Munkeruphus, Dronningmølle

Munkeruphus blev opført som landsted for civilingeniør Frederik Raaschou og hans familie i 1916. I 1958 blev Munkeruphus købt af Gunnar Aagaard Andersen, der åbnede tagetagen i udløberfløjen til kip og indrettede den til arbejdsværelse og atelier. Samtidig blev der isat en række ovenlysvinduer. I stueplan blev udløberfløjens spisestue, stue og gang slået sammen. Bygningen blev gennemgribende istandsat i 1988 – 1989.

Munkeruphus ligger let tilbagetrukket fra vejen, på vandsiden af Munkerup Strandvej ved Dronningmølle i Nordsjælland. Foran bygningen findes en grusbelagt parkeringsplads, mens den omkransende have strækker sig ned til stranden. Udhuset ligger umiddelbart nordøst for hovedbygningen. Munkeruphus er en T-formet, to etager høj bindingsværkskonstruktion beklædt med vandretliggende brædder. Hovedbygningen består af en hovedfløj der vender mod vejen samt en udløberfløj der vender mod vandet. Bygningen har en muret sokkel, kordongesims over stueetagens vinduer samt et kraftigt udkragende, helvalmet tag belagt med træspån. I hovedfløjens tagflader sidder mod haven flere større ovenlysvinduer samt i rygningen to skorstenspiber. I udløberfløjens nordvendte tagflade sidder en række større ovenlysvinduer samt i rygningen en skorstenspibe. Munkeruphus har oprindelige og ældre, torammede vinduer med otte ruder i hver ramme, et enkelt mindre vindue i hovedfløjens gårdside samt støbejernsvinduer ved kælderen. Hoveddøren er en portalindfattet, tofløjet og opsprosset dør med glasfyldinger samt seksdelt overvindue. Hovedfløjen har ydermere en glasopsprosset havedør i den sydvendte gavl, samt køkkendør og nedgang til en muret og hvidkalket kælder ved den nordlige haveside. Kælderdøren er en todelt revledør og vinduerne er traditionelle staldvinduer af støbejern. I den kalkede mur sidder flere synlige, dekorative kampesten. Udløberfløjens gavl er kendetegnet ved tre glasopsprossede havedøre med bevarede skodder, samt tre franske altaner på førstesalen. I det indre har Munkeruphus i store træk bevaret en oprindelig planløsning, dog er udløberfløjens værelser slået sammen og hovedfløjens veranda mod øst er fjernet. Ændringerne er sket i 1950'erne, i forbindelse med indretningen af bygningen til atelier. Stueplanet er kendetegnet ved en central hall belagt med ølandsfliser. Fra hallen fører en trappe op til en åben fordelingsgang, hvorfra der er adgang til bygningens forskellige rum og sale, herunder køkken og førstesal. Udløberfløjen er på begge etager kendetegnet ved store, åbne rum med pejs og skorsten i midten af rummene. I stuen mod vest er bevaret den oprindelige kamin. Hovedfløjens førstesal har en fordelingsgang og flere mindre værelser samt en nyere udgang til udløberfløjen. Toilettet ligger som oprindeligt, placeret under trappen med adgang fra hallen, og interiøret er generelt kendetegnet ved oprindelige og traditionelle bræddegulve, gerichter og fyldingsdøre. I hallen, gangen og stuen mod øst ses mørkt bemalede søjler af træ og et synligt, profileret bjælkelag. Trappen har udskårne balustre i samme farve som søjler og bjælker, og på førstesalen i udløberfløjen er den bærende konstruktion synlig. Udhuset er en mindre, rektangulær træbygning i lodrette brædder med helvalmet tag af træspån. Bygningen har torammede vinduer og to revledøre i perlestaf med bukkehornsbelag og nyere klinkefald.

Bygningens miljømæssige værdi knytter sig til den naturskønne placering tilbagetrukket fra vejen og samtidig nær stranden, med udsigt mod havet. Mod den offentlige vej ligger bygningen frit, med den åbne plads foran, mens haven på de øvrige sider er trukket helt tæt på bygningen. Stiforløbet fra haven til stranden åbner sig gennem en dyb kløft, og den visuelle kontakt mellem bygning og strand har stor miljømæssig værdi.

Munkeruphus kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til placeringen på grunden der ikke er solret, men orienteret efter udsigten til kysten og havet, samt til den tætte, direkte og næsten niveaufri kontakt mellem bygning og have, som tydeligt kommer til udtryk i udløberfløjens tre havedøre. Både placeringen, der tilpasser sig omgivelserne, og forholdet mellem bygning og den omgivende natur, hvor huset står på en meget lav sokkel, næsten som var det plantet i græsset, er karakteristisk for landstedet som bygningstype. Valget af ølandsfliser i både hallen og på terrassen udenfor er med til at understrege landliggerlivets intention om en nær forbindelse mellem bygning og natur. I Munkeruphus ydre knytter den kulturhistoriske værdi sig ligeledes til det nyklassicistiske formsprog med den strengt symmetriske bygningskrop, de valmede tage og den taktfaste fagdeling. Hertil kommer den udprægede anvendelse af træ, der er inspireret af den amerikanske colonial style arkitektur, og som i samspil med det nyklassicistiske formsprog giver Munkeruphus et i dansk arkitekturhistories sammenhæng, unikt udtryk. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige planløsning i hovedfløjen, der fortæller om det engelsk inspirerede borgerskabs fritidsidealer i begyndelsen af det 20. århundrede. Disse viser sig blandt andet i den engelsk inspirerede hall med udskårne balustre ved trappen og som værn, i stuen med kamin og den direkte udgang til haven, samt i placeringen af værelser og kamre på første sal. Hertil kommer den traditionelle, direkte forbindelse mellem køkken og kælder. Den kulturhistoriske værdi knytter sig endvidere til ombygningerne i udløberfløjen i forbindelse med dennes indretning til atelier, herunder åbningen til kip og isættelsen af ovenlysvinduer mod nord. Hertil kommer bygningens oprindelige og ældre bygningsdele og detaljer, herunder hallens ølandsfliser, trægulvene, det bemalede træværk, fyldingsdøre, gerichter og trapper. I udhuset knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens materiale- og udtryksmæssige samspil med hovedbygningen.

I Munkeruphus ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til den stringent symmetriske og udpræget taktfaste bygning med den tætte vinduessætning, der med sin enkle materialeholdning og lette konstruktioner på en og samme tid fremstår både herskabelig og afslappet. Bygningen er domineret af få, men meget udtryksfulde arkitektoniske virkemidler i form af småtopsprossede og indrammede vinduer og døre, udkragning og næsten ubrudte tagflader, der i samspil med den moderate farvesætning giver et særdeles helstøbt og meget elegant udtryk, som til fulde understøtter landliggerlivets frigjorte og afslappede livsstil, uden at gå på kompromis med borgerskabets idealer. I bygningens indre knytter den arkitektoniske værdi sig til udløberfløjens åbne tagetage, hvis frilagte konstruktioner og store ovenlys skaber en let og lys atmosfære.

Læs videre om

• Nakkehoved Vestre Fyr
• Pibe Mølle
• Silkebjerg 3

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen