Tidslinje over middelalderen til år 2000 i Vordingborg Kommune.
.
I Sværdborg Kirke findes der en helt unik fremstilling af de 15 tegn, eller varsler, der ifølge middelalderlig opfattelse vil komme inden Jordens undergang. Kalkmalerierne med de apokalyptiske billeder er dateret til omkring år 1400 og kan ses i skibets andet fag. Små grupper af folk peger på de forfærdelige naturkatastrofer: I udsnittet her ses i midten, hvordan det regner med blod fra himlen, så menneskene falder om, og nedenunder th. falder stjernerne ned fra himlen. Til højre, i næste kappe, ses, hvordan ilden fortærer Jorden og himlen, angivet med et bølget bånd; nedenfor vises, hvordan træerne sveder blod.
.

Ved indgangen til middelalderen var der mange bebyggelser i området, og med ophøret af truslen fra venderne sydfra opstod der også bebyggelser i kystegnene. I løbet af middelalderen skete der en befolkningsvækst, der dog stagnerede eller gik tilbage i senmiddelalderen. Der voksede i alt fire købstæder frem i middelalderen, hvoraf den vigtigste var Stege. Kronen stod bag bl.a. borganlæggene Stegeborg og Vordingborg.

Administrativ inddeling

Vordingborg Kommune bestod i middelalderen af 24 eller 25 sogne; det er uvist, hvornår Bogø formelt dannede sit eget sogn, men Bogø Kirke er middelalderlig, og et sogn omtales i 1581. Købstaden Stege bestod i middelalderen af to sogne (Sankt Hans og Sankt Gertrud), der i deres tilknyttede landdistrikter også omfattede de senere udskilte sogne Damsholte (1743) og Nyord (1845). I middelalderen udgjorde Risby sit eget sogn, inden det i 1550 blev indlemmet i Bårse Sogn. Til kommunen hører hele det gamle Mønbo Herred, hovedparten af Bårse Herred og fem sogne i Hammer Herred, mens Bogø hørte til Falster Nørre Herred. I senmiddelalderens kongelige forvaltning lå sognene i kommunens sjællandske del til Vordingborg Len, mens Mønbo Herred hørte til Stegeborg Len, og Bogø til Nykøbing Len. I kirkelig henseende indgik næsten hele kommunen i Roskilde Stift, bortset fra Bogø, der med Falster hørte til Odense Stift.

Mere om administrativ inddeling i kommunen

Befolkningsudvikling

Ved middelalderens begyndelse var områdets ældste bebyggelse klart koncentreret til Sjællandsdelen, hvor landsbyer fra jernalderen med endelser som -lev, -løse og -inge prægede det indre bakkeland; til denne gruppe skal formentlig også regnes Mern og herredsbyen Bårse. I løbet af vikingetiden anlagdes ganske mange bebyggelser på -by, nu både i det indre og ud mod kysten og ikke mindst på Møn. Til denne landindvinding kan også tælles en del landsbyer med endelserne -bølle (herunder Neble) og især på Møn også mange på -mark. Selv om bebyggelsesbilledet fik et mindre supplement af landsbyer med typisk middelalderlige navneendelser som -torp og -rød, så synes det at have været atypisk få i forhold til andre dele af Sjælland og Øerne. En del af forklaringen kan være, at områdets udsatte beliggenhed i forhold til den tidlige middelalders gentagne vendertogter fra naboerne syd for Østersøen kan have bremset den skovrydning og -torp-anlæggelse, som prægede billedet andre steder.

Da truslen fra venderne endelig var ophørt med udgangen af 1100-tallet, og regionen med centrum i Vordingborg i stedet blev udgangspunkt for Danmarks korstogstogter rundt i Østersøen), foregik den efterfølgende bebyggelsesudvidelse langs kysten primært med byer med naturnavneendelser. Med til billedet hører, at der i de bevarede marknavne fra 1680’erne for hele kommunens område gemmer sig usædvanlig mange potentielle landsbynavne på -torp og -by, som man ellers ikke kender til, og hvis disse repræsenterer reelle bebyggelser, har der foregået en del middelalderlig bebyggelsesaktivitet langs kysterne. Dette billede understøttes af kommunens kirkebyggeri; mens de indlandske sognekirker på Sjælland allerede blev opført i 1100-tallet, så blev kirkerne i kystsognene og på Møn næsten alle først bygget i 1200-tallet, dvs. da vendertruslen var ovre. Herefter tog befolkningsvæksten tilsyneladende fart, for påfaldende mange af sognekirkerne i hele kommuneområdet blev udvidet allerede i perioden 1200-1350, hvilket ellers ikke var almindeligt. Til gengæld skete der næs ten ingen kirkeudvidelser i senmiddelalderen, hvilket sammen med de potentielt mange nedlagte landsbyer kunne tyde på en vis stagnation eller endog tilbagegang i befolkningstallet.

Mere om befolkningsudvikling i kommunen

Bebyggelse og erhverv

Måske som en effekt af den lidt afdæmpede bebyggelsesvækst og/ eller det potentielt store antal nedlagte bebyggelser i senmiddelalderen var kommunens landsbyer ved slutningen af middelalderen ganske store, som regel med over ti gårde og mange steder med over 20. Små landsbyer på under ti gårde fandtes især på hhv. vest- og østkysten af Sjællandsdelen samt på nord siden af Møn.

Selv om det kuperede skovlandskab på store dele af kommunens sjællandske område og på det østlige Møn egentlig må have indbudt til en betydelig enkeltgårdsbebyggelse, så kendes der relativt få af disse i middelalderen, med det oprindelig store Kalvehave Sogn som den væsentligste undtagelse. Antallet af middelalderlige herregårde er under gennemsnittet, og de fandtes især i de indre sjællandske sogne. Roskildebispen havde til gengæld et godslen med centrum i Lekkende, mens kronen havde lensmænd siddende på både Vordingborg, Jungshoved og Stegeborg. Kommunen rummer rester efter en del middelalderlige voldsteder og vildtbaner i form af grøfter og diger, der kan sættes i forbindelse med Valdemarstiden og venderangrebene, det holstenske grevevælde i 1300-tallet og krigen mod lybækkerne ved middelalderens slutning. Enkelte anlæg er blevet sporadisk undersøgt og kan dateres af de store egetræer, der nu vokser på de bevarede dele.

De nuværende landsbybebyggelser menes at være bygget oven på middelalderlige landsbyer, og derfor er de fleste ikke velundersøgte. Vest for Røddinge på Møn, umiddelbart op til den nuværende landsby, er der dog udgravet huse, hegn og matrikelskel fra omkring år 1000-1200. Den nuværende landsby ligger en anelse højere i terrænet end forgængeren, der lå helt ud til den våde eng, som tidligere har stået med blankt vand og i forbindelse med havet. Bebyggelsen flyttede omkring år 1200, og detektorfund vidner om, at der må have ligget gårde her inden da. Arkæologiske undersøgelser i Bårse og Skallerup viser, at de nuværende bebyggelser er placeret direkte oven på ældre gårdanlæg med bevarede stolpehuller fra forskellige bygninger, affaldsgruber og kulturlag.

Med sine mange bakker og relativt store moseområder har området ikke været det mest indbydende agerland i middelalderen. Jorderne er dertil af varierende beskaffenhed, fra forholdsvis lette lerjorder i vest over mere almindelige lerjorder på østsiden af Sjællandsdelen til overvejende tunge lerjorder på Møn. Landsbyerne havde i middelalderen opdyrket 20-50 % af de tilknyttede ejerlav. Agerjorderne dyrkedes overvejende med årligt sædskifte i det almindelige trevangsbrug, men på den sjællandske sydspids og i de ekstremt små ejerlav langs indersiden af Jungshoved praktiseredes alsædbrug, hvor hele ageren blev besået hvert år.

Som i det øvrige Østdanmark var byg middelalderens vigtigste afgrøde, men her i kommunen spillede havredyrkning også en betydelig rolle. Dette afspejler måske dels den lidt vanskelige geografi, idet havre stiller færre krav til dyrkningsforholdene end byg og rug, dels behovet for havre til heste foder ved de tre kongelige lensborge. Der var en del malkekvæghold til produktion af smør langs kysten ud mod sundet mellem Sjælland, Bogø og Møn, mens bønderne her utvivlsomt også har suppleret indtægterne med fiskeri. Ejendomsforholdene synes nogenlunde ligeligt fordelt imellem kronen, kirken og adelen, hvor førstnævnte var repræsenteret med hele tre lenssæder i kommunen, mens kirken var til stede som godsejer i form af Roskildebispen og nonnerne ved Sankt Agnete Kloster i Roskilde; klosteret i Præstø grundlagt i 1470 havde derimod kun lidt jordegods.

Selv om Vordingborg Kommune ved slutningen af middelalderen formelt talte hele fire købstæder, så var det primært Stege, der i størrelse rigtig tålte sammenligning med rigets øvrige senmiddelalderlige byer. Stege kendes som købstad kort efter vendertruslens ophør i begyndelsen af 1200-tallet, hvor den havde en perfekt beliggenhed som handelsmæssigt bindeled mellem Østersøen, Øresund og Smålandsfarvandet. Dertil blev den straks fra begyndelsen beskyttet af Stege borg anlagt umiddelbart syd for byen, mens voldgrave, bymur og porttårne fulgte i 1400-tallet. Den primære handel var knyttet til silde fiskeriet, der gjorde byen ganske velhavende. I senmiddelalderen var sildehandelen i området så betydelig, at yderligere, mindre købstæder kunne oprettes i Borre og Præstø, hvor sidstnævnte også havde et landbrugsopland at basere sin eksistens på. Vordingborgs situation var noget anderledes end de andres, da den til borgen knyttede bydannelse i 1200-tallet primært var rettet på servicering af den store korstogsbase og senere på betjening af borgen som et af de vigtigste kongelige hoved sæder uden for København.

Kommunens mange småøer i farvandet mellem Sjælland og Møn var gennemgående ubeboede i middelalderen. Nyord havde fra 1500-tallet ofte lodser udstationeret til besejlingen af det vanskelige farvand, men ellers synes øen ret sent bebygget og opdyrket. Vigtigst af småøerne var Bogø, der har haft eget kapel muligvis helt tilbage til 1200-tallet. I 1231 havde kongen et hus på Bogø, hvorfra der kunne jages hjorte, og det fungerede som værtskab for udenlandske besøgende.

Mere om bebyggelse og erhverv i kommunen

Borre – en middelalderlig købstad

I senmiddelalderen udgjorde Borre Sømose en åben vig med adgang til Østersøen, og på en holm i den sydlige, inderste del af vigen lå købstaden Østerborg, der havde sin storhedstid i 1300 og 1400-tallet. Forleddet i navnet refererer til beliggenheden øst for Møns vigtigste borg, Stegeborg, mens det er uvist, om efterleddet betyder, at byen har været befæstet; der er ikke fundet rester af nogen borg. I midten af 1400tallet omtales Østerborgs magistrat, og byen har haft købstadsprivilegier før 1460, da sådanne dette år stadfæstedes af Christian 1. Det altoverskyggende livsgrundlag for købstaden var sildefiskeriet i Østersøen, og da fiskeriet begyndte at aftage hen mod middelalderens slutning, samtidig med at indsejlingen til vigen begyndte at sande til, blev betingelserne stadig sværere. Helt galt gik det i 1510, da byen blev angrebet og ødelagt af lybækkerne under disses krig med kong Hans. Selv om bebyggelsen blev genopført, og privilegierne fornyet i 1648, endte Østerborgs reelle købstadstid med middelalderen, og Borre, som bebyggelsen herefter hed, var i praksis herefter at betragte som en almindelig kirkelandsby – med en ualmindelig fortid.

Militæranlæg

I kommunen findes en række kystnære forsvarsanlæg, der formodentlig er anlagt af kong Valdemar den Store og hans efterkommere. De sikrede fredelig skibsfart op gennem Bøgestrøm, Stege Bugt og Storstrømmen, så handelen i områdets fire købstæder kunne foregå sikkert. Både ved Jungshoved Voldsted og ved Vordingborg Slot er der fundet pælespærringer fra flere perioder, der har fungeret som en del af kongens forsvar. Flere af voldstederne har været samlingssted for vigtige forhandlinger.

Stensbyforliget

I 1227 havde den tyske sværdridderorden fordrevet danskerne fra disses erobringer i Estland. Men da sværdridderne selv led et stort nederlag mod balterne i 1236, og da pave Gregor 9. ønskede at fastholde den danske kong Valdemar Sejr i de fortsatte korstog, fik den pavelige legat Vilhelm af Sabina arrangeret et forligsmøde mellem parterne i 1238. Mødet fandt sted d. 7. juni på Valdemars gård i Stensby, beliggende symbolsk tæt på korstogshavnen i Vordingborg. Resterne af sværdridderordenen var året før blevet optaget i Den Tyske Orden, hvis ledelse godt kunne bruge et forbund med danskerne imod russerne. Forliget førte til, at borgen Tallinn og tre omkringliggende grevskaber blev tilbagegivet til den danske konge og kirke. I de fremtidige fælles korstogserobringer i regionen skulle den danske konge have to tredjedele og Den Tyske Orden én tredjedel. I praksis blev det danske herredømme i Estland dog aldrig større, men for den eksisterende del blev styret fastholdt frem til salget af Estland til Den Tyske Orden i 1346.

Videre læsning

Læs mere om historie i Vordingborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Middelalderarkæologi

Se alle artikler om Middelalder