I tidlig middelalder oplevede området en befolkningsvækst, der bl.a. førte til anlæggelse af nye bebyggelser. Pest og krise i senmiddelalderen ramte antagelig ikke området særlig hårdt i modsætning til det øvrige Nordsjælland. Hovederhvervet var landbrug, i øst suppleret med mulighed for kystfiskeri. Langs Mølleå lå flere møller, der blev brugt til kornmaling.

Administrativ inddeling

Den nuværende Lyngby-Taarbæk Kommunes areal er stort set identisk med det middelalderlige Lyngby Sogn. En enkelt undtagelse er den sydlige del af Geelskov, der i 1600-tallet hørte til Lyngby Sogn. Sognet hørte under Støvnæs Herred, som efter 1520 kaldtes Sokkelund Herred. Herredets tingsted kendes dog fra 1300- og 1400-tallet som Sokkelund. Administrativt hørte herredet under Københavns Len, der siden slutningen af 1100-tallet tilhørte Roskildebispen. Landsbyen Lyngby var krongods, og dette ejerforhold gav bebyggelsen navnet Kongens Lyngby. I gejstlig henseende lå den nuværende kommune i Sjællands Østersyssel, der også hørte under kirken i Roskilde.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Flere af kommunens bebyggelser kan føres tilbage til den tidlige middelalder: Lyngby, Virum og Lundtofte. Herudover peger mindst to bebyggelser med endelsen »-rup«/»-strup« (»-torp«) på udflytning og nyanlæggelse under den højmiddelalderlige kolonisations- og bebyggelsesekspansionsfase og vidner om en befolkningstilvækst i løbet af 1100‑1200-tallet. Væksten har ikke været større, end at hele området stadig kunne betjenes af kirken i Lyngby alene.

Den ældste del af landsbyen Lyngby har antagelig ligget omkring den markante kirkebakke med vadested over Mølleå, og landskabet har tydeligvis haft indflydelse på bosættelsens placering og strukturering. Landsbyen har fra et tidligt tidspunkt tilhørt kongen. Den romanske sognekirke kan føres tilbage til 1100-tallet og tyder på, at området her var ressourcestærkt, hvilket muligvis kan knyttes til placeringen ved Mølleå. Arkæologiske fund indikerer dog, at bebyggelsen har holdt sig inden for området omkring kirkebakken igennem hele middelalderen. Fundet af en møntskat bestående af 26 mønter præget af kong Valdemar den Store, ca. 1160, som blev fundet på Lyngby Kirkegård i 1807, afspejler dette forhold.

Lyngby Sogn ser ud til at være gået forholdsvis fri af senmiddelalderens krise, der ellers anses for at have været særdeles voldsom i det nordøstsjællandske område. Roskildebispens Jordebog fra ca. 1370 opregner ingen ødegårde for de landsbyer i sognet, hvor bispen havde gods. En enkelt undtagelse er dog Bilstrup, men der hersker tvivl om, hvorvidt denne bebyggelse hørte til middelalderens Lyngby Sogn. I hhv. 1348 og 1460 henførtes landsbyen til Lyngby Sogn, men ifølge Roskildebispens Jordebog hørte den til Gentofte Sogn, og jordebogen opregner to ødegårde der. Bilstrup ser ud til at være forsvundet i løbet af middelalderen, muligvis som en konsekvens af den senmiddelalderlige krise, herunder pesten. Sognekirken i Lyngby viser flere tegn på senmiddelalderlig byggeaktivitet i form af om- og tilbygninger, der oftest tolkes som et tegn på en frigørelse af ressourcer som følge af et fald i befolkningstallet mellem ca. 1350 og 1450.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Mølleås vandkraft har været udnyttet siden middelalderen, og langs åen opstod nogle af Danmarks tidligste industriforetagender. Ved Mølleås udløb i Øresund ligger Strandmøllen, hvor der fra 1599 og frem til i dag har ligget mølle- og industrivirksomhed.

.

Hovederhvervet i middelalderen var landbrug. I løbet af perioden anlagdes flere møller langs Mølleå, der dengang var kendt under navet »Lughn« med betydningen »vindstille, ro eller sted, hvor vandets overflade er blank«. Roskildebispens Jordebog nævner fem møllesteder, som faldt under bispens gods: »molendinum Lughna«, muligvis Lyngby Mølle, Langsøbjergs, senere Hjortholm og nu Frederiksdals Mølle, Brede Mølle, Ørevads, senere Ørholm, Mølle og Brændemølle, som muligvis kan være identisk med Fuglevadsmølle eller med den senere Stampen. I 1492 var Fuglevad og Lyngby Møller krongods. Middelalderens møller var kornmøller og gav oftest et større økonomisk udbytte. Deres afgifter til Roskildebispen betaltes i både mønt og naturalier og vidner om overgangen til pengeøkonomi.

Bispens møller blev administreret fra Hjortholm ved Furesø, hvor Roskildebispen i midten af 1200-tallet havde anlagt en borg, der kom til at udgøre centrum for forvaltningen af Roskildekirkens gods i det nordsjællandske område, og stedets betydning strakte sig således langt ud over den nuværende Lyngby-Taarbæk Kommunes grænser. Flere biskoppelige diplomer blev udstedt fra Hjortholm og vidner om, at Roskildebispen må have opholdt sig der fra tid til anden. Den 14. april 1512 døde biskop Johan Jepsen Ravensberg der, men ellers hørte borgen under bispens høvedsmand. Lensmanden Peder Godske (Bielke) til Lidemark forsvarede borgen under Grevens Fejde 1534‑36, da borgen blev ødelagt og overdraget til grev Christoffer d. 1. maj 1535. Den blev ikke siden genopbygget. I senmiddelalderen og muligvis tidligere fandt der i området teglbrænding sted i tilknytning til byggearbejder på borganlægget ved Hjortholm.

Fiskerlejet ved Taarbæk ser ikke ud til at være opstået før 1600-tallet, men kystfiskeri i området har sandsynligvis fundet sted også i middelalderen. Nær Virum, ved skellet til Frederiksdal, forekommer marknavnet Snekkestykkerne. Snekkenavne tolkes typisk som dannet i forbindelse med skibsaktivitet i vikingetiden eller middelalderen og derfor som lokale havne.

I middelalderen administreredes landsbyen Virum også fra Hjortholm som en del af bispegodset. Virum er nævnt i flere pavebreve fra slutningen af 1100-tallet. Disse stadfæster, at ærkebiskop Absalon til overdragelse efter sin død havde skænket borgen Havn (København) med tilliggende gods i omkringliggende landsbyer, som kong Valdemar den Store havde overdraget ham. I de senere af disse breve specificeres det, at Virum var en storgård med tilhørende gods.

Nær Lyngby Mølle lå den senere nedlagte landsby Møllestrup, som i 1377 også tilhørte Roskildebispen. I 1417 hørte bebyggelsen, der nu havde form af en enkeltgård, imidlertid under Københavns kapitel, som mageskiftede den tilbage til Roskildebispen for to gårde i Brøndbyøster.

En anden, nu forsvunden bebyggelse er landsbyen Stokkerup på Eremitagesletten.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Lyngby-Taarbæk Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder