Ved Genforeningen i 1920 blev den nordlige del af det gamle hertugdømme Slesvig indlemmet i Danmark. Hertugdømmet Slesvig havde indtil 1864 hørt under den danske kongemagt sammen med hertugdømmerne Holsten og Lauenborg. I 2. Slesvigske Krig i 1864 blev hertugdømmerne erobret af Preussen og Østrig og efterfølgende indlemmet i Preussen. Til trods for myndighedernes stærke fortyskningsforsøg fastholdt hovedparten af nordslesvigerne dansk sprog og identitet og ønskede at blive forenet med Danmark. Samhørigheden mellem de dansksindede nordslesvigere og befolkningen i Danmark var en del af de folkelige rørelser i perioden 1864-1920.Efter 1. Verdenskrig skete der omfattende grænseændringer i Europa ud fra princippet ”folkenes selvbestemmelsesret”. I henhold hertil blev der afholdt folkeafstemning i Slesvig om, hvorvidt befolkningen ønskede at høre under Tyskland eller Danmark. Et flertal i det nordlige Slesvig (i dag kaldet Sønderjylland) stemte sig til Danmark, og herefter blev den dansk-tyske grænse rykket ca. 70 km mod syd.
Genforeningen skabte en stor glæde, der kom til udtryk i talrige mindesmærker rejst rundt i hele landet. De fleste er rejst af sogneråd eller lokale foreninger og består af store kampesten med indskrifter som ”Til minde om Genforeningen 1920”. Ofte blev der også rejst flagstænger ved mindesmærkerne, der blev festligt indviet med sange, taler og deltagelse af lokale veteraner fra krigen i 1864. Pleje og vedligeholdelse blev overdraget til kommunerne. Genforeningen er den begivenhed, der har givet anledning til flest mindesmærker. Der findes 454 i hele landet med en vis overrepræsentation i Sønderjylland, ca. 25 % af alle. De er også talrige i Østjylland og i de tidligere landområder uden for København. I Kongeriget blev cirka 65% rejst i 1920, mens det er tilfældet for mindre end 15 % af de sønderjyske.
