Multihuset, Laboratoriets Hovedmagasin, Christiania ligger på Fabriksområdet 111 A i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Som navnet hovedmagasin siger, er bygningen opført til opbevaring af den omfattende produktion af krudt, kugler og eksplosiver (løse skud, blå kanonslag, skræmmeskud, lyskastere, røgbomber, signalrøgbomber, raketter osv.), der fabrikeredes i Landetatens Laboratorium. Bygningen er opført i en stram, nøgtern skikkelse, hvis arkitektoniske fremtræden alene understreges af vinduernes og portenes taktfaste placering. I mangel af anden udsmykning bliver det disse elementer, der tegner bygningen. Bygningen tåler sammenligning med de 100 år ældre pakhuse langs havnen, men adskiller sig fra disse ved de større vinduer og murfladernes mindskede areal.

Beskrivelse

Multihuset ligger langs gaden, og er sammen med de andre store, markante bygninger med til at skabe et bymæssigt forløb. Bygningen er en 15 fag lang grundmuret magasinbygning i 4 etager med skiferlagt heltag. Facaderne fremstår i gul blankmur med rundbuede støbejernsvinduer. Østfacadens midtparti er markeret ved de tre porte i underetagen. Alle vinduer og porte er de oprindelige. I sydgavlen er isat et nyere, utilpasset vindue. Som det ses på plantegningen har hovedmagasinet haft indgange i stueetagen i de to gavle og i facaden. Bygningen er indvendig gennem alle etager båret af to rækker træstolper med skråstivere og hver etage har været et stort lokale, hvor kun de to trappeopgange i hver ende af bygningen har været afskilt. Gennem tre åbninger i etagedækkene har materialer ved en hejs på øverste etage og et hjul på loftet kunnet transporteres op i etagerne. Disse åbninger er i dag mere eller mindre interimistisk lukket til. Det har ikke været muligt at komme ind i bygningen. En beskrivelse af de nuværende forhold kan derfor ikke gives. Der findes en registrering fra Forsvarets Bygningstjeneste fra 1980'erne, der viser en beskeden mængde lette vægopbygninger og et mindre antal køkkener. I BBR-oplysningerne angives der at være 9 store boliger og to små boliger. To af de store boliger har ikke køkkenindretning. Endvidere er her erhverv. Bygningen er med sin beliggenhed parallelt med volden og i lige linje med Laboratoriets værkstedsbygning (Fabrikken) af væsentlig betydning som et markant rumdannende element i gaden.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links