Ringsted Kongrescenter er fyrtårnet i kommunens kulturliv, og her gennemføres ca. 60 kulturarrangementer årligt. Programmet er bredt med jævnlige gæstespil fra udlandet, fx ballet og klassiske ensembler, men den altovervejende del er populære danske kunstnere. De seneste år har kongrescenteret haft stor succes med at have standup-artister på plakaten.

Ringsted Børnefestival og Ringsted Festival trækker begge omkring 12.000 gæster fra hele Sjælland. Det er byens kulturinstitutioner, der er gået sammen om at lave børnefestivalen, og den blev en succes fra begyndelsen i 2016. Kendte børneartister er på de skrå brædder, og alle kommunens skoler, daginstitutioner og foreninger deltager med et væld af aktiviteter. Ringsted Musik & Kulturskole er en stor medspiller i arrangementet og har sin egen scene midt på festivalpladsen, hvor eleverne optræder med musik, sang, dans og teater. Ringsted Festival, der er drevet af private aktører siden 2005, byder på populære bands og solister. Festivalen er henlagt til Lystanlægget, der danner ramme om festen, som strækker sig over tre døgn.

Klostermarkskirken og Sankt Bendts Kirke er to ofte benyttede koncertsteder. Her præsenteres primært klassisk musik, men efterhånden har rytmisk musik også fundet vej. Ringsted Kommune har altid kunnet bryste sig af at have mange kor, og i dag findes der ni aktive kor med vidt forskelligt repertoire.

I kommunen har skiftende musikforeninger været aktive, bl.a. Club Hot Circle, der i 1960’erne præsenterede pop- og pigtrådsorkestre. Midt i 1970’erne modtog rockbandet Troldmandens Lærling Roskilde Festivals pris for originalitet og dygtighed, og de åbnede samme år festivalen på Orange Scene. Pop-rockorkesteret Replique overtog den lokale scene i 1980’erne og havde stor succes med egne numre og stor blæsersektion.

Michael Schøn Poulsen, der er sanger, guitarist og sangskriver i heavymetal-bandet Volbeat, er født i Ringsted.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Ringsted Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans