Der er rejst omkring 430 befrielsesmindesmærker i hele Danmark i perioden 1945-55; de fleste er dog opsat i de første to-tre år efter befrielsen. Det er store marksten rejst på højkant, undertiden udformet som en mindedysse, placeret et centralt sted, fx ved kirken, forsamlingshuset eller i et vejkryds.
Befrielsesmindesmærkerne har i reglen korte, prægnante indskrifter, undertiden kun de to datoer 9. april 1940 og 5. maj 1945. Derimod nævnes d. 29. august, datoen for samarbejdspolitikkens ophør, kun på to befrielsesmindesmærker. Denne mindesmærkerejsning er et udpræget landfænomen og tydeligvis inspireret af genforeningsmindesmærkerne både med hensyn til materialer, indskrifter, initiativkredse og geografisk udbredelse. Nogle steder ligger disse mindesmærker særlig tæt, bl.a. i området nord for Odense. Det skyldes, at befolkningen her mærkede krigen hårdere end mange andre steder,idet der herfra blev tvangsforflyttet 2.000 mennesker i forbindelse med opførelsen af en tysk luftbase. Hvis der i et område var modstandsfolk, der var omkommet, eller allierede flyvere, som var styrtet ned, så var det sædvanligvis dem, der blev rejst mindesmærker over, og ikke selve befrielsen. Andre steder blev der lavet kombinerede genforenings- og befrielsesmindesmærker.
Denne landsomfattende mindesmærkerejsning er sket nedefra, og initiativtagerne var lokale foreninger, sogne- og menighedsråd eller selvbestaltede komiteer. Ved afsløringerne deltog altid skoleelever, der blev sunget fædrelandssange, og ofte holdt lokale modstandsmænd indvielsestalen. Undertiden var der også en festgudstjeneste forud for afsløringen. Pleje og vedligeholdelse blev af initiativtagerne sædvanligvis overdraget til kommunen. Befrielsesmindesmærkerne har ikke været en del af en aktiv erindringskultur, bortset fra en eventuel flaghejsning d. 5. maj.
