Et blik ind i den ældre europæiske samling i museet Davids Samling i København. Denne del af samlingen omfatter bl.a. engelske møbler, Meissenporcelæn og fransk fajance
.

Det danske museumslandsskab er en heterogen størrelse. Ifølge Danmarks Statistik findes der 355 museumsafdelinger, der enten er ejet af staten, statsanerkendte, statsstøttede eller ikke statsstøttede. Museerne formidler kulturhistorie, kunsthistorie, naturhistorie eller en blanding af flere forskellige ansvarsområder. Af disse er 238, altså langt den overvejende del, kulturhistoriske museer.

Museernes økonomi er typisk styret af egne indtægter samt tilskud fra stat eller kommune. De fem statslige museer – Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst, Det Grønne Museum (fusion af Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum og Dansk Landbrugsmuseum), Den Hirschsprungske Samling og Ordrupgaard – hører direkte under Kulturministeriet. Et sjette statsligt museum, Statens Naturhistoriske Museum, er som en del af Københavns Universitet finansieret af Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Efter flere sammenlægninger i løbet af årene frem mod 2020 er 97 af landets museer statsanerkendte. Det vil sige, at de modtager støtte i henhold til Museumsloven, men at staten ikke bidrager med hovedparten af tilskuddet.

De statslige og statsanerkendte museers opgaver er ifølge Museumsloven at indsamle, registrere, bevare, forske og formidle. Gennem disse forbundne opgaver skal museerne i et lokalt, nationalt og globalt perspektiv aktualisere viden om kulturog naturarv og gøre denne tilgængelig og vedkommende for borgere og samfund og sikre den for fremtidens anvendelse. 170 danske museer, herunder stort set alle de statsanerkendte, er samlet i Organisationen Danske Museer.

De danske museer har omkring 15 mio. besøgende årligt, og godt hver tredje dansker, 36 %, havde besøgt mindst et museum, slot, herregård eller fortidsminde i 2018. I kulturvaneundersøgelsen, der blev udgivet i 1987, havde 38 % af den voksne danske befolkning det seneste år besøgt et kunstmuseum eller en kunstudstilling. Størstedelen af besøgene tilfalder de statslige eller statsanerkendte museer, og der er lidt flere kvinder end mænd, der tager på museum. Til forskel fra tidligere er digitaliseringen også en faktor i folks museumsoplevelse i dag. Således følger 13 % et eller flere museer på de sociale medier.

De museer, der kendes i dag, fokuserer på at kombinere oplysning og oplevelse og kan for fleres vedkommende trække deres historie tilbage til sidste halvdel af 1800-tallet, hvor museumsudviklingen uden for København for alvor tog fart. I flere provinsbyer, som Ribe i 1855, Odense i 1860, Aarhus og Viborg i 1861 og Aalborg i 1863, opstod kulturhistoriske museer på folkeligt og privat initiativ. Museernes opståen var knyttet til dyrkelsen af det folkelige med henblik på at opbygge en nationalfølelse og opdrage borgerne til at forme fremtiden. Et eksempel på dette var brygger J.C. Jacobsens Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot i 1878. Et andet er Nationalmuseet, der i dag består af et centralmuseum i København og en række samlinger, museer og formidlingscentre rundtom i landet, og som opstod i 1892 efter en sammenslutning af forskellige museer. Fra år 1900 oprettede omtrent hver eneste danske købstad et lokalmuseum.

Idéen bag både de kulturhistoriske museer og kunstmuseerne i 1800-tallet var at oplyse borgerne og skabe bevidsthed om folkets historie. Derudover var der til de kulturhistoriske museer knyttet et ønske om at dokumentere folkekulturen, der var under hastig udvikling, bl.a. som følge af vandringen fra land til by. Eksempelvis opstod Dansk Folkemuseum i 1881 og blev med sit fokus på folkeminder og folkeliv forløberen for Frilandsmuseet – det gamle Danmark.

I efterkrigstiden kom der yderligere fart på museumsudviklingen, hvor især Museumsloven fra 1958 står helt centralt for professionaliseringen og støtten til museerne. Samme år åbnede kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, der banede vejen for nye idéer om museet som et oplevelsessted med café, arrangementer og restaurant. De nye museumsidealer prægede det øvrige museumslandskab, og i 1960’erne voksede antallet af specialmuseer, da bevægelser som kvinde- og arbejderbevægelsen skabte museer til at beskrive deres egen historie.

Tidligere var indsamling og samlingsbevaring grundlaget for museernes eksistensberettigelse, men fra 1960’erne har der i stigende grad været fokus på brugernes oplevelser gennem spektakulære udstillinger. I 1964 etableredes Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre (i dag: Sagnlandet Lejre), en forløber for de oplevelsescentre, som fra 1990’erne spredte sig rundtom i landet. I begyndelsen af 2000-tallet har museerne oplevet en række nyere udviklinger, fx inden for digital formidling, brugerinddragelse, underholdning og engagement i samfundsforhold.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks kultur og trossamfund

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om kulturhistoriske museer og kulturarv