Fra 1915 og resten af livet boede ægteparret oven på Anne Marie Carl Nielsens atelier i Materielgården ved Frederiksholms Kanal i København. Billedet af komponisten ved flyglet og billedhuggeren i deres stue er taget mellem 1920 og 1930.
.
Midtfyns Festival fra storhedstiden i 1993 med Goe Bakke i baggrunden. Festivalen, der blev oprettet på privat initiativ, eksisterede fra 1976 til 2004 med et imponerende udvalg af danske og internationale rockkunstnere. Flere forsøg på at genoprette festivalen er slået fejl; i stedet kan Fyn byde på festivalen Tinderbox i Odense. Et forsøg blev også gjort i 2019, og i 2021 er endnu en festival planlagt på Dyrskuepladsen i Ringe.
.

I 1845 blev der på foranledning af kapellan H. Viborg, lærer og organist H.C.N. Kistrup og pastor Bangs døtre, Clausine og Jette, etableret et kor, Horne Mandskor, som fortsat er aktivt. 25 år senere, i 1870, opstod symfoniorkesteret Horne Lands Orkester, som også stadig eksisterer. Endelig i 1940 tog dirigent Johanne Ansbjerg initiativ til oprettelsen af Horne Blandede Kor for at styrke danskheden og sammenholdet i lokalsamfundet efter den tyske besættelse af Danmark.

I den gamle Faaborg Kommune har der indtil for nylig været syv aktive kor, som siden 2014 har samarbejdet om Faaborg Korfestival, som har været en publikumsmagnet. I Faaborg-Midtfyn Musikskole kan ikke bare børn og unge, men også voksne over 25 år deltage.

I landsbyen Rudme findes spillestedet Foderstoffen, der har eksisteret siden 1992. Den gamle foderstofforretning blev sat i stand af virksomhedsejer Flemming Rasmussen og en række frivillige. Siden 2007 har foreningen Foderstoffen ejet og drevet stedet med frivillige kræfter. Der arrangeres koncerter med rock, pop, folk, jazz og klassisk, og der er plads til op til 350 gæster. Arrangementer kædes ofte sammen med spisning.

Ådalscenen Gislev Kulturcenter er et kulturelt samlingssted i Gislev, der blev indviet i 2018. Ferritslev Fritidshus tilbyder koncerter og musikalske foredrag inden for en bred vifte af genrer. Huset er en selvejende institution og drives af frivillige.

Efter norsk forbillede etablerede Faaborg-Midtfyn Kommune Den kulturelle rygsæk i 2013. Projektet skal sikre, at elever i folke- og friskoler møder kunst og kultur. Omkring 6.000 elever i kommunen deltager hvert år. Fra skoleåret 2017‑2018 har alle elever fra 0. til 10. klasse kunnet fylde deres rygsæk med kulturelle undervisningsforløb i en lang række fag.

Teaterskolen Spektaklet i Faaborg og Ringe er en kulturskole, hvor børn og unge i alderen 6‑20 år har mulighed for at prøve kræfter med teaterverdenens mange facetter. Der undervises i dans, parkour, film, cirkusteater og skrivning.

Carl Nielsen

Da Carl Nielsen blev født i 1865 i Sortelung i nærheden af Nørre Lyndelse, stod det ikke skrevet, at han skulle blive en af landets største og mest elskede komponister og dirigenter. Ud af fattige kår, som han selv har beskrevet i erindringsbogen Min fynske Barndom (1927), udvikledes en talentfuld musiker, først på violin i den lokale musikforening, siden i regimentsmusikkorpset i Odense på signalhorn og altbasun. I 1884 blev han optaget på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København og fik siden plads som andenviolinist i Det Kongelige Kapel, senere anden kapelmester. Har var i en periode dirigent i Musikforeningen i København, og fra 1916 til sin død i 1931 var han knyttet til musikkonservatoriet, senest som direktør. Under en studierejse i 1890 til Tyskland, Frankrig og Italien mødte han billedhuggeren Anne Marie Brodersen (senere Anne Marie Carl Nielsen), og de giftede sig under rejsen.

Carl Nielsens produktion favner bredt fra seks symfonier, musikdramatiske værker som Saul og David (1898‑1901) og Maskarade (1904‑06) til kammermusik, kor og klaverstykker. Desuden stod han bag danske sange som Jens Vejmand (1905), Jeg ved en lærkerede (1921) og Den danske sang (1926) samt viser og salmer.

Musikalsk var den tidlige Carl Nielsen påvirket af Johannes Brahms, Antonín Dvořák og Edvard Grieg, men senere udviklede han en mere selvstændig polyfonisk stil. I musikken evnede han at forene de store internationale strømninger med sine nære oplevelser af Fyn.

Carl Nielsens Barndomshjem i Nørre Lyndelse blev åbnet som museum i 1956, og i 1988 kunne Carl Nielsen Museet i Odense slå dørene op. Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens legat har hvert år siden 1959 været uddelt til komponister, musikere og billedhuggere.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Faaborg-Midtfyn Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans