Moesgård, Mårslet

Den nuværende hovedbygning blev opført i 1776-80 af baron Chr. Frederik Gyldencrone (1741-88). Bygmesteren C.J. Zuber (1736-1802) har tegnet hovedbygningen. Zuber var stærkt inspireret af N.H. Jardin, hvilket blandt andet ses i den apsisformede udbygning på havesiden. De krumme sidefløje er tegnet af bygmesteren Anders Kruse. Baroniets hovedsæde var oprindeligt på Vilhelmsborg.Det oprindelige Moesgård lå længere mod sydvest. Den nedbrændte under svenskekrigene i midten af 1600 årene og den daværende ejer Mogens Friis solgte i 1662 grunden til finansmanden Gabriel Marselis, Gyldencrones oldefar, som i 1673 opførte en ny bygning i bindingsværk. Chr. Frederik Gyldencrones søn Frederik Julius Christian Gyldencrone (1765-1824) overtog Moesgård efter faderens død, men han gik fallit i 1821 og staten overtog godset. Stiftamtmand Thorkild C. Dahl (1807-72) overtog Moesgård i 1838 og det forblev i familien Dahls eje frem til 1950erne. Dahl byggede det nu forsvundne teglværk, Fiskerhuset på Moesgård strand samt den nuværende smedje. Han restaurerede desuden skovmøllen, udvidede staldene og opførte Vognporten. Moesgårds facade har både været rød, okkergul og hvid, men fik ved restaureringen i 2013 sin nuværende farve. Allerede i Gyldencrones tid lagdes kimen til Moesgårds fremtid som museums- og universitetsbygning. I den ovale sal fandtes eftersigende et skab med mineraler fra norske og svenske bjergværker, og Gyldencrone indrettede også et bibliotek og udvidede sin samling med oldsager. Dahl forsøgte allerede ved Gyldencrones tvangsauktion at erhverve hans samling af mineraler, men uden held. Han købte dem dog ved en senere lejlighed og udvidede også Gyldencrones bibliotek. Dahl var stærkt interesseret i arkæologi og oprettede et historiske-antikvarisk selvskab med det formål at oprette en arkæologisk samling i Aarhus. Dahls datter Bothilde overtog Moesgård ved moderens død i 1911. Da hun selv døde i 1952 overtog Forhistorisk Museum Moesgård. Hovedbygningen blev restaureret i 1964-70 og omdannet til museum. Hovedbygningen blev restaureret igen i 2008-09. Avlsgårdens bygninger var oprindeligt i bindingsværk og bestod af en lade mod nord, et såkaldt øksenhus mod vest og mejeri- og folkefløj mod syd. Øksenhuset blev omkring 1793 erstattet af to vinkelbygninger, og ladens bindingsværksmure blev omsat i grundmur. I 1921 brændte vinkelbygningerne og laden og kun ydermurene stod tilbage. Vinkelbygningerne blev genopført. Ved Moesgårds Museums overtagelse i 1960 blev laden genopført sammen med en nyopført bygning mod vest i forlængelse af ladebygningen. I 1985 blev nye udstillings- og undervisningsbygninger opført mod sydøst i forlængelse af sydfløjen og sammenbygget med den sydlige vinkelfløj. Ombygningen er udført af C.F. Møllers Tegnestue. Avlsbygningerne blev gennemgribende ombygget i 2013, da udstillingsbygningerne blev omdannet til universitetsformål.

Herregården Moesgård ligger i det åbne landskab syd for Aarhus omgivet af diger, marker, enge og skov. Hovedbygningen med sidefløje ligger længst mod øst med gavle mod nord og syd, der sammen med avlsgården mod vest danner rammen om en pigstensbelagt gårdsplads. Øst for hovedbygningen findes en barokhave, der er anlagt med terrasser ned mod Moesgård sø. Haven flankeres af lindealléer. Nord for herregårdsanlægget ligger det nye Moesgård Museum og gennem skoven mod øst ligger Skovmøllen, der ligeledes er fredet. Herregårdsanlægget er en del af Aarhus Universitet og indrettet til forsknings- og undervisningsformål. I det følgende vil betegnelserne fra 1920 blive benyttet om bygningerne. Det vil sige hovedbygningen med nordlig og sydlig sidefløj, mejeri- og forvalterbygning (den sydøstlige avlslænge), ko- og kalvestalden (den sydvestlige vinkellænge), hestestald (den nordvestlige vinkellænge) samt laden (den nordøstlige længe). Hovedbygningen er opført i grundmur i to etager over en høj kælder og med et trappetårn ved hver gavl. Tagene er helvalmede med røde, håndstrøgne vingetagsten, hvor der i rygningen sidder fire hvidkalkede skorstenspiber med sokkel og krave. I tagfladerne er kviste med buede blytage. Murværket er pudset og kalket i en lys rød Terra de Sienna farve med en gråkalket sokkel og afsluttes af en hvidkalket, profileret hovedgesims. I etageadskillelsen ses desuden et muret bånd. De tre midterste fag er på facaden fremhævet i en midtrisalit, der krones af en zinkinddækket atikka med urværk, hammer og klokke, hvor der på siden står Christian Frederik Gyldencrone og årstallet 1777. De yderste fag er mod gårdspladsen refendfugede og mod haven med liséner. Mod havesiden fremhæves midterfagene af en apsisformet udbygning med refendfugede liséner. På toppen er en balkon, der afskærmes af en hvidmalet balustrade. Hoveddøren er en ældre, tofløjet, blåmalet fyldingsdør med en portal, der hviler på konsoller. Havedøren er traditionelt udført, tofløjet og gråmalet med ruder i den øverste del. Over døren ses desuden en konsolbåren portal. Foran både hoved- og havedøren er en fritrappe af granit. I det nordligste trappetårn desuden en ældre, kurvehanksbuet revledør. Vinduerne er traditionelt udførte, gråmalede og torammede med opsprossede ruder. I stueetagen er vinduerne af korsposttypen med todelte underrammer. Vinduer i de yderste fag samt i midtrisalitten prydes endvidere af indfatninger, frontispice og konsolbårne sålbænke. Kældervinduerne er etrammede med todelte ruder. På hver side af hovedbygningen er to buede sidefløje i én etage over en høj, gråkalket kælderetage med et helvalmet, ubrudt teglhængt tag med to hvidtede skorstenspiber i rygningen. Facaden er i samme farveholdning som hovedbygningen og inddelt med liséner. I gavlene ses blændinger. Mod gårdsiden har begge fløje en ældre fyldingsdør, og nordfløjen har endvidere en kælderdør. Vinduerne er ældre og torammede med småsprossede ruder. Både vinduer og døre er gråmalede. Moesgård er indrettet til kontorer, men grundplanen er velbevaret med de repræsentative stuer i stueplan. Stuerne ligger en suite og har døre enfilade. Hovedbygningen er disponeret med ankomst til en vestibule, hvorfra der er adgang til den bagvedliggende havestue. Ved hver gavl er bitrapper, der giver adgang til henholdsvis førstesal og kælderen samt til sidefløjene. I vestibulen er en ældre hovedtrappe til førstesalen, som indeholder korridorer mod gårdspladsen og bibliotek samt kamre og kabinetter mod haven. Tagetagen er udnyttet. I kælderen ses de tidligere, funktionsbetingede rum. Hovedbygningen har overvejende en traditionel materialeholdning, herunder nyere bræddegulve på stue- og førstesal, teglgulv i kælderen, pudsede vægge og lofter med stuk. Der er ligeledes bevaret oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder brystningspaneler, et- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter, greb, låsekasser og hængsler. Vinduerne er både ældre og nyere med traditionelt udførte med ældre anverfere og stormkroge. Tagetagen fremtræder med ældre bræddegulve, synlige skorstenskerner og ældre, kraftige konstruktioner. Af ældre bygningsdele og -detaljer skal tillige nævnes ovnnicher, indbyggede skabe i biblioteket og et lille indbygget ældre pengeskab i kælderen. I kælderen er desuden tømmer med renæssancebemalinger. En ældre trappe forbinder en lille mellembygning med den nordre sidefløj, der også er indrettet til kontorformål, men grundplanen er bevaret med et større rum mod gårdspladsen og mindre rum mod havesiden. Tagetagen er uudnyttet. Den nordre sidefløj har en traditionel materialeholdning med ældre bræddegulve, der i flere rum i stueetagen dog ligger under væg-til-væg-tæpper, samt nyere teglgulv i kælderen og pudsede vægge og lofter. I kælderen ses bræddelofter med synligt bjælkelag på nær i et rum, hvor loftet er hvælvet og kalket som væggene. En nyere ligeløbstrappe fører til tagetagen, hvor væggene er beklædt med gipsplader og nyere bræddegulve. På spidsloftet ses skorstenskernerne og en ældre tagkonstruktion. Der er bevaret flere ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder enfløjede fyldingsdøre, revledøre og en ildstedskappe i kælderen. Vinduerne er nyere, men traditionelt udførte. Den søndre sidefløj rummede det tidligere køkken og denne funktion præger fortsat fløjenes disponering. Fra mellembygningen mellem hovedbygningen og sidefløjen er en ældre forbindelsestrappe, der giver adgang til en gang med værelser på hver side samt et trapperum mod haven. Fra gangen er der tillige adgang til det tidligere køkken, hvor det store ildsted dominerer rummet. Bag køkkenet er det tidligere fadebur og spisekammer samt endnu et værelse og et trapperum. Sydfløjen er, som det øvrige Moesgård, inddraget til kontorer. Kælderen har en traditionel disponering med mindre tidligere funktionsbetingede rum og tageetagen er uudnyttet. I stueetagen er ældre bræddegulve og pudsede vægge og lofter. I kælderen et nyere, traditionelt teglgulv, kalkede vægge og bræddeloft med synligt bjælkelag. Der er bevaret flere ældre og oprindelige bygningsdele og -detaljer, herunder enfløjede fyldingsdøre med gerichter, revledøre, hvoraf en enkelt er med klinkefald, det store ildsted i både kælder og stueetage med bageovn samt trapper. Vinduerne er ældre og traditionelt udførte. Mejeri- og forvalterbygningen ligger vest for den sydlige fløj og er sammenbygget med den tidligere kostald mod vest. Mejeri- og forvalterbygningen er en vinkelbygning i grundmur i én etage over en høj kælder, der følger terrænet, som skråner mod syd. Den ene længe ligger med øst-vest-vendte gavle, og er den længste af de to, mens den anden længe er med nordsyd-vendte gavle. Det er kun den førstnævnte, der er fredet og vil blive behandlet i det følgende. Den lange længe hviler mod syd på en sokkel af kløvede kampesten, mens den resterende del af bygningen hviler på en høj muret sokkel. Hele bygningen afsluttes af et rødt halvvalmet tegltag, hvor der i rygningen sidder fem skorstenspiber. I den sydvendte tagflade er en lang fabrikskvist i hele tagfladens længde. I den nordvendte tagflade er tre høgab med revleluger. Bygningen er i blank, rød mur og afsluttes af en muret gesims. Mod gårdspladsen er fire døre, hvoraf en er en traditionelt udført fyldingsdør og resten er nyere bræddebeklædte døre. De to yderste døre krones af ældre, rundbuede og opsprossede ruder. De midterste døre har ældre granittrapper foran. Mod syd er fire nyere, tofløjede, fladbuede havedøre med opsprossede ruder samt en nyere, rundbuet revleport. Desuden en nyere, enfløjet havedør med opsprossede ruder med en nyere trappe foran. Vinduerne er overvejende nyere og traditionelt udførte. De er torammede eller af krydsposttypen med småsprossede ruder. Alle vinduer og døre har murede stik og sålbænke. I den østvendte gavl ses årstallet 1869 udført i støbejern.I det indre er bygningen indrettet til kontor – og undervisningsformål og har en nyere materialeholdning med et nyere teglgulv og vandskurede vægge i kælderen og ellers overvejende gipsvægge og linoleumsgulve. Dørene er nyere og glatte. Der er bevaret meget få ældre bygningsdele og detaljer, herunder en rest fra et ildsted i kælderen samt hanebånd i tagetagen. Tagetagen er udnyttet og i den østlige ende er en lejlighed, resten er kontorer.Den tidligere ko- og kalvestald er sammenbygget med mejeri- og forvalterbygningen, der består af fire sammenbyggede længer, hvor gårdrummet er inddraget i bygningen. Mod syd desuden en sidefløj. Det er kun de to længer mod gårdspladsen der er omfattet af fredningen og som vil blive beskrevet i det følgende. Begge længer er grundmurede i én etage. Tegltaget er halvvalmet og ubrudt på nær enkelte ældre jernvinduer samt et høgab med revleluge i den østvendte tagflade. Facaden er i blank mur og afsluttes af en profileret, muret gesims. Begge gavle er udsmykket med blændinger, kurvehanksbuede og rundbuede stik samt murfriser. Mod øst er en nyere bræddebeklædt port og en nyere bræddebeklædt dør. I begge gavle er en nyere glasdør. På den nordvendte side er to nyere, bræddebeklædte døre. Vinduerne er mod øst traditionelt udførte, torammede med opsprossede ruder og ellers fremstår facaden lukket og næsten uden vinduesåbninger. I hver gavl er der et ældre cirkulært vindue med opsprossede ruder. I østgavlen desuden et etrammet vindue med diagonale sprosser. Alle vinduer og døre er brunmalede. På nordsiden brydes murværket af to større, nyere vinduer. På samme side ses i en blænding BFD 1922 udført i støbejern. I det indre er der i stueetagen indrettet et loungeområde til det tilstødende bibliotek, et tømrer/snedkerværksted og kontorområder i stueetagen. I den udnyttede tagetage er der magasin. Det indre fremstår med nyere overflader, herunder flisegulve og bræddegulve og akustiklofter. Dørene er nyere, glatte døre. Der er bevaret meget få bygningsdele og -detaljer, herunder ses de ældre hanebånd samt enkelte stolper på tageetagen. Den tidligere hestestald er tolænget, og sammenbygget med to nyere længer, således at de tilsammen udgør et firlænget anlæg med et mindre gårdrum i midten. Det er kun de to længer mod gårdspladsen, der er fredet. Den tidligere hestestald er som den før beskrevet ko- og kalvestald. Dog er den nordvendte tagflade brudt af nyere tagvinduer, og der er et ældre høgab i både den øst- og verstvendte tagflade. Desuden er der flere nyere, sprosseløse vinduer, hvoraf flere er halvcirkulære på den nordvendte side mod det mindre, nyere gårdrum. Vinduerne på den vestvendte side er ligeledes nyere og uden sprosser. Det indre er indrettet til undervisningsformål og har overvejende nyere overflader, herunder flisegulv og linoleumsgulv samt akustiklofter. Der er bevaret få ældre bygningsdele og -detaljer, herunder synlige hanebånd på den udnyttede tagetage. Bygningens fortid som museum kan dog stadig aflæses i form af et repos med ældre bræddegulv og markeringen af den montre, der tidligere husede Grauballemanden. Laden er sammenbygget med den tidligere hestestald og ligger øst for den nordlige sidefløj. Bygningen er opført i grundmur i en etage og afsluttes af et ubrudt, halvvalmet tegltag. Facaden er i blank mur og afsluttes af en muret gesims. Bygningen har tagrender af zink. Laden fremstår med overvejende lukkede sider og gavle. Dørene er nyere, bræddebeklædte døre og vinduerne er ligeledes nyere, etrammede og sprosseløse. Murværket har blændinger, og i et murfelt er der i murværket årstallet 1798 udført i jern.I det indre er laden indrettet til undervisningsformål og har nyere overflader med linoleumsgulv og akustiklofter i hanebåndshøjde. Dørene er ligeledes nyere, glatte døre.

Den miljømæssige værdi ved Moesgård knytter sig til herregårdens placering i landskabet omgivet af marker, skov og enge, som sammen med den lange lindeallé, der udgør ankomstvejen, smedjen og avlsbygninger sætter rammen om et næsten fuldendt herregårdsmiljø. Hertil kommer Fiskerhuset, Skovmøllen og sporene fra det nedlagte teglværk, der viser, hvordan datidens jordbesiddere udnyttede ressourcerne og jordens beskaffenhed i området, herunder tørv, vand, ler og træ. Herregårdsmiljøet understreges tillige af anlæggets symmetri med hovedbygningens centrale placering i den aksefaste komposition, der underbygges af de krumme sidefløje, der nænsomt omkranser gårdrummet. Sidefløjene afløses af murene, som danner overgangen til avlsgården. Avlsgårdens bygningsvolumener, tagbeklædninger, høgab og frontgavle indordner sig tillige under den overordnede symmetri omkring gårdrummet.De mange avlsbygninger, smedje samt vandmøllen er alle med til at understrege herregårdens tidligere betydning og dominans, hvor i særdeleshed miljøet omkring vandmøllen, der understøtter fortællingen om møllens funktion, som var vigtig for driften af en større herregård. Hertil kommer den omkringliggende store have i romantisk stil med alléer, vandløb med broer over og omkransende stendiger. Endelig har rekonstruktionerne af vikingehuset og thaihuset samt det nærliggende Moesgård Museum miljømæssig værdi, da det understøtter fortællingen om Moesgårds lange museale historie.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til det samlede anlæg med hovedbygning med sidefløje og murene mod avlsbygningerne omkring gårdspladsen. Tilsammen udgør helheden et velproportioneret herregårdsanlæg, der tidstypisk vender hovedbygningens ankomstfacade ud mod gårdspladsen og avlsgården. Denne disponering af hovedbygning og avlsgård har været karakteristisk for herregårdsanlæg siden 1700-tallet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til den aksefaste komposition med hovedakse fra indkørslen, igennem de forskellige gårdrum, gennem hovedbygningen og videre i parken, der samlet udgør et væsentlig karakteristika ved Moesgård. I tilknytning til ovenstående knytter den kulturhistoriske værdi sig desuden til anlæggets tydlige bygningshierarki, der afspejler de forskellige bygningers anvendelse. Hovedbygningen fremtræder tydeligt som den oprindelige bolig for herskabet, hvor vinduers varierende størrelse markerer, at stueetagen indeholder de repræsentative stuer, mens førstesalen har sove- og gæsteværelser. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for hovedbygningens ydre til dens tidstypiske klassicistiske arkitektur med stram symmetri og præcision. De klassicistiske stiltræk er karakteriseret ved de pudsede, symmetriske facader, taktfaste vinduessætning, den apsisformede udbygning og det helvalmede tag med fire ligeledes symmetrisk placeret skorstenspiber i rygningen. Tillige detaljer som midtrisalit med attika, liséner, refendfugning samt de forskellige gesimser. Hertil kommer de slanke korspostvinduer med indfatninger, frontispice og sålbænke samt hoveddøren med relativt enkle fyldinger og sandstensportal. Den ældre grundplan med stuer en suite, og fløjdøre placeret enfilade med en central hall har kulturhistorisk værdi, da dette kendetegner en herskabsbolig fra 1700-tallet. Karakteristisk er det ligeledes med de sekundære trapper, der gav tjenestefolkene uset adgang mellem etagerne. Tagetagens pigekamre med enkle bræddevægge og kælderens bevarede midtergang med domestikrum afspejler disse etagers oprindelige praktiske funktioner, hvilket også afspejles i den enkle og robuste materialeholdning, der står i kontrast til den mere elegante materialeholdning i resten af ejendommen med bræddegulve, pudsede, delvist panellerede vægge og lofter med stukkatur. Hertil kommer tømmeret i kælderen med renæssancebemalinger, der vidner om, hvordan tømmer ofte blev genbrugt.Den kulturhistoriske værdi knytter sig for sidefløjenes ydre til deres klare sammenhæng med hovedbygningen, men hvor dekorationen begrænses til de pudsede facader, taktfaste vinduessætning, hovedgesims og helvalmede tage med skorstenspiber i rygningen. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til den traditionelle disponering med mindre rum og kamre. Ildstederne har kulturhistoriske værdi, da det var den eneste kilde til opvarmning og madlavning, i særdeleshed det store ildsted med bageovn i sydfløjen, der klart indikerer at her var det store køkken placeret. Hertil kommer trappens placering fra gårdspladsen ned til det tidligere folkekøkken. Tillige det hvælvede rum i nordfløjens kælder samt de omkringliggende mindre rum, hvor der formentlig er blevet opbevaret vin og fødevarer. Endelig har den afdæmpede, men dog elegante materialeholdning kulturhistorisk værdi, idet de beskedne materialer vidner om at fløjene overvejende var tjenestefolkenes domæne.Den kulturhistoriske værdi for mejeribygningen knytter sig til dens sammenhæng med den øvrige avlsgård og hovedbygningen, hvor den bidrager til det samlede herregårdsanlæg. Til bygningens ydre knytter der ydermere kulturhistorisk værdi sig til dens pragmatiske og funktionsbetingede ydre, der ses ved de lange og mod gårdspladsen næsten ubrudte tagflader med kviste med høgab og facader i blank mur, hvor eneste dekoration er vinduernes taktfaste vinduessætning, de opsprossede vinduer samt skorstenspiberne i rygningen. De relativt mange vinduer samt skorstenspiberne vidner om, at denne bygning tidligere har huset mejeri, borgerstue og forvalterværelse.Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det indre til mejeribygningens disponering, der tydeligt viser, at bygningen har haft et funktionsbetinget formål. Hertil kommer den nyere indretning, der vidner om Moesgårds nyere historie, som en del af Aarhus Universitet og museum. Avlsgårdens kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningerne som en del af det samlede anlæg samt til dens oprindelige funktion, der stadig kan aflæses i de relativt lukkede facader, hvor synlige false stadig viser de tidligere muråbninger og porte samt de mod gården ubrudte tagflader uden skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer de nyere tilbygninger, der vidner om Moesgårds nyere historie. Tillige det blanke murværk med blændinger, murankre og alle detaljer, der alle afspejler bygningens alder og cementerer tilhørsforholdet til hovedbygningen.Den kulturhistoriske værdi for avlsgården knytter sig i det indre til den enkle materialeholdning, som stadig indikerer, at bygningen ikke har været anvendt til beboelse. Den kulturhistoriske værdi knytter sig for avlsgården overordnet til dens sammenhæng i det samlede anlæg, men i særdeleshed til dens nyere historie som museum. Denne funktion aflæses tydeligt ved plateauet i den tidligere kostald, hvor Grauballemanden lå og er en klar reference til bygningens musealle fortid.

Den arkitektoniske værdi knytter sig overordnet til symmetrien omkring midteraksen, der giver det samlede anlæg en gennemført komposition. Den arkitektoniske værdi for hovedbygningen og sidefløje knytter sig i det ydre til den afgrænsede, solide og symmetriske bygningskrop med gennemførte og virkningsfulde detaljer. Midtrisalit, liséner, bånd, gesimser, refendfugninger underbygger proportioneringen gennem deres vandrette og lodrette opdelinger af facaderne og samler fokus omkring midten. Klassicismen kommer til udtryk i den taktfaste placering af vinduerne, den apsisformede udbygning med balustrade og attika samt ved dørene og vinduernes portaler, frontispice og sålbænke. Farveholdningen med de røde facader, gråmalede vinduer og den mørke hoveddør giver en enkel, men alligevel effektfuld dybdevirkning. De ubrudte tagflader bidrager tillige til hovedbygningens rolige og gennemførte udtryk.I hovedbygningen og sidefløjenes indre knytter den arkitektoniske værdi sig til den stramme grundplan med de aksialt placerede rum og dørenes placering enfilade. Tillige den tværgående akse fra vestibulen til den halvcirkulære havestue der med sin halvcirkulære form i sig selv har stor arkitektoniske værdi. De øvrige herskabelige rum indeholder ligeledes arkitektoniske detaljer så som brystningspaneler, fyldingsdøre med profilerede gerichter og ovnnicher. Interiøret fuldendes af lofternes stukkatur. Den arkitektoniske værdi for avlsbygningerne knytter sig til det enkle, dominerende materialevalg i tegl, der giver bygningerne en samhørighed i materialer. De lukkede facader og næsten ubrudte tagflader bidrager til den lange, aksiale komposition. De få detaljer i murværket og den sparsomme vinduessætning giver bygningerne et afdæmpet men elegant ydre. Teglstenenes farvevekslen giver endvidere de lange, ubrudte murflader en karakterfuld stoflighed. Tillige har mejeribygningens kraftige kampestenssokkel og taktfaste vinduessætning arkitektonisk værdi, da de bidrager til den overordnede solide og robuste avlsgård.

Læs videre om

• Moesgård, Trap Danmark

Læs også om

• Jarlsminde, Aarhus
• Klostergade 58, Aarhus
• Villa Kampen, Aarhus

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen