Det er svært at skabe mindesmærker og monumenter for nederlag, og derfor er der ikke rejst mindesmærker for de afgørende kampe i 1864, hverken for stormen på Dybbøl d. 18. april eller kampen om Als d. 29. juni. Efter krigen blev der over hele landet opsat mindetavler i kirkerne over sognets faldne. Hvis der allerede var en mindetavle for de faldne 1848-51, blev den ofte nymalet, så der blev plads til de faldne i begge krige. I København var der mindesmærker for fire generaler og to krigsministre fra 1848-51, mens der efter 1864-krigen kun blev rejst et enkelt større mindesmærke, en buste af admiral Edouard Suenson, der ledede søslaget ved Helgoland. Desuden er der et par mindesmærke over begge slesvigske krige: Den lille hornblæser ved Rådhuspladsen og en obelisk for de faldne på Garnisons Kirkegård. Den danske stat har siden 1880’erne forestået og betalt kransenedlæggelser ved mindesmærker og grave for de faldne fra begge slesvigske krige.
Denne mindekultur består fortsat og er især knyttet til området syd for 1864-grænsen, hvor de fleste kampe fandt sted. Den mest markante af disse mindedage er d. 18. april, der markeres hvert år på Dybbøl og i Sønderborg. Der er også enkelte andre højtideligheder, bl.a. ved mindesmærker i Fredericia og Gunderup (for træfningen ved Lundby). Ligeledes er der kransenedlægning i Middelfart og Nysted for de omkomne på lazaretter dér. Hverken krigsinvaliderne eller de faldne rigsdanskere, der er blevet begravet i deres hjemsogne, er medtaget i den officielle erindringskultur. I Sønderjylland blev der efter 1864 rejst preussiske sejrsmonumenter på Dybbøl og Als samt anlagt en lang række tyske soldatergrave. De to sejrsmonumenter blev sprængt i 1945, mens de tyske gravminder fortsat findes og er medtaget på kortet.
