Den kortvarige, væbnede indsats ved besættelsen d. 9. april 1940 har givet anledning til mindesmærker over hele landet for de 16 danske soldater og grænsegendarmer, der faldt denne dag. Der var et behov for at anskueliggøre, at den 9. april ikke var en æreløs dag. På de steder i Sønderjylland, hvor der havde været kampe, blev der allerede i foråret og sommeren 1940 rejst mindesten af de faldnes soldaterkammerater eller af lokalbefolkningen. Det skete uden protester fra besættelsesmagten. Ønsket om at mindes den væbnede kamp bestod underhele krigen, men de modstandsfolk, der faldt i kamp med besættelsesmagten, blev henrettet eller omkom i tyske fangelejre, kunne dog først få et mindesmærke efter befrielsen. Til gengæld fik mange af dem så flere mindesmærker, eksempelvis på deres skoler, arbejdspladser og kaserner. Krigens civile ofre, der i omfang svarer til modstandskampens faldne, er ikke blevet mindet på samme vis. Det samme gælder for de 2.000, der omkom på havet som krigssejlere på allierede skibe.
Ryvangen er det største erindringssted for Besættelsen. De tyske tropper anvendte stedet som henrettelsesplads, og efter krigen blev der her fundet ligene af 196 modstandsfolk. Ryvangen blev nu den centrale gravplads for danske faldne i kamp og politiske fanger, der var døde i tyske kz-lejre. Herved er der blevet knyttet navne på 378 personer til Mindelunden i Ryvangen. Det er dog kun 25 % af de cirka 1.500, som anslås at være døde som følge af deltagelse i modstandsbevægelsen, og en meget lille del af krigens samlede ofre, som i 1947 blev anslået til knap 4.300. På Knivsbjerg syd for Haderslev har det tyske mindretal indrettet en mindelund for de ca. 800 medlemmer af mindretallet, der faldt i tysk krigstjeneste.
