Mothsgård, Søllerød

I 1682 skænkede Frederik d. 3´s enkedronning, Sofie Amalie, den ejendom i landsbyen Søllerød, der senere kendes under navnet Mothsgården, til Ida Dorothea Burenius, som var enke efter kongens livlæge Poul Moth. I 1689 arvede sønnen, gehejmeråd Matthias Moth (1648-1719) lystgården, der fungerede som landsted for familien Moth. Der har aldrig været landbrug på gården.

Fra skifteforretningen i 1719 efter Gehejmeråd Moths død ved man fra registreringen af ejendom og løsøre, at han havde soverum og arbejdsværelse i hovedlængens sydlige ende, herefter kom storstuen, forstuen samt stadsestuen med jomfrukammer og endelig gang, køkken og spisekammer mod nord. Tillige ved man at rummene var udstyret med prangende farver og vægbeklædninger, der var brystningspaneler og ovenover disse var stoffer udspændt på trærammer. Fra en jernstang over hvert vindue hang et gardin i samme stof, der gik ned over panelet. Gulvet var af høvlede brædder, og omkring jernkakkelovnen var et felt med hollandske kakler. Endvidere var der barokke enfyldingsdøre med udskårne gerichter og franske låse, hvilket betyder at de ikke var nedfældet i dørpladen men sad uden på. Fra forstuen var der både udgange til gården og til haven. En trætrappe førte op til loftet, og under trappen var et sandhus, hvor man opbevarede tørt sand til at strø på gulvet. Fra forstuen var der også nedgang til kælderen, der blev afskærmet af et groft træskab. Kælderen havde tykke vægge af grå natursten og strakte sig ni fag ind under den sydlige ende af huset. I stadsestuen, hvorfra der var udsigt over haven, dækkede en jernplade et stykke af den nordlige væg. Bag denne befandt køkkenets ildsted sig, og varmen herfra forplantede sig gennem pladen til stuen. I køkkenet dominerede det store ildsted, der var åbent til to sider og det frie hjørne hvilede på en firkantet jernpille. Under overbygningen stod ildbænken, der blev nedrevet så sent som i 1980'erne.

Fra køkkenet førte en dør i nordgavlen ud til en snæver baggård. Ovenfor loftstrappen, som der var adgang til fra forstuen, strakte loftsrummet sig til begge sider, og der var et kammer i begge ender. Under taget var der lagt brædder på hanebjælkerne, idet man herved opnåede ekstra plads da tagryggen var så højt oppe. På gehejmeråd Moths tid fremtrådte anlægget som firelænget, og lystgården havde aflåselige skodder for alle vinduer. Nord for stuehuset var en baggård. Vinkelret på stuehuset stod et halvtagshus på 11 fag med tømmer og lervægge. Huset var delt i afsnit til brænde- og kulhus samt rullestue. I samme baggård, men i stuehusets længderetning stod et andet hus på syv fag, også af tømmer og med lervægge, hvori der var en stue med bræddegulv, et spisekammer, et lille kammer og en forstue med lokum. Overalt var der bræddelofter. Baggården var adskilt fra forgården med to fag plankeværk. Lystgården havde ikke en åben plads foran stuehuset ud mod gaden og gadekæret som i dag, men i stedet lå en portlænge, hvor en port førte ind til gårdspladsen. Gadelængen var på ti fag med tømmer og lervægge. Porten fyldte to af de ti fag, og fra samme port var der adgang til to små kamre. Ved siden af disse lå stalden, hvor der var spiltov og udstyr til opstaldning af seks heste, samt et lille kuskekammer. Overalt i denne gadelænge var der trælofter. Uden for stalden var en gammel trælade, hvor der kunne stå en vogn.

Syd for gårdspladsen var endnu en længe. Den var 11 fag lang og bygget med lervægge. Længen indeholdt et bryghus, en bageovn og en lille stue med en lille jernbilæggerovn. Stuen blev beboet af to gamle folk, der havde opsyn med gården mod en årlig afgift på seks sletdaler. Ved siden af stuen lå et lille kammer med en kælder under. Loftet var ligesom gulvet af brædder. Uden for gården, langs gaden, lå et lille hus på fire fag lervægge, som blev beboet af en mand ved navn Jens Christensen. Som ydelse for huset skulle han arbejde på gården i to dage om ugen. Jens Christensen må have været lystgårdens havemand. Mothsgårdens nuværende udstillingsbygning med tilhørende blomsterforretning er formentlig opstået ved en sammenbygning af den 11 fag lange sydlænge og Jens Christensens gadehus. Skiftekommissærerne bemærkede, at stuehusets stråtag var forsynet med et tagskæg af sten. I dag har sidebygningen et sådant udseende, men der findes kun få oplysninger om sådanne konstruktioner før 1750. Skiftets oplysninger er muligvis det ældst kendte eksempel på denne form for tag. Egentlig landbrugsjord hørte der ikke med til gården, men der var dog en stor kålhave. Vest for stuehuset lå den store prydhave på 68 favne i længden og 20 favne i bredden, hvor der var en firdelt barok-lysthave og ellers var beplantet med store og små frugttræer. Haven var indhegnet af 43 fag plankeværk, og i dette plankeværk, ud for stuelængen, var en indkørsel til haven gennem en bræddeport. Moths svigersøn baron Christian Gyldenkrone overtog ejerskabet af såvel lystgården som Søllerød Kirke, som blev betragtet som Moths ejendom, idet han tidligere havde erhvervet sig rettigheder til kirken, der repræsenterede en værdi. Herefter havde Mothsgården adskillige ejere, og har været inddelt i lejligheder og udlejet til såvel faste gæster som sommergæster. I 1868 lejede den norske komponist Edvard Grieg en lejlighed i gadelængen, hvor han komponerede en af sine kendte klaverkoncerter. I 1929 satte kroejer Ewald Sauerberg Mothsgården i stand og indrettede butikker i gadelængen. I 1969 overtog Søllerød Kommune gården, og indrettede den til at huse Søllerød Museum, der åbnede i 1974. I den forbindelse blev der lagt nyt tag og isat nye vinduer i kopi af de eksisterende. I 1990'erne blev sidelængen renoveret og i den forbindelse blev gulvene lagt i samme niveau med nye brædde- og klinkegulve. I 2005 kom der nyt stråtag på side- og gadelængen.

Mothsgården ligger centralt i Søllerød by overfor gadekæret og kroen, lige syd for kirken og kirkegården. Mothsgården udgøres af et trelænget anlæg med en fritliggende hovedlænge, og en sammenbygget side- og gadelænge i vinkelformation. Foran hovedlængen og sidelængen er en stor trekantet gårdsplads, og bag hovedlængen er en stor have. Hoved- og sidelængen er indrettet til museum, mens gadelængen er indrettet til butik. Hovedlængen er en grundmuret, hvidkalket længe med sorttjæret sokkel, hvid sparrenkopgesims og halvvalmet rødt tegltag med rødmalede kviste mod gårdsiden, et tagvindue og tre hvidkalkede skorstenspiber i rygningen. Vinduerne er torammede og opsprossede med sålbænke i træ, dog er sålbænkene på havesiden murede. Mod gården sidder to tofløjede fyldingsdøre med glas i den øverste del. Døre og vinduer er rødmalede. På havesiden er en ældre rødmalet havestue med bræddebeklædt brystning, store ruder og tofløjet fyldingsdør med glasfelter. I hovedlængens indre er en del af den oprindelige planløsning bevaret med opholdsrum mod syd, dernæst stuer og det oprindelige køkken med ildsted mod nord. Det indre er præget af en traditionel materialeholdning med brædde- og teglgulve, pudsede vægge og fritliggende bjælkelag med bræddeloft. Hertil kommer den oprindelige farveholdning med mørke lofter og vægge med bemalinger samt de ældre og oprindelige bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre, gerichter og paneler. To trapper fører op til førstesalen, som er udnyttet med flere små værelser. Der er bræddegulve, hvoraf enkelte er oprindelige, fritliggende bjælkelag med loftbrædder og pladebeklædninger samt fyldingsdøre. På det uudnyttede spidsloft kan man se, at undertaget er af banevarer. Under den sydlige ende er der kælder. Sidelængen udgøres af to sammenbyggede længer. Den vestre og højeste længe er opført i sortopstolpet bindingsværk med hvide tavl, mens den østre og smallere længe er grundmuret og hvidkalket ligesom gadelængen. Alle tre længer har stråtækt heltag med tagskæg af tegl, hvide sugfjæle, røde vindskeder, mønning og kragetræer samt hvide skorstenspiber i rygningen.

Mod haven er to stråtagskviste. Vinduerne er torammede og tredelte med vandnæse af træ, mens de i gadelængen er etrammede og nidelte. Hoveddøren i sidelængen er en nyere, tofløjet fyldingsdør med glas øverst, mens butiksdøren i gadelængen er en enfløjet fyldingsdør med glasfelter øverst. Vinduer og døre er malet røde. På sidelængens haveside er en havestue i bindingsværk med zink på taget, vinduer og en tofløjet fyldingsdør med glasfelter. I sidelængen er størstedelen af en ældre planløsning bevaret med mindre rum. Det indre er præget af en traditionel materialeholdning med brædde- og klinkegulve, pudsede vægge og lofter samt ældre bygningsdetaljer, herunder halvpaneler af lodrette brædder og gerichter. I gadelængen er der et butiksareal samt et baglokale, begge med linoleumsgulv og pudsede vægge og lofter. Den sydlige del af sidelængens tagrum er udnyttet til arkiv, mens resten er uudnyttet.

Den miljømæssige værdi ved Mothsgården knytter sig til bygningernes centrale beliggenhed ud til gadekæret og umiddelbart syd for Søllerød Kirke, idet hoved- og sidelænger indgår som en særdeles væsentlig del af det formfuldendte kulturmiljø som kirke med kirkegård, præstegård, kro, gadekær, brøndhus og øvrige omkringliggende ældre herskabsbygninger udgør. Hertil kommer Mothgårdens placering ud til hulvejen, der fører forbi kroen og kirken videre ned til Søllerød Sø, som på Moths tid var en vigtig færdselsåre for den almene trafik, der ikke måtte benytte den nærliggende Kongevejen som alfarvej til og fra København. Lystgårdens placering er med til at bevare fortællingen om denne tidligere alfarvej, og vidner samtidig om Mothgårdens samtidige status og betydning i området. Endelig er der miljømæssig værdi i den bevarede trekantede gårdsplads, hvor længerne har bevaret et bånd af pigsten langs facaderne samt den store have vest og syd for bygningerne, der ligeledes bidrager til opretholdelsen af det historiske kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Mothsgården knytter sig til, at lystgården repræsenterer ét af landets ældste landsteder, hvor det bedre borgerskab søgte hen mod sundere omgivelser uden for Københavns Volde. Søllerøds præg af landsteds-by frem for en traditionel landsby kan knyttes til landsbyens beliggenhed på en bakketop med dårlige landbrugsforhold og en lang og besværlig færd til vand, neden for bakken, ved Søllerød Sø. Dette blev stadig tydeligere i kraft af, at landstedernes antal voksede op gennem 1700-tallet. Dette kan ses ved, at Mothsgården ikke har nogen avlslænger og at der ikke er nogen jordtilliggender, kun haven. I det ydre knytter den kulturhistoriske værdi ved Mothsgården sig til de velbevarede, traditionelle længer, henholdsvis af grundmur og bindingsværk med delvist ubrudte tagflader og torammede, tredelte vinduer og tofløjede indgangsdøre. I det ydre er fortællingen om de historiske funktioner bevaret, idet længernes indbyrdes hierarki er bevaret. Stuehuset træder frem i forhold til side- og gadelænge med sine proportioner og materialeholdning, herunder det halvvalmede tegltag. Hertil kommer gadelængens skråt afskårne sydgavl, der vidner om en senere gadeudvidelse. I hovedlængens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den, i store træk, oprindelige grundplan med opholdsrum mod syd, dernæst stuer og det oprindelige køkken mod nord, hvor store dele af ildstedet er bevaret med ildstedskappe og jernpille. Hertil kommer de bevarede ældre bygningsdetaljer, herunder de to oprindelige barokke enfyldingsdøre med udskårne karme og franske låse samt de øvrige senere typer fyldingsdøre.I sidelængens indre vidner det indmurede pengeskab om dengang længen blev anvendt til butik.

Arkitektonisk fremtræder Mothsgården som et velbevaret og homogent anlæg med et tydeligt hierarki imellem de enkelte længer. Den arkitektoniske værdi ved Mothsgården knytter sig i det ydre til hovedlængens enkle og velproportionerede fremtræden med let opskalket og stejlt tegltag med traditionelle skorstenspiber i rygningen. Hertil kommer de traditionelt udførte døre og vinduer, den enkle farvesætning i rød og hvid samt den nedtonede detaljering, der omfatter facadens sparrenkopgesims og havesidens murede gesims. I det indre er der arkitektonisk værdi ved hovedlængens generelt meget autentiske atmosfære, hvor den traditionelle materiale-holdning dominerer med brædde- og teglgulve, pudsede vægge og fritliggende bjælkelag med bræddeloft. Hertil kommer den oprindelige farveholdning med mørke lofter og vægge med bemalinger samt de ældre og oprindelige bygningsdetaljer, herunder fyldingsdøre, gerichter og paneler. Den arkitektoniske værdi ved side- og havelænge knytter sig til deres enkle fremtræden med grundmur, bindingsværk, sugfjæl, vindskeder og næsten ubrudte tagflader med tagskæg af tegl, mønning, kragetræer og skorstenspibe. Hertil kommer de traditionelt udførte døre og vinduer, og den enkle farvesætning i rød og hvid. Endelig kommer forskellen på længernes dybde, hvor den østre del af sidelængen sammen med gadelængen bibringer det samlede anlæg en særlig elegance i form af de små gavle og lave tagflader, og skalaforskellen fremhæver dermed hovedlængen. I længernes indre er der arkitektonisk værdi i de ældre bygningsdetaljer, herunder gerichter og halv-paneler af lodrette brædder.

Læs videre om

• Fogedgården, Søllerød
• Raadvad
• Vedbæk Station, Trørød

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen