Salling Kirke, kendt som Skarp Salling Kirke, er opført under indflydelse fra Viborg Domkirke, den jyske kvaderstensarkitekturs hovedværk. Men hvorfor er en så anseelig kirke opført i Skarp Salling? Herskabspulpituret over den vestlige forhal til skibet giver måske svaret: Det blev indrettet ved kirkens opførelse i 1100-tallet, formentlig til bygherren, der gennem opførelsen af Vesthimmerlands største kirke ønskede at markere sin sociale position.
.

Bebyggelsen i den nuværende Vesthimmerlands Kommune får sin nuværende placering i vikingetiden og tidlig middelalder. Området var opdelt i mange små sogne og var præget af relativ fattigdom. Pesten i 1349 ramte hårdt og gav nedgang i produktion af landbrugsvarer samt mange ødegårde.

Der opstod ingen købstæder i middelalderen, men fiskerlejet ved det senere Løgstør voksede frem med udgangspunkt i sildefiskeriet i Limfjorden. Den vigtigste kirkelige institution var Vitskøl Kloster, grundlagt i 1158 af kongemagten. Klosteret samlede betydelig godsrigdom op gennem middelalderen.

Administrativ inddeling

Den nuværende kommune bestod i middelalderen af de vestligste dele af Slet, Aars og Gislum Herreder i det gamle Himmersyssel. Dertil kom den nordlige del af Rinds Herred samt Aggersborg Sogn, der hørte til Hanherred. Aars Herred nævnes første gang i 1345 og er sandsynligvis opstået ved en sammenlægning af sogne fra Slet, Hornum og Gislum Herreder. I senmiddelalderen hørte næsten hele den nuværende kommune under Aalborghus Len, bortset fra Rinds Herred, der fra 1497 var et selvstændigt len, og Aggersborg Sogn, der lå under Hanherred Len. I kirkelig henseende lå kommunen under Viborg bispedømme, Aggersborg Sogn dog under Vendsyssel bispedømme.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Ud fra stednavnene kan man se, at hovedparten af bebyggelsen i Vesthimmerland er opstået i vikingetiden og tidlig middelalder. Vesthimmerland var i middelalderen domineret af mindre sogne med centrallandsbyer. I alt var der i højmiddelalderen 36 til 38 sogne, hvoraf 6-7 var torper, dvs. udflytterlandsbyer, fra den tidlige middelalder. 29 ud af de eksisterende 33 middelalderlige kirker er fra romansk tid og bygget af kvadersten, hvilket tyder på en opførelse før år 1200. Dog mangler de fleste apsis eller skulpturelle udsmykninger, hvilket antyder egnens relative fattigdom. Lovns og Hyllebjerg Kirker er de eneste sognekirker, der er opført i tegl, hvilket tyder på, at bebyggelsen her først er fra 1200-tallet. Særlig bemærkelsesværdig er kirken i Skarp Salling, der fremstår som en treskibet romansk basilika.

Pesten ramte i midten af 1300-tallet Vesthimmerland særlig hårdt. Af optegnelser fra Brøndum Gods i det nordvestlige Himmerland fremgår det, at 34 ud af 48 gårde her var lagt øde omkring år 1400, ligesom pollenanalyser fra Navnsø viser et skarpt fald i områdets landbrugsproduktion.

I senmiddelalderen og i tiden efter Reformationen blev 4-5 kirker nedlagt, fx Åle Kirke i det nuværende Ranum Sogn, der endnu nævnes i 1322. Desuden er der fundet tomter efter middelalderlige kirker i fx Flejsborg (Sjørup) Sogn. Først i anden halvdel af 1400-tallet ser området ud til atter at være i vækst, hvilket illustreres af den fornyede byggeaktivitet på de fleste sognekirker, der fik tilføjet tårne og våbenhuse i senmiddelalderen.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Vejforløbenes placering i området har i høj grad været bestemt af landskabets beskaffenhed med ganske mange forhindringer i form af vådområder med moser, åløb med brede dalstrøg, terrænstigninger og indsander. Den nord-syd-gående vej i Vesthimmerland, som forbinder Viborg med færgestedet over Limfjorden ved Aggersund, har været af overordnet betydning. Undervejs passerede vejen en del vandløb, og her var der ofte både kro og mølle som ved Trend og Vitskøl Kloster, hvor der også blev afholdt markeder i middelalderen. Vejen kaldes ofte for Hærvejen, hvilket let kan forveksles med den egentlige Hærvej eller Oksevej, som også udgår fra Viborg, men har et mere østligt forløb. Sidstnævnte følger i væsentlig grad vandskellet og ender i Aalborg, hvor der også har været et færgested over fjorden. Tilsvarende har der været nogle primære øst-vest-gående veje, og ved Himmerlands vestlige side enkelte mere sekundære færgesteder som ved Hvalpsund.

Fund ved Aggersundbroen

Aggersund, der er det smalleste sund i Limfjorden, havde i vikingetiden og ældre middelalder stor strategisk betydning. Området er rigt på fund fra især middelalderen.

Aggersundskibet, som i 1996 blev fundet ca. 200 m øst for Aggersundbroen, er et klinkbygget skib, ca. 12 m langt og 4 m bredt. Skibet, der er årringsdateret til ca. 1230 og muligvis bygget i Vestsverige, minder om Ellingåskibet fra omkring 1163. Det ligger med bunden opad, og begge stævne nedad i sedimentet på ca. 12 m's dybde. Det anses for at være et af de bedst bevarede middelalderskibe i Danmark. Omkring Aggersundbroen er der ligeledes fundet et vognhjul dateret til 1300-tallet og et 5,9 m langt knobskib, dvs. en udhulet stammebåd, der er kulstof 14-dateret til midten af 1300-tallet.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Bebyggelseskortet fra 1688 viser antallet af gårde, landsbyer og herregårde oven på et jordartskort fra GEUS fra 2016.

.

Bebyggelsen har i væsentlig grad været organiseret i landsbyer. Strukturen i de fleste byer er imidlertid mere eller mindre gået i opløsning i forbindelse med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Men en del steder genfindes grundstrukturen stadig, som fx i landsbyerne Næsborg og Tolstrup øst for Løgstør og Svingelbjerg syd for Farsø.

Den middelalderlige byggeskik vides der ikke meget om, da kun ganske få middelalderbebyggelser er undersøgt arkæologisk. En af disse, en bebyggelse med fem stolpebyggede langhuse fra omkring år 1000, er blevet udgravet ved Tandrup.

Landbrug med driftsformer tilpasset jordens bonitet har været det bærende erhverv. De brede ådale har yderligere givet grundlag for opdræt af kvæg og stude. Ved bl.a. Vesterbølle er der fundet dyrefolde, hvor kvæget har kunnet samles ind. Pollenanalyser har vist, at hedeområdet omkring Navnsø først blev opdyrket i tiden omkring år 1200.

Det er kendetegnende for Vesthimmerlands Kommune, at ingen af de nuværende byer havde købstadsrettigheder i middelalderen. Først omkring år 1500 opstod der omkring Løgstør et center af betydning, hvor det lokale fiskerleje blomstrede op på baggrund af det rige sildefiskeri i Limfjorden.

Løgstør nævnes første gang i kilderne i 1514, og allerede i 1523 havde stedet fået status som toldsted med eget birketing. Det blev hurtigt eftertragtet at erhverve jord, så der kunne bygges salterier ved Løgstør. Dog fik Løgstør pga. Aalborgs frygt for konkurrence på handelen i Limfjorden først status som købstad i år 1900.

Fiskeriet i Løgstør

Tegning fra Oversigt over vore Saltvandsfiskerier i Nordsøen og Farvandene indenfor Skagen, 1890.

.

I Løgstør foregik sildefiskeriet med landdragningsvod og drivgarn. Landdragningsvod var ejet af interessentskaber på 4-6 fiskere, og voddragningen foregik på faste steder, der var udlejede for en periode på tre, fem eller ti år ad gangen.

Det indbringende vodfiskeri var forbeholdt erhvervsfiskere og fiskerbønder og foregik, ved at 2-3 mand på stranden holdt i den ene ende af voddet, mens resten af laget roede voddet i en bue ud i fjorden og tilbage til udgangspunktet. Herefter blev voddet trukket ind.

Fiskeri med nedgarn foregik fra små sejlførende tomandsjoller. Hver jolle fiskede med 12-14 garn. Vodfiskeriet fandt sted om foråret, mens efterårets magre fiskeri med drivgarn var frit og blev drevet af husmænd og tjenestefolk.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Herregårde og klostre

På den anden side af Limfjorden lå siden tidlig middelalder kongemagtens Aggersborg. Denne borg blev ødelagt af de oprørske nørrejyske bønder i 1086, men siden genopført. Borgen blev igen afbrændt af oprørske jyske stormænd i 1358, og Niels Eriksen Gyldenstierne til Ågård måtte i 1373 forpligte sig til at genopføre borgen, som den så ud før oprøret Under det nørrejyske bondeoprør i 1441 afbrændte bønderne atter borgen, som ikke blev genopført.

Den mest betydelige middelalderlige kirkeinstitution i den nuværende kommune var Vitskøl Kloster, som kong Valdemar den Store oprettede i 1158 som tak for at undslippe Blodgildet i Roskilde og sejren over sin rival kong Svend på Grathe Hede året før. Til klosterets oprettelse skænkede Valdemar sit fædrene gods i »Withscuele«. Dette var oprindelig gods, der var konfiskeret af kongemagten. I de følgende årtier fik klosteret yderligere omfattende godsgaver af kongemagten, som stort set overdrog alle de kongelige besiddelser i Vesthimmerland, herunder også Livø, til klosteret, idet kongemagten i 1231 kun havde ubetydelige besiddelser i Vindblæs tilbage.

Vitskøl Kloster fortsatte med at have kongernes bevågenhed og fik ud over den kongelige beskyttelse skattefrihed, sit eget birk (Åle Birk) samt vrag- og fiskeret.

Især i løbet af 1400-tallet erhvervede klosteret yderligere omfattende jordbesiddelser, der i den nuværende kommune koncentrerede sig i området ned mod Limfjorden. Klostersamfundet fungerede igennem middelalderen som en væsentlig økonomisk institution i Vesthimmerland. Ifølge klosterets jordebog fra 1552, der gengiver besiddelsessituationen, som den må have været ved Reformationen, havde klosteret på dette tidspunkt 145 gårde, fire møller samt Livø i Himmerland og 112 gårde og en mølle i Vendsyssel. Klosteret koncentrerede sig om dyrkningen af byg, rug, havre og produktionen af smør, og hertil kom fangst af sild og ål. Ved Reformationen gik Vitskøl over i kronens besiddelse.

Fiskerettighederne i Bjørnsholm Å var i senmiddelalderen gentagne gange stridspunkt mellem de lokale godsejere. Sagen blev afgjort i 1493, ved at biskop Niels Glob af Viborg mæglede mellem Erik Ottesen Rosenkrantz til Bjørnsholm og Mouritz Nielsen Gyldenstierne til Ågård.

I Testrup lå der i senmiddelalderen et kloster med et betydeligt hospital, indviet til Sankt Katarina i 1439. Her lå også en helligkilde, Sankt Sørens Kilde, hvor der voksede et velbesøgt kildemarked frem. Hospitalet modtog i begyndelsen af 1500-tallet ret betydelige godsgaver, men var under Grevens Fejde 1534-36 udsat for overgreb fra de lokale bønder, der bemægtigede sig nogle af dets jorder. Bønderne blev siden som straf tvunget til at overdrage nogle enge til kongen, der i 1550 lagde dem til hospitalsgodset. Ved Reformationen blev hospitalet overtaget af kongemagten.

Lerkenfeld er den eneste herregård i kommunen, hvor der i dag er bevaret dele af det middelalderlige anlæg, idet kapellet er opført i begyndelsen af 1500-tallet. Herregården selv nævnes første gang i 1455, men er uden tvivl ældre. Den nuværende hovedbygning ligger på et højmiddelalderligt voldsted omgivet af voldgrave.

Videre læsning

Læs mere om historie i Vesthimmerlands Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder

Eksterne links