Musik i Brønderslev Kommune

The Blue Van (Allan Villadsen, Per Jørgensen, Steffen Westmark og Søren V. Christensen) fra Brønderslev vandt konkurrencen Byens Bedste Band i 1999. Under navnet Orange Squeezer vandt de konkurrencen første gang i 1997. Her er bandet samlet foran Den Runde Pavillon i Rhododendronparken.
.

Kulturskolen Brønderslev Kommune (oprettet 1978) samarbejder med kommunen om talentudvikling af den rytmiske musik. Et af kulturskolens tiltag har været den årlige konkurrence Byens Bedste Band, som siden starten på Brønderslev Bibliotek i 1995 er blevet afholdt sammen med Musikforeningen i Brønderslev. Blandt vinderne har været bandet The Blue Van, der blev dannet på Brønderslev Musikskole i 1996 og vandt konkurrencen året efter. Den rytmiske musik får især sceneplads ved foreningsbaserede arrangementer, som modtager støttemidler fra kommunen og sponsoreres af det lokale erhvervsliv. Her kan nævnes de ugentlige sommerkoncerter på udendørsscener i Rhododendronparken, arrangeret af den frivillige borgerforening Borger9700 (stiftet 2013) samt musikfestivalen Parkfestival (grundlagt 1997). Musikforeningen Jazz9700 (stiftet 2013) og den kulturelle forening BI’s Venner (Brønderslev Idrætsforening) afholder jazzkoncerter i kulturhuset Den Runde Pavillon. Den Runde Pavillon danner også rammen om Brønderslev Harmoniorkesters (stiftet 1948 under navnet PM-orkester) forårskoncert. I Øster Brønderslev kan nævnes Bålhøj Festival (oprettet 2008). Derudover lægger kommunens mange kræmmermarkeder også scene til den rytmiske musik. Den største musikarrangør i kommunen er Hjallerup Musikforening (grundlagt 2006), som afholder musikkoncerter på Hotel Hjallerup Kro. Irsk Folkemusik med oversatte tekster på vendelbomål blev en populær genre i 1970’ernes Vendsyssel, og det lokale band Schwåmpis Venner (grundlagt 1979) samt den irske musik- og kulturforening Shamrock (stiftet 2014) vidner om et fortsat levende musikmiljø omkring genren.

Af klassisk musik skal nævnes kammermusikkoncerterne på Dorf Gl. Skole (opført ca. 1719) i Dronninglund, arrangeret af ejeren Ragnhild Kjølberg (f. 1934) siden 1990. Tillige bør nævnes tilslutningen til de kirkelige kor, både inden for folkekirken og i de frikirkelige trossamfund, samt Øster Hjermitslev Harmonika- og Spillemandstræf, der har været afholdt siden 1990.

Videre læsning

Læs mere om Kultur i Brønderslev Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans