I slutningen af januar 2019 havde fem elever fra 2.g’s musikhold båret instrumenter, forstærkere og højttalere op på Struer Statsgymnasiums tagterrasse, hvor de spillede Beatlesnumre. Musikken strømmede ud over lydens by og blev nydt af de forbipasserende.
.
Jegindø Festival, der arrangeres af Jegindø Borgerforening, begyndte i 2018 som en endagsfestival med gratis adgang. Festivalen har et bredt udbud af populærmusik med mange lokale musikere.
.

Struer er elektronikvirksomheden Bang & Olufsens hjemby. Det har naturligvis præget byens musikliv, og Struer kalder sig da også lydens by.

Vestjysk Concert Band blev stiftet i 2006 som en videreførelse af B&O Harmoniorkester, der blev oprettet af medarbejdere ved B&O i 1965 og støttet af virksomheden. Folkets Hus og Gimsinghoved Kunst- og Kulturcenter står for jævnlige koncerter i mange forskellige genrer. På Gimsinghoved afholdes også en lille festival. Spillestedet Høloftet på Thyholm tilbyder intime koncerter, standup og foredrag med populære underholdere. På Jegindø afholder kultur- og idrætscenteret Midtpunktet på Thyholm en håndfuld årlige koncerter. Venø Musikforening har jævnlige koncerter med både rytmiske bands og folkemusik.

Jegindø Festival har underholdning for børn og voksne på programmet sidste weekend i juli. Struer Musikskole holder til i det gamle mejeri i byen og tilbyder et varieret undervisningsprogram for både børn og voksne og afholder jævnligt koncerter på kommunens skoler.

Spillemandsfamilien Kjær

Vestjyllands berømte spillemand og komponist Ole Kjær blev født i Humlum Sogn nord for Struer i 1807. Han blev uden tvivl den største figur i dansk spillemandshistorie. I sin samtid blev Ole Kjær lige så berømt i Ringkøbing Amt, som H.C. Lumbye var det i København. 19 år gammel flyttede han til Vejrum syd for Struer, hvor han allerede var en efterspurgt spillemand. En erindring derfra fortæller, at Ole Kjær med sin violin kunne sætte et forunderligt liv i de dansende. Han var datidens entertainer og kunne spille violin over hovedet eller på ryggen, og i pauserne kunne han finde på at slå vejrmøller fra den ene ende af stuen til den anden. Omkring 1830 flyttede han til Ringkøbing, hvor han døde kun 34 år gammel i 1841.

Tre af Ole Kjærs ældre brødre, Laus Lehnsmann Kjær (1790‑1856), Andreas Nicolai Kjær (1794‑1865) og Peder Lehnsmann Kjær (1799‑1885), blev kendte spillemænd og lejlighedsdigtere. Peder Lehnsmann Kjær var hele livet knyttet til Humlum Sogn med undtagelse af den tid, hvor han aftjente sin værnepligt. Peder Lehnsmann Kjær var en særdeles fin spillemand, der spillede violin og også var dygtig på klarinet. Han var efterspurgt i Humlum og de omliggende sogne. Desuden havde han en poetisk åre og skrev mindevers til bryllupper, konfirmationer, fødselsdage og over afdøde.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Struer Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans