Museum Jorn (tidligere Silkeborg Kunstmuseum) er vokset ud af samarbejdet mellem det tidligere kunstmuseum og kulturhistoriske museum, Silkeborg Museum, og Asger Jorn. Asger Jorn flyttede til Silkeborg som barn og var knyttet til byen resten af sit liv. Hans virke skabte et kunstnerisk samlingspunkt i byen, og han bidrog bl.a. til, at den gamle Sorringtradition for pottemageri fik en ny opblomstring, idet han indgik et samarbejde med keramikeren Knud Jensen.
I 1953 lavede Jorn 60 keramiske arbejder for 2.000 kr. hos pottemager Knud Jensen i Sorring. En del værker herfra blev overdraget til museumsbestyrelsen d. 14. september 1953, og det blev begyndelsen på en donation, der med tiden nåede 5.500 værker. En væsentlig person i udviklingen af Museum Jorn var kunsthistorikeren Troels Andersen, der ledede og opbyggede museet fra 1973 til 2004. Museet rummer både en stor samling af Jorns egne værker og af samtidige kunstnere som Max Ernst og Fernand Léger samt Per Kirkebys arkiver, men også samlinger af kunstnere, som Jorn opfattede som åndsbeslægtede, fx den symbolistiske kunstner Johannes Holbek.
Jorn fortsatte med at donere værker til museet, og det blev til en stadigt voksende samling i forbindelse med de seks udstillinger, han var med til at arrangere i perioden 1959‑69. Samlingen blev udvidet med værker med afsæt i den surrealistiske-abstrakte kunsts pionerer såsom Max Ernst og Jean Arp, Jorns læremester Fernand Léger, efterkrigstidens kunstnere som Jean Dubuffet, Wols og Wifredo Lam samt den kreds, som Jorn selv befandt sig i, Cobra-gruppen og situationisterne, med navne som Pinot Gallizio, Henri Michaux, Roberto Matta og Pierre Alechinsky. Derudover kom Jorns egne arkiver til, herunder hans vidtstrakte brevveksling med en lang række af tidens kulturpersonligheder.
Efterhånden voksede museet ud af den oprindelige karnap på Silkeborg Hovedgård på det daværende Silkeborg Museum, og i 1961 flyttede museet ind i Th. Langs nedlagte forskolebygning. Først i 1973 fik museet rådighed over hele bygningen. Jorn havde undervejs forsøgt at løse pladsproblemerne ved i to omgange at lade Jørn Utzon tegne forslag til et nyt kunstmuseum. Desværre blev ingen af projekterne realiseret. Men i skyggen af byens højhus ved grænsen til skovområdet Indelukket blev der opført en museumsbygning med udgangspunkt i billedhuggeren Constantin Brancusis atelier, der er genopført foran Centre Pompidou i Paris. Det nye museum blev tegnet af Niels Frithiof Truelsen som tre pavilloner, og det blev indviet i 1982 på Jorns fødselsdag, d. 3. marts.
Samlingen voksede konstant med store gaver fra mange forskellige kunstnere, og i 1988 blev det nødvendigt at udvide museet med en vestfløj beregnet til skiftende udstillinger, også tegnet af Truelsen. I 2018 blev kunstneren Per Kirkebys arkiv doneret til museet, så det nu kom til at rumme arkiver fra to af de mest internationalt indflydelsesrige danske kunstnere i 1900-tallet.
Af museets hovedværker skal nævnes Jorns monumentale Stalingrad, stedet som ikke er eller modets gale latter, som kunstneren arbejdede på over en periode på 15 år (1957‑60, 1967 og 1972), og Den lange Rejse, en 16 m lang vævning, som oprindelig var en del af udsmykningen af Statsgymnasiet i Aarhus. Museet udstiller løbende hovedværker af Jorn eller andre medlemmer af Cobragruppen, som Jorn var medstifter af, samt øvrige af Jorns samarbejdspartnere og værker af Per Kirkeby.
I gården på Museum Jorn kan man på den oprindelige gavl på museet se Jean Dubuffets keramiske relief Epokhé, opsat i 1982. På relieffet ses bl.a. den »triolektiske« fodboldbane. Det er inspireret af Jorns tanker under den kolde krig om, hvordan man kan indføre et tredje element for at bryde de traditionelle dualistiske principper, der fører til konfrontation frem for dynamik. På relieffets fodboldbane spilles der således med tre hold i stedet for to. I gården ses også Pierre Alechinskys keramiske mur Penslens tanker fra 1998, som blev til ad to omgange; den sidste del blev indviet i 2002. Værket blev udført som en gave til museet fra kunstneren.
Haven ved Museum Jorn rummer desuden en skulptur af Paul Gernes, en af grundlæggerne af Eks-skolen. Skulpturen fra 1982 er udført i polykrom marmor. De mange lag marmor i forskellige farver er lagt oven på hinanden, så skulpturen rejser sig som en stele. Værkets titel er ukendt.
