Musik i Rudersdal Kommune

Vedbæk Garden kan i 2018 fejre sit 60-års jubilæum. Garden blev stiftet i 1958 og er en ren pigegarde med ca. 32 piger i alderen 8‑22 år og består af et tamburkorps og et brassband. Vedbæk Garden holder til på Kulturcenter Mariehøj, når de ikke er ude at spille som her på Birkerød gågade i 2017.
.

Artikelstart

Interessen for jazz i alle afskygninger har længe været stor i Rudersdal Kommune. I perioden 1967‑70 var biografen Reprise Teatret i Holte en vigtig scene for fremadskuende jazz uden for hovedstaden. Fra begyndelsen af 1970’erne blev der også spillet rock her. Søllerød Jazzklub fejrede i 2017 40-års jubilæum. Klubben har gennem årene haft fokus på såvel den ældre som den moderne jazz, spillet af førende danske musikere.

Spillestedet MantziusLive på Kulturcenter Mantzius i Birkerød er kommunalt initieret og drevet. I spillestedets flotte og velklingende sal optræder Danmarks største pop- og rocknavne samt internationale kunstnere. Festivalen LydFest på Kulturcenter Mantzius finder sted i august. I kulturcenteret er der fra 2018 nye øvelokaler, elektronisk studie og en lille scene. Mariehøj Rude Studie på Kulturcenter Mariehøj i Gammel Holte tilbyder øvelokaler og benyttes døgnet rundt. Ungdomsteateret Limenas i Birkerød styres af de unge brugere og præsenterer egne opsætninger, ofte med musik integreret.

Kammerorkesteret Ensemble Nordlys, der har en international profil, har base i kommunen. Ensemblet står bag Rudersdal Sommerkoncerter, en kammermusikfestival i august, hvor store danske navne præsenteres. Desuden får såvel ældre som nyskrevet kompositionsmusik plads ved særarrangementer året rundt. Bibliotekerne står også jævnligt for musikarrangementer. Rudersdal Musikskole er uhyre aktiv og leverer unge musikere til regionens Musikalsk Grundkursus-skoler (MGK).

Den norske komponist Edvard Grieg komponerede i 1868 et af sine hovedværker, Klaverkoncert i a-mol, under et besøg hos sine svigerforældre i Søllerød. Komponisten J.P.E. Hartmann tilbragte mange somre som landligger på en gård ved gadekæret i Nærum. Komponisten Axel Borup-Jørgensen boede i Bistrup indtil sin død i 2012.

Af musikere bosat i kommunen kan nævnes keyboardspilleren Kenneth Knudsen og sangskriverne og sangerne Stig Kreutzfeldt og C.V. Jørgensen.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Rudersdal Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans