I begyndelsen af middelalderen var bebyggelsen især koncentreret inde i landet, antagelig fortsat af frygt for angreb fra søsiden; fra 1200-tallet blev der dog også anlagt landsbyer i kystområder. Senmiddelalderen var præget af landindvinding og befolkningsvækst. Nykøbing S fik købstadsrettigheder i perioden, men forblev en lille købstad. Bispeborgen Dragsholm stammer fra begyndelsen af 1200-tallet og fik et stort jordtilliggende.
Kalkmalerierne i Højby Kirke fra ca. 1380 viser i koret en dramatisk fremstilling af forløbet af Dommedag. Af Nana Reimers/Trap Danmark, 2020.
Begrænset anvendelse
Middelalderen i Odsherred Kommune
Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Odsherred Kommune.
I Rørvig Sandflugtsplantage står Kongestenen, rejst i 1949, der skal markere, at der her i området har ligget et tingsted, Isøre Ting. Der er dog stadig usikkerhed om, hvor selve tingstedet lå i middelalderen. Det omtales af Saxo som rigets øverste myndighed og det sted, hvor kongerne Harald Hen og Niels blev kronet, hvilket skete i hhv. 1074 og 1104. Ifølge Saxo var det også på Isøre Ting, at kristendommen blev indført; denne oplysning er dog senere helt tilbagevist.
Kalkmalerierne i Højby Kirke fra ca. 1380 viser i koret en dramatisk fremstilling af forløbet af Dommedag. Her ses bl.a. indvarslingen af Dommedag, hvor de døde står op af deres grave, hvordan de fortabte føres direkte i helvedesgabet og som her en sjælevejningsscene. Ærkeenglen Mikael står med en vægt for at afgøre, om sjælene ud fra deres gerninger skal til Helvede eller Himlen. En djævel forsøger at presse vægtskålen ned til sin side, selv om Mikael prøver at presse vægtarmen til den gode side ned. Frygten er fremherskende, den lille sjæl må rive sig selv i håret. I modsætning til mange andre dommedagsfremstillinger i kirker er der ingen beskrivelse af Paradis. Bemærk, hvor elegant englens vinger er malet.
Administrativ inddeling
Den nuværende Odsherred Kommune var i middelalderen inddelt i tolv sogne, heraf udgjorde købstaden Nykøbing sit eget sogn. Dertil har bispeborgen Dragsholm, der havde sit eget slotskapel, tilsyneladende ofte stået uden for sognestrukturen. Kommunens navn afspejler, at området har udgjort en administrativ enhed i form af Ods Herred, men i middelalderen hørte de to sydligste sogne, Vallekilde og Hørve, til naboherredet Skippinge. Hele området lå under Kalundborg Len. I kirkelig henseende indgik det i Roskilde Stift.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Ods Herred var før afvandingen af Lammefjord fra 1873 nærmest at betragte som en ø, idet Lammefjord næsten helt adskilte herredet fra resten af Nordvestsjælland, hvortil der kun var landforbindelse via en smal og stærkt kuperet, skovklædt landtange mod vest. Såvel landsbyernes konkrete beliggenhed som kirkebyernes placering i deres respektive sogne viser tydeligt, at befolkningen ved indgangen til middelalderen så vidt muligt undgik de kystnære områder ud mod Sejerø Bugt, Kattegat og Isefjord; et billede, der fortsætter helt frem til ind i 1200-tallet. I alle sognene ligger de gamle landsbyer så langt inde i landet eller inderst i de indre fjordarme, som geografien har givet mulighed for. Mens kommunens øvrige middelalderkirker næsten alle kan dateres til 1100-tallet (Fårevejle muligvis først 1200‑50), så er de to mest kystudsatte landsognekirker længst mod nord (på Odden og i Rørvig) først opført i perioden 1250‑1350.
En oplagt forklaring på dette synes at være frygt for angreb fra søsiden, herunder fra venderne. Da vendertruslen endelig endte omkring år 1200, kunne man også begynde at rydde skov og anlægge landsbyer ud mod kysterne. Det samme gjaldt også andre steder i Østdanmark, men få områder havde så stor en kystlinje i forhold til arealet som her, så i den senere Odsherred Kommune lå der et ekstraordinært stort potentiale og ventede på at blive udnyttet. De særegne forhold gør, at der næppe noget andet sted i Danmark findes så mange torp-landsbyer (med endelserne -rup, -strup og -drup) som i Odsherred (48 % af alle kendte middelalderbyer). Langt hovedparten af disse må være kommet til i 1200- og 1300-tallet, og mere end traditionelle udflytterbebyggelser kan de her betragtes som deciderede kolonisations- og skovrydningstorper i hidtil ubeboede kystområder. Senmiddelalderens landindvinding synes ledsaget af en betragtelig befolkningstilvækst, især i højlandssognet Fårevejle og de to Isefjordsnæssesogne Grevinge og Egebjerg, der alle måtte lade kirkeskibene udvide i perioden 1350‑1500.
Til trods for den sene og ekstremt store torpanlæggelse er kommunen præget af relativt få landsbynedlæggelser før 1682. Nogen generel senmiddelalderlig affolkning bærer kommunen på ingen måder præg af, tværtimod.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Bebyggelsen udviklede sig i løbet af middelalderen således, at især de gamle landsbyer overvejende blev ganske store (ofte over 20 gårde), mens de mange højmiddelalderlige torper, overvejende fra efter ca. år 1200, typisk forblev ganske små (under 10 gårde, ofte blot 2‑3 gårde). Befolkningstilvæksten i området i høj- og senmiddelalderen afspejler sig også i talrige detektorfund.
I mange af sognene fandtes mindst én middelalderlig herregård, i Vallekilde, Asnæs, Vig og Højby endda tre eller flere. Ved Asnæs er der således fundet spor af en stormandsgård fra 1100-tallet. Udgravninger på stedet har afsløret to kældre bygget i granitkvadre tæt på kirken. Kælderkonstruktionerne var så kraftigt bygget, at de antages at have været en stensat bygning.
Undersøgelser af anløbspladsen Stubberup viser, at den fra jernalderen til ind i middelalderen blev benyttet til landing af varer til videre handel. På stedet er der fundet nedgravede tidlig middelalderlige arbejdshytter anvendt til tekstilproduktion og fremstilling af bengenstande. Spor efter huse, affaldsgruber og ildsteder peger desuden på, at stedet har været beboet. Fund ved Nakke viser, at der også her har ligget en ladeplads.
Nordligst i kommunen, på sydvestsiden af indsejlingen til Isefjord, lå fra vikingetiden en god naturhavn ved Isøre, hvor ledingsflåden samledes fra hele riget, og hvor i hvert fald et par kongevalg, Harald Hen i 1074 og Niels i 1104, er blevet stadfæstet. Isøretingets reelle status og konkrete beliggenhed er omdiskuteret, men det har været et praktisk nationalt mødested med sin maritime placering omtrent midt i datidens kongerige. Velsagtens i forbindelse med havn og tingsted, men længere inde i fjordløbet, opstod senest i løbet af 1200-tallet en markedsplads eller handelsby, der fra begyndelsen af 1300-tallet kendes som Nykøbing. Mens byens økonomi fra begyndelsen primært synes baseret på sildefiskeri, fik den i løbet af senmiddelalderen større betydning for udskibning af korn og kreaturer fra baglandet. Nykøbing S forblev en af landets mindste købstæder, hvilket kan hænge sammen med, at byen i middelalderen i politisk og administrativ henseende bestandigt stod i skyggen af den store bispeborg Dragsholm. Borgen blev formodentlig opført i begyndelsen af 1200-tallet og var omkring 1370 hovedsæde i et stort godslen under Roskildebispen, der i praksis nærmest var enerådende myndighed i senmiddelalderens Odsherred, såvel politisk som økonomisk. Selv det krongods, som kongen formelt besad i området, var som regel pantsat eller bortforpagtet til bispestolen.
Der har været let adgang til at supplere det traditionelle landbrug med fiskeri i såvel havet som fjordene; omfanget heraf viser sig dog sjældent i kilderne. Af disse fremgår det derimod, at det både terræn- og jordbundsmæssigt noget varierede landskab generelt bød på de bedste agerbrugsbetingelser på fjordnæssene og inde omkring Højby. Agerbruget var de fleste steder baseret på det traditionelle trevangsbrug, hvor byg og havre var de vigtigste afgrøder. Dertil dyrkedes mange steder også boghvede og ærter; sidstnævnte tilsyneladende i atypisk store mængder især omkring Lammefjord, hvilket kan skyldes, at den kalkelskende afgrøde her nød godt af den lette adgang til store mængder muslingeskaller langs fjordkysten, som bønderne kunne anvende til jordforbedring. Af Roskildebispens Jordebog fra ca. 1370 fremgår det, at mange af bispens fæstebønder havde opstaldet en »jernko«, en form for lejet malkeko, der var ejet af Dragsholm, men hverken smør eller kødkvæg synes at have været en væsentlig landgildeydelse i området. Derimod har biskoppen modtaget en del lam i den årlige fæsteafgift.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Videre læsning
Læs mere om historie i Odsherred Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Odsherred Kommune
- 1536-1850 i Odsherred Kommune
- 1850-1920 i Odsherred Kommune
- 1920-1970 i Odsherred Kommune
- 1970-2007 i Odsherred Kommune
Se alle artikler om Middelalderarkæologi
Se alle artikler om Middelalder
