Otto Baches maleri De sammensvorne rider fra Finderup efter mordet på Erik Klipping 1286 fra 1882. Maleriet blev bestilt af brygger J.C. Jacobsen til opbygningen af Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. Ud over i malerkunsten mødes kongemordet også i folkeviser som »Nu stander Landet i Vaade«, i litteraturen med bl.a. Ebbe Kløvedal Reichs roman Festen for Cæcilie fra 1979 og i musikkens verden i operaen Drot og Marsk opført i 1878 med musik af Peter Heise og libretto af Christian Richardt.

.
Dette granitkors står der, hvor Finderup Lade menes at have ligget. Korset blev rejst på Sankt Cecilie dag d. 22. november 1891, 605-året for drabet på kong Erik Klipping.
.

Tidslinje over middelalderen og nyere tid i Viborg Kommune.

.

Allerede i begyndelsen af middelalderen var området tæt bebygget. Pesten i midten af 1300-tallet ramte hårdt, om end med lokale forskelle i fald i indbyggertal. Viborg var den altdominerende by såvel kirkeligt, økonomisk som retsligt; endvidere fandt kongehyldninger sted her. Hovederhvervet var landbrug. Områdets ådale gav god mulighed for græsning og høslæt, og studeopdræt og eksport af stude via Hærvejen og sydpå var af betydning.

Administrativ inddeling

Den nuværende Viborg Kommune bestod i middelalderen af dele af syv middelalderlige herreder: hele Nørlyng Herred og tre sogne af Sønderlyng Herred, den vestlige del af Middelsom Herred, hovedparten af Fjends Herred, den sydlige halvdel af Rinds Herred samt to sogne af Houlbjerg Herred og seks sogne af Lysgårds Herred. I den tidlige middelalder lå Nørlyng, Sønderlyng og Middelsom Herreder i Ommersyssel, mens Fjends Herred lå i Sallingsyssel, Rinds Herred i Himmersyssel, Houlbjerg Herred i Åbosyssel og Lysgård Herred i Loversyssel. Fjends Herred blev i senmiddelalderen administreret af Viborg bispestol fra Hald Hovedgård, mens både Nørlyng, Lysgård, Rinds, Middelsom og Sønderlyng Herreder i tiden op til Reformationen var givet i pant til enten Viborgbispen eller lokale stormænd. I kirkelig henseende lå hele den nuværende kommune i middelalderen under Viborg Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Selv om der ikke eksisterer nogen sikre vidnesbyrd om befolkningsudviklingen i den tidlige middelalder, så kan man ud fra navnestoffet og sognenes relativt begrænsede størrelse slutte, at den nuværende kommune har været ret tæt befolket allerede på sognedannelsens tidspunkt. Kun de forholdsvis få sogne, hvis navne ender på -strup eller -rup, indikerer et lidt senere bebyggelsestidspunkt, der bør tidsfæstes til den højmiddelalderlige befolkningseksplosion og ekspansionsfase i 1100- og 1200-tallet.

Efter pesten, der hærgede ved midten af 1300-tallet, fulgte den senmiddelalderlige krise, som havde en række forskellige konsekvenser for samfundsudviklingen og bl.a. medførte flere kirkenedlæggelser. I Fly Sogn nævnes der endnu i 1470’erne en kirke i sognets østlige landsby Iglsø, som var forsvundet i 1520’erne, mens kirken i Revn (Tårup Sogn) nævnes sidste gang i 1480. Kirken i Navntoft (Vorde Sogn) synes at være blevet nedlagt kort tid efter 1471, mens der i Klejtrup Sogn er spor efter en kirke i Hejring, der dog ikke nævnes i de senmiddelalderlige kilder. Endelig findes der i Hjermind Sogn en tomt, som kaldes »Kapellet«, ligesom der her i 1447 omtales en præst i »Starkær«. At pesten ramte den nuværende kommunes dele forskelligt, kan ses ved, at sognekirkerne i de hårdest ramte og fattigste egne aldrig fik de i resten af Danmark almindelige senmiddelalderlige udbygninger såsom hvælv, kirketårn og våbenhus, ligesom kirkerne i senmiddelalderen forblev forholdsvis sparsomt udstyrede med nyt kirkeinventar.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Færdsel

Viborg er en af de få danske middelalderbyer, hvortil der ikke var adgang fra havet. På grund af beliggenheden har stedet siden oldtiden været det naturlige knudepunkt for den nørrejyske samfærdsel. Her samledes vejene naturligt fra nord, øst, syd og vest med færrest mulige passager af vandskel. Nord for Viborg fandtes brede sumpede ådale, som har udfordret færdslen, og her blev der allerede i middelalderen bygget broer, hvor vejen mod Aalborg krydsede Skals Å (Løvelbro) og Simested Å. Fra Viborg og sydpå var forholdene mere enkle, da færdslen stort set fulgte det store vandskel, der følger Den Jyske Højderyg, og de tørre fødders logik ad de mange vejstrøg, der kendes som Hærvejen, til Sønderjylland. En lang række steder i landskabet findes dybe hulveje, som færdslen har slidt ned i terrænet. Ofte er der hele bundter af parallelle hulveje som ved Mostmølle syd for Viborg eller ved Løvelbrovej syd for Bjerregrav. Sidstnævnte leder hen til den gamle Løvelbro over Skals Å, vest for den nye bro fra 1936, hvor der også findes ruiner af den middelalderlige kvaderstensbro, som senest i 1500-tallet blev afløst af forskellige træbroer. På trods af de store vejreformer i 1800- og 1900-tallet udgør de ældre linjeføringer fortsat rygraden i kommunens vejnet.

Mere om færdsel og infrastruktur i kommunen

Bebyggelse og erhverv på landet

Områdets landskabsmæssige variation har formentlig haft indflydelse på middelalderens landbebyggelse, men da nutidens landsbyer ofte ligger oven i deres ældre forgængere, er områdets bebyggelse dårligt belyst fra arkæologisk side. De middelalderlige kirkers udbredelse tegner imidlertid et billede af en tætliggende bebyggelse, bortset fra på Karup Hedeslette, hvor den magre sandjord gav et meget ringe ressourcegrundlag. Små og mellemstore landsbyer med under 20 gårde menes at have været almindelige på Viborgegnen, mens enkeltgårde formentlig prægede de mange kuperede områder vest og syd for Viborg samt på hedesletten mod sydvest.

Det bedste indtryk af en middelalderlig bebyggelse kendes fra Rådmandshus og Hestdalvej på Viborg Vestermark samt fra Asmildklostervej og Spangsbjerg Allé lige øst for Viborg. Her er undersøgt et mindre antal huse fra tidlig middelalder, men bebyggelsernes udstrækning kendes ikke. Flere andre steder er fundet enkelte huse fra middelalderen, fx ved Bjerregrav, Vammen og Gammel Asmild.

Hovederhvervet i kommunen i middelalderen var landbruget, som blev suppleret med en smule fiskeri efter sild i Limfjorden, ål og aborrer nær Hjarbæk samt fiskeri fra faste fiskegårde nær mundingen af Skals Å i 1400‑1500-tallet.

Bønderne, der dyrkede jorden som græsmarksbrug med lange græs- og brakperioder mellem korndyrkningssæsonerne, producerede rug, byg og havre og holdt kvæg, svin, får og fjerkræ. Områdets brede ådale, der gav gode muligheder for græsning og høslæt, var vigtige for det store studeopdræt og den studeeksport, som i senmiddelalderen begyndte at gå sydpå ad Hærvejen til Tyskland og bycentrene i det nederlandske område. Rester af stude- og dyrefolde, ofte i form af cirkulære jorddiger, som måske kan dateres til senmiddelalderen, findes bevaret flere steder, fx i Sødal Skov, ved Hald Ege og på Stanghede. Kvægholdet medførte også en omfattende smørproduktion. Bønderne betalte deres afgifter i naturalier, men også med penge, hvilket vidner om, at der var et vist produktionsoverskud, som kunne sælges i Viborg og byttes til købmandsvarer.

Den største godsejer i den nuværende kommune var Viborg bispestol, som i senmiddelalderen besad tre større herregårde. Den mest betydningsfulde var Gammel Hald. I 1393 blev Gammel Hald af dronning Margrete 1. overdraget til Viborg bispestol.

Hald tjente som biskop Jørgen Friis’ nøglefæstning og tilflugtssted i årene 1529‑36, da Viborg blev overtaget af de reformatoriske strømninger. De to andre herregårde var Ormstrup og Lynderupgård. Ormstrup kendes fra før 1371, men overgik først til bispestolen i begyndelsen af 1500-tallet, da de hidtidige ejere gik fallit. Lynderupgård blev skænket til bispestolen i 1404/05 og afbrændt i 1534 under Grevens Fejde.

Andre betydningsfulde middelalderlige herregårde i kommunen omfatter Tjele, Hersomgård, Randrup, Skjern, Sødal og Vingegård. Tjele nævnes første gang i 1380. Den var da ejet af stormandsfamilien Basse, men overgik i 1478 til slægten Løvenbalk, som sad her indtil Reformationen.

Hersomgård nævnes i 1513, hvor den overgår til slægten Banner, mens Randrup i 1300-tallet var ejet af den jyske gren af Hvideslægten. Skjern kendes fra 1300-tallet, hvor den var ejet af Peder Vendelbo, marsk for Christoffer 2. Slottet er i dag en ruin, efter at de kejserlige tropper ødelagde det under Trediveårskrigen.

Sødal skal have tilhørt Rane Jonsen, kammertjener for kong Erik Klipping, der i slutningen af 1200-tallet ejede flere gårde på Viborgegnen. Gården blev nedbrudt efter kongemordet i Finderup Lade i 1286 og først genopført efter Reformationen. Vingegård kendes fra 1400-tallet, hvor den var i slægten Reventlows besiddelse indtil 1520, hvor den gennem ægteskab overgik til adelsfamilien Kruse, der sad inde med gården de næste 100 år.

Karup var fra 1400-tallets anden halvdel indtil Reformationen et af de mest søgte valfartssteder i Danmark, hvorfor kirken her udbyggedes kraftigt. Både den og det tilknyttede hospital, der nævnes første gang i 1480, blev betænkt med omfattende godsgaver. Valfarten til Vor Frue i Karup tiltrak dronning Christine i 1505, mens rigsråden Mouritz Nielsen Gyldenstierne var på besøg i 1494. Endnu et valfartssted var helligkilden i Kapeldalen ved Hald Sø, hvor der fandtes et lille kapel viet til den hellige Margrete fra Antiochia. Her er der fundet mønter fra 1400-tallet. Endelig fandtes der et lille kapel i Finderup, som blev befalet nedlagt i 1551.

Skriftlige kilder vidner om mange vandmøller, der ofte var ejet af Viborgbispen eller domkapitlet. De blev anlagt fra den tidlige middelalder på egnede steder, og i flere tilfælde ses endnu spor af de store gamle mølleopstemninger. I 1935 blev der undersøgt spor af en middelalderlig mølle i den nedlagte mølledam til Ingstrup Mølle ved Tjele Å, og i 1966 blev der på brinken af Nørreå ved herregården Viskum fundet et kværnstensfragment, et muligt akselleje samt talrige tilspidsede nedrammede egepæle, der formodentlig udgør resterne af en hidtil ukendt vandmølle fra middelalderen.

Bebyggelse og erhverv i byerne

I middelalderen var hele området domineret af en stor by, Viborg, der er blandt Danmarks ældste købstæder. På grund af byens beliggenhed som trafikalt knudepunkt udviklede den sig til en handelsplads og et centralt mødested for store dele af Jylland. Omkring 1060 blev et af de nye jyske stifter placeret i Viborg. Kirken kom til at spille en vigtig rolle i byen, hvilket de tolv sognekirker, fem klostre og to hospitaler, der prægede bybilledet sammen med den romanske domkirke, vidnede om. Mens Mariaklosteret husede domkapitlet, lå der derudover et franciskaner-, et dominikaner-, et johanniter- samt et nonnekloster i byen. Lige uden for byen lå desuden Asmild Kloster, som fra ca. 1160‑80 husede et augustinernonnekloster. I byen fandtes dertil fra 1100-tallets midte til 1542 et Sankt Mikkels hospital (fra 1440 betegnet Sankt Jørgensgård). De mange sognekirker overlevede i modsætning til domkirken og de to tiggerbrødreklostre ikke Reformationen og blev allerede nedrevet fra 1529.

Viborgs størrelse og betydning bekræftes af en optegnelse i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, ifølge hvilken byen da betalte 120 mark i ledingsafgift, hvilket var det dobbelte af Randers og det tredobbelte af Horsens. I senmiddelalderen var det dog gået lidt tilbage for byen; omkring reformationstiden var Viborg med sine ca. 3.000 indbyggere stadig en by af en vis betydning, der svarede kongelige ydelser på niveau med Aarhus og Næstved, men man lå et stykke bag København, Ribe, Odense og Malmø.

Ud over at være et kirkeligt centrum spillede Viborg også på det økonomiske og især det retslige område en stor rolle. Man slog mønter i Viborg fra 1000-tallet og frem til 1300-tallet. Viborg var også hjemsted for Landstinget for Nørrejylland (Jylland nord for Kongeå), hvor man fra arilds tid havde forhandlet fælles anliggender, godkendt love og regler og kåret rigets konger.

Ved siden af landbruget var Viborg centrum for handel og håndværk i regionen, som forsynede de mange kirkelige institutioner og adelsgårdene med varer og tjenesteydelser. Selv om byen ikke havde direkte adgang til de danske farvande, flød handelsvarer dog stadig ind i byen via ladepladsen Hjarbæk ved Limfjorden. Her fandt et omfattende fiskeri af bl.a. ål og aborrer sted, mens domkapitlet herfra havde adgang til sine saltsydehytter på Læsø. Trafikalt nød Viborg dog især godt af Hærvejen, og byen fik en central rolle i først heste- og siden studehandelen, som blomstrede i 1400- og 1500-tallet. Landbrugsvarer som kvæg, korn og smør fra oplandet blev især handlet mod kramvarer, klæde og øl. Ud over snapstinget i januar blev der hvert år i september afholdt det vigtige Mauritiusmarked, mens den lokale helgen Sankt Kjeld blev fejret ved et stort marked i juli måned.

Ved Viborg anlagde man i 1313 Borgvold, en af kong Erik Menveds jyske tvangsborge. Borgen kan ikke kildebelægges siden da og er måske allerede blevet tilintetgjort kort efter udstedelsen af kong Christoffer 2.s håndfæstning i 1320.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Mordet i Finderup Lade

Natten til d. 22. november 1286 blev kong Erik Klipping myrdet i Finderup Lade sydvest for Viborg af ukendte gerningsmænd, angivelig efter at være blevet dolket af 56 knivstik. Kongen blev herefter gravlagt i Viborg Domkirke. Mordet er fortsat uopklaret; i 1287 blev ni mænd, herunder marsk Stig Andersen Hvide, kendt skyldige i kongemordet ved et danehof på Nyborg Slot og dømt til fredløshed og fratagelse af al ejendom. Men kong Christoffer 2.s håndfæstning fra 1320 indeholdt en bestemmelse, ifølge hvilken de dømtes arvinger skulle have disse besiddelser tilbage, hvor dette var muligt; det svarer til en indirekte indrømmelse af, at Nyborgdommens retsgrundlag var noget vakkelvornt.

Der kan peges på to andre grupperinger, der kan have stået bag drabet. Den ene udgøres af kredsen omkring den norske konge, der på drabstidspunktet lå i krig med Danmark pga. stridigheder angående arven efter sin mor, Ingeborg af Danmark. Mange af de fredløse flygtede da også til Norge, hvor de gik i den norske konges tjeneste. Den anden gruppering er kredsen omkring den unge hertug Valdemar Eriksen af Sønderjylland, der ligeledes lå i strid med Erik Klipping.

I 1891 blev der rejst et mindekors på det sted, hvor laden og senere et kapel menes at have stået.

Slaget på Taphede

I 1334 søgte Christoffer 2.s næstældste søn, Otto, at fordrive de holstenske panthavere fra Danmark og vinde tronen i Danmark, hvorfor han drog fra Lolland til Viborg for her at lade sig hylde. Han vandt stor opbakning blandt jyderne, og der blev udkæmpet flere slag mellem danskerne og holstenerne i sensommeren og efteråret 1334. I oktober 1334 stod der et slag på Taphede øst for Viborg, hvor Otto og hans hær efter en lang og hård kamp blev slået, og han selv blev taget til fange. Otto blev herefter holdt i fangenskab indtil 1341, og han blev først løsladt, efter at hans lillebror Valdemar Atterdag var blevet dansk konge, og han selv havde frasagt sig retten til tronen. Han skal være blevet vanvittig i fængslet. I 1346 indtrådte Otto i Den Tyske Orden, og hans videre skæbne er ukendt.

Skattefund

Flere steder i området er der med metaldetektor gjort mange metalfund fra middelalderen, bl.a. ved Øster Kølsen, Lee, Viskum og Hjarbæk samt ved Foulum, hvor der i 2016 blev fundet 85 borgerkrigsmønter fra 1300-tallet. Derudover blev der ca. 1696‑99 fundet en mængde af kong Knud den Stores mønter tæt ved Viborg samt i 1878 32 mønter udmøntet af kong Knud den Hellige. Det største fund udgøres imidlertid af en malmgryde med 8.000‑9.000 mønter, nedgravet ca. 1325‑30, som blev fundet i 1831 ved Fiskbæk.

Videre læsning

Læs mere om historie i Viborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder