Wonderfestiwall ved Hammershus finder sted hvert år i august. Festivalen, der er grundlagt af lokale ildsjæle i 2008, er vokset til tre scener med europæiske bands og dj’s.
.

Bornholm har et rigt facetteret musikliv, der er aktivt hele året, men som kulminerer i sommerhalvåret. På det rytmiske område står bl.a. Musikhuzet i Rønne som en væsentlig aktør.

Ekkodalshuset og Café Genlyd i Aakirkeby og Café Klint i Gudhjem tilbyder intime koncerter om sommeren. Allinge Jazz Festival og Østersø Jazz Festival i Nexø afholdes i hhv. juli og august. På festivalen Wonderfestiwall, der afholdes i nærheden af Hammershus i august, spiller nogle af landets store pop- og rocknavne.

Der er arrangementer med klassisk musik året rundt, bl.a. i kulturcenteret Svanekegaarden. Øens kirker lægger rum til Bornholms Musikfestival, der præsenterer både danske og internationale kunstnere.

Bornholms Kulturskole underviser øens børn, unge og voksne i billedkunst, drama, musik og litteratur. Skolen har ca. 450 elever, og den samarbejder med folkeskolen om kulturprojekter, som når ud til 2.000 børn hvert år. Kulturskolens lærere og elever afholder 25‑30 koncerter, forestillinger og ferniseringer om året.

Bornholms repertoire af folkedanse og folkelige melodier indeholder mange af 1800-tallets modedanse i Danmark, og dette repertoire holdt sig til begyndelsen af 1900-tallet. Repertoiret adskiller sig en del fra det øvrige lands danse- og melodirepertoire i dette tidsrum, hvilket kan hænge sammen med, at der på Bornholm har eksisteret en slags borgerskabskultur, der bl.a. kan skyldes den tætte forbindelse til den omrejsende danselærer Jørgen Gad Lund, der var opvokset på Bornholm. Han var uddannet danser ved Det Kongelige Teater, fik sin afsked i 1820 og ernærede sig herefter som omrejsende danselærer rundtomkring i landet. I 1823 udgav han dansebogen Terpsichore eller »En Veiledning for mine Dandselærlinger til at beholde de Trin og Toure i Hukommelsen, som de hos mig have gjennemgaaet«. Bogen var den første danske dansebog i 1800-tallet med dansebeskrivelser og kom i tre udvidede oplag mellem 1823 og 1833. Jørgen Gad Lund bevarede livet igennem tilknytningen til Bornholm.

Da man i begyndelsen af 1900-tallet optegnede folkedanse på Bornholm, lå flere danse tæt op ad Jørgen Gad Lunds danse fra begyndelsen af 1800-tallet; heraf kan nævnes »Fandango«, »La Tempête«, »Tantelete« og »Kjædelflikkerdansen«. Herudover blev der optegnet usædvanlig mange rækkedanse, hvor parrene står over for hinanden på række.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Bornholms Regionskommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Musik og dans