I 2013, i en alder af næsten 100 år, underviste Nini Theilade stadig; her skuespiller og danser Anne Panjwani. Theilades sidste koreografi til værket Wanderer Fantasie til musik af Franz Schubert blev opført med tre amerikanske dansere i Odense og København i 1997.
.

Svendborg har ca. 700 livekoncerter om året inden for alle tænkelige genrer, fra gæstespil med Odense Symfoniorkester i byens kirker til bandet African Connection på scenen i det alternative forsamlingshus Maskinen. Maskinen blev grundlagt af kollektivsammenslutningen 2. oktober, der bestod af syv kollektiver, der havde sat sig for at købe Fyn tilbage fra EF (i dag: EU) i 1972. Det overordnede projekt lykkedes som bekendt ikke, men musikken tog for alvor fart, da foreningen i 1979 åbnede spillestedet Kloster Moster, et kollektivt drevet spillested, der snart kunne tiltrække Danmarks bedste musikere til den sydfynske hovedstad. Således kunne en tilfældig måned indeholde navne som Malurt, Poul Krebs, Povl Dissing, Troels Trier og Jomfru Ane Band, ligesom Lis Sørensen, Savage Rose og Gnags også ofte optrådte.

Kloster Moster lukkede i 1990, og rollen som det dominerende rytmiske spillested er overtaget af Harders, opkaldt efter den daglige leder, Henning Harder. Harders ligger i den gamle hestestald Ribers Gård og indeholder ud over spillested også øvelokaler og studiefaciliteter. I Ribers Gård er også kreative værksteder og om sommeren en jazzfestival. Musikerne, der bruger øvelokalerne, kan benytte sig af spillestedet til at arrangere egne koncerter og prøve kræfter med et rigtigt publikum. Det særlige Svendborgmiljø tiltrækker stadig store navne, bl.a. har Lukas Graham og Volbeat spillet i den gamle hestestald.

Ikke langt fra Harders, i Vestergade, ligger Arne B MusiCclub og de tilknyttede musikforeninger Giant Steps og Folk for Folk, som spænder over flere genrer fra jazz og blues, over motown til folkemusik. DOK57 – Musik Snedkeriet på Frederiksø i Svendborg Havn arbejder på at skabe et miljø for nye artister og undergrunden i det sydfynske, særligt hiphop er i fokus. Samme sted har spillestedet Kammerateriet siden 2014 arrangeret koncerter og strandbar.

Peder Most Garden, der blev stiftet i 1953 i forbindelse med Svendborgs 700-års købstadsjubilæum, har både brassband, tamburkorps og musikskole.

I 2021 er bandet Patina på vej til en international karriere. Bandet er udsprunget af miljøet omkring Harders og Svendborg Musikskole. De mange uddannelsessteder som Ollerup Efterskole og Den frie Lærerskole understøtter det kreative musikmiljø, fx Det Fynske Slagtøjsakademi oprettet i 1999.

Nini Theilade

Balletlegenden Nini Theilade levede et kosmopolitisk og stormombrust liv på den internationale balletscene. Hun blev født i Indonesien i 1915 og døde i Svendborg i 2018. Da hun ikke blev optaget på balletskolen i København, støttede moren hende i en uddannelse udenlands. Allerede som 14-årig debuterede hun i Haag med egne danse, og fra 17-årsalderen var hun verdensberømt og koreograferede sine egne danse. Hun var kendt for sin linjeskønhed og sin eksotiske og poetiske udstråling. Theilade optrådte med Les Ballets Russes de Monte Carlo i kostumer og scenografi af den spanske surrealistiske kunstner Salvador Dalí og hos Max Reinhardt i Berlin. Nogle år turnerede hun i USA. I 1931 var hun gæstesolist på Det Kongelige Teater.

I perioden 1969-78 slog Theilade sig ned på Thurø og etablerede sit eget balletakademi med en treårig danseuddannelse, eget kompagni og turnéer i Europa.

1978-90 var hun bosat i Lyon, hvor hun grundlagde en balletuddannelse. Da hun vendte tilbage til Fyn i 1990, fortsatte hun sin undervisning ved Odense Teaters Elevskole og på Skolerne i Oure Sport & Performing Arts frem til 2013.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Svendborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans