I højmiddelalderen skete der en befolkningsvækst, der førte til en betydelig skovrydning og anlæggelse af nye bebyggelser. Mange af disse forsvandt dog igen i senmiddelalderen, hvilket antagelig delvis hang sammen med sandflugt i området. Hovederhvervet var landbrug, derudover har der fundet jernproduktion sted. I perioden blev der anlagt flere klostre, bl.a. Alling og Tvilum Kloster.
Granitkorset på Grathe Hede. Af Angelina Owino/Trap Danmark, 2019.
Begrænset anvendelse
Middelalderen i Silkeborg Kommune
Bryrup Kirke, der er bygget af en blanding af marksten, frådsten og jernal, blev formentlig rejst i slutningen af 1100-tallet. Sognet optræder dog først i kilderne i 1418, og i 1455 omtales en sognepræst, Per Laurensen, der deltog i et møde ved kirken. I 1504 nævnes, at kirken ejede jordegods, som formentlig knyttede sig til privatstiftede altre opstillet i kirken, men dens økonomiske grundlag har næppe været betydeligt.
Den romanske Linå Kirke, der oprindelig bestod af apsis, kor og skib, er bygget af granitkvadre og er forholdsvis stor. Muligvis i Reformationstiden blev der tilføjet en vestforlængelse. Linå Kirke var tidligere sognekirke til Silkeborg Slot.
Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Silkeborg Kommune.
Administrativ inddeling
Det nuværende kommuneområde bestod i middelalderen af størstedelen af Hids Herred (med undtagelse af Engesvang Sogn), to sogne af Tyrsting Herred (Bryrup og Vinding), de to nordligste sogne af Vrads Herred (Vrads og Them), den sydøstligste del af Lysgård Herred og de seks vestlige sogne i Gjern Herred (Dallerup, Gjern, Linå, Voel, Tvilum og Silkeborg). I den tidlige middelalder lå Gjern Herred under Åbosyssel, mens de øvrige herreder lå under Løversyssel; i senmiddelalderen lå Gjern, Tyrsting og Vrads Herreder under Skanderborg Len, mens Hids Herred var udlagt som livgeding for kong Hans’ dronning Christine, dvs. til hendes underhold, indtil hendes død i 1521. Herefter blev det lagt sammen med Lysgård Herred og fungerede som pantelen, indtil begge len i 1542 blev lagt til Silkeborg Len. I kirkelig henseende lå hele den nuværende kommune middelalderen igennem under Aarhus Stift.
Mere om administrativ inddeling i kommunen
Befolkningsudvikling
Man har ikke megen konkret viden om befolkningsudviklingen i Silkeborg Kommune før midten af 1300-tallet ud over det, som navnestoffet kan fortælle. Halvdelen af kirkelandsbyerne i Gjern Herred bærer såkaldte torp-navne, der typisk ender på -rup, -strup eller -rød. Disse er opstået i forbindelse med den højmiddelalderlige befolknings- og bebyggelsesekspansion, der nødvendiggjorde omfattende skovrydning og nyopdyrkning. Alene i Linå Sogn fandtes der hele fem torper, mens der i både Dallerup og Gjern Sogne fandtes to torper. Dette kunne tyde på, at ekspansionen især havde gunstige vilkår i skovområderne øst for det nuværende Silkeborg. Her var sognene i senmiddelalderen også i stand til at betale det største bidrag til landehjælpen 1524‑26 (en ekstraordinær skat); de tre nævnte sogne ydede således hver 20 mark sølv, mens sognene i Hids Herred i gennemsnit kun kunne betale 10 mark, hvorimod sognene i Lysgård Herred alle kom op på 15 mark sølv. I Lysgård og i Hids Herreder var det kun to ud af ni kirkelandsbyer, der først blev anlagt i højmiddelalderen, mens det i Vrads og Tyrsting Herred drejer sig om en enkelt af kirkelandsbyerne i herredet.
Af sognenedlæggelser er to kildebelagt for Gjern Herred. Bjarup og Sminge Sogne nævnes således begge i perioden 1524‑29, men var nedlagte i 1550’erne. I Lysgård Herred blev Ungstrup Sogn ligeledes nedlagt lige efter Reformationen, og de resterende bebyggelser lagt ind under Thorning Sogn. Fra Vrads Herred kendes hele tre nedlagte kirker inden for det nuværende Them Sogn: i Tømmerby, Brande og Virklund. Måske er der her tale om tegn på pestens indvirkning, eller at disse sognes nedlæggelse hang sammen med den sandflugt, der plagede Vrads Herred fra 1500-tallet. Endelig kan nævnes to kapeller, Grå Kapel i Thorning Sogn og et vejkapel i Svostrup Sogn på Kapelhøj mellem Allinggård og Alling Mølle. Disse menes begge at være nedlagt kort tid efter Reformationen.
Langt de fleste af de nu forsvundne bebyggelser kan endnu kildebelægges i 1400-tallet og i begyndelsen af 1500-tallet, og disse nedlæggelser kan således ikke relateres til pesten og til den efterfølgende senmiddelalderlige krise. Dog er der enkelte undtagelser. I Linå Sogn fandtes der i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 bebyggelsen Thoretorp (Torup), som i Silkeborg Lens jordebog fra 1586 står anført som Torup Mark, som da brugtes af bønder fra Skellerup i Linå Sogn. Ligeledes fandtes der i Linå Sogn i 1261 både bebyggelsen Remstrup, som nævnes sidste gang i 1418, og Assendrup, der forsvandt efter 1460. Alle disse bebyggelser blev anlagt i forbindelse med den højmiddelalderlige befolkningsvækst og nyopdyrkningsfase omkring år 1200, men viste sig altså ikke at være levedygtige i det lange løb. I Sjørslev Sogn er torpen Skovstrup nævnt i 1329, men denne var i 1500-tallet inkorporeret i Aunsbjerg; i Hørup Sogn var der tre gårde, der ikke nævnes efter hhv. 1490 og 1548‑52. I Vinderslev nævnes de to torper Vestorp og Østorp sidste gang i hhv. 1473 og 1457, mens man fra Kragelund Sogn kender bebyggelsen Tråslund, som var øde i 1486. I Gjern Sogn er Kemdal nævnt sidste gang i 1456; i Bryrup Sogn blev torpen Lystrup nedlagt i senmiddelalderen, mens bebyggelserne Buskebjerg og Søle i Them Sogn er forsvundet efter år 1500.
Ifølge Alling Klosters registratur var Lemming, Gødvad og Granbæk Sogne mere skovrige i 1400- og 1500-tallet end senere hen. Fra 1500-tallets anden halvdel kan man som nævnt konstatere sandflugt i Vrads Herred, hvilket kunne tyde på, at presset på ressourcerne var blevet større. Om dette har noget med et stigende befolkningstal omkring Reformationen at gøre, er dog svært at afgøre på det spinkle kildegrundlag.
Mere om befolkningsudvikling i kommunen
Bebyggelse og erhverv
Områdets vestlige del var meget tyndt befolket i middelalderen, da hededannelse og sandjord med meget ringe bonitet næsten umuliggjorde dyrkning. I det kuperede skovrige terræn i den østlige del af området lå derimod en del mindre landsbyer, bl.a. Gjern og Fårvang. Arkæologiske undersøgelser i Hårup viser desuden, at middelalderbebyggelsen her allerede lagde sig fast på sin nuværende plads i yngre jernalder. Spor af middelalderbebyggelse i Gødvad, der bestod af etskibede huse, udgjorde her den yngste fase i en bebyggelse, som også her var opstået på stedet i yngre jernalder. Kirken var i tidlig middelalder blevet opført på bakkedraget sydøst for landsbyen. Gødvadbosættelsen menes at være en forløber for, eller identisk med, den forsvundne landsby Resen, der er nævnt i skriftlige kilder fra 1446, men som af ukendte årsager blev nedlagt i løbet af middelalderen, og hvoraf kun den romanske sognekirke endnu eksisterer.
Hovederhvervet i den nuværende kommune i middelalderen var landbruget. Af lensregnskaber og jordebøger fremgår det, at man dyrkede rug, byg og havre. De højryggede agre, som var middelalderens dyrkningssystem, er der fundet spor af mange steder i den østlige del af området, fx ved Tvilum, Gjern og Hårup. Bønderne holdt desuden svin, får, kvæg og fjerkræ. Dette betød produktion af såvel smør som æg. Desuden søgte bønderne også på anden vis at udnytte naturens ressourcer. Mod øst og syd har bønderne i de skovrige egne søgt at supplere deres indtægter ved at rydde skoven og derpå at smelte myremalm, brænde trækul og hugge ved, som indgik i deres afgifter. Allerede i Aarhus Domkapitels jordebog fra 1425 er der en notits, ifølge hvilken to gårde i Kragelund betalte jernkloder i fæsteafgift. I Silkeborg Lens jordebog fra 1586, der endnu genspejler afgiftsbetalingen ved Reformationstiden, kan man se, at jernproduktionen især var koncentreret i Lysgård og Hids Herreder, mens det især var ved, som bønderne i Vrads og Gjern betalte som afgift. Fra Vrads Herred kom også lidt trækul. Når der i dag findes meget lidt skov i og omkring Gjern, Ellerup, Tvilum, Skorup, Hårup og Skellerup, kan dette skyldes den voldsomme senmiddelalderlige udnyttelse af naturressourcerne.
Jernproduktionen var også vigtig for Silkeborgområdet i middelalderen, hvilket flere store slaggedynger ved fx Vattrup og Gødvad vidner om. En udgravning af to slaggedynger syd for Gødvad viste, at de i alt indeholdt over 250 tons slagge, og at produktionen dermed har været betragtelig. I og ved dyngerne var der spor efter flere udvindingsovne med bundsten, hvorover der oprindelig var bygget et ovnrør af ler. Foran ovnene var en rende, hvorigennem ovnene blev aftappet under udvindingsprocessen. Bundsten i ovne kendes også i Hårup og Thorning, og denne type ovn er ikke tidligere beskrevet inden for dansk område. Kun 150 m fra dyngerne lå to middelalderlige smedjer.
En pottemagers ovn er fundet ved Kragelund. Ovnen, der er dateret til 1300-tallet, har vist sig at være af den vandrette europæiske type, hvor potterne stod på en platform midt i ovnkammeret med trækkanaler på begge sider. Ovnen indeholdt ved undersøgelsen både kuglepotter og kander, der formentlig var produceret til markeder i lokale landsbyer og borge samt eksempelvis klosteret i Tvilum.
Kongemagten havde ifølge Kong Valdemars Jordebog fem mindre og en større godsbesiddelse i Lysgård Herred, en større besiddelse i Alling (Hids Herred), der var værdisat til 23 mark guld, samt i Gjern Herred to mellemstore godser (Voel og Thoretorp) og et meget stort godskompleks i Sminge. Dette sidste var værdisat til hele 60 mark guld.
Ved midten af 1200-tallet flyttede benediktinerklosteret i Vejerslev (i den nuværende Favrskov Kommune) til Alling. Alling Kloster blev nedlagt ved Reformationen, og den sidste abbed blev sognepræst i Grønbæk og Svostrup. Der, hvor Voel Bæk løber ud i Gudenå og danner Sminge Sø, fandtes desuden kortvarigt Sminge Kloster, der blev oprettet i 1165 af cisterciensermunke fra Vitskøl på en grund, der blev skænket dem af Aarhusbispen. Ejendommen var dog for lille til at skaffe munkene underhold, og jorden var af ringe kvalitet. Allerede i 1166 forlod munkene derfor stedet og flyttede til Veng. Herfra flyttede de senere til Kalvø i Skanderborg Sø og endelig til Øm, hvor de fandt et blivende sted. I Tvilum grundlagde man mellem 1246 og 1249 et augustinerkloster, der blev stiftet af bisp Gunner af Ribe på hans personlige jordejendom på egnen. I forbindelse med Reformationen blev også dette kloster nedlagt, og klosterbygningerne nedrevet kort tid efter, undtagen kirken, som blev omdannet til sognekirke. Klosterets gods blev overtaget af kongen og lagt under Silkeborg Slot. Augustinermunkene, som var præsteviede, kunne tage embeder ved de almindelige sognekirker.
Omkring år 1200 blev der anlagt vandmøller ved fx Gjelå syd for Vejerslev og Lyngbygård Å syd for Tovstrup. Møllebygningen i Vejerslev (i Favrskov Kommune) var anlagt på en naturlig sandbanke, og mølledæmningen var forstærket med spunsvæg mod mølledammen. Disse tidlige danske mølleanlæg var komplicerede konstruktioner, kaldet padlebladsmøller, med vertikale møllehjul med en diameter på over 1 m. Højt specialiserede håndværkere stod bag konstruktionerne, og møllestenene var udarbejdet af importeret granatglimmerskifer fra Norge og rhinsk basaltsten.
Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen
Skattefund
Ved Allinggård i Svostrup Sogn blev der i 1840 fundet en møntskat på 71 tyske witten, nedlagt efter 1389, og i Gravholm i Lemming Sogn blev der i 1845 fundet en lille møntskat med danske mønter, nedlagt efter 1536. Ved Nebel blev der i 2018 fundet 183 borgerkrigsmønter, bl.a. udmøntet af kong Christoffer 2., der var nedlagt i 1300-tallet.
Videre læsning
Læs mere om historie i Silkeborg Kommune
Læs også om
- Oldtiden i Silkeborg Kommune
- 1536-1850 i Silkeborg Kommune
- 1850-1920 i Silkeborg Kommune
- 1920-1970 i Silkeborg Kommune
- 1970-2007 i Silkeborg Kommune
Se alle artikler om Middelalderarkæologi
Se alle artikler om Middelalder
