Den første krig, der gav anledning til mindesmærkerejsning i stort omfang, var Treårskrigen eller 1. Slesvigske Krig 1848-51. Over de tre krigsår foregik der fem større kampe med betydelige tab på dansk side: Slesvig og Dybbøl i 1848, Eckernförde og Fredericia i 1849 samt Isted i 1850. De faldne fra disse større kampe blev forsøgt indsamlet og begravet på de nærliggende kirkegårde, hvor der i første omgang kun blev rejst beskedne markeringer på massegravene, især hvor der var begravet officerer. Efter talrige mindre sammenstød og fægtninger blev de faldne begravet af deres kammerater nær kamppladserne i skove, moser eller ved vejkanten, ofte uden markering af stedet, som hurtigt blev dækket af græs. Efter krigens ophør i 1851 blev der iværksat en indsamling af de faldne, der blev flyttet til de nærmeste kirkegårde, og en omfattende mindesmærkerejsning blev iværksat, finansieret gennem en landsindsamling i Kongeriget og i hertugdømmet Slesvig. Den skulle markere, at der var tale om en ophøjet død for konge og fædreland. I 1948 blev alle gravminder og mindesmærker for denne krig registreret over hele landet. Der er 171, hvoraf mange var gravminder på kirkegårde, og de er kun i begrænset omfang medtaget på kortet herunder. De største og prægtigste er anbragt på officersgravene, især Garnisons Kirkegård i København.
Der er også rejst monumenter over de få kampe, der kunne benævnes som sejre. H.W. Bissens statue Landsoldaten i Fredericia skildrer glæden over det sejrrige udfald fra byens fæstning d. 6. juli 1849. Bissen har også udført Istedløven, der blev rejst på Flensborg Kirkegård som både et gravminde og et sejrssymbol over kampen på Isted Hede d. 25. juli 1850. Fra og med 1. Slesvigske Krig blev der udviklet en livskraftig dansk mindekultur, så livskraftig, at mange af de faldne for fædrelandet fik adskillige mindesmærker. Denne skik er fortsat frem til nutiden.
