Moseby Præstegård i Åstrup Sogn er fra 1500-tallet. Den er siden tilbygget og ombygget, men fremstår velbevaret og autentisk og som en af landets mest enestående præstegårde. I porten hænger en bjælke dateret 1596 med en indskrift på latin, hvor der oversat til dansk står: »Hvis ikke Herren bygger huset, arbejder bygmestrene forgæves« (»Salmernes Bog«, 127, 1.).
.

Moseby Præstegård blev i 2016 kåret som landets smukkeste af interesseorganisationen Bygningskultur Danmark. I mange henseender er præstegården for Åstrup Sogn på det østlige Falster også enestående, fordi den bygningsfredede stråtækte og firlængede præstegård endnu omsluttes af den udstrakte botaniske have eller park.

Præstegården selv går tilbage til 1500-tallet, en genanvendt bjælke bærer indskriften »1. maj 1596« foruden et citat fra »Salmernes Bog«. På en porthammer står »Peder Dam 1683 Beate Smith«. Stærkest præges præstegården dog af pastor Christian Henrik Biering (præst 1760‑1804). Efter tilliggendets udskiftning iværksatte han i 1770’erne den gennemgribende ombygning, bl.a. med de to indgange fra gården med brede trefyldingsdøre, selv om både Jens Hansen Smidth (præst 1804‑47) og dennes efterfølger, Antonio Heineth (præst 1847‑72), også har sat deres præg på præstegården.

Præstegårdshaven blev anlagt af Biering i 1775 med lysthuse, labyrinter, damme, vandløb, hvidmalede broer og beplantninger, der fremhævede terrænets karakter som en typisk stemningshave. Smidth udvidede i 1810 haven til det dobbelte, i alt ca. 7 ha, og plantede sjældne træer som blodbøg, fligetbladet bøg og sølvløn. Haven har med sine slyngede stier mellem store, gamle træer, dam, frugthave og mindre buksbomkranset rosenhave ved huset stor havekulturhistorisk værdi. På udsigtshøjen var tidligere et toetagers lysthus.

Få kilometer derfra ligger Horbelev præstegårdshave med store gamle træer, hvor pastor H.C. Elers Koch boede i samme periode som Biering. Han var lige så optaget af botanik og havekunst som sin kollega og plantede træer som hønsebenstræ, duetræ, blodhassel og tempeltræ, og de to præster konkurrerede om at få den smukkeste og mest eksotiske have.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Guldborgsund Kommune

Læs videre om

Se alle artikler om Præstegårde