Middelalderen i Ringkøbing-Skjern Kommune

Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Trap Danmark.

Licens: Begrænset anvendelse

Selv om nogle landsbyer gik tilbage til tidlig middelalder, opstod der i højmiddelalderen en lang række nye landsbyer som følge af befolkningsvækst. Denne blev dog bremset af pest fra midten af 1300-tallet. Hovederhvervet var landbrug, og eksport af først heste, siden okser spillede en vigtig økonomisk rolle. Ringkøbing og Skjern kendes begge fra middelalderen. Ringkøbing fik købstadsrettigheder i perioden, men byen forblev dog lille.

Administrativ inddeling

Den nuværende kommune bestod af tre middelalderlige herreder, Nørre Horne Herred (indtil omkring år 1300 en del af det større Horne Herred), Hind Herred og Bølling Herred. Mens Nørre Horne Herred i den tidlige middelalder hørte under Vardesyssel, hørte både Hind og Bølling Herreder da under Hardsyssel. I senmiddelalderen var Nørre Horne Herred sammen med Øster Horne Herred et selvstændigt len, indtil det i 1527 kom under Koldinghus Len, hvor det forblev indtil 1579. Hind Herred udgjorde i senmiddelalderen sammen med Vandfuld og Ulfborg Herreder et selvstændigt regnskabslen. I perioden 1523‑49 hørte det under Riberhus Len. Bølling Herred derimod hørte i senmiddelalderen under Lundenæs Len. I kirkelig henseende lå hele den nuværende kommune under Ribe Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

I forbindelse med den højmiddelalderlige befolknings- og bebyggelsesekspansion opstod der en række landsbyer, som typisk kan kendes på stednavneendelser som -ris, -tved og -rød. I perioden rejstes også en lang række kirker; over 30 kirker kendes fra romansk tid.

Pesten ramte området gentagne gange i perioden 1350‑1450, og det deraf resulterende befolkningsfald har sat sig spor i de enkelte sognekirker. Som følge af ressourcefrigørelsen blev kirkerne i senmiddelalderen udbygget med tårn og våbenhus, og i de mest velhavende sogne blev også kirkernes bjælkeloft udskiftet med hvælv.

Dog forsvandt fire sogne helt efter pesten. I Vorgod Sogn betegnes den senmiddelalderlige landsby Fjelstervang omkring år 1400 som ødelagt, ligesom den oprindelige landsby Herborg, som skal have ligget ca. 15 km fra Fjelstervang. No Sogn blev ligeledes betegnet som værende øde omkring år 1400, og kirken blev nedlagt i 1537, eftersom tiendebeløbet da stadig var forsvindende lille. Ribe domkapitels brevbog, Ribe Oldemoder, optegner i 1380’erne 104 sognekirker i hele Hardsyssel, og dette tal var i 1638, da oldtidsforskeren Ole Worm indsamlede sine præsteindberetninger, faldet til 98 kirker. Fra begyndelsen af 1500-tallet fik Vedersø Sogn problemer med sandflugt og stormflod; en udvikling, der fortsatte i de næste århundreder. Holmsland Klit blev endnu i 1531 regnet som alminding, altså som fællesareal for samtlige beboere på stedet, og der fandtes her kun nogle få gårdbrug, men også fire fiskerlejer – Haurvig, Årgab, Brunbjerg og Kokkedal – hvor man fangede fisk, som man betalte sandtold til kronen af.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Hovedfærdselsårerne gik først og fremmest i nord-sydlig retning, mens et stort antal vandløb løb fra øst mod vest. Når man færdedes i området, skulle mange vandløb derfor krydses, enten gennem vad eller via færger, spange og broer. Den største forhindring var Skjern Å, hvis nedre løb ifølge arkæologiske undersøgelser blev krydset på mere end fem hovedoverfartssteder. Det vigtigste overfartssted var Skjern Bro. I senmiddelalderen blev broen erstattet af Kongevejsbroen, der blev opført blot 500 m derfra.

Færdslen over land i retning mod nord og syd fra Skjern Å kan i nogen grad rekonstrueres ved at kortlægge bevarede hulveje og hjulspor, som fx de brede bånd af hjulspor, der fra syd fører gennem skydeterrænet på Borris Hede med kurs mod et for længst forsvundet overfartssted ved Borris Kirke. Denne vestjyske hovedvej er af kartografen Johannes Mejer angivet som Via Regia, dvs. Kongevejen, på hans kort fra midten af 1600-tallet.

Sejlads langs Vestkysten blev bl.a. bedrevet af hanseatiske og nederlandske købmænd, der sejlede til Norge eller nord om Jylland og frem til Skånemarkedet. Guldmønter fundet på stranden langs Holmsland Klit menes at stamme fra strandinger fra denne sejlads. Herudover har sejlads i stammebåde på åer og fjorde sandsynligvis været vidt udbredt. Ved overfartsstedet i Skjern er en intakt middelalderlig stammebåd blevet udgravet.

Da indsejlingen fra Vesterhavet til Limfjorden sandede til ca. år 1100, rykkede en del af Limfjordssejladsen ned til den åbne Ringkøbing Fjord og bydannelsen Ringkøbing. Byens store opland bidrog til, at skudehandelen og fjordfiskeriet fik stor økonomisk fremgang.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Sognene i den nuværende kommune var ved middelalderens slutning generelt præget af flere små landsbyer, gårdklynger og enkeltgårde inden for samme sogn. Jo tættere man kom på heden, som i eksempelvis Faster, Hoven og Nørre Vium Sogne, jo mere udbredte var enkeltgårdene, mens her ikke fandtes herregårde.

Ifølge de ældste arkæologiske vidnesbyrd opstod Ringkøbing i anden halvdel af 1200-tallet, men forblev op til 1500-tallet annekssogn til Rindum Landsogn. Af den årsag var bymarken også meget begrænset. Man ved, at Ribe i 1366 og igen i 1388 bestræbte sig på at forhindre de mindre vestjyske byer i at deltage i den indbringende udenrigshandel med landbrugsprodukter fra området, hvilket tyder på, at også Ringkøbing allerede da var involveret i sådanne aktiviteter. Ringkøbing havde i senmiddelalderen adgang til havet via en åbning i tangen ved Nymindegab, som nævnes første gang i 1440. Denne åbning må have afløst et ældre gennemsejlingssted, der formodes at have ligget ved fiskerlejet Årgab. Ringkøbings ældst bevarede købstadsrettigheder stammer fra 1443, men disse refererer til en ældre stadsret, der blev givet af »kong Valdemar«, måske Valdemar Sejr eller nok nærmere Valdemar Atterdag. Sidstnævnte fik i 1354 atter kontrol over Riberhus, og man regner med, at kongen i den efterfølgende periode søgte at genknytte forbindelsen til de vestjyske byer, hvilket kan være sket i form af tildelingen af købstadsrettigheder. 1443-privilegierne var modelleret over Viborgs stadsret og gav borgerne i Ringkøbing toldfrihed i hele riget undtagen på Skånemarkedet. Selv om byen var centrum for områdets handel og håndværk, så forblev Ringkøbing dog middelalderen igennem en lille by, der i 1545 betalte 200 daler i byskat, hvor Ribe betalte 800 daler. Den byskat, som byen var i stand til at betale, var dog på størrelse med Koldings og Lemvigs og større end både Holstebros og Skives.

Skjern nævnes første gang omkring 1325. Kong Hans skal desuden i begyndelsen af 1513 være faldet af hesten, da han forsøgte at krydse vadestedet over Skjern Å mellem Skjern og Tarm. Dette kom han sig aldrig over, og han døde d. 20. februar samme år på Aalborghus. Skjern birk blev oprettet i 1532. I Egvad Sogn var landsbyen Tarm ved at blive størst i sognet og var oppe på hen ved 30 gårde og nogle huse.

Omkring 20 middelalderbebyggelser i kommunen er blevet arkæologisk undersøgt siden 2002, og derfor er det muligt at tegne et billede af bebyggelsesudviklingen i middelalderen. I tidlig middelalder videreudvikledes vikingetidens byggeskik. På de ofte grøfte- og digeomkransede tofter lå gårdenes bygninger således fortsat fritliggende, og gårdens hovedbygning var fortsat et langhus med krumme vægge, hvortil der knyttede sig andre bygninger såsom stalde, lader, staklader og kældre. Træ var enerådende som byggemateriale – dog fandt tørv formentlig anvendelse i et vist omfang til væggene i de kystnære egne.

I Rindumområdet nær Ringkøbing er middelalderbebyggelsen blevet undersøgt i løbet 2010’erne. I den historiske Rindum landsby ses der bebyggelseskontinuitet fra vikingetidsbebyggelsen, hvorimod flere af de øvrige middelalderbebyggelser synes opstået som nye bebyggelser på uberørt jord. En af disse var Åtorp nær Tarm, der var en bebyggelse med 5-6 gårde, som formentlig blev etableret ca. år 1100. Bebyggelsen blev siden nedlagt, men det såkaldte Hattemagerhus menes at være den sidste rest af Åtorp.

Herborg var i tidlig middelalder en bebyggelse af tilsvarende karakter med mindst 3‑4 gårde, som ligeledes blev anlagt på en uberørt mark. Andre bebyggelser synes at have fungeret i væsentlig kortere tid, fx bebyggelserne ved Løvsøgård umiddelbart øst for Ringkøbing og ved Kogsgård vest for Tim. Her er de fundne tomter af krumvægsbygninger fra tidlig middelalder ikke blevet erstattet af yngre bygninger.

Landbruget var hovederhvervet i perioden. Langs åerne, søerne og fjordene fandtes der frugtbare enge, som var velegnede til heste- og studeavl. Eksporten af vestjyske heste var en afgørende økonomisk faktor for hele området frem til slutningen af 1400-tallet, hvor opdræt og eksport af okser overtog denne rolle. Derudover spillede fårehold sammen med produktion af smør en væsentlig rolle for økonomien. Også agerbrug lod sig praktisere med godt udbytte mange steder, hvor man primært dyrkede rug og byg. Brejning Sogn, hvor Ribebispens herregård og len Brejninggård lå (skriftligt belagt siden midten af 1400-tallet), roses eksempelvis både for sine gode kvæggræsningsarealer og sine opdyrkede agre. Dyrkningsspor af formodet middelalderlig oprindelse er bl.a. fundet under den romanske kirke i Sønder Vium opført ca. 1100-ca. 1250.

Man kender allerede fra begyndelsen af 1100-tallet til fiskeriet ved Lønborg kongsgård, og bønderne kunne som binæring fange hvilling og flynderfra fiskerlejerne på Holmsland Klit. I Skjern Å kunne der middelalderen igennem fanges ørred. Rester af en såkaldt laksegård, der skulle indfange opadgående laks, er desuden fundet ved Skjern Bro. En laksegård omtalt i 1347 i forbindelse med gods i Skjern og Tarm kan være identisk med denne. Jernalderens jernudvinding er velkendt, hvorimod sporene fra middelalderens jernproduktion i Vestjylland er få og spredte. Alligevel formodes hjemlig produktion af jern at have været omfattende. Fæstebønder under herregården Lundenæs skulle i slutningen af middelalderen betale afgifter i form af kul, som muligvis har skullet bruges i jernudvindingen og -forarbejdningen. Et af de få fund knyttet til jernbearbejdningen er en smedjetomt fyldt med esseslagger nær Lundenæs ved Skjern Å. Herudover er der også fundet en såkaldt klode, dvs. en jernbarre, på Skjern Kirkegård.

Tætheden af herregårde var i senmiddelalderen på højde med mange østdanske områder, og man regner med, at halvdelen af jorden i Vestjylland omkring Reformationen var ejet af adelige jordejere og en fjerdedel af kirken, mens kronens og selvejernes andel indskrænkede sig til hhv. 10 og 15 %.

I Lønborg Sogn fandtes syd for Nørre Bøel en Sankt Knuds Kilde.

I Sejrup, lidt øst for Tarm, er fundet velbevarede dele af en strømhjulsmølle årringsdateret til 1190’erne. Samme mølletype har været udbredt i Nord- og Mellemeuropa siden Kristi fødsel, men nåede formentlig først det danske område i vikingetiden. Rester af en mølle af denne type er desuden fundet ved Omgård, hvor der foruden en mulig mølle fra vikingetiden også er fundet spor af en mølle fra 1400-tallet.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Ringkøbing-Skjern Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder