Tidslinje over middelalderen til nyere tid i Sønderborg Kommune.

.
Under en jagt omkring Gammel Pøl i det sydøstligste hjørne af Als fandt en af jægerne denne guldgylden præget i hertugdømmet Gelderland i de nuværende Nederlande under hertug Arnold. Mønten viser på forsiden fem våbenskjolde i et firpas omkranset af hertugens navn og titel. På bagsiden ses Johannes Døberen, hvis navn står i omskriften. Dette motiv er en efterligning af Firenzes guldmønt, florinen, der var den internationalt anerkendte valuta 1252-1533. En arkæologisk undersøgelse har vist, at mønten ikke er en del af et skattefund, men er tabt, måske af en person med tilknytning til den nærliggende kongelige ejendom, Kegnæsgård.
.
I Broager Kirke står denne dramatiske figurgruppe i naturlig størrelse af Sankt Jørgen, der overvinder dragen. Oprindelig har prinsessen, som helgenen skal frelse, også været en del af gruppen. Skulpturen, der er udført i 1490’erne, stod oprindelig i et kapel indrettet til Sankt Jørgen, der i begyndelsen af 1500-tallet også blev udsmykket med kalkmalerier forestillende helgenens liv. Under svenskekrigene gik rygtet, at de lokale havde gemt guld i dragen, så svenske soldater knuste dragen, og da de ikke fandt noget, slog de også et hul i hesten. Den ødelagte figurgruppe blev flyttet på loftet og først taget frem igen i 1880, men da måtte dragen skæres på ny, og ridderen og hesten restaureres.
.

I perioden fortsatte den befolkningsvækst, der allerede var begyndt i vikingetiden, hvilket førte til anlæggelse af nye landsbyer og kirkebyggeri. Dele af det nuværende kommuneområde var således tætbebygget i middelalderen. Den sorte død ramte området i midten af 1300-tallet, men synes ikke at have resulteret i nedlæggelse af sogne. Sønderborg fik købstadsprivilegier i middelalderen, og Nordborg voksede frem. Landbruget var domineret af kornavl, og derudover spillede fiskeri i kystnære områder også en rolle.

Administrativ inddeling

Den del af den nuværende kommune, der ligger på fastlandet, lå fra begyndelsen i hertugdømmet Sønderjylland/Slesvig. Derimod vekslede Als mellem at tilhøre kongeriget og hertugdømmet frem til 1287, da et danehof endeligt tilkendte hertugen øen. I perioden lå sognene alle i Ellumsyssel, bortset fra sognene på Als, der ikke var omfattet af sysselinddelingen. Kommunen omfattede tre hele herreder, nemlig Als Nørre Herred (Nordborg, Oksbøl, Havnbjerg, Svenstrup og Egen Sogne), Als Sønder Herred (Notmark, Asserballe, Ketting, Hørup, Tandslet, Lysabild, Ulkebøl og Sønderborg Sogne) og Nybøl Herred (Ullerup, Sottrup, Nybøl, Dybbøl og Broager Sogne). Dertil kom den østligste del af Lundtoft Herred (Adsbøl, Kværs og Rinkenæs Sogne). Endnu i 1226 udgjorde Als ét herred, men i 1231 var det opdelt i to herreder.

I kirkelig henseende hørte alle kommunens sogne på fastlandet i middelalderen til Slesvig Stift, mens sognene på Als, inkl. Sønderborg, hørte til Odense Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

I den tidlige middelalder fortsatte den befolkningsvækst, der var indledt i løbet af vikingetiden, og der blev anlagt mange nye landsbyer. Ud fra navnestoffet kan der udledes nogle hovedlinjer om bebyggelsens udvikling i kommunen i den tidlige middelalder. Det eneste område i kommunen, hvor der er bevaret ældre stednavne, er den centrale del af Als, hvor der findes en gruppe stednavne med endelser som -lev, -sted og -inge; endelser, der knyttes til stednavne skabt i tiden før vikingetiden: Stevning, Hundslev, Almsted, Ketting, Sebbelev og Egen (oprindelig Eking). I den resterende del af kommunen dominerer torpbebyggelserne (-rup, -drup og -bøl) totalt. Der synes at have været en ældre, kontinuerlig bebyggelse på den centrale del af Als igennem yngre jernalder og vikingetid, hvorimod det først er fra den senere del af vikingetiden, at der skete en bebyggelsesekspansion i resten af kommunen.

Størstedelen af Als og Sundeved var tæt bebygget allerede i løbet af højmiddelalderen. Landsbyerne lå tæt og blev store. Kun i kommunens vestligste del, vest for Nybøl Nor, var bebyggelsen mindre tæt. I tidlig middelalder blev der rejst 19 kirker i området.

Den sorte død og de efterfølgende kriser i 1300-tallet og begyndelsen af 1400-tallet synes ikke at have medført kirkenedlæggelser eller opgivelser af landsbyer i det nuværende kommuneområde, og kun ganske få gårde blev øde. Størstedelen af kommunen var fuldt opdyrket igennem hele perioden, og den senmiddelalderlige udvidelse af græsningsarealerne, der fandt sted i den resterende del af Sønderjylland, fandt ikke sted på Als og Sundeved.

Derimod blev der i de mange skovområder nyetableret flere mindre landsbyer i løbet af 1400-tallet, fx Notmarkskov, Almstedskov, Lambjergskov og Hundslevskov. I senmiddelalderen var kommunen præget af mange, forholdsvis store landsbyer i den centrale og østlige del af kommunen, mens den vestligste del kun rummede få landsbyer.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Området var præget af mange mindre ruter, hvoraf især forbindelsen mellem Sønderborg og Flensborg var vigtig, men trafikken foregik som udgangspunkt ad søvejen. Den vigtige færgeforbindelse mellem Als og Sundeved udgik sandsynligvis lige nord for Sønderborgs bygrænse. Da Sønderborgs havn var god, foregik størstedelen af trafikken til og fra kommunens område med skib i middelalderen. Andre steder i området var der også havneanlæg i middelalderen. Ved indsejlingen til Dyvig på den nordvestlige side af Als, hvor Stegshoved ligger, er der gjort arkæologiske fund af pælerækker, som stammer fra en sejlspærring dateret til vikingetiden eller tidlig middelalder. På land viste anlægget sig at være ført videre i en dæmning, og der er også konstateret rester af vej- og broanlæg i tilknytning til anlægget. Dæmningen, der er bevaret over en strækning på 600‑700 m, er bygget af græstørv og kantet af kampesten indadtil og pælerækker udadtil.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Landsbyerne på Als og i det meste af Sundeved lå tæt, og der var ikke langt mellem de middelalderlige sognekirker. Talrige arkæologiske undersøgelser har dokumenteret, at området har været tæt bebygget igennem hele middelalderen. Ved flere af de eksisterende landsbyer, såsom Vester Sottrup, Dybbøl og Ulkebøl, er der påvist rødder tilbage til vikingetiden. Desuden er det typisk for flere af landsbyerne, at den tidligmiddelalderlige arkæologisk undersøgte bebyggelse ligger placeret uden for landsbyernes nuværende placering. Dette er tilfældet bl.a. ved Nybøl, Dybbøl, Vester Sottrup, Vollerup og Skovby. Meget tyder på, at der mange steder er foregået en landsbyflytning eller måske snarere en sammentrækning af det bebyggede område i løbet af tidlig middelalder. De nuværende landsbyers lange kontinuitet er påvist i forbindelse med udgravningen af eksisterende gårde. Både ved Jollmands Gård i Holm og Vaskilde i Dybbøl har det været muligt at følge gårdenes udvikling tilbage til deres anlæggelse i højmiddelalderen. I de forskellige faser af gårdenes udvikling er der blevet benyttet både jordgravede stolper og syldsten. Karakteristisk er, at jordgravede stolper og en bulkonstruktion, hvor vandretgående planker mellem de bærende stolper udgør væggene, blev benyttet til husbyggeri igennem hele middelalderen, baseret på de skovarealer, der trods den intense opdyrkning af Als og Sundeved var tilbage middelalderen igennem. I senmiddelalderen var kommunen præget af mange, forholdsvis store landsbyer i den centrale og østlige del af kommunen, mens den vestligste del kun rummede få landsbyer og var præget af nærheden til herregården Søgård i den nuværende Aabenraa Kommune.

Langt det største erhverv på Als og Sundeved i middelalderen var landbruget. Fra senmiddelalderens afgifter vides det, at kornavl udgjorde langt den største del af landbrugets produktion. Byg og havre var de dominerende kornsorter, men Als udmærkede sig ved også at have en betydelig hvedeproduktion. Rug blev derimod kun dyrket i begrænset omfang. Hverken kvæg eller heste fyldte meget i det sønderborgske landbrug i senmiddelalderen, og der er således ikke en eneste borger fra Sønderborg nævnt i listerne over de sønderjyder, der drev kvæg og heste forbi toldstederne. Derimod var der et betydeligt antal svin på gårdene på Als og Sundeved, hvor der også var talrige områder med skov, som kunne føde disse.

Den lette adgang til havet samt den relativt svage købmandsstand i Sønderborg betød, at mange bønder bedrev egen handel fra forskellige ulovlige havne rundtomkring på Als. Ligeledes har der været et betydeligt fiskeri, drevet af bønder fra de landsbyer, der lå tæt ved havet, samt af indbyggere i købstaden.

Als synes at have været udsat for adskillige vendiske angreb i løbet af 1100-tallet, hvilket må være baggrunden for opførelsen af Nordborg. I bunden af Augustenborg Fjord blev der ved midten af 1100-tallet anlagt en bebyggelse, Brovold, der ind mod land blev beskyttet af en 250 m lang, krummet vold med en foranliggende grav. Udgravninger har vist, at der på den del af pladsen, der lå ned mod et havneanlæg, var opført en række små bodelignende bygninger med ildsted i det ene hjørne, hvilket er en typisk vendisk byggestil. Bebyggelsen, der eksisterede frem til begyndelsen af 1200-tallet, kan oprindelig være anlagt som en vendisk militærlejr i den periode før 1183, hvor venderfyrsten Knud Pritzlavsen ejede en del gods på Als. Derefter fungerede den muligvis som en sæsonmarkedsplads før fremvæksten af Sønderborg.

Sønderborg, der først fik stadsret i begyndelsen af 1400-tallet, blev ikke nogen stor by i løbet af middelalderen, på trods af de gode adgangsforhold til byen og det frugtbare landskab, som byen lå midt i. Dertil var byen i alt for høj grad underlagt Flensborg, der fra 1491 og næsten 100 år frem havde monopol på handelen med bønderne på Als og Sundeved. Byens borgere har højst sandsynligt, ud over fiskeriet, bedrevet normale byhåndværk, men der er ikke fundet spor heraf, hverken arkæologisk eller igennem de skriftlige kilder. Kun skomagerlavet er kendt gennem deres skrå fra 1488. Et godt indblik i den stækkede by får man af regnskaberne 1533‑43 for slottets indkøb til underhold af Christian 2. Langt hovedparten af alt, hvad der blev indkøbt, det være sig varer eller håndværkerydelser, blev købt i Flensborg eller andre steder, kun sjældent i Sønderborg. Byen havde dog egen bymark beliggende nord for bygrænsen, så et vist landbrug kunne borgerne bedrive.

Den frugtbare jord og de mange, store landsbyer skabte i højmiddelalderen grundlaget for en betydelig herremandsstand. I senmiddelalderen foregik der en markant samling af herremandsgodset på egnen. I 1358 udstedte hertuginde Richardis (Regitse) et brev på Sønderborg Slot, der var medbeseglet af 37 riddere og væbnere, alle bosiddende på Als og Sundeved. Kun de færreste af disse er kendte i anden sammenhæng. Denne omfattende herremandsstand svandt ind i løbet af det følgende århundrede, således at kommunen ved middelalderens slutning var domineret af nogle store godskomplekser under slægterne Sture og Holk samt nogle mindre herregårde.

Der er kendskab til middelalderens mølledrift flere steder i området. Ved voldstedet Stensgård i Tandslet Sogn er der endnu bevaret rester af et middelalderligt vandmølleanlæg med volde og stensætninger. Nær Guderup er der fundet en stor nedgravet stolpe pakket med kampesten, der er årringsdateret til ca. 1270, og som muligvis er det nederste af den centrale kongestolpe i en stubmølle.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Videre læsning

Læs mere om historie i Sønderborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder