Muusgården, Kerteminde

Det er uvist, hvornår Kerteminde by blev anlagt, men den er formentlig opstået som fiskerleje og handelsplads. Kertemindes placering ved Kertefjordens munding, dens 'minde', har givet byen navn. I middelalderen lå byen lidt i skygge af Nyborg og Odense, men beliggenheden ved Storebælt var en vigtig handelsmæssig fordel. Kerteminde fik som den sidste fynske by købstadsstatus i 1413. I 1400-tallet nød Kerteminde godt af, at Odense ikke havde en optimal havn, og derfor brugte Odense-købmændene i vidt omfang Kerteminde som vinterhavn og opførte store handelshuse så nær havnen som muligt. Fra omkring 1580 fungerede byen som den vigtigste udskibningshavn for Odense. Foruden søfarten havde byen et omfattende fiskeri og en betydelig ølbrygning, men på trods af dette forblev Kerteminde i 1500-tallet og 1600-tallet en forholdsvis lille by. Under svenskekrigen i 1657-1660 var Kerteminde besat af svenskerne, der havde indrettet hovedkvarter tæt på havnen. Da den dansk-hollandske flåde i slutningen af krigen ville tilbageerobre byen, blev Kerteminde udsat for et voldsomt bombardement. Efter krigen og statsbankerotten oplevede byen ligesom resten af landet stor nedgang i en lang årrække.

Omkring år 1800 fik Odense sin egen havn, hvilket betød, at Kerteminde mistede sin nøgleposition som havneby for Odense. Dog fik byen et lille opsving i midten af 1800-tallet, da man åbnede de første industrivirksomheder inden for metalindustrien. Jernbaneforbindelsen til Odense i 1900 skabte øgede afsætningsmuligheder for fiskeriet, og også metal- og levnedsmiddelindustrien voksede. I løbet af 1900-tallet blev Kertemindes fiskerihavn den største på Fyn, og Kerteminde udviklede sig til at blive en forholdsvis vigtig industriby. Samtidig dannede Kerteminde og omegn fra omkring år 1900 rammerne for en kunstnerkoloni, kaldet fynbomalerne med Fritz Syberg og Johannes Larsen i spidsen. Det store gårdkompleks Muusgården bestod oprindeligt af fem selvstændige ejendomme, som i løbet af perioden 1805 til 1854 blev samlet af købmændene Niels Larsen og Elias B. Muus. Den midterste del af matr.nr. 244 (mod Præstegade) blev i 1755 købt af købmand Peder Clausen, der dengang bestod af et forhus i 11 fag og to stokværk, et østre sidehus i 15 fag til pakhus og bryggershus samt et baghus i 15 fag til stald og lade. I 1760'erne blev opført en fjerde længe i vest: en halvtagsbygning i 16 fag, der ligesom baghuset havde lerklinede vægge og stråtag. Endelig i 1780'erne rejste Peder Clausen en udbygning i fire fag på forhusets gårdside. I 1799 solgte enken købmandsgården til skipper Niels Larsen, der herefter nedsatte sig som købmand.

Den vestre del af matr.nr. 244 bestod ved ejerskiftet i 1725 af et forhus i syv fag og en sidebygning mod vest i 14 fag. I 1761 var sidebygningen blevet forlænget til 15 fag og indrettet til sengekammer, bryggershus, køkken og kostald. Skoleholder Jacob Møller lod den istandsætte i 1790´erne, men halvdelen af sidebygningen var dog fortsat stråtækt. Købmand Niels Larsen overtog ejendommen i 1805. Den østre del af matr.nr. 244 har været bebygget siden 1600-tallet. I 1719 blev ejendommen delt, og forhuset stod i to dele på henholdsvis seks og fem fag, men i 1750'erne blev ejendommen igen samlet. Forhuset var i 1761 kun otte fag langt med et baghus også på otte fag med lerklinede vægge og stråtag benyttedes til stald og lo. Under skomager Johan Dehls ejerskab blev forhuset forlænget til ti fag og et sidehus i øst på tre fag blev opført. Ved næste ejerskifte i 1796 blev forhuset forlænget til elleve fag og sidehuset til seks, der blev benyttet til bryggershus. I 1825 blev ejendommen overtaget af købmand Niels Larsen og alle bygninger formentlig nedrevet.

Da Niels Larsen i 1825 havde samlet de tre ejendomme, foretog han en omfattende ombygning. Mod øst rejste han et nyt forhus i ti fag og to stokværk, mens det gamle forhus i midten bibeholdtes ligesom forhuset i to stokværk mod vest, der var blevet opført få år forinden i 1823. Alle bagbygninger blev nedrevet. I stedet opførte han den grundmurede østlænge i 21 fag, vestlængen i 27 fag bindingsværk og tværlængen i 28 fag bindingsværk, alle bygninger i to stokværk. Til denne regulære, firelængede gård hørte endvidere et par småbygninger i gården. Mod øst i Præstegade lod Niels Larsen endvidere opføre en mur i egebindingsværk. Efter ombygningen fremstod ejendommen nu som en god købmandsgård med en efter datiden rummelig bod, et stort loftsrum og en rigelig stor gårdsplads.

Niels Larsen drev købmandsgården i 30 år, indtil han fik økonomiske problemer og i 1829 gik fallit. Købmandsgården blev derefter købt af købmand Elias B. Muus, efter hvem købmandsgården har sit navn. I 1838 opkøbte Elias B. Muus naboejendommen mod vest, der var opført i 1803 i tolv fag og to stokværk bindingsværk. Dette forhus lod han i begge ender forlænge til 26 fag – helt hen til Rebslagergade. I 1842 flyttede Elias B. Muus hovedkvarteret for sine forretninger til Sukkergården i Odense, men købmandsgården i Kerteminde fortsatte han med at udvide. I 1844 lod han ved gårdens østlænge opføre et ottekantet korntørringstårn i dobbelt mur belagt med blå tegl og blyplader. Ved det midterste forhus blev opført endnu en tilbygning i fire fag, der blev indrettet til kontor, og i gården rejstes en del åbne skure til tømmeropbevaring. I 1853 erhvervede Elias B. Muus Vestergade 12, og købmandsgården havde derved nået den udstrækning, der var gældende i dens storhedstid. I brandtaksationen fra 1857 fremgik de enkelte bygningers anvendelse. Det østre og midterste forhus blev anvendt til beboelse, mens det vestre med portindkørslen var kornmagasin. I østlængen var der beboelse i underetagen og kornmagasin ovenpå; ved siden af stod korntørringstårnet. Tværlængen og vestlængen var begge indrettet til avlsbrug og kornmagasin. Hertil kom tre lange, åbne skure til tømmeroplag. Det midterste forhus mod Præstegade blev i 1861 erstattet af en toetages, grundmuret bygning, hvori der var indrettet butik og kontorer. Butikken var i årene 1850 til 1869 udlejet til købmand I. Causlund. Af bygningerne vestligst på den store grund blev det lange forhus anvendt til kornmagasin, halvtagsbygningen i øst til stald og en i 1850 opført magasinbygning mod Rebslagerstræde stod i to stokværk med mansardtag, grundmuret facade og gavle, men i bindingsværk mod gården. Købmandsgården var klart den største i Kerteminde og indeholdt uden sammenligning byens største handelsvirksomhed.

I 1869 blev de otte østre fag af tværlængen ifølge brandtaksationen ændret til beboelse. Det betyder muligvis, at Skænkestuen etableredes allerede på dette tidspunkt, men efter sigende skulle Skænkestuen være grundlagt i 1829 og således være Danmarks ældste eksisterende værtshus. I 1878 blev korntørringstårnet nedrevet, og i stedet opførtes langs østlængen en grundmuret halvtagsbygning i 18 fag til stald. På begge gårdspladser blev endvidere rejst en del skure og småbygninger. Mellem det firefløjede anlæg og Vestergade 12's for- og sidehus blev omkring år 1900 rejst en magasinbygning. I 1916 blev den vestligste del af købmandsgården solgt til Dansk Frøkultur, der i stedet opførte en treetages magasinbygning på hjørnet mod Rebslagerstræde. Den resterende del af bindingsværksforhuset var indrettet til støbejernslager og magasinbygning indeholdende et kafferisteri; senere blev det også anvendt til kontorbygning og butik. Halvtagsbygningen i øst var indrettet til kaffebrænderi og rejsestald. Det grundmurede forhus fik i 1940 ændret facaden, hvor gadedøren blev flyttet fra det østligste fag tilden vestre del og tre store butiksvinduer blev indsat i stueetagen. Tre år senere blev også halvtagsbygningen langs østlængen ombygget, den fik nyt tag og blev indrettet til lager. I tværlængen var der skænkestue øst for portgennemkørslen og stald mod vest, mens der var kornmagasin ovenpå.

I 1983 blev Vestergade 12 udskilt som en selvstændig ejendom. Aktieselskabet Elias B. Muus måtte i 1984 afhænde den resterende del af gårdkomplekset, der i midten af 1970'erne havde mistet sin funktion som handelshus, og derefter for en stor dels vedkommende havde været udlejet. I 1985 blev Muusgården overtaget af Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der iværksatte en gennemgribende restaurering, som var tilendebragt i midten af 1987. Alle sekundære bygninger blev nedrevet, mens bygningsdele, der var ændret i nyere tid, eksempelvis facaden af det grundmurede forhus, blev ført tilbage til en mere oprindelig skikkelse. I bygningskomplekset blev der indrettet 36 lejligheder samt flere erhvervslejemål, men Skænkestuen blev bevaret.

Muusgården er en stor købmandsgård, der ligger centralt i Kerteminde. Muusgården består af fire forhuse og en havemur mod Præstegade samt to sidelænger og en tværlænge, der sammen med tre af forhusene omkranser en stor, brolagt gårdsplads. Hertil kommer en magasinbygning mod vest i en stor brolagt baggård. Samtlige ovennævnte bygninger er sammenbyggede inklusiv magasinbygningen, som mod syd er sammenbygget med et side- og et forhus mod Vestergade, der tidligere har hørt under Muusgården. Muusgården er indrettet med primært lejligheder samt enkelte erhvervslejemål, herunder et værtshus.

Forhuset er en toetages bindingsværksbygning i ni et halvt fag, der bærer et rødt, teglhængt heltag med helvalmet gavl mod øst. Samtlige tagflader er ubrudte. Forhuset hviler på en lav, sorttjæret sokkel, bindingsværket er rigt og grønt opstolpet med gulkalkede tavl. Vinduerne er ældre, rødmalede, torammede vinduer med små ruder og en vandnæse af træ nederst. Indgangsdøren sidder i gårdsiden og er en nyere, rødmalet, bræddebeklædt pladedør. Østgavlen er grundmuret og gulkalket over en lav, sorttjæret sokkel. Øverst er en hvid, profileret hovedgesims. I stueetagen er en nyere, traditionelt udført, tofløjet havedør med fyldinger nederst og små diagonalopsprossede ruder. Døren flankeres af ældre, etrammede vinduer med buet overramme og små diagonalopsprossede ruder. I øvrigt ses ældre, torammede vinduer med små ruder. Både dør og vinduer er hvide. I det indre blev trapperummet og lejligheden i stueetagen besigtiget. Trapperummet ligger ud mod gården og giver dels adgang til forhusets lejligheder, dels til korridoren med tilhørende lejligheder på første sal i østre sidelænge. Trapperummet har nyere klinkegulv, pudsede vægge og lofter, hvori de ældre bjælker er synlige. Dørene ind til lejlighederne er nyere, plane døre med enkle gerichter. Trappen er en nyere toløbstrappe med indstemte, linoleumsbelagte trætrin i enkle vanger med synlige afpropninger, et værn af smalle, kantstillede firkantbalustre og en profileret håndliste, der sidder imellem firkantede mæglere. Lejligheden i stueetagen har en traditionel planløsning med gadevendte stuer en suite, køkken mod haven og en indliggende forstue i forbindelse med et badeværelse. Lejligheden har en traditionel materialeholdning, der er ældre bræddegulve, pudsede vægge og pudsede lofter, hvoraf der i rummene mod gaden er synlige ældre bjælker. Der er bevaret flere ældre bygningsdetaljer, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, messinggreb og profilerede gerichter samt høje fodpaneler og ovnpilastre med kanneleringer og udskårne kapitæler. Døren til køkken og badeværelse er dog en nyere, plan dør med enkle gerichter.

Det andet forhus for øst er en seks fag lang, grundmuret bygning i to etager med rødt teglhængt heltag. I rygningen ses en lav, hvidkalket skorstenspibe. Forhuset har en høj, let fremspringende, sorttjæret sokkel, pudset og gulkalket murværk og en hvid, profileret gesims med konsoller. I facaden er en støbt trappe med nyere, simple værn, der fører op til en nyere, traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør med opdelt overvindue. I soklen er tre ældre, trerammede kældervinduer. De øvrige vinduer er nyere korspostvinduer med koblede rammer og pudsede sålbænke. Vinduerne i stueetagen har opdelte nedre rammer. Hoveddøren er grå, kældervinduerne grønne og de øvrige vinduer hvide. Gavlen mod øst er opført i grøntopstolpet bindingsværk med gule tavl, hvor delen nærmest gaden er overpudset og gulkalket. Vestgavlen og gårdsiden er grundmuret, pudset og gulkalket over en høj, sorttjæret sokkel. Gårdsiden har et skråt smigfag mod vest og afsluttes øverst af en hvid, profileret hovedgesims. Vinduerne er ældre eller traditionelt udførte, rødmalede korspostvinduer med opdelte nedre rammer, undtagen nederst i smigfaget, hvor der er et trefags korspostvindue. I soklen ses ældre, grønmalede to- og trerammede vinduer. En kældertrappe af granit fører ned til en ældre, grønmalet, tofløjet revledør med ældre beslag. En stor, ældre støbejernslampe er monteret midt på gårdsiden.

I det indre blev trapperummet, lejligheden stuen til venstre og lejligheden første til højre besigtiget. Trapperummet har nyere og traditionelle overflader i form af bræddegulv samt pudsede vægge og loft, og trappen er en nyere treløbstrappe med indstemte, linoleumsbelagte trætrin i enkle vanger med synlige afpropninger, et værn af smalle, kantstillede firkantbalustre og en profileret håndliste, der sidder imellem firkantede mæglere. Dørene ind til lejlighederne er nyere, plane døre med enkle gerichter. Lejlighederne har en traditionel planløsning disponeret med et værelse mod gaden, en indliggende forstue og bad samt en stue i sammenhæng med et køkken mod gården. Lejlighederne har en nyere, men traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter samt vinylgulv på badeværelset, og dørene er nyere, plane døre med enkle gerichter.

Tredje forhus for øst er en toetages bindingsværksbygning i elleve fag, der bærer et rødt, teglhængt heltag. Tagfladerne er ubrudte, og i rygningen ses en hvidkalket skorstenspibe med sokkel og krave. Forhuset hviler på en lav, sorttjæret sokkel, bindingsværket er rigt og grønt opstolpet med gulkalkede tavl. De to et halvt fag mod øst udgøres af en kurvehanksbuet portåbning, der lukkes af en ældre, rødmalet, tofløjet revleport med en gående dør i den vestre fløj. I facaden er en nyere, gråmalet fyldingsdør med et nyere, simpelt værn, og i gårdsiden er en nyere, rødmalet revledør. Vinduerne mod både gade og gård er ældre eller traditionelt udførte, rødmalede, torammede vinduer med små ruder. Portrummet er brolagt med brosten samt pigsten langs væggene, der har sorttjærede sokler. Væggene er gulkalkede vægge og loftet, hvori der ses synlige bjælker, er beklædt med hvide plader. I portrummets vestvendte væg, der er en bindingsværksvæg kalket over stok og sten, er en nyere, rødmalet, bræddebeklædt pladedør med et granittrin foran. Forhusets indre blev ikke besigtiget, og er derfor ikke nærmere beskrevet.

Fjerde forhus fra øst er en toetages bindingsværksbygning i femten fag, der bærer et rødt, teglhængt heltag. Tagfladerne er ubrudte, og i rygningen ses en skuret skorstenspibe med gesims. Forhuset hviler på en sorttjæret sokkel i to højder, bindingsværket er rigt og grønt opstolpet med gulkalkede tavl. Vinduerne mod både gade og gård er ældre eller traditionelt udførte, torammede vinduer med små ruder. I gårdsiden er tre nyere, bræddebeklædte pladedøre. Både vinduer og døre er rødmalede. I det indre blev den midterste lejlighed besigtiget. Lejligheden er i to etager og har en traditionel plandisponering med i stueetagen en gårdvendt forstue, hvorfra der er adgang til et indliggende badeværelse samt et gårdvendt trapperum, hvori der står en nyere halvsvingstrappe. Mod gaden er et køkken. På første sal er et gårdvendt værelse og en gadevendt stue. Trappen er nyere og udført med åbne, indstemte trin i en enkel vange med synlige afpropninger og et værn af firkantede mæglere, smalle, kantstillede firkantbalustre og en profileret håndliste. Overfladerne er nyere og traditionelle med bræddegulve, pudsede vægge og lofter, hvori de ældre bjælker er synlige. Dørene er nyere, plane døre med enkle gerichter samt en skydedør til badeværelset.

Østre sidelænge er en grundmuret bygning i to etager med rødt teglhængt heltag. I rygningen ses to lave, skurede skorstenspiber med sokkel og gesims. I tagfladerne ses kviste med buede zinktage, zinkklædte flunker og buede, torammede og todelte vinduer samt ældre støbejernsvinduer. Mod gården er en muret gavlkvist med rødt, teglhængt heltag. Sidelængen har en lav, sorttjæret sokkel, pudset og gulkalket murværk og en hvid, profileret gesims, der også afslutter gavlkvisten. I gårdsiden er en ældre revledør og en nyere, bræddebeklædt pladedør, der sidder under gavlkvisten. Ligeledes er der to nyere, tofløjede døre med henholdsvis tre og to ruder i hver ramme under gavlkvisten. Ind mod tværlængen er en bred, kurvehanksbuet portåbning med bevarede indmurede stabler. I første sals højde er tre ældre, tofløjede revleluger med en lille rude i hver fløj. I både gård- og haveside er der ældre eller traditionelt udførte, torammede vinduer med små ruder. Mod haven er vinduerne hvidmalede, mens de mod gården er malet røde ligesom døre og luger.I det indre blev lejligheden stuen til venstre besigtiget. Der er adgang til lejligheden fra gården, hvor en forstue giver adgang til stueetagens to lejligheder. Lejligheden til venstre har en traditionel planløsning med en bevaret hovedskillevæg og tværskillevægge med entré og køkken mod gården, og stue samt to værelser mod haven. Inde i midten i forbindelse med entréen ligger badeværelset. I køkkenet er bevaret et stort ildsted med en muret ildstedskappe, der støtter på en smedejernssøjle i hjørnet samt en delvist muret ildbænk, hvori der er indmuret et støbejernskomfur. Den del af gulvet under ildstedskappen, der ikke indgår i ildbænken er belagt med ældre, gule teglsten. Lejligheden har en ældre og traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og synlige loftbjælker med pudsede flader imellem. Samtlige døre er nyere, plane døre, hvoraf badeværelsesdøren er udformet som en skydedør. I forstuen er bevaret et gulv af ældre, gule teglklinker med fint hulmøster. Portrummet i østre sidelænge er brolagt, soklerne er sorttjærede, væggene er kalket gule over stok og sten, og i loftet er der synlige hvidmalede bjælker. I portrummet er en nyere bræddebeklædt dør og en nyere rammedør med fast sideparti, begge forsynet med ruder af sikkerhedsglas. Begge døre er rødmalede. En forstue med elevator samt korridoren på første sal blev også besigtiget. Forstuen har klinkegulv, pudsede vægge og lofter samt nyere, plane døre med enkle gerichter. Korridoren har nyere bræddegulve, en uisoleret ydervæg med synligt bindingsværk og tavl, en pudset langsgående indervæg og synligt bjælkelag med pudsede loftflader imellem. Dørene ind til lejlighederne er nyere plane døre med profilerede gerichter.

Tværlængen er en toetages bindingsværksbygning på 28 fag, der bærer et rødt, teglhængt heltag. I rygningen er en skuret skorstenspibe med sokkel og krave. I tagfladerne ses kviste med buede zinktage, zinkklædte flunker og traditionelt udførte, tofløjede revleluger. Mod gården er en gavlkvist i bindingsværk, der bærer et rødt, teglhængt heltag. Tværlængen hviler på en lav, sorttjæret sokkel, bindingsværket er rigt og grønt opstolpet med gulkalkede tavl. Tre fag udgøres af en portgennemkørsel, hvis portåbninger afsluttes af skråtstillede vandbrædder. Portåbningen mod nord har bevaret en afviser af granit. Langsiderne har ældre eller traditionelt udførte, et- og torammede vinduer med tredelte rammer. I nordre gårdside er desuden i første sals højde ældre revleluger forsynet med en lille rude i midten. I gavlkvisten er øverst en hejsebom, herunder er en ældre, tofløjet revleluge, en nyere tofløjet dør med tre ruder i hver ramme samt nederst en ældre revledør. I søndre gårdside er der to nyere, bræddebeklædte pladedøre med granittrin foran. Vinduer, døre og luger er alle malet røde.

Portrummet er brostensbelagt, væggene er grundmurede og gulkalkede og i loftet er en nyere bræddebeklædning, der i midten brydes af en ældre, langsgående drager, som understøttes af to nyere kopbånd. I tværlængens indre blev værtshuset, kaldet Skænkestuen, med tilhørende toiletter i stuetagen samt korridoren på første sal besigtiget. Der er adgang til Skænkestuen fra portrummet, og Skænkestuen består af en forstue, et toilet, et par lokaler til beværtning, et depotrum og et lille køkken. Yderligere er der toiletter mod baggården med direkte adgang herfra. Skænkestuen har ældre overflader som bræddegulve, linoleumsbelagte gulve, halv- og helpanellerede vægge, synlige loftbjælker og pudsede loftflader, og der er bevaret ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler og ovale ruder samt profilerede gerichter. Toiletterne har klinkebeklædte gulve og vægge, systempladebeklædt loft samt nyere, spanske vægge. Korridoren har nyere bræddegulve, en uisoleret ydervæg med synligt bindingsværk og tavl, en pudset langsgående indervæg og synligt bjælkelag med pudsede loftflader imellem. Dørene ind til lejlighederne er nyere plane døre med profilerede gerichter. Vestre sidelænge Vestre sidelænge er en lang, toetages bindingsværksbygning på 26 fag, der bærer et rødt, teglhængt heltag. Mod gården er en gavlkvist i bindingsværk over fem fag, der bærer et rødt, teglhængt heltag. I tagfladerne ses ældre taskekviste med tegltage, zinkklædte flunker og ældre, tofløjede revleluger. Sidelængen hviler på en lav, sorttjæret sokkel, bindingsværket er rigt og grønt opstolpet med gulkalkede tavl. To fag under gavlkvisten udgøres af en portgennemkørsel, hvis portåbninger markeres af kopbånd. Langsiderne har ældre eller traditionelt udførte, torammede vinduer med tredelte rammer. Indgangsdørene er alle placeret i den vestvendte langside og er udformet som nyere, bræddebeklædte pladedøre. En nyere søjlebåren svalegang af træ giver adgang til lejlighederne på første etage. Svalegangen nås ad en nyere toløbstrappe af træ, og ved siden af trappen står en grundmuret, gulkalket bygning med rødt, teglhængt heltag, som indeholder en elevator. I gavlkvisten er øverst en hejsebom og herunder en ældre, tofløjet revleluge. Vinduer, døre og luger er alle malet røde.

Portrummet er brostensbelagt, væggene er grundmurede og gulkalkede og i loftet er en nyere bræddebeklædning, der i midten brydes af en ældre, langsgående drager, som understøttes af to nyere kopbånd. I tværlængens indre blev en lejlighed i stueetagen besigtiget. Lejligheden er traditionelt disponeret med en forstue, hvorfra der er adgang til et indliggende badeværelse samt et gennemlyst rum med køkken i den ene ende og stue i den anden. Ved siden af stuen er et værelse – også beliggende mod gårdspladsen. Lejligheden har en nyere og traditionel materialeholdning med bræddegulve, pudsede vægge og lofter, hvori de ældre bjælker er synlige. Dørene er nyere, plane døre med enkle gerichter samt en skydedør til badeværelset.

Magasinbygningen er en syv fag lang bygning i tre etager med et tagpapklædt tag med ensidig hældning og stort udhæng. I taget er en række nyere ovenlys udformet som bobler samt en kvist med bræddebeklædt front og tagpapbeklædt heltag. I stueetagens facade er en række stolper, der står på høje stensokler, og imellem stolperne er facaden grundmuret. Første og anden sal er beklædt med lodretstillede brædder, og i facaden mod øst ud mod baggården er to svalegange, hvoraf den nederste er mest udkraget, samt en bræddebeklædt udbygning ud for tagets kvist. Den nederste svalegang har et galvaniseret gitterværn, mens den øverste har et værn af simple galvaniserede rør. I stueetagens nordligste fag er en simpel portåbning, mens der i det sydligste fag er en nyere, bræddebeklædt pladedør flankeret af faste, tredelte sidepartier. I udbygningen ses to nyere, torammede og todelte vinduer, men facadens øvrige åbninger er udformet som nyere, torammede og tredelte dørpartier. Alt træværk er malet rødt, mens den grundmurede del er gulkalket.

Portrummet er belagt med betonfliser, væggene er grundmurede og hvidkalkede og i loftet er en nyere hvidmalet bræddebeklædning. Der er to døråbninger i portrummet med nyere, rødmalede, bræddebeklædte pladedøre. I magasinbygningens indre blev trapperummet samt en lejlighed første til venstre og anden til højre besigtiget. Trapperummet har linoleumsbeklædte gulve, kalkede vægge og pudset loft, og i og langs væggene er den ældre tømmerkonstruktion synlig. Trappen er en nyere, in-situ støbt betontrappe med linoleumsbelagte trin og reposer samt et rødmalet gitterværn. Trapperummets døre er nyere plane døre med enkle gerichter. Lejlighederne er indrettet med entré, bryggers og badeværelse ind mod ydervæggen mod vest, der er uden åbninger. Begge lejligheder har en stue og et værelse mod baggården, samt et indliggende køkken i forbindelse med stuen. Lejligheden til venstre har desuden et værelse i udbygningen mod baggården. Lejlighederne har en nyere og traditionel materialeholdning med parketgulve, vinylgulve på badeværelset, samt pudsede vægge og lofter, hvori den gamle, gråmalede tømmerkonstruktion med stolper, kopbånd, dragere og bjælker er synlig. Samtlige døre er nyere pladedøre med enkle gerichter.

Øst for østlængen er en have, der mod Præstegade afgrænses af en havemur. Havemuren er elleve fag lang og opført i grøntopstolpet bindingsværk med gulkalkede tavl, der hviler på sorttjærede, aflange granitsten. Øverst afsluttes havemuren af et lille tjærepaptag.

Den miljømæssige værdi ved Muusgården knytter sig til ejendommens beliggenhed midt i Kerteminde by, hvor den store købmandsgård udgør en iøjnefaldende og yderst værdifuld helhed. Muusgården er en markant del af Præstegades gadebillede på grund af de fire sammenbyggede forhuse og havemuren i forlængelse heraf, som alle vidner om det store bagvedliggende kompleks. Muusgården bidrager derved væsentligt til det traditionelle og stemningsfulde gadeforløb i Kertemindes gamle bykerne.

Endvidere knytter den miljømæssige værdi sig til købmandsgårdens traditionelle bebyggelsesstruktur med forhuse, sidelænger og en tværlænge omkring et stort pigstensbelagt gårdrum samt en pigstensbelagt baggård domineret af en stor magasinbygning. Ejendommens to bevarede portgennemkørsler vidner sammen med portgennemkørslen i Vestergade 12 om grundens tværgående trafik, idet den store købmandsgård tidligere strakte sig fra Præstegade til Vestergade. De store gårdrum med de bevarede pigstensbelægninger giver en passende materialitet til ejendommens forskellige længer, der fremstår yderst ensartede på grund af den homogene materialeholdning. Muusgården er således en meget vigtig del af købstadens stemningsfulde gårdmiljøer i den gamle bykerne.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Muusgården som repræsentant for en af Kertemindes allerstørste købmandsgårde, hvis historie går tilbage til 1700-tallet. Dette kan aflæses i købmandsgårdens mange bygninger, der både omfatter forhuse og magasinbygninger i både grundmur og bindingsværk på den store grund samt i købmandsgårdens forgrenede bebyggelsesstruktur med flere gårdspladser og portgennemkørsler. Købmandsgårdens anseelige størrelse med mange forhuse og magasinbygninger i grundmur og bindingsværk fra forskellige perioder vidner om Kertemindes tidligere vigtige betydning som handelsby, først som havn for Odense og senere som en driftig købstad med betydelig skibsfart og handel, hvor transporten af varer via søvejen skaffede lokale købmænd betydelige indtægter. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi tilknyttet bygningernes interne hierarki, som delvist er aflæselig i deres materialitet, men ikke nødvendigvis i deres placering på grunden, idet de vestlige forhuse mod Præstegade indeholdt kornmagasiner og ikke beboelse som de to østligste forhuse. At størstedelen af købmandsgårdens bygninger er fra tiden omkring 1825 kan aflæses i deres opførelse i bindingsværk, som var en konstruktionsmetode, der stadig fandt anvendelse ved sekundære bygninger som magasinbygninger og avlsbygninger op i 1800-tallet.

Den østre sidelænge blev opført i grundmur, hvilket vidner om, at den blev anvendt til beboelse og domestikfunktioner i stueetagen, men dog stadig med kornmagasin ovenpå, i modsætning til de øvrige samtidige bygninger i bindingsværk, der upåagtet deres placering mod gade eller gårdsplads rummede kornmagasiner. I øvrigt er grundens mange bindingsværksbygninger med forskellige længder et vidnesbyrd om Muusgårdens løbende udvidelser grundet øget pladsbehov. Det grundmurede forhus mod Præstegade skiller sig ud fra købmandsgårdens øvrige bygningsmasse, dels på grund af den øgede højde dels på grund af de pudsede klassicistiske facader. Forhusets facade med høj sokkel, store og taktfast placerede korspostvinduer med opdelte nedre rammer, tofløjet hoveddør med fyldinger og opdelt overvindue samt den profilerede hovedgesims med konsoller er alle tidstypiske træk fra klassicismen, der var den toneangivende stil op til midten af 1800-tallet. Hvilket stemmer overens med, at forhuset blev opført i 1860´erne med formålet at danne en passende ramme om købmandsgårdens butik og kontorer samt om førstemandens eller ejerens bolig. Også magasinbygningen mod baggården i syd adskiller sig fra ejendommens øvrige bebyggelse på grund af det store tag med ensidig hældning og stort udhæng samt de øvre etager opført med bræddebeklædning og udkragede svalegange, hvis detaljering vidner om, at magasinbygningen er en udvidelse af købmandsgårdens oplagsplads omkring år 1900. Bygningernes bevarede bygningsdele og -detaljer gør det således muligt udefra at aflæse deres oprindelige funktioner. I de tre længer omkring den store gårdsplads vidner de store gavlkviste med bevarede hejsebomme, de bevarede revleluger og revledøre samt tagkvistene med revleluger om, at bygningerne blev anvendt til opbevaring af varer, som via et hejseværk kom ind og ud af bygningerne.

I øvrigt knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningernes egnskarakteristiske, rige bindingsværk med tætsiddende stolper og dokker samt korte og lange skråbånd. I Muusgårdens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af en ældre rumstruktur, der er med til at berette om de enkelte bygningers tidligere funktion. Dette gælder eksempelvis det østligste forhus, der var indrettet til bolig, hvilket kan aflæses i den traditionelle planløsning med ubrudt hovedskillevæg samt stuer en suite mod gaden. Hertil kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, der ud over at afspejle funktionen som bolig vidner om forhusets alder, herunder de en- og tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler, messinggreb og profilerede gerichter, de høje fodpaneler, ovnpilastrene med kanneleringer og udskårne kapitæler samt de ældre bræddegulve og loftsbjælker.

I østre sidelænge drejer det sig om stueetagens traditionelle planløsning med ubrudt hovedskillevæg samt køkken mod gården og stue og værelser mod haven. Endvidere kommer de ældre bygningsdele og -detaljer, der bevidner bygningens alder og brug. Dette gælder især køkkenets store ildsted med bevaret ildstedskappe, der støtter på en smedejernssøjle i hjørnet og en muret ildbænk med støbejernskomfur, der vidner om datidens madlavningsforhold. Hertil kommer gulvet af gule teglsten under ildstedskappen, forstuens gule teglklinker med hulmøster samt de ældre loftsbjælker. I de øvrige bindingsværkslænger samt i magasinbygningen omhandler det de bevarede ældre tømmerkonstruktioner i form af loftsbjælker samt dragere, stolper og kopbånd, der bevidner bygningernes funktionsbetingede anvendelse med etagedæk, der skulle bære den store vægt af korn, som var Muusgårdens primære handelsvare.

Ligeledes er der stor kulturhistorisk værdi ved Skænkestuen i tværlængen, der er Danmarks ældste værtshus, og et vigtigt levn fra købmandsgården storhedstid, hvor bønderne selv kørte deres korn ind til købmandsgården i byen. Efter en god handel blev det fejret i skænkestuen, inden bønderne kørte retur med de nødvendige varer til gården og husholdningen. Der har således været en livlig trafik i købmandsgården på grund af den omfattende kornhandel. I Skænkestuens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig således til den bevarede ældre rumstruktur samt de ældre bygningsdele og -detaljer som bræddegulve, halv- og helpanellerede vægge, synlige loftbjælker og fyldingsdøre med indstukne hængsler og ovale ruder samt profilerede gerichter.

Muusgårdens arkitektoniske værdi knytter sig overordnet til den enestående helhed af forhuse, sidelænger, tværlænge og magasinbygning, som på grund af deres ensartede materialeholdning fremstår som et samlet hele skønt facadernes lidt forskellige udformning. Den arkitektoniske værdi ved forhusene i bindingsværk knytter sig til de toetages længehuse med røde, teglhængte heltage forsynet med enkelte traditionelle skorstenspiber i rygningerne. Hertil kommer facadernes righoldige og taktfaste bindingsværkskonstruktioner med en varieret vinduesplacering, hvor de torammede vinduer med små ruder understøtter længernes sekundære karakter. De store ubrudte tagflader fremstår som en rolig kontrast til de livlige facader. Længerne har generelt en lidt lukket og uindtagelig fremtoning mod gaden på grund af fraværet af indgangsdøre, kun i den midterste bindingsværkslænge brydes dette udtryk ved hoveddøren med en trappe foran samt portåbningen, der på traditionel vis lukkes af en simpel revleport.

Den arkitektoniske værdi ved forhuset i grundmur knytter sig til det toetages længehus med svagt opskalket heltag hængt med røde tegl og en skorstenspibe i rygningen, der fremtræder som en enkel, klassicistisk bygning med et fåtal af facadedetaljer. Kun en profileret hovedgesims med konsoller samt den taktfaste placering af de store vinduer og den tofløjede hoveddør med trappen foran er med til at give bygningen et lettere herskabeligt udtryk, som understreges af den store, ubrudte tagflade. Ikke kun den klassicistiske facade og den store facadehøjde gør, at forhuset hæver sig over købmandsgårdens øvrige bygninger også forhusets større højde og bredde bidrager hertil.Østre sidelænges arkitektoniske værdi ligger i det toetages grundmurede længehus svagt opskalkede heltag med en kraftig skorstenspibe i rygningen, hvis enkle pudsede facader med profileret hovedgesims og de mod haven taktfaste og med stor afstand placerede vinduer understreger bygningens enorme længde. Gårdsiden fremtræder praktisk og funktionsbetinget på grund af den store gavlkvist, revlelugerne og revledøren samt den brede portåbning, og står således i kontrast til havesiden, der har en mere prominent fremtræden på grund af det småsprossede dør- og vinduesparti.

Den arkitektoniske værdi ved de øvrige længer omkring den store gårdsplads knytter sig til de to toetages længehuse med svagt opskalkede heltage hængt med røde tegl, hvori de ældre kviste med revleluger på harmonisk, taktfast vis opdeler de store tagflader. Hertil kommer facadernes righoldige og taktfaste bindingsværkskonstruktioner med en varieret vinduesplacering, hvor de torammede vinduer med små ruder understøtter længernes sekundære karakter. Det tætte bindingsværk er ligeledes med til at understrege længernes anseelige længder. Mod gårdspladsen har de to længer hver en gavlkvist i bindingsværk, der modsvarer gavlkvisten i østre sidelænge, hvorved de tre længer tilsammen danner en samlet helhed omkring den store gårdsplads.

Magasinbygningens arkitektoniske værdi knytter sig til det treetages bygningsvolumen med ensidig taghældning, hvis store tagudhæng sammen med gårdsidens to udkragede svalegange giver bygningen dens særegne udseende. Hertil kommer den regelmæssige placering af dørene, der tager sit afsæt i stueetagens taktfast placerede stolper. På trods af det forholdsvist store volumen har magasinbygningen et let udtryk på grund af de øvre etagers bræddebeklædning samt svalegangenes dobbelte bjælkeender med udskæringer.

Den arkitektoniske værdi ved gårdspladserne knytter sig til belægningernes homogene materialeholdning i pigsten og brosten, der danner en harmonisk grund for købmandsgårdens mange bygninger.

Læs videre om

• Kerteminde Museum
• Mesinge Kirkelade
• Skovsbo, Rynkeby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen