Feggeklit. Af . Begrænset anvendelse

Morsø Kommunes geologi

Geologisk tidslinje for Morsø Kommune

.

Den høje molerklint Hanklit træder tydeligt frem på Mors’ nordvestkyst. Moleret, som blev aflejret for 55,5-54 mio. år siden, er rigt på fossiler og har været genstand for kommerciel udnyttelse i mere end 100 år.

.

Dannelsen af Hanklit:

1. Isfronten nærmer sig, og på smeltevandssletten foran isen opstår den første fold. 2. Isen rykker videre frem og når kanten af den første fold, der presses op over smeltevandssletten. Trykket fra isen forplanter sig videre frem, og den næste fold begynder at dannes. Hele lagpakken bevæger sig fremefter på en »glideflade« (markeret med sort) i ca. 60-70 m’s dybde. Glidefladen adskiller de foldede lag fra de uforstyrrede underliggende lag. 3. Efterhånden som isen rykker videre frem, bliver folderne skubbet op på ryggen af hinanden, og afstanden mellem dem bliver smallere og smallere. Imellem foldernes rygge aflejres der smeltevandsgrus og -sand. 4. Hele lagpakken ved Hanklit blev skubbet mere end 300 m frem foran isen og nåede til sidst en højde på ca. 60 m.

.

Artikelstart

De yngste geologiske aflejringer består af sand, ler og gytje fra Littorinahavet (Stenalderhavet). Disse aflejringer, som også er rige på hjertemuslinger, findes langs kysterne og i fjordene. Ferskvandslag af ler, gytje og tørv fra perioden efter sidste istid er dannet i lavninger og søer inde på øen og oven på dele af Littorinaaflejringerne i fjordene. Aflejringer fra sidste istid er vidt udbredte, især på den nordvestlige og sydlige del af Mors, og består hovedsagelig af moræneler, selv om områder med smeltevandssand og -grus også er hyppige.

Lagene er ofte stærkt prægede af gletsjernes bevægelser under sidste istid. Således har isen skubbet de prækvartære lag fra Kridt, Danien og Eocæn op i flager, ligesom klinterne ved Hanklit og Feggeklit er kendt for de foldede lag af moler og vulkansk aske.

Ved Erslev midt på Mors ligger skrivekridt fra Kridttiden og kalklag fra Danien højt og har været blottet i kalkgrave. Deres overfladenære beliggenhed skyldes, at en underliggende saltdiapir fra Perm har skubbet lagene opad. Kalklagene hælder ud fra midten og ud mod randen af saltdiapiren. Udenom er der ler fra Paleocæn, Eocæn, Oligocæn og Miocæn, som siden er overlejret af kvartære aflejringer.

På kortet ses omridset af saltstrukturen, dybden ned til saltet og et tværsnit gennem strukturen. De fire tværsnit viser udviklingen af strukturen gennem de seneste 200 mio. år: 1. I Sen Trias (for ca. 200 mio. år siden) aflejres tykke lag af sedimenter oven på saltet fra Perm. 2. I Tidlig Jura (for ca. 190 mio. år siden) begynder saltet at bevæge sig, så der dannes en saltpude, som presser de overliggende lag fra Trias og Jura op i en bule. 3. På grænsen mellem Tidlig og Sen Kridt (for ca. 100 mio. år siden) er saltbevægelsen blevet hurtigere, og saltet gennembryder de overliggende lag fra Trias, Jura og Tidlig Kridt, så der dannes en saltdiapir. 4. Saltdiapiren, som den ser ud i dag. En salttunge løber ud i skrivekridtet, der er aflejret i Sen Kridt. Saltet har presset skrivekridtet og det overliggende kalk fra Palæogen (Danien) op til overfladen. Både skrivekridt og danienkalk blev tidligere indvundet i Erslev Kalkgrav.

.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Morsø Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Geologi

Eksterne links