Moesgård Skovmølle, Mårslet

Moesgård Skovmølle blev første gang nævnt i 1580 og allerede da hørte den under Moesgård. Møllegården var arvefæste under Moesgård indtil 1850, hvorefter den indgik som en del af godsets landbrug. Det nuværende stuehus blev opført i 1824, hvor hoveddøren i Louis Seize stil er genbrug fra et tidligere købstadshus. Barokdøren, der også er genbrugt fra en ældre bygning, er i dag isat på hovedet og med den fineste fylding på indersiden. Oprindeligt var stuehuset indrettet med tre stuer: dagligstuer, fine stue og spisestue, og køkken samt fadebur. I takt med bygningens ændrede funktioner blandt andet fra beboelse til restauration er flere mindre rum blevet lagt sammen til større stuer. De oprindeligt tre stuer viser, at møllerhjemmet på Moesgård Skovmølle var meget velstående. Portbygningen blev opført omtrent samtidig som stuehuset og var oprindeligt indrettet som stald- og ladebygning. Siden blev bygningen omdannet til en stor lejlighed. Sidenhen blev beboelsen omdannet til tre mindre lejligheder, der blev udlejet på feriebasis.

Torphuset er det ældste af de eksisterende bygninger og blev opført lidt før de andre bygninger som enkesæde for Alhed Ingerslev. Senere blev det lejet ud til landarbejdere på Moesgård. Møllebygningen blev opført i 1798, men blev kraftigt opbygget i 1852, hvor den blev forsynet med et øvre stokværk. Indretningen af møllen var udtænkt af cand.polyt. Andreas Severin Weis, der i forbindelse med sin uddannelse havde rejst Europa rundt og studeret mølledrift. Sammen med en fransk møllervend bistod Weis Moesgårds ejer, Thorkild Chr. Dahl, med at konstruere møllen, der blev noget ypperste indenfor samtidens møllebyggeri. Det praktiske arbejde ved ombygningen blev forestået af møllebygger Ludvigsen, der var en velrenommeret møllebygger i Østjylland. Et særtræk er placeringen af stjernehjulet på broloftet, hvor udvekslingerne til alle kværne finder sted, således at alle kværne har undertræk. Møllen havde oprindeligt to skråkværne, men kun den ene er bevaret. I samme forbindelse fik Skovmøllen et imponerende gangtøj med tre-trins gear til skallekværnen, der ifølge traditionen og af sikkerhedsmæssige grunde er placeret under gulvet. Omkring år 1900 blev der tilkoblet en dynamo, der kunne producere elektricitet. Siden blev der tilføjet mere mølleinventar, så der i 1918 udover hejseværket var to kværne, en grynkværn, to sigter, en sorterer, en kageknuser, en valsestol, en grynsigte og en grynblæser samt en rundsav. Mølledriften på Moesgård Skovmølle ophørte i 1930, hvorefter der siden da er blevet drevet restauration i Moesgård Skovmølle.

Moesgård Skovmølle ligger sydøst for herregården Moesgård ved Giber Å. Ud over de tre stuehuse og vandmøllen er desuden en nyere vognport, der er en rekonstruktion af den tidligere. Stuehuset er ti fag langt, opført i opstolpet bindingsværk i et stokværk. Bindingsværket er sorttjæret, hvilende på fodtømmer med skråbånd, dokker, løsholter og gennemstukne bjælkeender. Bygningen hviler på en meget høj sokkel af kampe- og marksten og afsluttes af et halvvalmet stråtag med mønning af tørv og kragtæer, hvori der sidder en hvidtet skorstenspibe med sokkel og krave. Tavlene er hvidkalkede og facaden afsluttes af en sort, skråtstillet sugfjæl. Gavltrekanten er beklædt sortmalede brædder lagt en-på-to. Mod gårdspladsen er en oprindelig, tofløjet Louis Seize dør og en barok enfyldingsdør. Mod åen er en nyere, traditionelt udført bræddedør. I den østre gavl er en nyere dør. Ud fra den vestre gavl er en gangbro af træ til møllen med en ældre revledør i hver ende. Dørene er grønmalede. Desuden en ældre bræddeluge. Vinduerne er dels ældre dels traditionelt udførte og torammede med seks ruder i hver ramme. Samtlige vinduer er grønmalede.

Stuehuset er indrettet til restauration og er disponeret med en forstue, en stue mod henholdsvis nord og syd, der begge fører ud til en større gennemlyst stue. I den østre ende er et nyere køkken. Det indre er kendetegnet ved en traditionel materialeholdning med bræddegulve i stuerne, ølandsfliser i forstuen, ældre bræddelofter med synligt bjælkelag og tapetserede vægge med brystningspaneler i stuerne. Dørene er ældre, eller udført i kopi, en- og tofløjede fyldingsdøre med gerichter. Enkelte vinduer har desuden ældre anverfere og stormkroge. Tageetagen er indrettet til skolestue for skolebørn, men er uden isolering, og har ældre bræddegulv og tagkonstruktion samt en fritstående skorstenspibe.

Portbygningen ligger mod syd og er opført i bindingsværk med tag, skorsten og gavle som stuehuset, blot uden den høje sokkel. Portbygningen har to fag vest for portrummet og ti fag øst for. I stråtagets tagflade mod gårdsiden er to stråtagskviste. Mod syd er en nyere, tofløjet fyldingsdør med en tredelt rude i den øverste del og mod gårdspladsen er en nyere, traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør. I portrummet er mod vest tre nyere, bræddedøre med en skråtstillet rude og mod øst en nyere revledør. Vinduerne er nyere, traditionelt udførte og torammede med tre ruder i hver ramme. Vinduerne er ligesom dørene grønmalede. Portbygningen fungerer som festlokale for restaurationen og består af en mindre forstue, der giver adgang til et stort rum, der optager det meste af bygningen. Den langsgående skillevæg er fjernet og erstattet af stolper, der bærer en langsgående drager. Der er en nyere, muret kamin. Gulvene er nyere bræddegulve i det rum og nyere flisegulve i det resterende. Væggene er pudset og malet, ligesom lofterne, hvor der er synlige loftsbjælker. Dørene er nyere. Mod øst er et nyere køkken og anretterområde. Vest for portrummet er mindre rum til opbevaring. Tageetagen er uudnyttet. Den østre bygning, fremover benævnt Torpbygningen, ligger på en bakke med udsigt over vandmøllen og de to stuehuse. Torphuset er otte fag langt og i bindingsværk med tag, skorsten og gavle som de øvrige bindingsværksbygninger. Midt i bygningens vestside er en nyere listebeklædt dør. Foran døren er en trappe af træ. Mod vest er en ældre halvdør med flaskebundsrude i den øverste del. Vinduerne er ældre og torammede med seks ruder i hver ramme. Samtlige vinduer og døre er grønmalede.

Torphuset blev opført som aftægtsbolig, men står nu tom. Der er bevaret en traditionel planløsning med en forstue, der er flankeret af to mindre stuer. På den anden side af den langsgående skillevæg er et køkken, et badeværelse og et værelse. I forstuen er en nyere, halvsvingstrappe til den udnyttede tageetage, hvor der er fast undertag, synlige hanebånd og nyere bræddegulve. I stueetagen er der flere nyere gulve, herunder belagt med linoleum, fliser og tæpper, mens der i køkkenet er teglstensgulv. Væggene og lofterne er pudsede og malede, og der er synligt bjælkelag. Der er bevaret flere ældre revle- og fyldingsdøre med ældre beslag, låsekasser og greb. Vandmøllen er i to stokværk opført i bindingsværk som de øvrige bygninger. Vandmøllen hviler på en meget høj sokkel af marksten og afsluttes af et halvvalmet tag, hvor der i den østlige tagflade, over gangbroen, er en hejsekvist. Dørene er ældre eller traditionelt udførte, sorttjærede revledøre, og vinduerne er dels ældre, dels traditionelt udførte, torammede vinduer med seks ruder i hver ramme. Møllehjulet er et såkaldt overfaldshjul, der er placeret mellem stuehuset og møllebygningen. Der er bevaret stigbord og frisluse. I det indre står vandmøllen intakt med en inddeling i tre lofter. Nederst et broloft, hvor alle hjul samt en dynamo befinder sig. Dernæst et kværnloft, hvor skråkværnen er bevaret samt en elektrisk drevet rugkværn. Det øverste loft er hejseloftet, hvor hejseværket befinder sig. Alle lofter har nyere, traditionelt udførte bræddegulve, kalkede vægge og nyere, traditionelt udførte bræddelofter mellem synlige loftsbjælker. Trækonstruktionen er delvist udskiftet.

Den miljømæssige værdi ved Moesgård Skovmølle knytter sig i det ydre til møllegårdens idylliske beliggenhed i skoven ved Giber Å, hvor mølleværket gennem århundreder har hentet kraft til drift af et savværk og et mølleværk til forarbejdning af korn.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til det samlede anlæg bestående af vandmølle, stuehus, den tidligere staldlænge samt aftægtsbolig, der samlet set står som en velbevaret repræsentant for en møllegård i Østjylland. Hertil kommer det for samtlige bygninger rige, egnskarakteristiske bindingsværk, de markante, ubrudte, halvvalmede tagflader med tørvemønning og kragtræer, der ligeledes er egnskarakteristisk samt de bræddebeklædte gavle og kampestenssoklerne. For stuehuset knytter den kulturhistoriske værdi sig desuden til den repræsentative facade med døren i henholdsvis barokstil og Louis Seize stil og den mere prunkløse bagside med en enkel revledør, der vidner om bygningens alder og møllerens position i samfundet, hvor stuehuset havde en repræsentativ funktion. Endvidere har lugen i vestgavlen og gangbroen til møllen kulturhistorisk værdi, idet den vidner om loftets praktiske funktion som oplagsmagasin, der nemt kunne tilgås fra møllen. Endelig har skorstenspiben i rygningen kulturhistorisk værdi, da ildsteder var eneste kilde til opvarmning og madlavning. Den kulturhistoriske værdi i stuehusets indre knytter sig til den traditionelle planløsning med en forstue, stuer mod gårdspladsen og køkken mod bagsiden. Hertil kommer de ældre døre, der vidner om bygningens alder. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i portlængens ydre til dens funktion som lade- og staldlænge, hvor de besøgene kunne opstalde deres heste, og korn kunne opbevares samt til portrummet, hvorigennem hestevogne kunne komme ind på møllens gårdsplads. Den taktfaste vinduessætning, fyldingsdøren samt skorstenspiben i rygningen vidner derimod om den senere anvendelse som bolig for sommergæster eller herregårdens gæster. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i portlængens indre til de enkelte bevarede dele af en traditionel grundplan med en forstue og køkken bagved samt til det uudnyttede tagrum. Hertil kommer opbevaringsrummene vest for portrummet.

Den kulturhistoriske værdi for Torpbygningen knytter sig til den lidt afsides beliggenhed på bakken, der vidner om funktionen som aftægtsbolig, hvor møllerenken kunne trække sig tilbage og nyde sit otium. Bygningens lidt mindre volumen, den taktfaste vinduessætning, hoveddøren og skorstenspiben i rygningen bekræfter den tidligere funktion som aftægtsbolig. Vandmøllens kulturhistoriske værdi knytter sig til bygningen som et repræsentativt eksempel på en vandmølle med overfaldshjul. I det ydre er bevaret en række bygningsdele og -detaljer, som alle har stor kulturhistorisk værdi, herunder møllehjulet med tilhørende maskineri, fundamentet af kampesten, lugerne og læssekvisten samt de udkragende tagflader. Den kulturhistoriske værdi knytter sig i vandmøllens indre til det bevarede mølleri i møllehuset, hvor alle hjul, stokkedrev og gangværk er samlet på broloftet, hvilket er et særegent træk for Moesgård Skovmølle. Dette var både praktisk og mere forsvarligt, da møllersvendene kunne arbejde på kværnloftet uden at komme i karambolage med hjulene. Hertil kommer de ældre og traditionelt udførte overflader, herunder de kalkede vægge, bræddegulvene med lemme og ligeløbstrapperne, der vidner om møllens alder og oprindelige brug. Endelig har mølleværket med alle tilhørende dele stor kulturhistorisk værdi, idet maskinen i fysisk form fortæller historien om det lokalt orienterede og af vejret afhængige, før-industrielle danske landbrug.

Den arkitektoniske værdi ved Moesgård Skovmølle knytter sig til det samlede anlæg, der gennem materialevalget i bindingsværk og stråtag og den enkle farvesætning i hvid, sort og grøn sammenbinder de enkelte bygninger til en harmonisk helhed. Hertil kommer bygningernes indbyrdes placering i forhold til hinanden i det stærkt kuperede landskab, hvor særligt den høje møllebygning er et markant indslag. Stuehusets dekoration begrænser sig til de to fordøre med fint udførte fyldinger i barok og Louis Seize til. Møllebygningens arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til det høje, kubiske volumen med den knappe fremtræden, der tydeligt viser, at her er tale om en funktionsbygning. Det ubrudte stråtag giver bygningen et stærkt og solidt udtryk, som understøttes visuelt af det rige, sortopstolpede bindingsværk og den høje kampestenssokkel.

Læs videre om

• Domkirkepladsen 1, Aarhus
• Jarlsminde, Aarhus
• Moesgård Skovmølle, Mårslet

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen