De yngste geologiske aflejringer består af sand, ler og gytje fra Littorinahavet (Stenalderhavet). Disse aflejringer, som også er rige på hjertemuslinger, findes langs kysterne og i fjordene. Ferskvandslag af ler, gytje og tørv fra perioden efter sidste istid er dannet i lavninger og søer inde på øen og oven på dele af Littorinaaflejringerne i fjordene. Aflejringer fra sidste istid er vidt udbredte, især på den nordvestlige og sydlige del af Mors, og består hovedsagelig af moræneler, selv om områder med smeltevandssand og -grus også er hyppige.
Lagene er ofte stærkt prægede af gletsjernes bevægelser under sidste istid. Således har isen skubbet de prækvartære lag fra Kridt, Danien og Eocæn op i flager, ligesom klinterne ved Hanklit og Feggeklit er kendt for de foldede lag af moler og vulkansk aske.
Ved Erslev midt på Mors ligger skrivekridt fra Kridttiden og kalklag fra Danien højt og har været blottet i kalkgrave. Deres overfladenære beliggenhed skyldes, at en underliggende saltdiapir fra Perm har skubbet lagene opad. Kalklagene hælder ud fra midten og ud mod randen af saltdiapiren. Udenom er der ler fra Paleocæn, Eocæn, Oligocæn og Miocæn, som siden er overlejret af kvartære aflejringer.