Luftfoto af Hanklit og Mors af . Begrænset anvendelse

Morsø Kommunes landskaber

Geologisk tidslinje for Morsø Kommune

.

Mors består af tre markante landskabsområder. På Nordmors findes et parallelrygget bakkeland med moler og askelag, mens der på midtøen er lavland omkring Erslev Kær, hvor kalk fra Danien træder frem langs kanterne. Det sydlige Mors er et morænelandskab, som fra sit toppunkt ved Sindbjerg falder jævnt ned mod øens sydspids.

Længst mod nord ligger Sejerslevhalvøen, hvis bakkelandskab er begrænset af lavningen mellem Sø Bugten og Dråby Vig. Sydvest herfor ligger bakkestrøgene Flade Klit, Bjergby Buerne, de langstrakte bakker ved Stærhøj samt Kridehøj, som strækker sig vestpå til Sundby og nordøstpå til den 60 m høje kystklint Hanklit. Området krones af den 88 m høje Salgjerhøj, som er det højeste punkt på Mors.

Landskabets dannelse

Det parallelryggede bakkeland blev til under sidste istid, hvor gletsjere skubbede molerlagene op og derved dannede langstrakte bakkestrøg. Moleret udvindes i to store grave ved Ejerslev og Skarrehage. Mellem Gullerup og Sundby ligger mange tidligere molergrave, som er udgravet i bakkeryggenes toppe. Stedvis optræder sort glimmerler fra Oligocæn og smeltevandsler, -sand og -grus samt moræneler fra sidste istid.

Erslev Kær er en øst-vest-gående lavning, som er dannet på toppen af den saltstruktur, der ligger under Mors. Saltstrukturen er en diapir, der har bevæget sig op gennem de geologiske lag, så saltets overflade i dag ligger ca. 600 m under Erslev Kær. Saltet har skubbet de overliggende geologiske lag op i en rund pude med en diameter på 5-6 km.

Kalk fra Danien ligger derfor højt, og da Erslev Kær-lavningen gennemskærer puden, træder kalken frem på lavningens nord- og sydflanke. Blandt de kalkbrud, som har udvundet kalken, er bl.a. Erslev Kalkgrav. Her udvandt man desuden skrivekridt, der ligesom danienkalken er skubbet op af saltdiapiren.

Da isen fra Norge rykkede frem over Mors for ca. 28.000 år siden, havde den en midlertidig stilstandslinje syd for Erslev Kær. Ud fra isranden opstod en vifteformet smeltevandsslette med et toppunkt ved Sindbjerg. Det mest grovkornede materiale blev aflejret nærmest isranden og udvindes i dag i de talrige grusgrave ved smeltevandsslettens toppunkt. Da isen senere fortsatte sin fremrykning, blev grus- og sandforekomsterne dækket af moræneler, som derved blev den dominerende jordart i overfladen på det sydlige Mors.

Da Nordøstisen for ca. 20.000 år siden begyndte at trække sig tilbage, skabte smeltevandet langstrakte nord-syd-gående erosionsdale. Samtidig opstod Vilsund og Salling Sund, som afgrænser Mors mod hhv. vest og øst. I Atlantisk tid for ca. 7.000 år siden steg havet, hvilket medførte, at Erslev Kær og andre lavninger blev omdannet til fjorde. Den efterfølgende landhævning omdannede fjordene til fugtige engområder, og langs kysten blev der dannet forstrand til klinterne, som rejser sig et par meter op over Limfjordens nuværende vandstand. Landhævningen førte også til dannelsen af de strandvolde, der som ved Feggeklit forbinder småøerne med Mors. Andre strandvolde lukkede fjordene af, så de blev til ferskvandsområder, eller udbyggede vinkelforlande, hvor strandsøer som Skarresøerne opstod.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Morsø Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Landskaber