødby har der også været en del små landsbyer (med 3-10 gårde). Kommunen har haft en del middelalderlige herregårde, gennemgående en til tre pr. sogn, hvoraf mange stadig eksisterer.
I kommuneområdet findes de mest lerholdige jorder i hele riget, hvilket har haft stor betydning for middelalderens landbrugsmuligheder. De lollandske lerjorder er med deres høje kalkindhold ekstremt frugtbare og kan give højt udbytte, men de har samtidig været tunge og ofte vandlidende og dermed vanskelige at opdyrke for middelalderens bønder. Dette er formentlig årsagen til, at gennemgående blot 15-45 % af ejerlavs jorderne har været opdyrket, hvilket er i den lave ende af, hvad man normalt finder på slette- og lerjorder på Øerne. Den jord, der blev taget under plov, blev til gengæld dyrket og udnyttet mere intensivt.
Hvor man næsten alle andre steder på Øerne dyrkede jorden i trevangsbrug, hvor en tredjedel af ageren hvilede hvert år, lod man som det eneste sted i landet her – senest fra engang i senmiddelalderen – jorden dyrke i fire- eller femvangsbrug, hvilket betød, at kun 20-25 % af agerjorden lå brak. Det var endvidere kun her, at man i tilknytning til middelalderens sædvanlige byg- og rugdyrkning også havde en betydelig produktion af hvede og ærter.
I skovene Rosningen og Rørmark findes eksempler på de smalle, højryggede agre fra middelalderen. De opstod, når der blev pløjet på tværs af skråninger fra renderne mellem agrene ind mod midten af den smalle ager, så regnvand kunne dræne væk i renden mellem agrene.
Med den lange kyststrækning har fiskeri udgjort et oplagt supplement til landbrugsindtægterne for bønder i kystsognene. Et større internationalt sildefiskeri fandt i senmiddelalderen et handelsmæssigt centrum på den lange odde Albuen ved sydsiden af Nakskov Fjord, hvor fiskere og købmænd fra især Lübeck og Rostock årligt kom til i betydeligt antal, og hvorfra de også bedrev handel med de vestlollandske bønder, til stor fortrydelse for købstæderne.
Betydningen af handelsnetværket over Østersøen illustreres tydeligt af 1400-tals møntskatten fra Gåsetorvet i Nakskov, der stammer fra en af de middelalderlige købmandsparceller i Vejlegade. Næsten halvdelen af mønterne kom fra Lübeck, en fjerdedel fra Hamborg, mens den sidste fjerdedel kom fra andre nordtyske hansestæder. Kun 12 af 941 mønter var danske.
Lolland Kommune husede tre købstæder i middelalderen. Størst var Nakskov, der synes begyndt i 1100-tallet som et fiskerleje på nordsiden af det inderste af det store, forgrenede fjordsystem. I begyndelsen af 1200-tallet udviklede Nakskov sig til en kongeligt privilegeret købstad, hvor byen lå praktisk ud til havet, men samtidig var beskyttet af fjordens vanskelige indsejling. Fra den snart betydelige købstad kunne bedrives fiskeri i og uden for fjorden, og der blev handlet med især lybske købmænd med varer fra det frugtbare landbrugsopland.
Kommunens to andre købstæder har en noget anderledes baggrund. Rødby var egentlig bare en traditionel bondelandsby, der med sin beliggenhed ud til kysten i den nu inddæmmede Rødby Fjord blev udvalgt som overfartssted for den kongelige trafik fra Danmark over Femern Bælt til Holsten. Først ved middelalderens slutning fik byen diverse kongelige privilegier med fx egen handelstrafik. Også Maribo var indtil begyndelsen af 1400-tallet en ordinær kirkelandsby ved navn Skimminge, indtil der i 1416 anlagdes et kloster af birgittinerordenen. Straks fra grundlæggelsen fik klosteret kongelige privilegier til at anlægge en tilknyttet købstad, som kunne servicere klosteret og dets mange pilgrimsgæster.
Befæstninger, bavnehøje, spærringer og broer var primært strategisk anlagt på steder, hvor det var muligt at kontrollere færdslen og transport af mennesker og varer mellem landsbyerne til vands og til lands. Dog var ingen af kommunens middelalderkøbstæder decideret befæstede. Af egentlige middelalderborge havde kongemagten i højmiddelalderen en befæstning kaldet Refshaleborg på Borgø i Søndersø ved Maribo. Denne borg blev angrebet og ødelagt i 1256, muligvis på Odense bispens foranledning for at stække kongens magt på Lolland. Af senmiddelalderens borge må først og fremmest nævnes Ravnsborg, der menes anlagt af den holstenske grev Johan den Milde i 1330’erne og under kong Valdemar Atterdag blev kongeligt lenshovedsæde for øens vestlige halvdel. I ca. 1510 afløstes Ravnsborg af et nyt stort kongeligt anlagt borgprojekt, Engelsborg, på den lille Slotø i Nakskov Fjord med eget skibsværft for flåden, men det holdt kun til 1523.
Pælespærringen ved Hominde i Rødbyfjord bekræfter middelalderhistorikeren Saxos udsagn om, at lollikkerne spærrede bugter og vige af med pæle for at forsvare sig mod venderne i 1100-tallet. Også ud for Ravnsborg Voldsted på Nordlolland har der været pælespærringer.
Til kommunens område hørte i middelalderen en stor mængde ubeboede holme i såvel fjordene som langs de åbne kyster. Af større småøer skal fremhæves Fejø, Femø og Askø i Smålandsfarvandet. Øerne var i kronens ejendom, hvor Kong Valdemars Jordebog fra 1231 beretter, at der var kongelige huse på alle tre øer, og at der kunne jages kronhjort på Fejø og Femø. Da Fejø oprindelig hed Fæø, tyder det tillige på, at øen har været anvendt til kreaturhold, og eftersom en kirke i almindelig sognekirkestørrelse er blevet opført på øen allerede i 1200-tallet, må det tages til indtægt for en vis bondebefolkning allerede da.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Lolland Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Lolland Kommune
- 1536-1850 i Lolland Kommune
- 1850-1920 i Lolland Kommune
- 1920-1970 i Lolland Kommune
- 1970-2007 i Lolland Kommune
Se alle artikler om Middelalderarkæologi
Se alle artikler om Middelalder
