Museet, Den gamle Kro, Sorø

Forhuset blev opført i 1624-1625 af Christian IV som kro og er et af Sorøs ældste huse. Bygningen rummede senere professorboliger for Sorø Akademi og har siden 1929 fungeret som museum. De to enetages sidehuse med gavlkviste blev opført i 1899-1900 af arkitekt F.C.C. Hansen. Baghuset går i sin grundform tilbage til 1600-tallet, men er ombygget i 1700-tallet og senere. Baghuset fungerede tidligere som stald. Havestuen nævnes første gang i 1847.

Museet ligger ud til Storgade, midt i Sorø by. Forhuset er en 15 fag lang og to stokværk høj, sortopstolpet bindingsværksbygning med vogngennemkørsel, delvist mønstermurede tavl og teglhængt heltag med tre murede skorstenspiber samt flere ældre tagvinduer. Facadens tavl er kalket røde, mens gårdsidens tavl står i blank mur. Bygningen har fyldtømmer af løsholter og dobbelte skråbånd i undertavlene, udkraget og knægtbåren andet stokværk samt styrterum og profilerede remme under andet stokværks gennemstukne bjælkeender. Porten er en dobbeltfløjet fyldingsport med gangdør. Vinduerne er torammede og grønmalede, dels med seks eller otte ruder i hver ramme, dels blyindfattede med 15 ruder i hver ramme. Forhuset rummer udstillingslokaler og kontorer, og har bevaret en ældre planløsning med gangarealer mod gården og stuer mod gaden. Vinduerne har forsatsrammer og flere har bevaret barokke anverfere. Forhuset er dels præget af nyere overflader, dels af ældre overflader i form af bræddegulve, brystningspaneler og bræddevægge. Der findes bevarede kakkelovnspilastre og pudsede lofter samt ældre døre, dørgreb og gerichter, herunder brede tofyldingsdøre med bukkehornsbeslag. Under den sydlige del af forhuset findes en kælder med brolagt gulv og kampestensmure. Brolægningen mellem forhus og fortovsfliserne, som fortsættes i vogngennemkørslen, er den sidste rest af hovedgadens gamle fortovsbelægning. De to sidehuse er næsten identiske, opført i én etage i bindingsværk med mønstermurede tavl, udkragede og knægtbårne gavlkviste med hejselem og teglhængte tage med havlvalm mod vest samt skorstenspiber med sokkel og krave. Farvesætning og vinduer er som forhuset. I det nordre sidehus findes et nyere køkken samt kontorer og trappe. I det sydlige sidehus findes udstillingslokaler og kontorer samt mod forhuset et bræddebeklædt trapperum. Forhusets udskårne knægte og profilerede bånd er synlige i trapperummet. I begge sidehuse er bevaret flere oprindelige bræddelofter med synlige bjælker, bejdsede bræddegulve samt fyldings- og revledøre. Under det nordre sidehus findes en mindre kælder. Baghuset er en rødtopstolpet bindingsværksbygning i én etage med gulkalkede tavl og teglhængt heltag. Mod nord har gårdsiden en lude med lokum. Vinduerne er torammede og seksrudede, og er ligesom revledørene grønmalede. I det indre er den søndre del domineret af en nyere planløsning med et større, til kip åbent rum med nyere trægulve og akustikplader i loftet. I midten af baghuset findes en teglstensbelagt gennemgang til den bagvedliggende have. I den nordre del findes en havestue, flere mindre rum med brædde- og bjælkelofter, spor efter tidligere båse samt en udnyttet tagetage. Den lavere bindingsværksbygning som forbinder det søndre sidehus med baghuset er fra 1976 og er ikke fredet.

Bygningens miljømæssige værdi relaterer sig til forhusets imponerende bindingsværksfacade og ældre brolægning, der indgår som et vigtigt historisk element i Storgades købstadsmiljø. Hertil kommer det formfuldendte gårdrum som de fire længer lukker sig omkring, og som i samspil med den bag baghuset beliggende have, danner et mindre, historik domineret kulturmiljø. Gårdrummet er dels domineret af aksen fra forhusets vogngennemkørsel, som fortsættes gennem baghuset til haven, dels af sidehusenes to brede gavlkviste, der hæver sig højt over gårdrummets brolægning og skaber en tæt, intim atmosfære.

I forhusets ydre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til det velbevarede renæssancehus med det tidstypiske, særdeles detaljerede bindingsværk i form af udkragningen på udskårne knægte, tavlenes mønstermuring, de dobbelte skråbånd og profilerede remme. Den centralt placerede vogngennemkørsel med port og gangdør, de ældre vinduer og den velbevarede hoveddør, har ligeledes stor kulturhistorisk værdi. I forhusets indre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af den oprindelige og ældre planløsning med stuerne beliggende mod gaden. Hertil kommer de mange bevarede, ældre bygningsdele og detaljer i form af trægulve, stolper, profilerede loftsbjælker og pudsede lofter samt brystningspaneler, kakkelovnspilastre, gerichter og fyldingsdøre med bukkehornsbeslag. Den bevarede kælder har ligeledes stor kulturhistorisk værdi. Brolægningens kulturhistoriske værdi relaterer sig til denne som eneste bevarede element af hovedgadens gamle belægning. I de to sidehuse relaterer den kulturhistoriske værdi sig i det ydre til bygningerne som velbevarede eksempler på forrige århundredeskiftes romantiske historicisme, der bevidst forsøgte at tilpasse arkitekturen det ældre renæssanceforhus. I det indre relaterer den kulturhistoriske værdi sig til de oprindelige trægulve, bræddevægge og -lofter samt fyldings- og revledøre. I baghuset relaterer den kulturhistoriske værdi sig til bygningens placering og grundform med ubrudte tagflader og lokum samt gennemgang til den bagvedliggende have. Hertil kommer de bevarede spor efter båsene, som vidner om den tidligere funktion som stald.

Forhusets arkitektoniske værdi ligger i det ydre i det kraftige bindingsværk med det righoldige, symmetrisk placerede fyldtømmer, der i samspil med de mange detaljeringer giver et stateligt og magtfuldt udtryk. Det statelige understreges den centralt placerede vogngennemkørsel, mens den irregulære vinduessætning giver facaden et meget levende udtryk. Sidehusenes arkitektoniske værdi ligger i det til forhuset bevidst tilpassede og symmetriske formsprog med kraftigt bindingsværk, mønstermurede tavl og opsprossede vinduer. Dog adskiller sidehusene sig arkitektonisk fra forhuset ved deres færre detaljer og mere voluminøse formsprog med udkragede (og for sidehuse utraditionelle) gavlkviste samt afvalmede tage. Hertil kommer den meget tætte vinduessætning, der på den ene side ophæver bygningernes tyngde, på den anden side vidner om en moderne, funktionel tilgang til lysindfald. Baghusets arkitektoniske værdi ligger i det ydre i det enkle, afdæmpede og udpræget funktionelle udtryk med revledøre, lude med lokum og ubrudt tagflade uden skorstenspibe. Hertil kommer farvesætningen og den mindre skala, som tydeligt adskiller bygningen fra for- og sidehuse.

Læs videre om

• Sorø Akademi
• Sorø Akademi, Ingemanns Hus
• Sorø Akademi, Molbechs Hus

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen